Læsekrise

Har en midlertidig skønlitterær læsekrise. Altså, en krise for så vidt at jeg ikke har begyndt eller afsluttet en bog siden 1. juni, hvor jeg med stor tilfredshed lukkede Robert Bennett Jackson ganske vidunderlige fantasyværk ‘City of Miracles’ i. Og at jeg i skrivende stund ikke kan komme på en eneste roman, som jeg bare må og skal læse.

Min to-read liste på Goodreads er rig, ja nærmest frodig, på faglitteratur, mens det kniber mere med skønlitteraturen.

Bevares, jeg har da en del ‘nice to read’ bøger på listen, som er samlet op efter at have læst diverse ‘MOST OBSCENE HORROR BOOKS EVER!!!’ og “FANTASY CLASSICS WITH SEXY ELVES” lister på obskure blogs rundt omkring i internettets grimmeste afkroge. Men ‘must-read’ titler? Mjah. Ikke rigtig.

Inspireret af Tine overvejer jeg derfor at give Stephen Kings ‘Dark Tower’ bøger en chance mere. Jeg kløjedes dog i første bind, der var lidt for forfatterskole-skrevet for min simple smag, manglende koncentrationsevne og begrænsede kognitive evner. Følte mig på den baggrund ikke klar til at lave en så stor tids- og energimæssig investering, som en flere tusinder sider lang bogserier udgør. Bind et – ‘The Gunslinger’ – ligger dog fortsat på min Kindle, hvor den hvisker lokkende og forførende til mig. Og jeg er ikke ganske afvisende overfor idéen om at finde sammen igen.

Samtidig overvejer jeg om tiden er inde til at støve nogle af de science fiction klassikere af, som jeg i sin tid gik i stå i. For siden at arkivere – med beklagelse og et skamfuldt blik – som ej-færdiggjorte.

Det er især Dan Simmons ‘Hyperion’ og Iain Banks ‘Consider Phlebas’, jeg tænker over. Begge optræder evig og altid med statsgaranti på alle lister over bedste science fiction bøger, så hvorfor gik jeg i stå i dem og magtede ikke at se deres storhed? Der må være noget galt med mig, tænker jeg. Samme overvejelser (og selvindsigt) har jeg med Peter F. Hamiltons ‘Void’ trilogi, et science fiction univers jeg nu på 10. år stadig ikke er kommet ind i, endsige forstår det basale af. Måske man burde giver det forsøg nummer fire efterhånden, jeg er jo vild med resten af mandens bøger.

Eller måske har de nærværende læsere nogle anbefalinger? Genre er ligegyldigt, jeg er åben for det meste.

 

Skru op for uhyggen

The Passage Trilogy

Fire år er lang tid at vente. Og det er nu næsten fire år siden, at jeg samlede Justin Cronins ‘The Passage’ op i Amsterdam lufthavn med henblik på at slå de sidste halvanden times flyvetur ihjel på vejen hjem fra Denver.

Det må man sige lykkedes. Muligvis var jeg ramt af jetlag og i delirium, men jeg var vild med bogen. I hvert fald dele af den.

For de første 250 siders ultrauhyggelige og spændende siders verden-går-under-af-dødelig-pandemi-der-forvandler-mennesker-til-vampyrer er således blandt de læseoplevelser, jeg husker med allerstørst fornøjelse. De overstråler uden problemer Cronins åbenlyse inspirationskilde i form af Stephen King ‘The Stand’.

Efter den hæsblæsende begyndelse følger der så siden en lidt langtrukket livet-i-en-isoleret-bastion-efter-verdens-undergang sekvens, hvorefter bogen speeder op hen mod slutningen. Det samlede indtryk var uhyre positivt og jeg gik straks i gang med den på det tidspunkt netop udgivne efterfølger ‘The Twelve’.

Grundlæggende er ‘The Passage’ og ‘The Twelve’ dog to murstensromaner, der skriger efter en ondsindet og hårdhændet redaktør til at tøjle forfatterens ekspansive tendenser. I så fald var de gået fra at være fremragende, men ufokuserede, til at være all-time mesterværker. Det er fair nok at Cronin er inspireret af det episke i en post-apokalyptisk klassiker som ‘The Stand’, men at kopiere den bogs opskruede sideantal er ikke et mål i sig selv.

Nu er tredje og sidste del i trilogien, ‘The City of Mirrors’, så udkommet.

Og jeg må med skam at melde sige, at de fire lange års arbejde ikke har gjort meget for at rette op på Cronins manglende fokus og volumensyge tendenser. Og måske endnu værre: Bogen har indtil videre været nærmest blottet for uhygge.

Her 46 pct. inde i min Kindle-udgave af det, der burde være post-apokalyptisk horrorroman, har der været beskæmmende få bestialske mord og lemlæstelser. Til gengæld har der været en 100 siders miniroman, hvor trilogiens superskurk, übervampyren Tim Fanning, fortæller en vordende discipel om sin barndom, opvækst, studietid og kærlighedsliv på Harvard og i New Yorks overklassemiljø.

Det er som at læse Donna Tartts alenlange beskrivelser af en ung mands liv i ‘The Goldfinch’. Hvilket bestemt kan være være relevant, hvis man har den slags lyster.

Men udover at afsnittet er kedeligt og malplaceret i en i forvejen lang horrorbog, så har det næsten ingen relation til den øvrige historie. Jo, vi møder da et par af karaktererne fra de tidligere bøger, ligesom vi opdager, at Fannings motivation for at udrydde menneskeheden er at han aldrig fik gaflet den Manic Pixie Dream Girl han var så uskyldsrent forelsket i.

Men ellers? Intet. Det er fyld, der burde være bulldozet ud af bogen. Hele infodump-om-skurk delen af bogen er underligt klodset og påtaget. Som at Cronin havde et meget presserende behov for at vise, at han skam kan skrive andet end genrelitteratur. Og for med vold og magt at menneskeliggøre og nuancere sin ellers ganske stereotype og kedelige skurk. Men det er forgæves. Muligvis er han blodtørstig, men hans ondskab er banal og udspringer af en patetisk forelskelse. Nej, der er indtil videre vitterligt ikke meget Randall Flagg over Tim Fanning.

Så lige nu, knap halvvejs inde i bogen, er der pil nedad.

Men der er måske grobund for optimisme. For nu er der for alvor varmet op for vampyr-holocaustet mod menneskeheden. Og hvis der er noget Cronin kan – hans mange øvrige mangler til trods – så er det at fortælle så blodet sprøjter, uhyggen bliver altfortærende og kropslemmerne bliver slynget rundt i lokalet.

Jeg tror og håber derfor, at trilogien bliver afsluttet på tilfredsstillende vis. Og det kræver en afslutning på niveau med det endelige opgør mellem godt og ondt a la ‘The Stand’. Lad blodbadet begynde!