in Hverdag

Sygdom

Jeg mindes ikke at have været så træt og udmarvet længe.

Der er sygdom på rundgang derhjemme, antageligvis med udspring i Arvingen. Efter han begyndte i vuggestue har han vel været helt rask i sammenlagt to uger. I den resterende tid har vi oplevet en apokalyptisk sekvens af influenza, øjenbetændelse, forkølelse og Gastroenterit. Og forældrene bliver så smittet på skift af de varierende dårligdomme. Så efter at have kæmpet med maven henover det meste af weekenden, så sidder jeg nu og kampæder strepsiler i kampen mod min forkølelse. Guderne må vide hvordan Den Bedre Halvdels helbred har det netop nu.

Den onde sygdomscirkel ville være til at håndtere, hvis vi ikke begge var begyndt at arbejde. Men i vores husstand jonglerer vi nu med mit mandag-til-fredag job, nattevagter, weekendvagter og hente-bringe logistik, der sammen med sygdommene stjæler stort set al tid og ressourcer.

Tak, jeg er bevidst om, at det her er et typisk bitchy og navlebeskuende børnefamilie-indlæg. Nej, jeg gider heller ikke selv læse den slags klynk. Men jeg har nok tidligere undervurderet, hvor drænende sådan en omgang sygdom er for livskvaliteten.

Nu forstår jeg bedre hvordan de andre børnefamilier blandt mine kolleger har det. Og jeg ser helt ustyrligt meget frem til sommeren.

Giv lyd fra dig

Comment