På første parket til trafikuheldet

Har tegnet et fortløbende digitalt abonnement på New York Times. 119 kr./måneden føles ikke så dyrt. Især ikke når eksempelvis HPV-vaccinehadernes og autismehealernes foretrukne organ, Politiken, tror at de skal have 299 kr./måneden for et digitalt abonnement på deres langt mere inferiøre journalistiske produkt. Det giver ingen mening.

Er dog ikke sikker på at NYT-abonnementet er godt for mit humør og almindelige velbefindende.

NYT er således en perlerække af velskrevne og analytiske, men også dybt urovækkende artikler om aktuelle amerikanske forhold og international politik. Man kan måske diskutere om de bruger for meget energi på at dække Trump og intrigerne i det dysfunktionelle Hvide Hus. Som en af mine venner pt. bosat i Washington DC bemærkede forleden dag i en mail:

“Jeg har tænkt meget over dækningen af Trump på det seneste. Selvom mange af de seriøse medier er meget kritiske i deres dækning, så er der et stort problem i at al hans cirkus fortrænger vigtige policyemner fra dagsordenen. For eksempel er de specifikke detajler i både health care lovgvining og Nord Korea svære at finde – selv i seriøse medier.

Det er et problem for modsat Trumps seneste ansættelser i det hvide hus, så betyder disse ting faktisk noget. Ved ikke om den danske dækning af hvad der sker er bedre, men jeg tror det bedste ville være blot at ignorere hans cirkus og skrive om substansen i stedet for.”

Tror at han har ret. Det virker som en kalkuleret Trump-strategi at lave realityshow, provokationer og gøgl, alt imens de mere kedsommelige (men reelt betydningsfulde) ting forbliver ubelyste.

Jeg har selv spekuleret en del over om Trumps uligevægtige og usammenhængende fremtoning, det mildest talt afslappede forhold til fakta, hans uvilje til at sætte sig ind i ting og den manglende impulskontrol er en facade, eller om det rent faktisk er den person han er1.

Det nylige læk af hans telefonsamtaler med udenlandske regeringsledere – Mexicos Enrique Peña Nieto og Australiens Malcolm Turnbull – antyder, at nej, det er ikke et skuespil. Han ER faktisk sådan. Han er muligvis mere sammenhængende i sin fremtoning, men han ved stadig ikke hvad han taler om, han kan stadig ikke styre sig og han lyver stadig lystigt (og virker til selv at tro på løgnene).

Hvis I har tiden, bør I unde jer selv at læse samtalerne. De er dybt bekymrende. Men samtidig er det uhyre interessant at se hvordan samtaler med statsledere kan foregå, ligesom de giver et indblik i Trumps verdensbillede og psyke.

Så jeg tror jeg fortsætter med NYT og med at følge monomant med i amerikansk politik. For abonnementet gør mig muligvis ikke til et gladere menneske. Men jeg vil i det mindste kunne følge direkte med fra første parket i det trafikuheld af et præsidentskab, vi ser udfolde sig i de her år.

  1. I må selv om hvilket af de to scenarier I finder mest uhyggelig []
 

Aftenlandet

Jeg ville egentlig gerne kunne bidrage med noget nyt, originalt og indsigtsfuldt her oven på det amerikanske præsidentvalg.

Men der er reelt ingen af mine refleksioner, der ikke er beskrevet bedre og mere dybsindigt andetsteds i en af de vel noget nær uendeligt mange think-pieces, elegier og cri de coeur de senere dage.

Mange bruger ganske megen energi på at finde frem til, hvad årsagen til Trumps valgsejr mon er.

Men her midt i den almene fortvivlelse og i erkendelsen af, at meningsmålingerne nok engang skød helt ved siden af – ligesom ved Brexit-afstemningen og den danske afstemning om retsforbeholdet sidste år -, forfalder mange til mere eller mindre impressionistiske analyser. Det kan være en udmærket katarsisk proces, men leder næppe frem til nogen dybere erkendelse – så det vil jeg holde mig fra (næsten).

For at forstå politiske udfald og dynamikker i USA er en notorisk vanskelig øvelse for en ikke-amerikaner, der betragter landet på afstand (og igennem europæiske medier). Og selvom man som udenforstående muligvis rent intellektuelt forstår et andet lands valgsystem og man ovenikøbet følger med i debatten i landets egne medier, så er det alligevel de færreste, der sådan for alvor forstår politiske systemer og valgdynamikker i andre lande.

Én ting hæftede jeg mig dog ved i forbindelse med valget, nemlig denne graf:

kollaps

Hvad viser det så? Først og fremmest en markant lavere valgdeltagelse siden 2008. Obama fik virkelig mobiliseret sine vælgere dengang. Hans glorie var mindre skinnende i 2012, omend Romney mobiliserede flere republikanere end McCain gjorde i 2008.

Og 2016?

Trump mobiliserede færre vælgere end både McCain i 2008 og Romney i 2012. Det er med andre ord ikke fordi der pludselig er opstået en troldehær af vrede, hvide mænd, der hader folk med en anden seksualitet eller hudfarve. Bevares, der er sikkert en del af den slags mellem Trumps vælgere, men han vandt ikke fordi de pludselig væltede frem i hobetal.

Nej, det der skete, var et gigantisk kollaps hos Hillary Clinton.

Måske hun var oppe imod en urealistisk baseline, når hun skulle sammenlignes med Obamas helt eventyrligt stærke evne til at motivere og mobilisere sin base. Men uanset hvad; det lykkedes simpelthen Hillary Clinton at få 10 mio. færre demokrater end i 2008 til at gide møde op i stemmelokalerne.

Der er mig bekendt ikke data for hvorfor de vælgere, der skulle have støttet Clinton blev væk. En del skyldes givetvis dem generelt lavere valgdeltagelse. Måske tog vælgere der ønskede en Clintons sejr den så meget for givet, at de ikke gad stå i kø.

Men hvis man anvender en Ockhams ragekniv-betragtning, så var Clinton tydeligvis et gigantisk fejlcast som præsidentkandidat.

For udover at være forhadt af republikanere, var hun åbenbart heller ikke ligefrem en kioskbasker blandt sit eget partis vælgere. Bernie Sanders’ tilhængere var åbenbart stadig ikke særlige betagede af en Wall Street/establishment/machine politics kandidaten fra Clinton-dynastiet. Faktisk var hun åbenbart så uelsket, at end ikke en åbenlyst monstrøs modkandidat som Trump var nok til at motivere folk til at bakke hende op.

Hvad med hendes køn? Det er vanskeligt at sige hvilken rolle det har spillet i fravalget af hende. Lande som Tyskland, England, Danmark, Sydkorea, Pakistan m.fl. har eller har haft kvindelige statsledere/statsministre, og hvorfor skulle USA egentlig være så meget mere biased imod kvindelige ledere? Nej, jeg tror, at der er tale om et fravalg af én kvinde, og ikke kvinder generelt.

Men nok med det tilbageskuende. Hvad så nu? Hvad sker der de kommende fire år?

Ja, det er jo netop det, der er så skræmmende. Ingen ved hvad Trump kan finde på. Normalt forsøger jeg ikke at lader mig gå på af ting, jeg alligevel ikke kan påvirke. Men denne gang er jeg reelt bekymret. Vender igen og igen tilbage til artiklen i New Statesman fra oktober om, hvad de potentielle konsekvenser for resten af verden vil være.

Jeg er bekymret for at den liberale verdensorden og den klassisk liberalismes død (RIP, 1750-2016), og at den åbne og fri periode perioden siden 1989 nu endegyldigt er ovre. Og jeg er bekymret for den sikkerhedspolitiske situation, den globale handel og de universelle menneskerettigheder. Verden virker markant mindre sikker med en irrationel ignoramus i spidsen for en af verdens supermagter?

Er jeg alarmistisk? Skal der slås koldt vand i blodet? Måske. Men jeg er bekymret for hvad det er for en verden, at mine to små arvinger skal vokse op i. 2015 og 2016 har været rædselsår uden lige. Vi har taget det liberale demokrati, frihandel og mere åbenhed for givet. Det idylliske verdensbillede fik et slag efter 9/11, men var dog stadig det fremherskende paradigme – i hvert fald i Europa og USA. Men hvad så nu? Der sidder en neo-Maoist i Beijing, Putin puster sig op, briterne stemmer sig ud af EU, Trump bliver valgt, DF er det største borgerlige parti i Danmark – og lige om lidt vinder Le Pen i Frankrig. Det er da ganske fortvivlende at være med til.

Nuvel, det endte åbenbart alligevel med et katarsisk og impressionistisk indlæg. Nu er det tid til at tænke på vejen frem. Hvis blot jeg vidste hvilken vej, vi bør gå.

 

Stop verden, jeg vil af

Jeg har ikke noget dybere at bidrage med til den amerikanske præsidentvalgkamp. Altså udover at pippe afmægtigt over den generaliserede angst og malaise, som det helt forrygende rædsomme år 2016 har fremprovokeret hos mig indtil videre.

Med fare for at overdrive, så kan jeg udover min datters fødsel egentlig ikke nævne noget fra dette annus horribilis, som har gjort verden til et bedre sted. Kan I? Jeg mener: Selv når det lykkes for nogen behjertede sydamerikanere at forhandle sig frem til en fredsaftale for at afslutte 40 års borgerkrig, så vælger befolkningen gudhjælpemig at stemme nej til aftalen. Hvor 2016-agtigt er det ikke lige?

Nå, men det amerikanske præsidentvalg, ikke? Kan man andet end at resignere? Det ophørte jo med at være underholdende for efterhånden længe siden. Læste en traurig analyse af de potentielle globale konsekvenser af en Trump-sejr (ganske vist i et venstreorienteret tidsskrift, men alligevel), og den efterlod mig aldeles modløs. Klik her, hvis I tør. Man bliver klogere af artiklen, men næppe gladere.

Verden er i dårlig form.

Syrien, terror, Rusland, økonomisk lavkonjunktur på 8. år, populismen på fremmarch, spændinger i det sydkinesiske hav, nordkoreanske atomprøvesprængninger, Brexit. David Bowie. Og Prince, naturligvis. Vi mangler efterhånden bare Trump til at fuldende elendigheden.

Jeg tænkte forleden på, at det nu efterhånden snart er fire år siden, at svigerfamilien og jeg havde sneget os ind i Boulder Theater til Demokraternes valgfest under turen i Colorado. De jublede som gale i det øjeblik, at det stod klart at Obama havde vundet over Romney. Og så kom jeg igen i tanke om dengang i 2008, hvor vi sad en alt for tidlig morgen ude i kollegiegangens køkken og så Obamas vindertale.

Kan I huske det? Håb og alt det der? Det der skulle afløse de mørke år efter 11. september 2001?  Langt væk nu, synes jeg.