De glemte film

Det er efterhånden længe siden jeg selv overgav mig fuldstændig til streamingtjenesterne og satte den aldrende PlayStation 3 ned i kælderen sammen med mine dvd’er og BluRays.

Modsat musik – hvor jeg krampagtigt ønsker at holde fast i de fysiske manifestationer – har jeg ikke et affektionsforhold til tv-serier og film. Jeg behøver ikke eje dem, og bortset fra de tv-serier jeg fanatisk slugte i slut-00’erne (hej ‘Lost’!), har jeg aldrig selv købt særlig mange film, hverken fysisk eller digitalt.

Men noget i dette indlæg om Netflix’ amerikanske fysiske service ramte alligevel plet hos mig. Både når det handler om film, tv-serier og musik:

Even if the shuttering of Netflix’s DVD service won’t be exactly the same as a final nail in the coffin for disc media, it’ll still be meaningful. Netflix buys tons of physical media; once it stops doing that, the economics of movies on disc will only get worse.

The real shame will happen when movies stop coming out on DVDs and Blu-Rays altogether. That’s not because they were such a lovable way to package films (they have their pluses and minuses); it’s because with the loss of each media format, we also lose some titles forever. The list of movies that never made it from VHS to DVD is not insignificant.

Usually these “lost” titles are somewhat obscure, but even a major film like “Air Force One” can get lost in the shuffle. Even though that movie is available in a recently pressed Blu-Ray edition, it isn’t available to stream—not just from subscription services like Netflix and Hulu, but it’s not available to rent from iTunes or Amazon, either. It’s hard to say how many more titles we’ll lose when you can only watch movies online, but it’s something to think about as we so eagerly embrace that future.

Jeg deler bekymringen. Har selv tidligere skrevet om det frustrerende i, at indholdet i mit eget fysiske bagkatalog på CD for kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Og hvis det gælder for de to kunstnere, hvorfor skulle det så ikke også være tilfældet for tusinder af andre kunstnere, at brugerne af musikstreamingtjenesterne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker?

Og i skrivende stund ved jeg ikke hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvem skal opdage, se, endsige gense de film?

Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.

Deltid

Forleden læste jeg en let rablende artikel om hvorfor det at fokusere på personlig produktivitet og effektivitet er en farlig affære. Undervejs var der et ret rammende citat:

“No one really cares what you do. Think about it this way. You’ll be working for another 50 years or something. If you took an entire year or two off, to do nothing, to like, smoke weed and game, you could still bounce back without really affecting your long-term career trajectory. When someone steps back in the future and looks at your life output after you’re gone, that part won’t even matter.“

Jeg tror – eller er det ‘håber’? – at det perspektiv på livet er det rigtige.

For her som 36-årig, der har en oplevelse af at min karriere i bedste fald er stagnerende (og de ting jeg skaber i mit dagjob hverken er særlig meningsfulde eller gør en større forskel for nogen), så det vanskeligt ikke at længes efter en forandring, en ny start eller måske blot en pause til at tænke mig om.

Set i det lys er det trøstende at tænke, at jeg stadig har mere end 30 år tilbage til at finde den rette hylde – og at det på langt sigt næppe heller gør den store skade, at jeg her i juni, juli og august arbejder på halv tid. For den ældste arving har brug for kortere dage i børnehaven i en periode, så i de kommende måneder henter jeg ham hver dag mellem kl. 12 og 13. Hans trivsel er det vigtigste projekt i vores tilværelse lige nu, og er det vi prioriterer over alt andet.

Så må jeg satse på at jeg et senere tidspunkt kan udvikle på karrieren. Der er, må vi håbe, stadig mange år at gøre det i.

Gangway

Givet at jeg elsker ringlende guitarer, The Smiths, Pet Shop Boys og Saint Etienne, så er det besynderligt, at jeg aldrig har opbygget et kærlighedsforhold til det suverænt mest anglofile danske band, der samtidig læner sig allermest op af ovenstående kunstnere: Gangway.

Men selvom jeg kender og gerne nynner med på deres hits – ‘Mountain Song’, ‘My Girl and Me’ og ‘Everything Seems to Go My Way’ -, så har jeg aldrig følt noget dybere behov for at udforske Gangways sangkatalog yderligere. Og når man tager i betragtning hvor megen dårlig musik jeg har obsesset over i løbet af mit liv, så forstår jeg måske heller ikke helt selv den prioritering.

Men lang historie kort: Jeg blev glad da jeg læste bloggersbychoice’s rangering af Gangways 17 singler. Det gav mig en kærkommen mulighed for at give sangene en ærlig gennemlytning, kun knap 20 år for sent.

Og hvad er så konklusionen? Ja, altså, jeg er stadig ikke fan. Nogle af sangene er noget bras, nogle er præget af at man nok skulle have været der dengang de udkom. Andre er ok uden at være overvældende. Og så er der enkelte virkelig stærke.

Min favorit er nok ‘Yellow’ fra deres debutalbum ‘The Twist’ (1984). Her lyder de meget som deres inspirationskilder, hvilket i dette tilfælde slet ikke er nogen dårlig ting. Vil give albummet en chance på næste pendlertur til og fra arbejdet.

micro.blog-entry

Før jeg fik børn var jeg af den opfattelse, at moderne børne-tv var et inferno af lort, som ikke kunne måle sig med min barndoms B&U vemodige produktioner fra DR. Men det var forkert. Der er masser af gode ting til mindre børn på Ramasjang, Netflix og Viaplay. Hvis ting som ‘Paw Patrol’, ‘Zack & Quack’ og ‘Kazoops’ havde eksisteret i 80’erne, ville DR have haft svært ved at konkurrere om opmærksomheden. Ikke alting var bedre i gamle dage.

Vejle

Er i Vejle med arbejdet. Har overnattet på hotel og byen viser sig fra sin pænere side fra morgenstunden. Driftig jysk E45-provinsby. Morgenen er blidt solbeskinnet, villaerne spejler sig i fjorden og Nørreskoven er grøn.

Der er ikke meget finkultur eller Berlinsk ‘Arm, aber sexy’ over Vejle. Til gengæld lugter her af velstand og erhvervsmæssig dynamik. Når man nu selv bor i Roskilde – en større sjællandsk provinsby med stor kulturkapital og ret begrænset erhvervssucces, og med en omvendt proportional stor fisefornem selvforståelse – er kontrasten markant.

Leves det gode liv her i Vejle (og lignende steder)? Måske. Men jeg tror nu at vi bliver hvor vi er. Man er vel blevet for glad for (og snasket for meget ind i) Korsbæk til at flytte landsdele nok engang.

Vær rare at blive væk

Det irriterer mig altid når danske fodboldspillere rygtes til ‘mine’ udenlandske fodboldklubber – som nu hvor både Riza Durmisi og Pione Sisto kædes sammen med Lazio.

Forstå mig ret: Jeg har intet imod Durmisi som sådan, selvom han er og bliver et Brøndby-svin. Faktisk betragter jeg ham som en glimrende fodboldspiller, der havde fortjent en plads i den danske VM-trup. Pione Sisto kunne tilmed blive glimrende i Rom, tror jeg.

Men de to og alle andre danske spillere skal holde sig langt væk fra mine klubber.

Lazio, Saint-Étienne, Freiburg og Crystal Palace. De skal være danskerfri zoner. Jeg ønsker inderligt at de fire forbliver obskure og upopulære klubber, som jeg kan have for mig selv. Jeg vil ikke have, at der kommer danske spillere til, gør det godt og giver mine klubber opmærksomhed i den danske verdenspresse. Inden man får set sig om pibler der medløbere frem. Det vil være ganske uudholdeligt.

Så Pione og Riza: Tak, men nej tak. Jeg vil ikke dele mine klubber med nogen. Vær rare at blive væk.

Noget værre rod

Et af mine større livsprojekter (som jeg bliver ved med at udskyde) er at få genstruktureret mit musikkatalog.

Dele af mit Spotify bibliotek består ganske vist af en række tema-spillelister, hvor ‘Børnedansemusik’ er den mest anvendte. Men mørkets hjerte er ‘Bruttolisten’; min usorterede, kaotiske og uprioriterede liste af nyopdagede sange, som i skrivende stund er oppe på 1.470 sange indenfor snart sagt alle genrer.

For en mand, der rent ideologisk helst vil tænke i albums1 og stadig græder bitre tårer over at alle cd’erne står i flyttekasser i kælderrummet, er det en helt uholdbar situation.

Problemet er at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Eller slutte for den sags skyld.

For hvordan strukturerer man så mange sange på en meningsfuld måde? Ud fra genrer? Stemninger? Sociale situationer som jeg forbinder med sangene?

Det bliver blot værre som tiden går. Noget må gøres.

  1. Men som i realiteten for længst er gået over til playlister og enkeltsange … []