Stranger Things

Jeg glæder mig meget til at arvingerne er puttet i aften. For så kan vi endelig komme igang med anden sæson af ‘Stranger Things’. Jeg var pjanket med den første sæson, og det er et godt stykke tid siden at jeg har glædet mig meget til en ny sæson af en tv-serie. Pt. kan jeg ikke huske hvornår det sidst skete.

Forventningens glæde blev virkelig kickstartet med traileren til den nye sæson. Den er et smukt ægteskab mellem horroruniverset fra første sæson, ‘Ghostbusters’ og Michael Jacksons ‘Thriller’. Se den og bliv helt glad og varm indeni – den er perfekt.1

Faktisk er jeg så eksalteret over den nye sæson, at jeg har hentet og spillet ‘Stranger Things’ rollespillet til iPad’en. Og ved I hvad? Det er som et Zelda-spil, det er gratis og det er ikke engang dårligt!

Jeg var til firmafest i går og er ganske tung i hovedet. Men det forhindrede mig ikke i at klukke mig fornøjet igennem hele det første dungeon, så glimrende er spillet. Er mit indtryk farvet af forventningens glæde? Uden tvivl. Men det glæder mig usigeligt, at der er plads til popkulturelt nørderi a la ‘Stranger Things’. Håber at I andre også ser med.

  1. I kan også se en anden trailer her. Den er dog beklageligt fri for Michael Jackson []

Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?