Dumbphone

Hvad ville du savne, hvis du skiftede din smartphone ud med en, ja, dumbphone? Det tænker jeg lidt over efter at have læst en artikel i FT. Skribenten beskriver det ret godt, synes jeg:

“I’ve recently found myself wondering if I could do without Google Maps. It is, I think, the only app on my phone I’d really miss were I to swap my smartphone for a “dumb” one that handles only calls and text messages.

Why am I thinking about this? It’s because every time I try to read a book, I end up picking up my phone instead. I convince myself that I need to google something, something important, and, 30 minutes later, I’m scrolling through Facebook or Twitter with all sense of time and purpose lost.

I’ve taken to turning off my phone, but then I turn it back on. I’ve tried hiding all my colourful apps in little folders, but that doesn’t really work. I keep interrupting my own train of thought in order to do something that I don’t consciously want to do.“

Jeg vil ikke sige at jeg er helt ligeså langt ude i tovene. Eller, mjah, måske, tjoh. I hvert fald ikke i så høj grad på min telefon, som jeg er det på min computer. Jeg er usandsynligt nem at distrahere, når jeg sidder her foran tastaturet. Min evne til at fokusere på én ting er udfordret, og det bliver ikke bedre som årene går – desværre. Jeg er nyhedsjunkie og har en tendens til at tjekke mail, diverse nyhedssider, blogs og twitter for ofte. Det giver ingen reel værdi for mig, ligesom det går ud over min produktivitet, Ikke ligefrem en fordel, når man arbejder som papirnusser og varmluftsproducent.

Det er (lidt) bedre, når det handler om telefonen.

Jo, jeg finder den da lidt for rutinemæssigt frem, når der er tidslommer der skal fyldes ud. I ved nok, de der små øjeblikke i køen eller hvor man skal vente. Hvor man før i tiden havde accepteret ventetiden eller kedet sig et par minutter med at kigge ud i luften, så er min tolerance for ikke at blive stimuleret nu ikke-eksisterende. Værst er det når jeg griber mig selv i at tjekke telefonen, når jeg er sammen med de to arvinger. Det er jo en direkte forbrydelse mod nærvær og intimitet.

Så da Nokia bekendtgjorde at de relancerede deres 3310’er, funderede jeg da over om man burde tage skridtet tilbage. Men der ER jo ting, jeg vil savne:

  • Spotify. Det meste af mit musikforbrug foregår via telefonen.
  • Podcasts. Jeg lytter til en masse podcasts om alt fra politik til basketball.
  • Mobilepay. Et praktisk redskab.
  • Todoist. Min to-do liste, som strukturerer det meste af min eksistens.
  • Kortfunktionen. Rart at kunne finde rundt.
  • Kameraet. Selvom jeg ikke opdaterer Instagram et al så ofte, så tager jeg mange billeder af de to arvinger og hverdagen.

Jeg vil til gengæld sagtens kunne undvære email, internet og alle de andre distraktioner. Faktisk vil det være godt for mig, tror jeg.

Men samlet set er min nytte og glæde ved de ovenstående funktioner så stor, at jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at jeg helt skulle opgive at have en smartphone.

Måske man kunne køre et parallelsystem, hvor jeg har en smartphone som arbejdstelefon, mens mit privatnummer er på en dumbphone. Jeg kunne så lægge min arbejdstelefon væk i alle de situationer, hvor jeg ikke eksplicit skulle løse en arbejdsopgave, eller hvor jeg er i transport (og dermed lytter til musik eller podcasts).

Ved dog ikke helt om jeg kan stole nok på mig selv til at holde sådan et adskilt set-up kørende. Min hidtidige rygrad har ikke just været imponerende …