De knuste hjerters år

Det har været et fodboldmæssigt ganske miserabelt år. Mest, selvfølgelig, grundet AaB’s urimeligt ringe forårssæson. De senere år er jeg ikke blevet direkte emotionelt påvirket af klubbens op- og nedture. I år har det dog været anderledes. For AaB gør mig aldeles traurig i disse tider.

Det startede så godt, siden blev det katastrofalt i efteråret. Træneren blev fyret, Morten Wieghorst hyret. Bassogog blev udskibet til Kina for gode penge, hvilket luner. Men alle indkøb i sæsonen har vist sig at være for dårlige, for hypede eller bare for klynkende og egocentrerede. De ældre spillere, der skulle udgøre rygraden i en ellers absurd ung trup, er enten kronisk skadede eller slet og ret for dårlige. Og det virker som at der en kvalitetsmæssig ubalance mellem kvaliteten i forsvaret relativt til offensiven.

Så jeg kan sagtens forstå at Allan Gaarde for tiden har ualmindelig travlt med at give den i rollen som den store fortolker af AaB’s aktuelle malaise. For det kunne jo ske, at nogen andre end ham selv ville placere ansvaret for trupsammensætningen hos, ja, Allan Gaarde.

Måske min skuffelsen ikke er rimelig. Der er trods alt tale om en klub, hvis budget ikke er blandt de seks øverste i Superligaen. Og jeg kunne ikke drømme om at bede AaB om igen køre en casino-økonomisk kurs, sådan som det skete i 00’erne. Men det føles alligevel forkert at de er så middelmådige. Selvbevidstheden er til mere. Det gør ondt at se ens hold være så dårlige, når det nu kun er tre år siden de blæste alt modstand af banen og vandt the Double.

Hvad så med Wieghorst? Jeg var skeptisk da han blev ansat, men holder ham trods alt ikke helt ansvarlig for forårets deroute. Han har arvet en trup, der ikke var hans – og med skader til nøglespillere (først og fremmest Würtz). Men hvis ikke der er mærkbare forbedringer næste sommer, så kommer jeg ud med høtyven og kræver heksen brændt på bålet. Desuden vil jeg ikke (genta’r: IKKE) opleve flere 0-4 og 0-5 kampe mod hold som AGF eller OB. Der er trods alt grænser for hvor mange gange jeg kan holde ud at få knust mit AaB-hjerte!

PS. Jeg kunne i dette indlæg også have skrevet om min skuffelse over FC Roskilde, der i dette forår formøblede en fremragende mulighed for at komme i Superligaen væk. Deres uduelighed gør dog ikke i nærheden af ligeså ondt som AaB’s tilstand. Det må blive i et fremtidigt indlæg, når mit vredladne nordjyske selvbillede er blevet fusioneret endnu mere ind i det milde østsjællandske sindelag her i Roskilde.

 

Ugens læring

AaB scorede tre gange mod Silkeborg alt imens mens jeg luntede uskønt rundt på løberuten. Da jeg stoppede, gik kampen øjeblikkeligt i stå. Der er med andre ord helt klart en kausalitet mellem min motion og AaB’s performance.

Jeg må ud at løbe noget oftere.

 

Hver dag

Lyttede til P3 i dag mens jeg gik med barnevognen og datteren.

Det er en forteelse, der heldigvis ofte er måneder imellem – lytninger til P3, altså. Men sagen er den, at der var forårssæsonstart i Superligaen. Så selvom jeg vandrede hvileløst i Roskildes forblæste gader iført tilpas slidt latté pappa look, så jeg var jo nødt til at høre hvordan det gik med AaB i kampen mod AGF.

Nåede at græmme mig adskillige gange undervejs. Ikke så meget over kampen (AaB vandt!), men over musikken.

Noget af min tværhed skyldes utvivlsomt at jeg indeni er 53 år og særdeles gnaven, hvorfor jeg har meget vanskeligt ved at identificere mig med sange om at gå club og bare have en fucking fed fest1.

Men noget må også have strukturelle årsager

Under en løbetur tidligere i dag havde jeg hørt Bill Simmons og Malcolm Gladwell diskutere, at der måske fraset basketball i dag ikke er en (pop)kulturel midte i USA. I ved nok, de der personer, kunstnere, begivenheder, institutioner, som er uomgængelige og som alle kender og er nødt til at forholde sig til. De er midten. De fænomener, som alle uanset baggrund, sted i livet, social status og religion dog trods alt har et eller andet forhold til.

Dem som vi alle kender og forstår betydningen af. Som samtalen drejer sig om. Som transcenderer grænserne mellem genrer? Eksempler gennem tiden: Michael Jackson. The Beatles. Rolling Stones. Michael Laudrup. Mozart. Muhammad Ali. Nelson Mandela. Frank Sinatra. Matador2. Elvis Presley. Star Wars. Karl Marx. William Shakespeare. H.C. Andersen.

I kan sikkert selv komme på flere. Film, teater og forfattere er for længe siden røget ud af den kulturelle midte. Kan I eksempelvis nævne en film fra de seneste fem år, som var så magtfuld, at den var del af den kulturelle midte? Eller en bog? Som folk refererer til, og hvis indhold indgår i vores fælles samfundsmæssige forforståelse?

Og min påstand er nu, at musik og musikere også forlængst er røget ud af den kulturelle midte. Det hele er blevet balkaniseret. Folk lytter til musik i deres egen lille ghetto. Der var intet af det club-musik, som de spillede på P3 en søndag eftermiddag, der blot tilnærmelsesvist kan betegnes som værende i ‘midten’. De mest streamede kunstnere på Spotify i 2016 var Drake, Rihanna, Justin Bieber, Kanye West og Twenty One Pilots. Som alle har masser af fans, bevares, men er de allemandseje? Er det dem som samtalen handler om?3

Det var en lang snak blot for at sige, at jeg ikke kunne lide noget af det musik, de spiller på P3. Bortset fra én sang. Og det er så åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

For lyt lige til Emil Kruse & Tobias Rahim ‘Hver dag’.

Det er en eminent sang. En slags Soul II Soul for nutiden. Som næppe heller bliver en del af midten, men som alligevel er jævnt fantastisk. Måske det også hænger sammen med, at P3 spillede sangen da Jannik Pohl scorede til 2-1 i overtiden mod AGF.

Uanset hvad er den fortryllende. Giv den chance.

  1. Hvilket er et gennemgående tema i P3’s sange baseret på min dataindsamling i dag []
  2. Som jeg stadig ikke har set []
  3. Afledt problemstilling: Findes den samtale/midte jeg kredser om rent faktisk? []
 

Wieghorst

Morten Wieghorst er ansat som ny cheftræner i AaB. Og hvordan skal man så som vanrøgtet eksilnordjyde reagere på det?

Allerførst: Guderne skal vide det er en lettelse at slippe af med Lars Søndergaard efter 12 miserable måneder. Bevares, han fik måske ikke de bedste forudsætninger for succes. Med klubbens økonomiske smalkost og de rituelle åreladninger i spillertruppen i transfervinduerne, har det ikke været nemt for ham. Men alligevel. Nok er nok. Den resultatmæssige deroute i 2016 og det stadig ringere spil var aldeles uacceptabelt. Mindes ikke at AaB har gjort mig så fodbolddeprimeret tidligere. Det spildte forår og det rædderlige efterår har gjort ondt. Særdeles ondt.

For jeg mener helt uironisk at AaB er – og skal være – en dansk storklub. Vi skal ikke ligge nede og rode rundt sammen med superligaens middelmådig bugflæsk. AaB bør selvfølgelig være i top 6 – og dermed også som det naturligste i verden deltage i mesterskabsslutspillet. Alt andet er ikke godt nok. Så at vi nu ligger og roder rundt udenfor er helt utåleligt.

Men er det lykken at erstatte Søndergaard med et Brøndby-svin Wieghorst, hvis succeser som cheftræner i bedste fald er diskutable? Er det ham, der kan få AaB tilbage på ret kurs? Kan han gøre dem relevante igen, vel at mærke med et skrabet budget?

Ja, det ved jeg snart sagt ikke. Der skal vist en plus/minus liste til.

Plus
  • Han var god til at bygge noget op i FC Nordsjælland. Måske Kasper Hjulmand lige løftede det en tak op og forløste potentialet. Men det var Wieghorst der lagde grundstenene til deres mesterskab
  • Han var en habil dansk U21 landsholdstræner. Noget tyder på at han arbejder godt sammen med unge spillere
  •  Man må formode at han med sit internationale netværk og navn kan lokke spillere til, der ellers ikke ville overveje AaB
  • Han virker til trods for sin gustne fortid på Vestegnen og i AGF grundlæggende sympatisk og reflekteret. Miraklernes tid er ikke forbi
Minus
  • Hvor er de dokumenterede resultater? Han hare jo aldrig selv vundet noget af betydning. Hans CV som cheftræner i især AGF er blakket. Han blev hentet som den store frelser til klubben, og leverede helt præcis ingenting
  • Han har været arbejdsløs et år. Hvor opdateret er han egentlig på Superligaen og særligt AaB?
  • Jeg kan ikke i skrivende stund sige hvordan hans spillestil er
  • Jeg er nervøs for at han henter en masse eksotiske (og ret ringe) lykkeriddere til klubben, præcis som han gjorde i AGF
  • Han lugter dårligt efter tid i både Brøndby og AGF

Jeg er med andre ord skeptisk. Lunken. Nej, halvkold, faktisk. Og det forstærkes af, at jeg ikke ved hvilke økonomiske rammer bestyrelsen har givet sportschef Allan Gaarde og Wieghorst til at forstærke truppen. AaB overpræsterede voldsomt i The Double sæsonen i 2014, men har de forløbne sæsoner ikke fået nogen af talenterne til at bryde igennem, sådan som det lykkedes  med især Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen. Det gør det problematisk at satse på egne talenter, især når man samtidig sælger flere nøglespillere i hvert vinduer, og de trods alt indkøbte erstatninger ikke slår til. Kvaliteten i truppen er simpelthen blevet fortyndet for meget. Angrebet ser decideret svagt ud. Reelt besidder AaB i skrivende stund ikke én angriber, der har scoret mål i superligaen på regelmæssig basis. Der er masser af talent – jeg er VILD med Pohl og Bassogog – men de mangler nogen af læne sig op ad. Enevolden er hele tiden skadet og mentalt fraværende, i hvert fald hvis man skal tro rygterne. Noget skal hentes ind.

Så både Gaarde og Wieghorst er til eksamen. Gaarde skal snart levere noget kvalitet på transfermarkedet, og Wieghorst skal levere resultaterne på banen.

Så jeg forholder mig skeptisk afventende. Wieghorst skal overbevise mig først. Omvendt kan man sige, at ingen af mine to afguder Erik Hamrén eller Allan Kuhn nødvendigvis havde de store, prangende CV’er inden de kom til AaB. Jeg var heller ikke glad, da Kent Nielsen kom til klubben, og hans regime endte jo trods alt med en double i den episke sommer i 2014.

Så min skepsis er blevet gjort til skamme før. Lad os håbe det sker igen.

 

Delte loyaliteter

Jeg vil ikke sige at jeg er decideret splittet. Men det bliver da en … speciel oplevelse, når AaB her til aften kommer forbi min nye hjemby for at møde FC Roskilde i pokalturneringen.

Nu har vi boet i Rosseren siden oktober måned, og det har været altovervejende positivt. Lejligheden er rar, Arvingen trives hos sin dagplejer, Den Bedre Halvdel er jobmæssigt tilfreds, byen er af ganske høj kvalitet, jeg er ved at få skabt et netværk, logistikken til og fra arbejde er overraskende nem og bekvem. Det er altsammen aldeles glimrende. Vi føler os hjemme.

Men det er ikke så nemt sådan at udrense Aalleren fra min eksilerede nordjyske sjæl.

AaB er og vedbliver med at være mit fodboldhold. Så naturligvis drager jeg mod Roskilde Idrætspark iført min rød-hvide trøje. Men hvem ved? FC Roskilde må nødvendigvis blive min anden danske yndlingsklub. Alt andet ville være besynderligt. De har i hvert fald masser af besnærende mærkelige initiativer som den nyopførte totempæl. Den slags kan man kun sætte pris på.

Vi får at se. Min nye lokalpatriotisme må vente til efter aftenens kamp. Men derefter går det løs.

 

Allan Kuhn

Jeg er bevidst om at fodbold ikke interesserer specielt mange læsere. Men det ændrer ikke på, at dagens offentliggørelse af Allan Kuhn som cheftræner i Malmö FF er noget nær det mest emotionelle, jeg har oplevet siden min søns fødsel.

Der er så uhyre få mennesker, jeg elsker ubetinget. Familien, naturligvis. Men på de næste pladser huserer Erik Hamrén, Jimmy Nielsen og – ja! – Allan Kuhn.

Kuhn har betydet så meget for AaB de sidste 10 år. Er vel selve sjælen i klubben. Så når han nu forlader AaB for at tage et indiskutabelt trin opad (vi taler trods alt om at en hidtidig assistenttræner bliver cheftræner i Nordens pt. stærkeste fodboldklub), så er jeg i skrivende stund en uhåndterlig malstrøm af uendelig tristhed og jublende glæde på én og samme tid.

Det er så usandsynlig flot af Kuhn, han fortjener chancen, og jeg tror han bliver en stormende succes i Malmö. Men det efterlader samtidig AaB med et gigantisk, gabende hul. Hans exit markerer slutningen på en æra, og det medfører ligeledes en ubehagelig risiko for, at den sportsligt opadgående kurve i klubben ophører. Hvilket selvsagt kan formørke mit humør betydeligt.

Så jeg har brugt min fredag aften på at gennemkværne samtlige svenske sportsaviser. For hvordan tager de imod min guldklump? Forstår de ham? Ser de lyset? Men nuvel, de er afventende, kender ikke manden. Men det er blot et spørgsmål om tid. Han kommer til at blive stor, de vil elske ham. Og jeg skal til Malmö og støtte ham, alt andet ville være vanvid.

Så tillykke, Allan. Og på gensyn i AaB, håber jeg.

 

Blågul

På facebook filosoferer en af mine venner – eksilereret nordjyde, svensk gift, halvsvensk søn, bosat i Malmö – om han skal holde med Danmark eller Sverige i kvalifikationskampene til EM.

For mig kræver det spørgsmål absolut ingen betænkningstid. Der er intet at filosoferer over, ingen sjæl at granske, ingenting at være i tvivl om.

Jeg holder naturligvis med Sverige.

Det såkaldte danske landshold er et ækelt, middelmådigt og usympatisk amalgam af gamle og nuværende Brøndby-spillere, kombineret med en lind strøm af ditto nulliteter fra Parken Sport & Entertainment. Denne uelskelige forsamling er tilmed trænet af en mand, der så åbenlyst burde være stoppet for efterhånden mange år siden. Der er intet at elske og holde af ved den flok underpræsterende bøver. Og jeg vil ikke lade bovlamme og jordslåede koncepter som ‘nationalitet’ og ’statsborgerskab’ bestemme, hvem jeg vil holde af. Det danske landshold har ikke fortjent nogen form for kærlighed.

Sverige, derimod, det er en helt anden sag.

De er trænet af den eneste mand i verden, der kunne gøre mig homoseksuel: Erik Hamrén. Manden, der egenhændigt gjorde AaB til noget godt og smukt og ægte igen. Manden, der er så uendelig sympatisk og underskøn, at alt hvad han rører ved bliver til det pureste guld. Det eneste der for alvor beskriver mit forhold til ham er ‘ubetinget kærlighed’ og ‘forgabelse’, thi han er en dejlig mand.

Nå, ja, og så er jeg jo også svensk gift, har en halvsvensk søn1 og holder så meget af Sverige, at man næsten skulle tro jeg hed Svensson.

Så det bliver Sverige for mig. Naturligvis.

  1. Der taler en på en helt uklædeligt nuttet dansk-svensk måde []
 

Hjemstavnsbåndet

Jeg er langt fra nogen football-ekspert. Men da jeg trofast lytter til den amerikanske sportspodcast First Take hver dag, har jeg ikke kunne undgå at høre om den spillerbyttehandel i NFL, som får amerikanerne helt op i det røde felt: Philadelphia Eagles sender deres stjernespiller LeSean McCoy til Buffalo Bills i bytte for et talent og et stærkt reduceret lønbudget. Det, jeg især bed mærke i, var følgende lille sekvens fra nyhedsrapporterne:

A source familiar with McCoy’s thinking told ESPN’s Josina Anderson that the veteran running back is not pleased with the move.

“He’s a Pennsylvania kid. He’s never played football outside of Pennsylvania — high school, college, pro,” the source said. “So of course he’s not happy.”

The source also told Anderson that McCoy is “frustrated” and is “not going to make it easy, that’s for sure.”

Det er ikke så tit man støder på den slags i professionel sport – altså den meget stærke lokale forankring. I europæisk fodbold er det sjældnere og sjældnere at man møder klubmanden, der kun har spillet i én klub det meste af sin karriere. Og i USA har de fleste spillere i de fire store professionelle ligaer været rundt at vende om et college, som ikke lå i nærheden af deres hjemstavn. De fleste sportsfolk lader ikke hjemstavnsbåndet stå i vejen for at maksimere karrieren og indtjeningen. Så da jeg læste om McCoys kvaler, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt.

Nærmeste analoge og aktuelle eksempler er vel Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz i AaB.

Begge har aldrig rigtig fungeret uden for klubben, og det ser ud til at folk som Kasper Kusk og Nicklas Helenius lider lidt af samme syndrom1. Historisk set har andre hjemmeavlede spillere som Erik Bo Andersen og Thomas Enevoldsen heller ikke være udelte succeser, når de bevægede sig meget langt væk fra Limfjorden. Kun usympatiske og forræderiske typer som Jesper Grønkjær og Peter Møller har for alvor formået at løsrive sig fra den store livmoder i Aalborg.

Mon det er et særligt nordjysk fodboldfænomen, at man ikke rigtig trives uden for landsdelen? Det bør folk som Nicolaj Thomsen og Jakob Ahlmann nok overveje grundigt.

  1. Om end Helenius heller ikke rigtig præsterer efter at være kommet hjem til AaB efter sit miserable ophold i Aston Villa []