in Musik

The Queen is Dead

Netop modtaget mit eksemplar af den nyudgivne såkaldte Deluxe Edition af The Smiths ‘The Queen is Dead’.

Det var ganske aldrig mit favoritalbum med gruppen (det er ‘Meat is Murder’ eller måske opsamlingsalbummet ‘The World Won’t Listen’, som jeg lånte begærligt med hjem fra hovedbiblioteket i Aalborg engang i 1997 eller 1998). Men når der udkommer ‘nyt’ med en mine tre absolutte yndlingsgrupper, må og skal jeg eje det i fysisk form – koste hvad det vil.

Så nu sidder jeg her og lytter til det hidtil uudgivne materiale i form af demoer, outtakes og en livekoncert fra Boston. Det er fornøjeligt og hyggeligt, men mest på den der lidt genbrugte og ikke særlig innovative måde. Hvilket nok ikke er så underligt, når det handler om en gruppe der var aktive i årene 1982 til 1987. Der er ikke rigtig så meget nyt at opdage, ligegyldigt hvor mange gange de frisker produktionen op.

Og så alligevel.

For ‘The Queen is Dead’ er et album med absurd stærke sange. Bortset fra et par enkelte skæverter (spring især over ‘Vicar in a Tutu’) er det en perlerække af guitarpopmesterværker. Man bør lytte til det, om ikke andet så for albummets popkulturelle betydning.

Jeg ved dog ikke om ‘The Queen is Dead’ – eller de øvrige Smiths album generelt – ville have samme effekt på mig, hvis jeg først havde opdaget dem i moden alder fremfor som teenager. Måske jeg ville have våndet mig over Morrisseys krukkerier eller det faktum, at mange af sangene er marineret i en tung, tung teenangst.

Men nu sidder jeg så stadig her, 35 år gammel, og lytter til Sturm-und-Drang sange om at være jomfru og uelsket. Det burde man måske filosofere lidt over, hvilket jeg dog vælger ikke at gøre lige nu. Uanset hvad, så bør I give ‘The Queen is Dead’ et lyt.

Giv lyd fra dig

Comment