Real Lies

Jeg har et crush på vrede, skaldede unge mænd på hustage for tiden. Først var det Emil Kruse ‘Hver dag’, men de senere måneder har jeg været helt uklædeligt besat af Real Lies. De er engelske og kan alt mulig. Faktisk er de et slags elskovsbarn mellem mindst tre-fire forskellige genrer og fænomener, som jeg holder af. Se bare her:

‘North Circular’ fra 2014 er nok deres bedste kreation. Hvis du ikke tør klikke på play, så kan jeg afsløre at det er synthpop a la Air France i kombination med tidlig The Streets. Nå, ja, og så får musikvideo for fuldt pornoorgel af blinkende lygter, køreture om natten i fremmedgjort urbant landskab bag duggede bilruder. Det er noget nær så storslået som det kan blive.

Men vi er ikke færdige. Langt fra, faktisk.

‘One Club Town’ er det smukke (mjah?) epos om at forlade ens lille indavlede hjemby – the one club town – for at tage til den hedonistiske storby, hvor man virkelig kan folde sig ud i sit eget underskønne individ. Real Lies bruger her et lille trick fra Chk Chk Chk ‘Heart of Hearts’, hvor beskidt electro krydres med en velsyngende soulsangerinde til at skabe en velgørende kontrast.

Til sidst er her Real Lies’ måske mest fornøjelige kreation:

‘Dab Housing’ får mig til at mistænke Real Lies for at have lyttet skamløst meget til den svenske electrobølge anno 2007-2008. Sammenlign f.eks. med Tough Alliance ‘Something Special’. De er som to ikke særlig kønne tvillinger adskilt fra fødslen. Tempoet er lidt mere slæbende i ‘Dab Housing’, men ellers er stemningen den samme. Uanset hvad, så er jeg pjanket med det!

Real Lies mikser alle mulige stilarter, jeg sætter pris på hver for sig – og lykkes ganske ofte med at lave en fusion, som gør mig endnu mere tilfreds. De har endnu kun udgivet ét album, så jeg afventer spændt nyt fra deres hånd. Noget tyder dog på at de er på vej frem i verden, og de har sågar mixet Pet Shop Boys’ i forvejen ikke særlig interessante ‘Say it to me’. De bliver spændende at følge fremover.

Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014)
Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990)
En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009)
Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016)
VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991)
Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ‘shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973)
Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016)
Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.