The Queen is Dead

Netop modtaget mit eksemplar af den nyudgivne såkaldte Deluxe Edition af The Smiths ‘The Queen is Dead’.

Det var ganske aldrig mit favoritalbum med gruppen (det er ‘Meat is Murder’ eller måske opsamlingsalbummet ‘The World Won’t Listen’, som jeg lånte begærligt med hjem fra hovedbiblioteket i Aalborg engang i 1997 eller 1998). Men når der udkommer ‘nyt’ med en mine tre absolutte yndlingsgrupper, må og skal jeg eje det i fysisk form – koste hvad det vil.

Så nu sidder jeg her og lytter til det hidtil uudgivne materiale i form af demoer, outtakes og en livekoncert fra Boston. Det er fornøjeligt og hyggeligt, men mest på den der lidt genbrugte og ikke særlig innovative måde. Hvilket nok ikke er så underligt, når det handler om en gruppe der var aktive i årene 1982 til 1987. Der er ikke rigtig så meget nyt at opdage, ligegyldigt hvor mange gange de frisker produktionen op.

Og så alligevel.

For ‘The Queen is Dead’ er et album med absurd stærke sange. Bortset fra et par enkelte skæverter (spring især over ‘Vicar in a Tutu’) er det en perlerække af guitarpopmesterværker. Man bør lytte til det, om ikke andet så for albummets popkulturelle betydning.

Jeg ved dog ikke om ‘The Queen is Dead’ – eller de øvrige Smiths album generelt – ville have samme effekt på mig, hvis jeg først havde opdaget dem i moden alder fremfor som teenager. Måske jeg ville have våndet mig over Morrisseys krukkerier eller det faktum, at mange af sangene er marineret i en tung, tung teenangst.

Men nu sidder jeg så stadig her, 35 år gammel, og lytter til Sturm-und-Drang sange om at være jomfru og uelsket. Det burde man måske filosofere lidt over, hvilket jeg dog vælger ikke at gøre lige nu. Uanset hvad, så bør I give ‘The Queen is Dead’ et lyt.

Arv og gæld – om Johnny Marrs nye selvbiografi

Det er egentlig lidt synd for Johnny Marr.

Tænk hvis det eneste folk interesserede sig for var, hvad man bedrev som teenager og ung voksen. At resten af ens liv stort set bare var et efterspil. I bedste fald udmærket og hyggeligt, men aldrig for alvor … relevant.

Jeg kan næppe forestille sig en mindre interessant personage end mig som teenager. Og hvis det var fodaftrykket fra den der indadvendte og bøvede hængemule i Aalborg i slut-90’erne, som resten at mit liv skulle vurderes ud fra, ville der sandt for dyden ikke være meget at berette.

Men at blive vurderet på fortidens meritter er nu engang Johnny Marrs triste lod her i livet. Det indser jeg nu, hvor jeg er i gang med hans selvbiografi ‘Set the Boy Free’. For Marr kommer næppe nogensinde for alvor til at blive associeret med andet end Morrissey og The Smiths.

The Smiths

Bevares, jeg sætter skam pris på det udmærkede guitarspil han leverede i flere omgange til Pet Shop Boys, især på Behaviour albummet. Hans 1993 remix af ‘I Want to Wake Up’ er mit absolutte favorit-remix, kun udfordret af Mobys remix af ‘Miserablism’. Jeg sætter ligeledes umanerlig stor pris på de to første albums fra Electronic, synthpopduoen han havde sammen med New Orders kaotiske forsanger Bernard Sumner i 90’erne. Så Marr er bestemt en ven af huset.

Marr fremstår da også som en både sympatisk og interessant person, der i selvbiografien har relevante betragtninger om sin samtid, popkultur – og selvfølgelig om musik. Hans opvækst og musikalske dannelse er ikke decideret uspændende. Det er en langt bedre bog end Morrisseys vederstyggeligt rædsomme selvbiografi fra 2013. Men derfor skimmer jeg stadig alle andre dele af Marrs bog end de sider, der specifikt handler om The Smiths. For den gruppes eksistens og musikalske arv er jo – når alt kommer til alt – Marrs egentlige relevans her i verden.

Er det så en god bog, som man bør læse?

Mjah. Den er ikke en selvbiografi a la Keith Richards eller Bruce Springsteens bøger, der (at dømme ud fra de lovprisende anmeldelser) er værker af bredere interesse end blot for deres fans. Man skal nok være fan af Marr (dvs. af The Smiths) i forvejen for at finde den rigtig interessant. Alternativt skal man læse den for portrættet af musikscenen i Manchester i begyndelsen af 1980’erne. Det håndterer Marr også udmærket.

Vigtigste nye viden fra bogen: Marr trænede dans samme sted i Manchester som Ian Curtis fra Joy Division. Og mener at sidstnævntes berømte/berygtede epileptikerdans var tyvstjålet fra en af David Bowie optrædener på amerikansk tv i 1976. Uanset om det er sandt eller ej, så var det en fornøjelse at se Bowie slå gækken løs her.

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?

Ventetid

Playliste fra en lørdag morgen i maj mens Far og Søn venter på at Mor kommer hjem fra nattevagt:

Tre fortabte Pet Shop Boys remixes, jeg virkelig gerne vil eje

Da jeg i dag skulle finde fortrinlige sange at valse rundt til sammen med Arvingen, gryntede jeg højlydt og utilfredst. Hverken Spotify eller YouPlay havde således tilgængelige udgaver af Saint Etiennes synthpopmesterværker ‘Fascination’ og ‘The Way I Fell For You’. Nuvel, måske fraværet er til at forklare1, og situationen var ikke værre, end jeg jo kunne lunte ind til CD-reolen og hapse de to med hen til anlægget.

Men fraværet af de to sange illustrerer problemet ved at forlade sit musikforbrug på streamningtjenester. De har ganske enkelt ikke alt det, de burde have.

Faktisk er bagkataloget for en række af mine yndlingskunstnere foruroligende smalt. Pet Shop Boys er egentlig adækvat repræsenteret, men hverken Spotify eller YouPlay har nogen af deres singler eller EP’er fra før 1999 i kataloget. Givet at Pet Shop Boys har været mere end almindeligt flinke til at udsende compilations med deres b-sider, er det ikke i sig problematisk. Med mindre man er nototisk fan, altså, og derfor også er interesseret i eksempelvis remixes.

I lighed med Saint Etienne gemmer der sig en række skæve og geniale udgaver af de mere etablerede sange i Pet Shop Boys’ sangkatalog, som den gennemsnitlig lytter anno 2015 ikke har en jordisk chance for at opdage. Her er de tre mest kriminel glemte sange:

Was It Worth It

Det første remix gør ondt. Som i: Fysisk og mental smerte, hver gang jeg tænker på det. Det er ulideligt. Og jeg er selv skyld i misæren. Vi var i New York i anledningen af mine forældres sølvbryllup i 1997. Min storebror finder og køber i en Tower Records denne amerikanske udgave af den i øvrigt ret forglemmelige single ‘Was It Worth It’ fra 1991. Jeg er i den anden ende af butikken, og køber ikke det andet eksemplar af singlen, som de har i butikken. Her er playlisten i alt dens magt og vælde:

  1. “Was it worth it?” (7″) – 4:27
  2. “Was it worth it?” (12″) – 7:13
  3. “Miserablism” (Electro mix) – 5:38
    • Remix by Moby
  4. “Music for the Boys” (Part 3) – 5:40
    • Remix by Altern 8
  5. “Overture to Performance” – 6:14

Ved I hvad, JEG VIL SÅ GERNE EJE DEN HER SINGLE. Men det gør jeg ikke, for jeg købte nok et eller andet åndssvagt i Tower Records, som jeg ikke kan huske hvad er, og alt imens står den hos min storebror og griner mig lige op i ansigtet. De to udgaver af ‘Was It Worth It’ og den acidhousede ‘Music for the Boys’ har mest karakter af kuriosa, det samme gælder for den besynderlige big band’ede ‘Overture to Performance2.

Men Miserablism (Electro Mix), mine Damer og Herrer, den er et hypnotiserende mesterværk. Remixet af Moby (før han blev rigtig stor) lyder den måske ikke så meget, men det er en rejse ud over trippede landskaber. Det er dreamwave 20 år før det det blev moderne. Det knuser mit lille sorte hjerte, at den ikke er at finde i streamingtjenesterne. Originaludgaven fra 1991 er ligeleds vidunderlig, men er måske mere klassisk analog plinky-plonky pop. Hvilket jo også er værd at tage med.

Pet-Shop-Boys-Actually

Næste fortabte skat er ‘I Want to Wake Up (1993 remix)‘. Originalen var nummer 8 på Pet Shop Boys’ andet album ‘Actually’ fra 1987, og er en udmærket, men lidt gumpetung kreation. I juni 1993 udgiver Pet Shop Boys imidlertid to CD-udgaver af ‘Can You Forgive Her’, den første single fra deres nye album ‘Very’. Tracklisten er:

  1. “Can You Forgive Her?” (MK Remix) – 7:26
  2. “I Want to Wake Up” (1993 Johnny Marr Remix) – 5:25
  3. “What Keeps Mankind Alive?” – 3:25
  4. “Can You Forgive Her?” (MK Dub) – 5:53

Johnny Marr er som bekendt guitaristen fra The Smiths. Jeg vil vove den påstand, at han ikke har begået noget – hverken før eller siden – der er bedre end 1993-remixet af ‘I Want To Wake Up’. Sangen har fået helt nyt tempo, kvindelige soulsanger, ny bas, ny synth, nye korarrangementer. Og bedst af alt: Et hysterisk og lystent houseklaver, som der bliver tampet igennem i under omkvædet. Det er så forbryderisk godt, at det nærmest ikke burde kunne lade sig gøre. Hvordan Marr har kunne undgå at blive slået til ridder alene på basis af dette remix, er mig en gåde.

Der er imidlertid ikke færre end to mesterlige remixes på CD’en. Det andet er ‘Can You Forgive Her (MK Remix)‘. Beatet er tungt og breaket. Den florlette houselyd fra blot et par år tidligere er nu forvandlet til et New York/Detroit/Chicago-tung technobeat. Vokalen skæres op på må og få, og efter 03:00 begynder Neil Tennant nærmest at synge i tunger. Og ordet ‘bicycle’ sniger sig hele tiden ind. Jeg ved ikke hvem ham MK er, men han har en nærmest Tourette Syndrom’sk tendens til at klippe-klistre ordene ind upassende steder undervejs. Det er samlet set helt vidunderligt mærkeligt.

  1. ‘Fascination’ er kun at finde på deres opsamlingsalbum ‘Travel Edition’ fra 2005, mens ‘The Way I Fell For You’ er fra et 1999-soundtrack kun udgivet i Japan til en meget smal og usuccesfuld film []
  2. Hvis man læser den harske bog ‘Pet Shop Boys versus America’ der blev udgivet i 1993, og omhandlede deres forkætrede Performance tour, får man et klart indblik i, at Neil Tennant og Chris Lowe var langt ude i tovene i årene efter at have udgivet Behaviour albummet. Hvilket måske forklarer deres mærkværdige forsøg med big band udgaver af deres sange []