Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?

Bogåret 2017 – halvårsstatus

Nuvel, jeg plejer altid at være en værre krukke i de her bogindlæg. I ved nok: “ÅÅÅÅH, jeg har slet, slet ikke fået læst alle de bøger jeg plejer, AK OG VE, verden er da også af lave”. Se bare indlæggene fra nytår 2016 og nytår 2015. Utåleligt. Ganske enkelt utåleligt.

Vanen er tro har jeg da heller ikke denne gang fået læst det antal bøger, jeg gerne ville. Men til forskel fra tidligere humblebraggende år, så passer mine jeremiader faktisk denne gang. Se blot her på den samlede liste over læste bøger i første halvår af 2017 (ud fra mine sædvanlige kategorier). Der er virkelig tørret ud i kvantiteten af læste bøger. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.


Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’ (n)
  • Karl Ove Knausgård: ‘Min kamp 1’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’ (n)
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’ (n)

Kommentar: Et par solide historiebøger på listen, der alle gjorde mig klogere på centrale begivenheder og perioder i verdenshistorien. Knausgård var nok den mest positive finkulturelle læseoplevelse, mens resten var horrorbøger, der alle underholdt mig fyrsteligt. Alle der kan lide Stephen King ca. anno ‘Salem’s Lot’ kan trygt stige ombord i Maberry og Deady. De vil udgøre prægtig blodtørstiog sommerlæsning.

God, men nok mest hvis du er sær

  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’ (n)
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’ (n)
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’ (n)
  • John Strong: ‘Buddhisms’ (n)

Kommentar: Domineret af non-fiction indenfor forholdsvis esoteriske emner. Alle gjorde mig klogere på og/eller mere foruroligt over verden. Men som kategorien også antyder, så skal man nok have interesse i emnerne i forvejen. Hvis man ikke synes geopolitik er særlig sexet, er det eksempelvis en dårlig idé at gå i gang med Dugins pro-russiske kampskrift.

Skuffende. Meget skuffende

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’

Kommentar: POKKERS! De to første bøger i trilogien var fremragende, men i tredje bind gik Schwab helt Young Adult amok. Det var ikke til at komme igennem en side uden kærlighedssyge teenagere, der ytrede den ene episke absurditet efter den anden. Hvilket jeg måske kunne have levet med, hvis ellers så plottet havde holdt vand. Det var ikke tilfældet. Årets klart værste skuffelse.

Bøger, jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’ (n)

Kommentar: Måske jeg bare skal i gang … men det er godt nok nogle lange indledende kapitler om unge Karls opvækst i Trier og omegn. Må give bogen en chance mere, når jeg engang ikke længere er permanent træt.


Så helt overordnet:

Et ok, men ikke bjertagende bogår indtil videre.

På plussiden står, at jeg er blevet meget mere efficient i min læsning. Det er ny rekord, at jeg kun er gået i stå i én bog det seneste halve år. Og den er jeg ikke engang gået i stå i per se, den har bare været vanskelig at komme igang med. Tilmed var der kun én af de bøger jeg læste, som var decideret skuffende. Så enten er min evne til at udvælge de rigtige bøger blevet bedre, eller også er mine kvalitetskrav til bøgerne blot dalet.

Kvantitativt er det gået tilbage. Der er selvsagt en helt åbenlys forklaring: Jeg har to børn på henholdsvis 1 og 3 år, hvilket udsletter det meste af ens fritid. Men det forklarer nu ikke det hele.

Sagen er også den, at jeg dels har udsat at købe nye (fysiske) non-fiction bøger i et stykke tid, dels at jeg ikke for alvor er stødt på skønlitterære titler, som jeg ganske enkelt måtte læse. Min Kindle-læsning er også faldet af på den. Hvor jeg tidligere ofte læste på den i toget eller i mørket før jeg falder i søvn, så har nyhedslæning og underlødig iPad-surfning ligeså stille overtaget meget af bogtiden.

Det vil jeg forsøge at gøre noget ved, tror jeg.

Læsekrise

Har en midlertidig skønlitterær læsekrise. Altså, en krise for så vidt at jeg ikke har begyndt eller afsluttet en bog siden 1. juni, hvor jeg med stor tilfredshed lukkede Robert Bennett Jackson ganske vidunderlige fantasyværk ‘City of Miracles’ i. Og at jeg i skrivende stund ikke kan komme på en eneste roman, som jeg bare må og skal læse.

Min to-read liste på Goodreads er rig, ja nærmest frodig, på faglitteratur, mens det kniber mere med skønlitteraturen.

Bevares, jeg har da en del ‘nice to read’ bøger på listen, som er samlet op efter at have læst diverse ‘MOST OBSCENE HORROR BOOKS EVER!!!’ og “FANTASY CLASSICS WITH SEXY ELVES” lister på obskure blogs rundt omkring i internettets grimmeste afkroge. Men ‘must-read’ titler? Mjah. Ikke rigtig.

Inspireret af Tine overvejer jeg derfor at give Stephen Kings ‘Dark Tower’ bøger en chance mere. Jeg kløjedes dog i første bind, der var lidt for forfatterskole-skrevet for min simple smag, manglende koncentrationsevne og begrænsede kognitive evner. Følte mig på den baggrund ikke klar til at lave en så stor tids- og energimæssig investering, som en flere tusinder sider lang bogserier udgør. Bind et – ‘The Gunslinger’ – ligger dog fortsat på min Kindle, hvor den hvisker lokkende og forførende til mig. Og jeg er ikke ganske afvisende overfor idéen om at finde sammen igen.

Samtidig overvejer jeg om tiden er inde til at støve nogle af de science fiction klassikere af, som jeg i sin tid gik i stå i. For siden at arkivere – med beklagelse og et skamfuldt blik – som ej-færdiggjorte.

Det er især Dan Simmons ‘Hyperion’ og Iain Banks ‘Consider Phlebas’, jeg tænker over. Begge optræder evig og altid med statsgaranti på alle lister over bedste science fiction bøger, så hvorfor gik jeg i stå i dem og magtede ikke at se deres storhed? Der må være noget galt med mig, tænker jeg. Samme overvejelser (og selvindsigt) har jeg med Peter F. Hamiltons ‘Void’ trilogi, et science fiction univers jeg nu på 10. år stadig ikke er kommet ind i, endsige forstår det basale af. Måske man burde giver det forsøg nummer fire efterhånden, jeg er jo vild med resten af mandens bøger.

Eller måske har de nærværende læsere nogle anbefalinger? Genre er ligegyldigt, jeg er åben for det meste.

Frekvensen

Jeg er alene hjemme denne weekend. Den Bedre Halvdel og de to små rockere er på familiebesøg i Stockholm. Der med andre ord ro og fred i Roskilde.

Ville ønske jeg kunne sige, at jeg har brugt tiden fornuftigt og produktivt. Bevares, jeg har da fået løbet en enkelt tur, har barberet mit eremitskæg af og har gjort badeværelserne rene. Og jeg får grublet en masse over tilværelsen. Det helt store heureka!-øjeblik er dog indtil videre udeblevet, ligesom jeg stadig heller ikke har sat det sidste punktum i den store samtidsroman. Måske det kommer en skønne dag?

Mest af alt har jeg kværnet science fiction/krimiserien ‘Frequency’. 13 afsnit fortæret på fire dage synes jeg er hæderligt.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en tv-serie, der kommer til at forandre verdenshistorien. Dels fik den kun én sæson, dels er den mest af alt blot gedigen god underholdning.

Serien rummer imidlertid alle de elementer, jeg holder af: Tidsparadokser, butterfly-effekten, en mut, stærk og skøn heltinde, en ravende vanvittig seriemorder og kernesunde familieværdier. Kunne historien have båret mere end en enkelt sæson? Måske. Men så skulle de virkelig have presset citronen/seriens grundpræmis kraftigt. Nu hvor jeg har set alle afsnit og der er blevet bundet en sløjfe på historien, er jeg egentlig tilfreds. Noget jeg bestemt ikke var, da de aflyste serier som ‘Awake’, ‘Revolution’ og ‘FlashForward’ efter for få sæsoner. Men ‘Frequency’ har givet mig closure. Hvad kan man så mere bede om?

Se den en regnvejrsweekend, hvor du mangler lidt spekulativ fiktion iklædt en knivspids krimi. Du kommer ikke til at fortryde det.

Ghost in the Shell

Er ambivalent om den nye ‘Ghost in the Shell’ film. For anime-forlægget fra 1995 er et af de mere definerende popkulturelle artefakter i mit liv.

Min far havde filmen med hjem på VHS fra London i 1997, købt i en siden for længst lukket HMV. Og jeg har reelt ikke tal på hvor mange gange jeg så filmen dengang – om end jeg ikke helt forstod hele handlingen.

Dels er den relativt kompleks, dels var mit engelske alt andet lige ringere end nu. Men jeg var vild med dens smådystopiske cyberpunk-univers og de smukke animationer. Og så rummer filmen intet mindre end to helt fabelagtige actionsekvenser:

Den første er scenen, hvor Motoko Kusanagi og Batou forfølger og til sidste er i slagsmål med en mistænkt. Fra og med jagten gennem frugtmarkedet i Tokyo, er det en noget nær poetisk slåskamp – afsluttende med demonstrationen Kusanagis (den dag i dag fascinerende) thermo-optiske dragt. Selv her 20 år efter er det en futurisk scene.

Den næste er den mindst ligeså episke tankkampscene. Ikke siden tankrobotten ED-209 i Robocop har en kamprobot været så gennemført laber. Scenen kan stadig begejstre mit nørdede science fiction hjerte!

Men jeg er spændt, grænsende til bekymret, over hvordan nyindspilningen monstro behandler det oprindelige materiale.

Det gør mig ikke så meget at rollerne nu bliver spillet af ikke-asiater, men ‘Ghost in the Shell’ må ikke blive mindre mærkelig eller mindre filosofisk. Den oprindelige anime stillede spørgsmål hvordan man skal opfatte kunstig intelligens, og hvad der egentlig konstituerer at være et menneske. Jeg er nervøs for, at en tur igennem Hollywoods-vridemaskine vil ødelægge historien i bestræbelserne på at gøre filmen mere spiselig for et vestligt publikum.

Nu må vi se. Tror jeg får slæbt mig selv i biografen til den nye film. Skeptisk anlagt, javist, men jeg bør få den set.

Dark Matter

Ah! Lige hvad jeg havde brug for. En forfriskende, hæsblæsende science fiction bog til at få skyllet ud i systemet.

Min boglæsning har den seneste måneds tid været haltende. Har egentlig fået læst ganske mange aviser og begavede magasiner, men skønlitteraturen har været op ad bakke. I juni fik jeg læst de overordnet set tilfredsstillende Justin Cronin: ‘The City of Mirrors’, Joshua Ferris’ ‘To Rise Again at a Decent Hour’ og Daniel O’Malley ‘The Rook’. Men i juli kørte jeg fast. HELT fast.

Ambitionerne var ellers så store.

For det første ville jeg færdiggøre Daniel Abrahams ‘The Dagger & the Coin’ serie. Den seneste bog jeg læste i serien var bind tre, og den efterlod jeg i en skraldespand i lufthavnen i Kona inden flyveturen med Mokulele Airlines til Maui tilbage i december 2013. Ikke fordi det var en dårlig bog, men jeg var færdig med den, og jeg orkede ikke at slæbe den hele vejen hjem til den anden side af jorden1.

Bog fire, ‘The Widow’s House’, udkom sidst i 2014, og har længe ligget ulæst på min Kindle. Det var et problem, da jeg i tidens løb havde glemt handlingen i de første tre bøger. Derfor skulle jeg først have genopfrisket plottet, inden jeg for alvor kunne komme i gang igen – hvilket var en reel hindring for at komme i gang igen. Men da jeg fandt femte og sidste bog i serien på Roskilde Bibliotek sidste måned, havde jeg ikke flere undskyldninger for at udskyde kampen. Så jeg researchede ihærdigt internettet for relevante plotspoilers, og efter et par ‘nåhr, ja, det var det der skete, gik jeg i gang med ‘The Widow’s House’.

Det var en kamp uden lige. Som at trække sig selv op af kviksand. Ligeså begejstret og opslugt jeg havde været af de første tre bøger for år tilbage, ligeså kedelig og synes jegden fjerde er. Lagde bogen fra mig konstant. Overspringshandlede. Det der skulle have været berigende underholdning endte med at blive en pligt. En pligt jeg kun gad gøre ved, da jeg var smånysgerrig om hvordan historien ville ende. Reelt skimmede jeg de sidste 200 sider i håbet om at bog fem ville være bedre. Men kedsomheden fortsatte. Og fortsatte. Og fortsatte. Uendelige indre monologer hos hovedpersonerne, når det eneste jeg ville vide var, hvad der skete med dragen og de magiske præster. Det var den rene jammerdal.

Så jeg gik i stå. Arkiverede bogen lodret. Gider ikke ofre serien mere energi eller dårlig samvittighed. Og jeg giver Brian Staveleys sidste bind i ‘Chronicle of the Unhewn Throne’ serie samme skæbne.

Jeg var allerede i tvivl om den series kvalitet efter at have læst bind 1 og 2, og da plottet krøb frem i sneglefart i treeren, så blev den også cuttet. Ærgerligt? Måske. Men jeg kan læse handlingen på nettet, hvis jeg har lyst til det. Måske ikke en sund udvikling at læse OM bøgerne frem for at læse dem selv, men selvom jeg stadig er basalt interesseret i plottet, er der grænset for hvor meget energi jeg gider lægge i at nå dertil.

Så meget desto bedre var det at kværne Blake Crouch ‘Dark Matter’, der er det føromtalte forfriskende science fiction pust i min læsning. Jeg kunne lide hans ‘Wayward Pines’ bøger, men ‘Dark Matter’ er på mange måder bedre. Dels er det en stand-alone roman, og det var en behagelig forandring fra alle de noget nær uendeligt lange serier, som jeg ellers bliver fanget i. Den er stramt skrevet og plottet? Ja, det er som tyvstjålet ud af en Philip K. Dick roman:

“Are you happy with your life?” Those are the last words Jason Dessen hears before the masked abductor knocks him unconscious. Before he awakens to find himself strapped to a gurney, surrounded by strangers in hazmat suits. Before a man Jason’s never met smiles down at him and says, “Welcome back, my friend.”

In this world he’s woken up to, Jason’s life is not the one he knows. His wife is not his wife. His son was never born. And Jason is not an ordinary college physics professor but a celebrated genius who has achieved something remarkable–something impossible.

Is it this world or the other that’s the dream? And even if the home he remembers is real, how can Jason possibly make it back to the family he loves? The answers lie in a journey more wondrous and horrifying than anything he could’ve imagined—one that will force him to confront the darkest parts of himself even as he battles a terrifying, seemingly unbeatable foe.

Hvis man har en blot moderat fascination af historier med paralleluniverser og Groundhog Day mekanismen, så er ‘Dark Matter’ et stensikkert valg. Hvis ikke bogen bliver lavet om til et filmmanuskript lige om lidt, så må I kalde mig Mads. New York Times er enig i at bogen lige om lidt er en film, og kritiserer den for at være uoriginal,for hurtig og for lidt optaget af videnskaben bag. Endelig går handlingen i hyperfart ud over personopbygningen.

Men det er jo netop det, der gør bogen så fantastisk for en døgnflue som mig, der kan tilgive stort set alt, bare plottet er spændende og historien kører. Jeg har ikke brug for dybe indsigter i menneskets natur, når jeg læser om en mand, der desperat forsøger at komme hjemme til sin kone og barn via adskillige paralleluniverser. Det er som hvis Michael Crichton var genopstået fra de døde og skrev bøger igen.

Kort sagt: Læs den hvis du har brug for en medrivende og fængende spekulativ fiktionsbog, som ikke er mere, end den giver sig ud for. Der er også kærlighed og sår’n i den, hvis I har behov for den slags. Den renser ud i dit system af ufærdiggjorte klassikere og pligtlæsning. Det er bare med at komme i gang.

  1. En skæbne der også overgik Morrisseys rædderlige autobiografi (efterladt i sengeskabet på Marriott Waikoloa, Big Island), Oliver Burkeman ‘The Antidote’ (efterladt i fællesvaskeriet på Hotel Hale Pau Hana, Kihei, Maui) og Dan Simmons ‘Carrion Comfort’ (efterladt i skuffen under tv’et på Holiday Inn, Fisherman’s Wharf, San Francisco) []

Mellemtilfreds læsning

Man aner konturerne af et let skuffende bogår. Dels har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse alt det, jeg gerne ville. Dels har de bøger jeg så rent faktisk har fået fortæret i løbet af 2015 ikke været overvældende gode.

Oktober og november måneder er måske meget illustrative i den henseende. For nylig købte jeg således to nyere gysere på min Kindle: ‘Suicide Forest’ af Jeremy Bates og ‘Follow You Home’ af Mark Edwards. Begge fandt jeg via anbefalinger på diverse bogblogs, om end det konkrete sted lige nu undslipper min hukommelse. Og begge er moderat skuffende.

‘Suicide Forest’ har ellers en lovende og eksotisk setting i Japan, men en tredjedel inde i bogen luffede hovedpersonerne stadig planløst rundt i den i titlen omtalte skov – vel at mærke uden at der er sket noget blot moderat uhyggeligt. Jeg begyndte derfor at skippe sider og springe i teksten. Det viste sig, at der var en besynderlig indavlet familie der A) slog folk ihjel i skoven og B) fremavlede børn via kidnappede kvinder. Hvilket var et rip-off af Adam Nevill ‘The Ritual’ (= crazy ass morderisk familie i en skov) og et nyere afsnit af ‘The Blacklist’ (= kidnappede kvinder som avlsdyr). Det irriterede mig så meget, at end ikke den blodige slutning med kastrationer og spidninger var nok til at stille mig tilfreds.

Det besynderlige er imidlertid, at ‘Follow You Home’ minsandten også opererer med kvinder, der tages til fange med henblik på at avle børn. Hvilket får mig til at spekulere på om der er en særlig kidnapning-og-børneavl trend i horror/thriller segmentet for tiden. Bogen er bedre end ‘Suicide Forest’, men gyset skuffer mig. Det ondskabsfulde i bogen viser sig at være en flok skurkagtige rumænere, hvilket alt andet lige er lidt af et antiklimaks, når jeg nu lige havde glædet mig til en spøgelseshistorie.

Af andre skuffelser bør nævnes Wesley Chu ‘Time Salvager’, der efter en lovende start og et univers med karakter af fornøjeligt (om end genkendeligt) gadekryds af genreklichéer, ‘Terminator’, Philip K. Dick og en Manic Pixie Dream Girl, bliver gudsjammerlig kedelig i midten af bogen. Jeg måtte stoppe undervejs, og det foregik med et bittert drag om munden.

På plussiden står dog to positive bekendtskaber inden for science fiction og fantasy: Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’ og Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’. Ingen af de to er vanvittigt originale, men har fængende plot og elskelige karakterer. Men de får mig stadig til at savne, at jeg læser noget, som jeg ikke har læst før. Altså en fantasyhistorie med fortællinger eller koncepter, som man aldrig har set før. Det er meget de samme trætte(nde) fraser og floskler, der går igen hele tiden. Så spændende er det trods alt heller ikke at læse om endnu en karbonkopi af Han Solo / Malcolm Reynolds. Måske man selv burde skrive den næste generationsdefinerende science fiction bog?

Ellers har jeg hen over efteråret fortæret en række business/selvhjælpsbøger, der alle har været ok og hver for sig har haft udmærkede indsigter, men (surprise!) ikke har reddet min kuldsejlede tilværelse synderligt. Det drejer sig om ‘Rework‘, ‘How to Find Fulfilling Work‘ og ‘High Output Management‘.

Bogåret 2015: Halvårsstatus

2015 har været et mellemfornøjet halvår på bogfronten. Indtil videre har jeg fået fortæret følgende bøger mere eller mindre grundigt:

Fantasy & Science Fiction

  • James S.A. Corey: ’Nemesis Games’
  • John Scalzi: ‘Locked In’
  • John Scalzi: Unlocked: An Oral History of Haden’s Syndrome’
  • David Hutchinson: ‘Europe in Autumn’
  • Brian Staveley: ‘The Emperor’s Blades’
  • Brian Staveley: The Providence of Fire’
  • Lauren Beukes: ‘Broken Monsters’
  • Philip K. Dick: ‘The Man in the High Castle’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Shards of Honour’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Stairs’

Note: Generelt en udmærket, men ikke sublim omgang romaner. Dele af ’Broken Monsters’ var fremragende, det samme kan siges om ’City of Stairs’. Staveleys bøger var underholdende, men er mest fastfood for mig i venten på vaskeægte kvalitets fantasy. Største skuffelser var Scalzi og Corey. ’Lock In’ har fået så meget ros, men plottet var meget på det jævne. Det samme gælder ’Nemesis Games, der er bog fem i ’The Expanse’-serien. Der gik lidt rigeligt kør-brikkerne-i-position-til-en-episk-sidste-bog-i-serien over den.

 

Nonfiction

  • Stephanie Vance: ‘The Influence Game: 50 Insider Tactics from the Washington D.C. Lobbying World That Will Get You to Yes’
  • Harvard Business School: ‘Getting Work Done’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads: The Essentials’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads on Strategy’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Communication’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Managing Yourself’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Project Management’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Better Business Writing’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Managing Up and Across’
  • Jim Benson: ‘Personal Kanban: Mapping Work / Navigating Life’
  • Peter Thiel: ‘Zero to One: Notes on Startups, or How to Build the Future’
  • Henry Kissinger: ‘World Order’

Note: Nuvel, jeg gik lidt amok i Harvard Business Review guides i april måned. Jeg synes bedst om Peter Thiels bog, om end jeg ikke vil kunne sige pt. hvad dens centrale pointer er. Perler for svin, går jeg ud fra. Endelig er listen grundlæggende en anomali. Jeg har ikke læst så få bøger om politik, samfund og historie i flere år. Og ’World Order’ afsluttede jeg endda i slutningen af juleferien. Det skal klart opprioriteres den kommende tid.

 

Påbegyndt, men opgivet undervejs:

  • Lois McMaster Bujold: ‘Barrayar’
  • Brent Weeks: ‘The Lightbringer’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Michael Faber: ‘The Book of Strange New Things’

Note: Jeg ved ikke om det er min Alzheimer eller manglende rygrad, der satte ind i min opgivenhed med de her bøger. Flere af de her begyndte godt og havde et interessant præmis, men blev simpelthen for lange i spyttet undervejs. Mest problematisk er Daniel Abraham, som er bog nummer 4 i en serie, hvor jeg har læst de øvrige tre. Det er meget tid at have investeret i en fantasyserie, blot for at lade arbejdet afspore af én dårlig bog.

Alt er dog ikke skidt. I skrivende stund er jeg i fuld gang med Peter Clines ’The Fold’. Det er en science fiction thriller, hvis lige jeg ikke har læst siden Michael Crichtons velmagtsdage. Faktisk er det netop to af min ungdoms absolutte yndlingsbøger, ’Jurassic Park’ og ’The Sphere’, som ’The Fold’ minder mig mest om. Jeg er helt og aldeles opslugt af den.

Sammen med Lauren Beukes ’Broken Monsters’, er det derfor ’The Fold’, som jeg vil anbefale mest her ved min halvårsstatus. Nu håber jeg blot, at resten af året bliver mere produktivt og berigende på læsefronten.

Dune

Det er lidt af et dilemma. Jeg VED at jeg elsker Frank Herberts science fiction klassiker ‘Dune’. Men jeg er samtidig usikker på om jeg tør læse den igen.

Sidst jeg fortærede bogen var engang i gymnasietiden. Det er længe siden og jeg er – håber jeg da! – en anden person i dag. Her er coveret på den lurvede udgave fra 1978, jeg lånte på Hasseris bibliotek dengang i midt-90’erne:

Klit

Ret episk, ikke sandt? Se lige den sandorm. Og se hvor små menneskerne er ved siden af. Hvordan kunne en nørdet 15 årig undgå at elske den bog?

Men hvad nu hvis jeg ikke kan lide bogen mere? Tænk, hvis jeg nu har glemt indholdet? Hvad nu hvis jeg blot var så heldig at læse ‘Dune’ på det rette tidspunkt i livet, hvor dens esoteriske geopolitik og univers var stærkt fascinerende for mig? Hvad nu hvis den i dag vil virke fjollet?

Jeg har tænkt de tanker et par gange de senere måneder. ‘Dune’ fylder 50 år i 2015, og den fremragende blog Tor.com har derfor kørt en række jubilæumsartikler om bogen. Jeg har læst dem med stor fornøjelse, men stadig med den der knugende fornemmelse i maven. Den bagvedliggende bekymring for, at min kærlighed til bogen bygger på et fundament af sand.

I dag løsnede knuden sig dog. Forlaget bag ‘Dune’ udgiver selvsagt en 50 års jubilæumsudgave af bogen, og se lige dens forside:

Dune-by-Frank-Herbert

Er den ikke vidunderlig? Er den ikke inspirerende? Stimulerer den ikke fantasien? Jeg er helt tosset med den! Helt uironisk begejstret. Bemærk hvordan man både kan se det som en udgang af en hule og som konturen af en sandorm. Det er genialt. Kunstneren bag coveret, Sean O’Connell, siger:

I’ve been a fan of Dune for a long while. It is my father’s favourite book and we’ve had many a discussion on the Dune universe. My inspiration for the cover design stemmed from my love of the concept of a thing within a thing.

The underlying theme of Dune is ecology and the relationship of the desert with the spice, the spice with the sandworms, and the sandworms with the desert. Beyond all the political intrigue is the concept of a galactic economy being dependent on one very scarce resource. I had the idea of the sparse desert landscape with the moons: the classic landscape of Arrakis. I put the scene within a reverse silhouette of a giant worm to show that the desert exists because of the worm but also that the worm exists because of the desert. I hoped to create the illusion that you could not focus on one aspect of the image for too long without seeing the other. I hope this dichotomy of imagery on the cover will prepare the reader for the intriguing themes held in its pages.

Mon ikke det gør, min gode mand! Man kan kun håbe, at det vil anspore nye læsere til at opdage Frank Herbert og ‘Dune’ universet.

For mit eget vedkommende vil jeg i aften tage mit eksemplar af bogen ned af reolen. Give den et par kapitler. Dyppe tæerne en smule. Hvis det føles godt, vil jeg gennemlæse den igen.

Og forhåbentlig elsker jeg stadig ligeså højt, som jeg har fortalt mig selv igennem alle disse år.

Book of Strange New Things

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg griflede om bøger.

Mit læseri er ikke gået helt i stå, selvom sygdom, vuggestueindkøring, arbejde og hverdagslogistik bestemt gør solide indhug i det daglige overskud. Kindlen bliver derfor primært frekventeret i de senere aftentimer, hvor jeg efter 10-12 minutters læsen kapitulerer til søvnbehovet. Det er altsammen lidt sørgeligt at se på.

I marts havde jeg imidlertid fornøjelsen af at læse Lauren Beukes ‘Broken Monsters’. Jeg læser nærmest af princip ikke krimier, men når de krydser i det overnaturlige og horror, så bider jeg på. io9 beskriver fortrinligt bogens plot:

“Lauren Beukes’ new novel Broken Monsters is about the dark forces that awaken in abandoned places — and abandoned people — when they yearn for the kind of attention they once had. Set in the back alleys and art warehouses of Detroit, it’s a supernatural thriller that will disturb you in all the right ways.

Like Beukes’ last novel, The Shining Girls, Broken Monsters is as much about an American city as it is about the people passing through it. In The Shining Girls, our semi-supernatural killer seems represents a horrific part of Chicago’s history; and in Broken Monsters, we have a killer who captures a twisted aspect of Detroit’s present. Economic troubles have driven away the city’s once-booming population, leaving behind empty industrial buildings and unlit streets. It’s a city that nobody seems to care about anymore.”

Hele anmeldelsen kan læses her. Bogen er velskrevet og til tider umanerligt creepy. Jeg vil ikke påstå at bogen ligefrem giver læseren lyst til en rask ‘Ruin Porn’ smuttur til Detroit, men den leverer i visse sekvenser gys og gru af høj, høj klasse. Varmt anbefalet.

Ovre i den mere generiske boldgade, så har jeg senest læst bind 1 og 2 i Brian Staveleys fantasytrilogi ‘Chronicle of the Unhewn Throne’.

Jeg er oprigtigt talt i tvivl om hvordan jeg har det med det. Den første bog indleder ellers fremragende. Historien er muliugvis ikke videre original, men Staveley kan sit fortællermæssige håndværk og ved hvilke klichéer han skal spille på for at vi fans af episk fantasy bider på krogen. 3/4 inde i bogen går historien gradvist mere og mere i stå, og mine uskønne tendenser til at skimme begynder at titte frem.

Men når jeg først er nået så langt ind i en bog, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at skippe resten. Og tilmed er Staveley så bondesnu, at første bind faktisk afsluttes virkelig stærkt (ninjaer! Telepatiske mutanter! Sværdkampe! Royale intriger!), hvorfor man jo som nogenlunde anstændig læser er nødt til at læse andet bind også.

Det var til gengæld lidt af en sejtrækker. Jeg tror nok, at jeg kan lide det overordnede plot og jeg er også stadig rudimentært interesseret i hvordan det skal gå personegalleriet i bogen. Men hvis jeg skal læse blot én side mere om, hvordan livet leves blandt Staveleys fiktionaliserede udgave af et mongollignende rytterfolk, så går jeg officielt bærserk. Nu er du advaret. Aldrig mere, Staveley, aldrig mere. Jeg ender jo nok med at læse sidste bind, når det udkommer engang til næste år. Men det vil nok være af pligt end af lyst.

Netop nu er jeg så igang med Michael Fabers ‘Book of Strange New Things‘.

Det er en af de bøger, som vist nok skal i literary fiction båsen, men samtidig anvender han science fiction som fortælleteknik. Eller en falsk genrebog, om man vil. I sin bedste variant udmønter det sig i mesterværker som Emily St. John Mandel ‘Station Eleven’, der var min ubetingede favoritbog i 2014. Det var som at læse rigtig science fiction, blot skrevet af en sublimt dygtig forfatter. Kontrasten er folk som Brian Staveley ovenfor, der – når alt kommer til alt – muligvis kan dulme min sult med sit fantasyjunkfood, men ikke er i nærheden af at kunne skrive ligeså godt og indsigtsfuldt som Mandel.

Faber er indtil videre ikke helt ligeså storartet. Jeg er nu små 20 pct. inde i bogen, og plottet kommer ikke rigtig nogle vegne. Med io9’s ord:

“In the new book by the author of Under The Skin, a missionary travels to an alien planet called Oasis, to teach the natives about the Bible. But the biggest revelations in this book aren’t about the aliens and their fervor for religion — but rather about the human race and its tendency to self-destruction. Through the hand-picked collection of exemplary humans living on this alien planet, we start to see just how strange the future of the human race might look.”

Missionæren Peter pølser i skrivende stund rundt på basen på Oasis, og han møder bestemt mange særegne eksistenser på planeten, både blandt mennesker og aliens. Men der sker ikke så meget. Håber historien kommer mere op i gear, selvom jeg frygter at det ikke er Michael Fabers ærinde at skrive en underholdende science-fiction bog. Vi må se.

På nonfiction fronten har jeg ikke fået læst en eneste bog siden sidst. Måske det er ved at være på tide med lidt ny intellektuel stimulans i den retning.