Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?