Raised on promises

Det ville være usandt, hvis jeg skrev at jeg er dedikeret fan af Tom Petty. Bevares, jeg kender hans hits efter at være vokset op med P4 Nordjylland. Og der var en periode, hvor jeg – efter at sangen optrådte i en stærk scene i The Sopranos – syntes at ‘American Girl’ var fabelagtig.

Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den mestrer popmusikkens ædleste og sværeste kunst til perfektion: At kombinere glad musik med melankolsk tekst.

Well she was an American girl
Raised on promises
She couldn’t help thinkin’ that there
Was a little more to life
Somewhere else
After all it was a great big world
With lots of places to run to

Den er stærk, den dér vending ‘Raised on promises’. Er vi ikke alle det? Opdraget til at tro på at lige netop vi er skabt til noget stort og meningsfuldt? Du kan blive lige hvad du vil, og alt det der?

Men Pettys pointe i sangen er forholdsvist anæmisk og sortsynet; nej, løfterne går ikke i opfyldelse, tingene er hvad de er og den amerikanske pige får ikke den hun elsker. Alt går fra hinanden, som Lars H.U.G. ville have sagt det:

It was kind of cold that night
She stood alone on her balcony
She could the cars roll by
Out on 441
Like waves crashin’ in the beach
And for one desperate moment there
He crept back in her memory
God it’s so painful
Something that’s so close
And still so far out of reach

Banalt? Måske, men jeg tror i sidste ende at Tom Petty havde fat i den lange ende, når han svøbte melankolien og det tragiske menneskelige eksistensvilkår i en fængende popindpakning.

Så nej, jeg var ikke fan, men … jeg har lyttet til ham mere eller mindre konstant de senere uger efter hans død. Og sangene er ved at sætte deres kroge fat i mig. Samtidig gør det mig trist at tænke på, at antallet af sande melodiøse og melankolske poppoeter efterhånden ser ganske tyndt ud.

Så jeg ved ikke helt hvem jeg skal vende mig mod nu.