The Romanovs: 1613-1918

Min sommerferielæsning har i år indtil videre bestået af Simon Sebag Montefiores uhyre underholdende ‘The Romanovs: 1613-1918’.

Jeg siger ikke at den russiske tsarfamilies 300 år ved magten udelukkende bestod af fordrukne psykopater, seksuelle afvigere, paladsintriger, tidlig barnedød, skræmmende inkompetente tosser samt groteske (men kreative!) vilkårlige henrettelser. Men det er tæt på. ‘Game of Thrones’ skulle ganske vist være inspireret af rosekrigene, men dekadencen, perversiteterne og de depraverede autokratier? Det er som taget direkte ud af Moskva og Skt. Petersborg.

Egentlig er den slags konger-og-hertuger historiebøger ikke lige min kop the. Ikke at jeg er den store social- eller kulturhistoriker af natur, men når jeg nu for Gud ved hvilken gang har læst om Peter den Stores druk, hor og dværgkast, så savner man nu noget god gammeldags økonomisk analyse. Og hvor er de millioner af rigtige mennesker henne, der gennemlevede perioden ved siden af hoffet? De fylder ikke meget i Sebag Montefiores bog. Altså udover når de blev udkommanderet til endnu en tåbelig krig, eller når de døde i endnu en helt undgåelig sultkatastrofe.

Men det skal nu ikke skille mig og bogen ad.

For udover at være velskrevet1, så giver bogen læseren en indsigt i og forståelse for, at Rusland – hverken før, under eller efter tsartiden – har været demokratisk.

Dermed ikke sagt at Rusland og russere aldrig kommer til at vælge en anden styreform end autokrati. Men det russiske udgangspunkt har igennem historien alle dage været en stærk mand i spidsen. Det vidner om en god del intellektuel arrogance og naivitet, da man tilbage i 90’erne gik ud fra at russerne naturligvis stræbte efter et liberalt demokrati a la det, vi kender fra Vesteuropa. Man bliver efter endt læsning slået af hvor dygtig Vladimir Putin i vore dage er til at adoptere de mest effektive dele fra den tsarske begrebsverden, i.e. den stærke far der passer på sine børn i en farlig verden, hvor alle hader og konspirerer mod russerne. Alene for den forståelses skyld, vil jeg gerne anbefale bogen.

Nu vil jeg så – inspireret af Kroatiens deltagelse i VM-finalen – gå i gang med Misha Glenny ‘The Balkans, 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers’. Jeg har aldrig for alvor forstået Balkan, den jugoslaviske borgerkrig, Ottomanernes betydning og alle de etniske konflikter. Nu er tiden vist inde til at give det en seriøs bearbejdning.

  1. Som kun dygtige britiske historikere er i stand til, de er altså djævelsk dygtige formidlere i det land! []

Ferie

De tre ugers ferie er begyndt – og med dem også regnvejret, blæsten og den cementgrå himmel. Men jeg skal ikke jamre, jeg har jo higet efter køligere vejr i et stykke tid nu. Og så bør jeg vel ikke sidde her og flæbe, når jeg nu får det, jeg så gerne ville have?

Foråret og sommeren 2018 vil ikke blive bogført under ‘optimistiske’, ‘livsglade’ eller ‘positive’ i mine annaler. Vi er nok snarere ovre i den ‘bekymrede’ og ‘frustrerede’ genre. Skriveinspirationen har været begrænset, det samme har overskuddet. Ferien er tiltrængt, om ikke andet så for at få et afbræk.

Ambitionen er et efterår med progression. Der er brug for det.

Pete Townshend ‘A Little is Enough’ (1980) er besynderlig. Sangen har nogle af musikhistoriens stærkeste og mest melodiøse vers og omkvæd … men Townshend kan simpelthen ikke finde ud af binde sangen sammen. 2/3 af sangen er fantastisk, men delene afbrydes af den alt for lange indledning og de vævende mellemspil. Det er en skam!

Effektiv putning

Den Bedre Halvdel er på aften-/nattevagt, det er infernalsk varmt og arvingerne vil (forståeligt nok) egentlig hellere pjatte rundt end at sove, når deres vrantne far synes de skal. I den situation ser jeg det som min borgerpligt at dele de fragmenter af popsange, som brummet/sunget i tilpas falsk toneleje altid fungerer til at få de to til at falde i søvn:

De danske
De svenske
De engelske