City of Miracles

Se, dét var straks bedre, Robert Jackson Bennett! For efter at ‘City of Blades’ efterlod mig lidt kold indeni, så har han virkelig oppet sig med den sidste bog i fantasytrilogien ‘The Divine Cities’.

City of Miracles

‘City of Miracles’ er hæsblæsende action nærmest lige fra side 1. Bennetts evne til at kombinere et spændende plot med et originalt og skævt fantasiunivers, er ganske enkelt noget af det bedste jeg har læst i nyere tid. Han gjorde det samme i stand-alone mesterværket ‘American Elsewhere’, og Bennett sidder dermed efterhånden ganske solidt på førstepladsen over forfattere, som jeg ganske enkelt skal læse alle nye bøger af1.

I ‘The Divine Cities’ befinder vi os ikke i et slags faux-middelalder Europa (som i 99% af alle andre fantasybøger), men derimod i det der bedst kan beskrives som en blanding af tsartidens Rusland og Mughal Indien. Det er dejligt forfriskende ikke hele tiden at pølse rundt i det samme (post-)Tolkien’ske billedsprog, og bøgerne er alene af den grund anbefalelsesværdige.

Kan næsten ikke vente til hans næste bog!

  1. Tidligere vindere af prisen: Douglas Coupland, Peter F. Hamilton, George R. R. Martin []

Bogfronten

Ikke meget skønlitteratur jeg får fortæret for tiden. Har vanskeligt ved at fokusere, synes jeg. Nok mest på grund af permatrætheden. Men også fordi jeg er begyndt at blive træt af at læse på min Kindle. Den er ikke befordrende for min dybe læsning. Skimmer for meget, læser ikke sætninger tilpas grundigt.

Det går dog lidt bedre for de fysiske bøger. Hvis jeg formår at iPad’ens nyhedsside og underlødige fristelser fra mig, så går boglæsningen faktisk slet ikke så ilde.

Fik den første sending non-fiction i umindelige tider for nylig. Af den har jeg som nævnt læst dele af John S. Strongs ‘Buddhisms: An Introduction’, som dog er kommet midlertidigt en tur på boghylden.

I stedet har jeg læst den rablende gale Alexander Dugins ‘Eurasian Mission: An Introduction to Neo-Eurasianism’. Bogen kan nok bedst beskrives som Putins ideologiske og geopolitiske kampskrift. Den er således både interessant og provokerende, om end ikke ligefrem munter. Kom efter endt læsning til at tænke på George Orwells anmeldelse af Hitles ‘Mein Kampf’ i 1940. Heri skrev han:

“Also Hitler has grasped the falsity of the hedonistic attitude to life. Nearly all western thought since the last war, certainly all ‘progressive’ thought, has assumed tacitly that human beings desire nothing beyond ease, security and avoidance of pain. In such a view of life there is no room, for instance, for patriotism and the military virtues. The Socialist who finds his children playing with soldiers is usually upset, but he is never able to think of a substitute for the tin soldiers; tin pacifists somehow won’t do. Hitler, because in his own joyless mind he feels it with exceptional strength, knows that human beings don’t only want comfort, safety, short working-hours, hygiene, birth-control and, in general, common sense; they also, at least intermittently, want struggle and self-sacrifice, not to mention drums, flags and loyalty-parades. However they may be as economic theories, Fascism and Nazism are psychologically far sounder than any hedonistic conception of life. The same is probably true of Stalin’s militarised version of Socialism. All three of the great dictators have enhanced their power by imposing intolerable burdens on their peoples. Whereas Socialism, and even capitalism in a more grudging way, have said to people ‘I offer you a good time,’ Hitler has said to them ‘I offer you struggle, danger and death,’ and as a result a whole nation flings itself at his feet.”

Dugin er nået frem til Hitlers erkendelse, tror jeg. Hans ideologi tilbyder i hvert fald samme type logik om selvopofrelse, vold og og totalitarisme.

Guld, røgelse og myrra skær

Noget mere opløftende er Chris Wickham ‘The Inheritance of Rome: A History of Europe from 400 to 1000’. Endnu et af disse upåklageligt saglige, dybdegående og indsigtsfulde historiske værker af en Oxbridge professor, hvis digre værker i diverse anmeldelser konsekvent kaldes ‘magisterial’.

Det er en interessant tidsperiode, synes jeg, altså Europa i århundrederne efter at det vestromerske rige falder fra hinanden. Vi er i den tidlige middelalder, hvor der er folkevandringer og regulær tilbagegang i det store perspektiv. Jeg fandt det eksempelvis meget tankevækkende, at de arkæologiske fund fra perioden år 450-700 viser, at samhandlen på tværs af Europa (og Afrika) gik mere eller mindre i stå og den ellers minutiøst organiserede romerske skatteopkrævning brød sammen. Måske endnu mere konkret blev kvaliteten af håndværk af eksempelvis potteri forringet henover tid. Det er med andre ord ingenlunde en historisk konstant, at vi som samfund vil opleve permanent vækst og fremgang. I realiteten er det løgn, vi har gået og fortalt hinanden de sidste 2-300 år siden oplysningstiden og den industrielle revolution. Normaltilstanden i menneskets historie har for langt størstedelen af befolkningen været stagnation eller svag tilbagegang. Det er da en skræmmende tanke, er det ikke?

Wickham er i bogen meget påpasselig med at konkludere eller postuleret noget, som han ikke har historiske kilder til at dokumentere. Hvilket jo er agtværdige egenskaber i en historiker. Omvendt gør det ham også kedeligere end nødvendigt – og gør hans job det meget sværere, fordi der er jo er meget færre bevarede kilder til denne ‘dark age’ end der var til romerriget nogle århundreder i forvejen.

Man støder derfor ofte på formuleringer i bogen i stil med “… men det ved vi ikke med sikkerhed” og “kilderne er ikke entydige, og det er vanskeligt at konkludere x, y, z”. Det gør den samlet set lidt trættende, men jeg hænger i. Jeg skal nu til at i kast med afsnittet ‘The Empires of the East: Byzantine survival 550-850’, hvilket jeg som en gammel fan af Byzans ser meget frem til at fordybe mig i.

Øvrige bøger? Jo, jeg er begyndt på ‘City of Miracles’, der er bind tre i Robert Jackson Bennetts ‘The Divine Cities’ trilogi. Jeg går ind til den med åbne og lidt skeptiske øjne. Første bind var fremragende og nytænkende fantasy, mens bind to ikke rigtig fungerede for mig. Så det kan blive både en dreng og pige, som de siger.

American Elsewhere

2016 er indledt med et behageligt overraskende skønlitterært møde. Det er Robert Jackson Bennetts ‘American Elsewhere’ (2013), en indtil videre aldeles fremragende repræsentant indenfor såkaldt ’speculative fiction’.

Grundlæggende er det en meget mærkelig bog, og det skal forstås som noget positivt.

Historien og universet i bogen er dybt skæve. Handlingen foregår i en lille by, Wink, i New Mexico, som opererer på et ganske andet plan og i en alternativ virkelighed. Personerne, omgivelserne og begivenhederne er ligesom forrykket halvanden gang fra den virkelige verden. Heldigvis udvikler det sig ikke til en sproglig øvelse for øvelsens egen skyld. Bennett skriver fremragende og har fokus på sine figurer og frem for alt: Plottet.

Den mest nærliggende sammenligning jeg kan komme på blandt bøger, jeg tidligere har læst, er Neil Gaimans ‘American Gods’ (2001). Her blev en ellers bleg realisme også pludselig tilført en overnaturlig og besynderlig ramme, og det gik op i en højere enhed1.

Ligesom med Gaiman, så befinder Bennett sig indiskutabelt indenfor genrelitteraturen2. Men her 38 pct. inde i min Kindle-udgave, har jeg vanskeligt ved at bestemme den rette bås at putte bogen i. Historien kan placeres indenfor alt lige fra horror, science fiction til en sortsynet afart af magisk realisme. Horror er måske den bedste betegnelse, også taget i betragtning af at den fik Shirley Jackson prisen i 2013 for bedste roman. Det kan I jo betragte som en anbefaling eller advarsel, alt efter temperament.

For undertegnede er bogen indtil videre en vaskeægte fornøjelse, og jeg er meget spændt på om det høje niveau holder hele vejen. Hvis det gør, så er ‘American Elsewhere’ en endog særdeles tidlig kandidat til titlen som ‘bedste bog læst i 2016’. Og så skader det jo aldrig, at en bog giver lyst til et roadtrip i USA. New Mexico er i hvert fald kommet på min liste over fremtidige rejsemål.

  1. Hele mærkelig-lille-by konceptet er også velkendt fra eksempelvis den noget mere solbeskinnede tv-serie ‘Eureka’ []
  2. I 2015 læste jeg også Bennetts rendyrkede og glimrende fantasyroman ‘City of Stairs’ Den kan varmt anbefales []

Bogåret 2015: Halvårsstatus

2015 har været et mellemfornøjet halvår på bogfronten. Indtil videre har jeg fået fortæret følgende bøger mere eller mindre grundigt:

Fantasy & Science Fiction

  • James S.A. Corey: ’Nemesis Games’
  • John Scalzi: ‘Locked In’
  • John Scalzi: Unlocked: An Oral History of Haden’s Syndrome’
  • David Hutchinson: ‘Europe in Autumn’
  • Brian Staveley: ‘The Emperor’s Blades’
  • Brian Staveley: The Providence of Fire’
  • Lauren Beukes: ‘Broken Monsters’
  • Philip K. Dick: ‘The Man in the High Castle’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Shards of Honour’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Stairs’

Note: Generelt en udmærket, men ikke sublim omgang romaner. Dele af ’Broken Monsters’ var fremragende, det samme kan siges om ’City of Stairs’. Staveleys bøger var underholdende, men er mest fastfood for mig i venten på vaskeægte kvalitets fantasy. Største skuffelser var Scalzi og Corey. ’Lock In’ har fået så meget ros, men plottet var meget på det jævne. Det samme gælder ’Nemesis Games, der er bog fem i ’The Expanse’-serien. Der gik lidt rigeligt kør-brikkerne-i-position-til-en-episk-sidste-bog-i-serien over den.

 

Nonfiction

  • Stephanie Vance: ‘The Influence Game: 50 Insider Tactics from the Washington D.C. Lobbying World That Will Get You to Yes’
  • Harvard Business School: ‘Getting Work Done’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads: The Essentials’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads on Strategy’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Communication’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Managing Yourself’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Project Management’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Better Business Writing’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Managing Up and Across’
  • Jim Benson: ‘Personal Kanban: Mapping Work / Navigating Life’
  • Peter Thiel: ‘Zero to One: Notes on Startups, or How to Build the Future’
  • Henry Kissinger: ‘World Order’

Note: Nuvel, jeg gik lidt amok i Harvard Business Review guides i april måned. Jeg synes bedst om Peter Thiels bog, om end jeg ikke vil kunne sige pt. hvad dens centrale pointer er. Perler for svin, går jeg ud fra. Endelig er listen grundlæggende en anomali. Jeg har ikke læst så få bøger om politik, samfund og historie i flere år. Og ’World Order’ afsluttede jeg endda i slutningen af juleferien. Det skal klart opprioriteres den kommende tid.

 

Påbegyndt, men opgivet undervejs:

  • Lois McMaster Bujold: ‘Barrayar’
  • Brent Weeks: ‘The Lightbringer’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Michael Faber: ‘The Book of Strange New Things’

Note: Jeg ved ikke om det er min Alzheimer eller manglende rygrad, der satte ind i min opgivenhed med de her bøger. Flere af de her begyndte godt og havde et interessant præmis, men blev simpelthen for lange i spyttet undervejs. Mest problematisk er Daniel Abraham, som er bog nummer 4 i en serie, hvor jeg har læst de øvrige tre. Det er meget tid at have investeret i en fantasyserie, blot for at lade arbejdet afspore af én dårlig bog.

Alt er dog ikke skidt. I skrivende stund er jeg i fuld gang med Peter Clines ’The Fold’. Det er en science fiction thriller, hvis lige jeg ikke har læst siden Michael Crichtons velmagtsdage. Faktisk er det netop to af min ungdoms absolutte yndlingsbøger, ’Jurassic Park’ og ’The Sphere’, som ’The Fold’ minder mig mest om. Jeg er helt og aldeles opslugt af den.

Sammen med Lauren Beukes ’Broken Monsters’, er det derfor ’The Fold’, som jeg vil anbefale mest her ved min halvårsstatus. Nu håber jeg blot, at resten af året bliver mere produktivt og berigende på læsefronten.