Bekymringer

Er ikke forsvundet. Men skrivelysten er lidt … hæmmet.

Oplever livsbekymringer for tiden, der er noget større end mine sædvanlige solipsistiske navlepillerier i stil med åh-min-karriere-stagnerer og mine-bukser-strammer-mere-end-før.

Jeg har ellers altid været skånet for det, man vel kan kalde eksternt opståede chok til mit livssystem. Ingen nære dødsfald, ingen sygdomme, ingen uheld eller ulykker. Alle mine bekymringer er udsprunget fra mig selv og har været relativt overskuelige.

Indtil nu, altså.

Dette er en personlig, men ikke privat blog, så jeg vil ikke uddybe det yderligere. Men vi er bekymrede for den ældste arvings trivsel og udvikling, både lige nu og videre frem. Og det er bekymringer, som vi ikke rigtig kan få løst med et snuptag, uanset hvor meget jeg grubler over dem – og det er ganske meget, skulle jeg hilse at sige.

Jeg har ikke oplevet den slags bekymringer før vi fik børn. Men de er altfortærende. Børnebekymringer – og sorger kan overskygge alting og lægge et gråt filter hen over alting. Ting jeg før gik op i er blevet ligemeget. Selv nogle ret voldsomme aktuelle organisatoriske ændringer på min arbejdsplads, er jeg mere eller mindre ligeglad med for tiden. Min sædsvanlige ironiske distance til alting kommer til kort, når først det handler om de to små rockere.

Nuvel, jeg ved godt at det er priviligeret først at skulle opleve virkelig, autentisk bekymring i en alder af 36 år. Bekymringer, som ikke nødvendigvis kommer til at forsvinde. De har givet mig en ny respekt og forståelse for den menneskelige grundtilstand, nemlig at alle på et eller andet tidspunkt bliver ramt af vanskelige tider.

Vi må vel blot håbe på det bedste, bevare roen og mose videre.