Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

2 thoughts on “Stranger Things – for dens egen skyld

  1. Jeg kender alt for godt til problematikken, men med enkelte undtagelser (f.eks. SKAM, der direkte opfordrede til det modsatte) prøver jeg at lade være med at læse for mange artikler på de sociale medier om de serier, jeg stadig er i gang med en sæson af. Når sæsonen er slut, og jeg har dannet mig min egen mening, går jeg til gengæld helt bananas med at læse anmeldelser og teorier.

    Jeg synes på en måde også, at Stranger Things er en undtagelse, da den mere end normalt spiller på de popkulturelle referencer. Jeg nød at finde alle de mere eller mindre skjulte Stephen King-easter eggs; min kæreste kunne ikke spotte halvdelen – men nød serien mindst lige så meget som mig. Jeg tror dog du har ret i, at det generelt er gunstigt at møde en serie uden alle de forudindtagede holdninger; jeg så f.eks. første sæson af Game of Thrones uden at have hørt noget om den overhovedet, og det var en ret fed oplevelse.

    1. Ville ønske jeg havde din viljestyrke ift. at læse forud. Men det er vanskeligt at lade være …

      Vi er nu på afsnit 5 og den bliver bare bedre og bedre. Jeg fanger ikke alle referencerne, men formoder da at det er ‘Cujo’ som vagten hos retsmedicineren læser, da vor helt af politimand siger “It’s a real mutt!” om hans bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *