Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund fraværet af LBTG-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Tal tydeligt

Jeg kan ret godt lide Simon Kupers artikel ‘The trouble with racial language From colour-blind to community — a guide to the useless words that are damaging debate’:

Community: A word that people usually apply to other ethnic groups. I once asked a well-meaning white gentile friend, who was talking about “the Jewish community”, which community he belonged to. He was baffled. He was just himself, an individual, with unique views. Assigning people to monolithic ethnic “communities” is simplistic. For instance, is someone Muslim, Moroccan, French, Parisian, European or all of the above? Second, no ethnic group anywhere is a club with a unified world view that you join at birth.”

Culture: There’s a view that each ethnic group has a fixed, sacrosanct culture, which includes timeless practices such as, say, banning female drivers. But in fact, “cultures” change. Compare, for instance, western beliefs about gay marriage 30 years ago and today. That’s also why “British values” is a nonsense phrase: many majority British norms today would horrify the ancestors.”

Og der er flere hvor de kommer fra.

Varmt anbefalet læsning – og god kontekst til næste gang en eller anden forvildet politiker begynder at tale om ‘muslimer’ som en homogen fællesmængde, eller hævder at have patent på uforanderlige “danske værdier” eller “dansk kultur”.

Jeg ved ikke hvorfor jeg udsætter mig selv for det. Altså at læse bøger om Donald Trumps præsidentperiode. Jeg burde være stoppet efter den lurvede ‘Fire and Fury’, men jeg blev nødt til at læse Bob Woodwards ‘Fear’ også. Det er en aldeles glimrende bog, velskrevet og velresearchet.

Men den efterlader – ligesom ‘Fire and Fury’ i øvrigt – læseren bekymret, grænsende til det angste. Hvis billedet i de to bøger af Trumps holdninger, kognitive evner og personlighed er troværdigt, så skal vi virkelig spænde sikkerhedsselerne de næste to år. Det kan blive rigtig grumt.

Sverige efter valget

Det var ganske vist ikke en speciel original analyse, men jeg kommenterede på det daværende svenske valg i 2014. Jeg fremhævede dengang det helt principielt problematiske i, at majoriteten i Riksdagen i den såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ besluttede at udelukke et parti med 13% af vælgerne bag sig fra det parlamentariske arbejde. Og jeg forudså at det som konsekvens ville få Sverigedemokraterna til at vokse:

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, det ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketered: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr.

Jeg synes i al ubeskedenhed at min teori holdt stik.

Hvad jeg ikke forudså dengang i december 2014 var de store flygtningestrømme der kom året efter, og som for alvor satte strøm på immigrations- og integrationspolitikken i Sverige.

I 2018 har Sverigedemokraterna så fået knap 18% af stemmerne, og de er det største parti blandt svenske mænd. Decemberoverenskomsten var med andre ord en dundrende fiasko. De problemer og bekymringer som driver Sverigedemokraternas vælger er ikke blevet mindre, og det er partiets opbakning heller ikke.

Nu står vi så her september 2018 og partierne bag Decemberoverenskomsten har tilsyneladende stadig ikke lært noget. For tankespindet er præcis det samme som for fire år siden. Sverigedemokraterna skal bare holdes fra indflydelse for enhver pris, og det uanset hvad det har af demokratiske og parlamentariske konsekvenser.

Vi er således i den barokke situation, at Stefan Löfven mener, at han er den legitime kommende statsminister med under 40% af vælgerne bag sin parlamentariske koalition. Samfulde 60% bakker ikke op om ham og hans regering, men det betyder åbenbart ikke noget – for det primære mål er jo at isolere og ignorere Sveriges tredjestørste parti. Hvilket jo er meget heldigt for ham, for hvis de borgerlige partier spillede efter normale parlamentariske regler, så kunne de med implicit støtte fra Sverigedemokraterna sætte sig i regeringskontorerne.

Forstå mig ret: Jeg bryder mig ikke om Sverigedemokraterna og deres politik. Men den nuværende parlamentariske praksis i Sverige er helt uholdbar. Det kunne være interessant hvis de borgerlige partier i Sverige spurgte deres vælgere:

“Hvad vil du helst have? At Sverigedemokraterna for alt i verden forbliver isoleret, eller at det parti og den politik DU har sat kryds ved, danner regering?”

Jeg ved godt hvad jeg vil svare, og jeg har de svenske vælgere mistænkt for at ville svare det samme.

Det eneste der reelt undrer mig er, at ingen af de borgerlige partier de seneste 4 år sådan for alvor er begyndt at låne af Sverigedemokraternas politik for at appellere til immigrationskritiske vælgere.

Det kan man jo mene er et udtryk for smuk moralsk habitus fra partiernes side, men jeg tror ikke den tilbageholdenhed varer ved. Det er simpelthen for mange stemmer at lade gå til spilde, især hvis den dydige adfærd betyder at Löfven forbliver statsminister.

Hvis jeg var valgstrateg i et af de borgerlige partier, så ville jeg af valgtaktiske hensyn arbejde på at få nogle immigrationspolitiske varer på hylderne. Hvis Sverigedemokraterna er den eneste butik i byen som immigrationskritiske vælger kan handle i, så vil partiet fortsætte med at vokse – også ved valget i 2022. Det må siges at være læren her fra Danmark, hvor Dansk Folkeparti voksede og voksede fra valg til valg, indtil at de partier begyndte at skrue op for strammerretorikken.

Man kan så diskutere om det er positivt at det i dag er meget vanskeligt at se forskel på Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstres immigrations- og integrationspolitik.

Men jeg vil dog mene, at den situation trods alt er at foretrække fremfor at et parti med klare nynazistiske rødder får 18% af stemmerne – og at den parlamentariske situation efterfølgende primært handler om at holde dem fra indflydelse.

Noget af det der irriterer mig mest ved at jeg ikke kan finde mine gamle Minidiscs fra slut-90’erne/start 00’erne er, at mange af de sange jeg optog fra syndfloden af cd’er jeg lånte på biblioteket dengang ikke er til at finde i dag – hverken på iTunes eller Spotify. F.eks. kan jeg ikke finde Morcheeba ‘Back to Mine’ opsamlingsalbummet nogen steder, så hvordan skal jeg nu finde obskur hiphop som Missin’ Linx ‘What It Is’, The Giant ‘Hidden Crate’ eller Slum Village ‘Look of Love (9th Wonder Remix)’ udenfor Youtube? Det er dybt frustrerende.

Needful Things

Jeg mangler skønlitterær inspiration. Hvad skal jeg læse nu?

For efter at have fortæret en del faglitterære de senere måneder, trænger jeg til at fordybe mig i fiktionen. Der er ganske vist en række science fiction og fantasybøger på min to-read liste, men jeg giiider ikke rigtig de to genrer lige nu.

Horror, derimod, det kan jeg godt bruge lidt af. Inspireret af min aktuelle ‘Castle Rock’ besættelse er jeg derfor gået i gang med Stephen Kings ‘Needful Things’.

Den fungerer dog ikke helt for mig, må jeg erkende. Bogen er her 10% inde i min kindle-udgave langt fra dårlig, men … jeg fornemmer at King lige om lidt kommer til at gøre den ene ting, som jeg lige siden at jeg blev far absolut ikke har kunne holde ud at læse om: At mutilere og/eller slå børn ihjel.

Det er faktisk en af de ting, jeg er træt af hos King, den der underlige hang til vold og lemlæstelse af børn. Og JA, jeg indser at A) mens disse ord skrives, så er der adskillige børn i den virkelige verden, der er kommet grumt til skade og at B) det rent konceptuelt er lidt besynderligt at klage over vold i en horrorbog. Og det helt valide anker mod min jammer og klage.

MEN: Der var altså strengt taget ingen grund til at den 10 måneder gamle dreng skulle bankes i ‘Salem’s Lot’. Og hvorfor skulle 6-årige Georgie egentlig have revet armen af i ‘It’?

Så belært af Kings noget … bekymrende track record, så er jeg stensikker på at den stakkels søde 11-årige Brian Rusk i ‘Needful Things’ er direkte på vej mod en endog særdeles smertefuld død. Hvilket jeg ikke har emotionelt overskud til at kapere lige nu, hvor jeg ved at jeg næppe får færdiggjort ‘Needful Things’ alligevel.

Så gode bogforslag indenfor snart sagt alle genrer modtages med kyshånd.

Livet som AaB-tilhænger opsummeret i The Smiths sangtitler:

  • Still Ill
  • Barbarism Begins at Home
  • You Just Haven’t Earned It Yet, Baby
  • Bigmouth Strikes Again
  • Panic
  • I Started Something I Couldn’t Finish
  • I Know It’s Over