Hvad jeg har lært af en uge med hold i ryggen

Jo, den er god nok; jeg er stadig verdens mest sølle og ynkværdige eksistens, når jeg er syg. Der bliver jamret, klaget, brokket, ynket og opmærksomhedshiget i lange baner. I begyndelsen af ugen, hvor jeg kombinerede holdet i ryggen krasbørstig forkølelse, må jeg officielt have nået Peak Mandesyg. End ikke mine børn kan undslippe den begsorte selvmedlidenhed. Min arme søns første spørgsmål hver morgen (lige efter: “Må jeg se Pokémon?!”) er nu trofast “Har du stadig ondt i ryggen, far?”. Hvortil meget lidt robuste far selvsagt benytter lejligheden til melodramatisk suk og almindelig krukket adfærd. Det er slet, slet ikke til at holde ud af være vidne til

Spøg til side, det ER absurd irriterende ikke at være fuldt mobil endnu. Man kan ikke være en effektiv småbørneforælder, hvis man ikke kan bevæge sig frit som en effektiv skralde- og omsorgsmaskine. Skal til kiropraktoren igen her til eftermiddag. Selvom det går fremad, så er jeg stadig øm og hæmmet af momentane jag i lænden. En noget træls måde at bruge sin ferie på

 

Stadig dødelig

Det virkede ellers så udramatisk. Jeg skulle jo blot reparerer sønnens legetøjsværktøjsbænk. Blot endnu en af de 10.000 gange i løbet af en feriedag, hvor jeg bøjer mig ned for at feje madrester op, fjerner beskidt børnetøj fra gulvet, løfter en legesyg datter op, sætter noget på plads, leger Iron Man vs. Captain America med sønnen. Ren rutine og hverdag, skulle man tro.

ZAP! sagde det.

Eller, nuvel, faktisk var det lydløst. Men jeg fik et snappende og ondskabsfuldt jag i lænden, hvorved jeg rekvirerede mig et klassisk hekseskud (eller som min lægekone siger: Er facetsyndrom).

Det gør djævelsk ondt. At komme op fra en seng eller en stol er blevet en større logistisk (og pinefuld) øvelse. Hidtil har jeg aldrig for alvor forstået hvorfor det er så alvorligt for en ko at blive væltet om på siden, men nu empatiserer jeg i allerhøjeste grad med de stakkels drøvtyggere.

Jeg kan ikke bevæge mig uden at en eller anden fordømt nerve er i klemme. Kun når jeg står op eller går i semirask trav, gør det ikke snerrende ondt i lænden. Så ikke mere løssluppen dansen rundt til ’Jazz’n’Samba’ med de to små rockere, sådan som vi ellers gjorde det i går. Ak og ve.

Så alt i alt krabber jeg rundt her som en anden krøbling. Og bliver nok engang mindet om at jeg er midaldrende og at jeg langt fra er usårlig.