And then there were none

Har nu læst mit livs første Agatha Christie bog; det klassiske locked-room mystery ‘And then there were none’ fra 1939.

Inspirationen til at læse bogen kom fra ‘Six Wakes’, der bedst kan beskrives som netop en locked-room krimi med kloner fanget om bord på et rumskib.

‘And then …“ er dog noget mindre intergalaktisk. Her udspiller mordgåden sig på en stormombrust ø udenfor Devons kyst. De mere jordnære omgivelser til trods, så kan persongalleriet målt på excentricitet sagtens kan konkurrere med de højspændte kloner i ‘Six Wakes’. Vi finder alt fra pensionerede dommere over religiøse guvernanter til skruppelløse lejesoldater fra det mørke Afrika. Karaktererne i historien er karikaturer/roller snarere end personer, og Christie har en svaghed for fiffige formuleringer og høflige dialoger mellem gentlemen. Det er ganske fornøjeligt, især hvis man sidder med sin monokel i øjet og ens scotch opskænket.

Det er ikke en lang bog, og man kan sagtens mærke at den er skrevet for snart 80 år siden. Ikke at det gør noget. Faktisk tilføjer det historien en ikke ubetydelig charme. Christies facon og stil er mere løjerlig og old school end man er vant til. Skrivemåden er mildest talt heller ikke særlig subtil. Alene det faktum, at når et afsnit er tiltænkt at være uhyggeligt eller sætlig dramatisk, så SKAL det konsekvent skrives i kursiv, således at læseren ikke skal overbebyrdes med selv at udlede det af teksten.

Selve mysteriet? Jeg vil ikke afsløre noget. Overordnet set synes jeg Christie afvikler sit plot blændende, men selve svaret på mordgåden var et antiklimaks for mig. Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale bogen. Har man lyst til et retro mordmysterium, så gå endelig i kast med den. Den er aldeles glimrende underholdning i timevis.

 

Frekvensen

Jeg er alene hjemme denne weekend. Den Bedre Halvdel og de to små rockere er på familiebesøg i Stockholm. Der med andre ord ro og fred i Roskilde.

Ville ønske jeg kunne sige, at jeg har brugt tiden fornuftigt og produktivt. Bevares, jeg har da fået løbet en enkelt tur, har barberet mit eremitskæg af og har gjort badeværelserne rene. Og jeg får grublet en masse over tilværelsen. Det helt store heureka!-øjeblik er dog indtil videre udeblevet, ligesom jeg stadig heller ikke har sat det sidste punktum i den store samtidsroman. Måske det kommer en skønne dag?

Mest af alt har jeg kværnet science fiction/krimiserien ‘Frequency’. 13 afsnit fortæret på fire dage synes jeg er hæderligt.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en tv-serie, der kommer til at forandre verdenshistorien. Dels fik den kun én sæson, dels er den mest af alt blot gedigen god underholdning.

Serien rummer imidlertid alle de elementer, jeg holder af: Tidsparadokser, butterfly-effekten, en mut, stærk og skøn heltinde, en ravende vanvittig seriemorder og kernesunde familieværdier. Kunne historien have båret mere end en enkelt sæson? Måske. Men så skulle de virkelig have presset citronen/seriens grundpræmis kraftigt. Nu hvor jeg har set alle afsnit og der er blevet bundet en sløjfe på historien, er jeg egentlig tilfreds. Noget jeg bestemt ikke var, da de aflyste serier som ‘Awake’, ‘Revolution’ og ‘FlashForward’ efter for få sæsoner. Men ‘Frequency’ har givet mig closure. Hvad kan man så mere bede om?

Se den en regnvejrsweekend, hvor du mangler lidt spekulativ fiktion iklædt en knivspids krimi. Du kommer ikke til at fortryde det.