in Musik, Nørd

Tre fortabte Pet Shop Boys remixes, jeg virkelig gerne vil eje

Da jeg i dag skulle finde fortrinlige sange at valse rundt til sammen med Arvingen, gryntede jeg højlydt og utilfredst. Hverken Spotify eller YouPlay havde således tilgængelige udgaver af Saint Etiennes synthpopmesterværker ‘Fascination’ og ‘The Way I Fell For You’. Nuvel, måske fraværet er til at forklare1, og situationen var ikke værre, end jeg jo kunne lunte ind til CD-reolen og hapse de to med hen til anlægget.

Men fraværet af de to sange illustrerer problemet ved at forlade sit musikforbrug på streamningtjenester. De har ganske enkelt ikke alt det, de burde have.

Faktisk er bagkataloget for en række af mine yndlingskunstnere foruroligende smalt. Pet Shop Boys er egentlig adækvat repræsenteret, men hverken Spotify eller YouPlay har nogen af deres singler eller EP’er fra før 1999 i kataloget. Givet at Pet Shop Boys har været mere end almindeligt flinke til at udsende compilations med deres b-sider, er det ikke i sig problematisk. Med mindre man er nototisk fan, altså, og derfor også er interesseret i eksempelvis remixes.

I lighed med Saint Etienne gemmer der sig en række skæve og geniale udgaver af de mere etablerede sange i Pet Shop Boys’ sangkatalog, som den gennemsnitlig lytter anno 2015 ikke har en jordisk chance for at opdage. Her er de tre mest kriminel glemte sange:

Was It Worth It

Det første remix gør ondt. Som i: Fysisk og mental smerte, hver gang jeg tænker på det. Det er ulideligt. Og jeg er selv skyld i misæren. Vi var i New York i anledningen af mine forældres sølvbryllup i 1997. Min storebror finder og køber i en Tower Records denne amerikanske udgave af den i øvrigt ret forglemmelige single ‘Was It Worth It’ fra 1991. Jeg er i den anden ende af butikken, og køber ikke det andet eksemplar af singlen, som de har i butikken. Her er playlisten i alt dens magt og vælde:

  1. “Was it worth it?” (7″) – 4:27
  2. “Was it worth it?” (12″) – 7:13
  3. “Miserablism” (Electro mix) – 5:38
    • Remix by Moby
  4. “Music for the Boys” (Part 3) – 5:40
    • Remix by Altern 8
  5. “Overture to Performance” – 6:14

Ved I hvad, JEG VIL SÅ GERNE EJE DEN HER SINGLE. Men det gør jeg ikke, for jeg købte nok et eller andet åndssvagt i Tower Records, som jeg ikke kan huske hvad er, og alt imens står den hos min storebror og griner mig lige op i ansigtet. De to udgaver af ‘Was It Worth It’ og den acidhousede ‘Music for the Boys’ har mest karakter af kuriosa, det samme gælder for den besynderlige big band’ede ‘Overture to Performance2.

Men Miserablism (Electro Mix), mine Damer og Herrer, den er et hypnotiserende mesterværk. Remixet af Moby (før han blev rigtig stor) lyder den måske ikke så meget, men det er en rejse ud over trippede landskaber. Det er dreamwave 20 år før det det blev moderne. Det knuser mit lille sorte hjerte, at den ikke er at finde i streamingtjenesterne. Originaludgaven fra 1991 er ligeleds vidunderlig, men er måske mere klassisk analog plinky-plonky pop. Hvilket jo også er værd at tage med.

Pet-Shop-Boys-Actually

Næste fortabte skat er ‘I Want to Wake Up (1993 remix)‘. Originalen var nummer 8 på Pet Shop Boys’ andet album ‘Actually’ fra 1987, og er en udmærket, men lidt gumpetung kreation. I juni 1993 udgiver Pet Shop Boys imidlertid to CD-udgaver af ‘Can You Forgive Her’, den første single fra deres nye album ‘Very’. Tracklisten er:

  1. “Can You Forgive Her?” (MK Remix) – 7:26
  2. “I Want to Wake Up” (1993 Johnny Marr Remix) – 5:25
  3. “What Keeps Mankind Alive?” – 3:25
  4. “Can You Forgive Her?” (MK Dub) – 5:53

Johnny Marr er som bekendt guitaristen fra The Smiths. Jeg vil vove den påstand, at han ikke har begået noget – hverken før eller siden – der er bedre end 1993-remixet af ‘I Want To Wake Up’. Sangen har fået helt nyt tempo, kvindelige soulsanger, ny bas, ny synth, nye korarrangementer. Og bedst af alt: Et hysterisk og lystent houseklaver, som der bliver tampet igennem i under omkvædet. Det er så forbryderisk godt, at det nærmest ikke burde kunne lade sig gøre. Hvordan Marr har kunne undgå at blive slået til ridder alene på basis af dette remix, er mig en gåde.

Der er imidlertid ikke færre end to mesterlige remixes på CD’en. Det andet er ‘Can You Forgive Her (MK Remix)‘. Beatet er tungt og breaket. Den florlette houselyd fra blot et par år tidligere er nu forvandlet til et New York/Detroit/Chicago-tung technobeat. Vokalen skæres op på må og få, og efter 03:00 begynder Neil Tennant nærmest at synge i tunger. Og ordet ‘bicycle’ sniger sig hele tiden ind. Jeg ved ikke hvem ham MK er, men han har en nærmest Tourette Syndrom’sk tendens til at klippe-klistre ordene ind upassende steder undervejs. Det er samlet set helt vidunderligt mærkeligt.

  1. ‘Fascination’ er kun at finde på deres opsamlingsalbum ‘Travel Edition’ fra 2005, mens ‘The Way I Fell For You’ er fra et 1999-soundtrack kun udgivet i Japan til en meget smal og usuccesfuld film []
  2. Hvis man læser den harske bog ‘Pet Shop Boys versus America’ der blev udgivet i 1993, og omhandlede deres forkætrede Performance tour, får man et klart indblik i, at Neil Tennant og Chris Lowe var langt ude i tovene i årene efter at have udgivet Behaviour albummet. Hvilket måske forklarer deres mærkværdige forsøg med big band udgaver af deres sange []

Giv lyd fra dig

Comment