Transformers

Jeg kan ikke helt afgøre om jeg projicerer for meget over på min stakkels søn. Men det gør mig ellevilde at han er blevet fan af Transformers. Ikke af de miserable film, men derimod af legetøjet og tegnefilmene. Som jeg selv har elsket upassende meget det meste af min levetid.

Han elsker de 30 år gamle legetøjsrobotter, som vi fragtede med over fra Aalborg sidst vi besøgte mine forældre. Han elsker de nye legetøjsudgaver af Bumblebee og Optimus Prime. Han elsker den fabelagtige intro til den oprindelige tv-serie fra midt-80’erne. Og det gør mig selvsagt alt sammen glad, for jeg elsker også stadig Transformers.

I går modtog vi tilmed en Transformers-trøje med posten, og jeg har sjældent set en dreng glæde sig så meget til at komme i børnehave og vise sit nye haute couture frem.

Allerbedst er faktisk tegnefilmsudgaven ‘Robots in Disguise’ fra 2015 og frem. Den er flot, sjov, cool og handlingen er tilpas afbalanceret til at være spændende for små drenge – uden at være for voldsom. Alene introen er fantastisk:

Det er en stor fornøjelse at (gen)opdage barndommes legetøj med sønnen. Håber at jeg også kan lokke datteren med i kulturen, når hun bliver lidt ældre. Hun vil i hvert fald gerne lege med robotterne!

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *