Flyttedag

Det er flyttedag. Ligesom David Bowie havde et kreativt og kommercielt behov for konstant at skifte udseende og koncept, så har min blogaktivitet siden april 2005 været igennem ganske mange forskellige udgaver.

Efter et stykke tid kører jeg som regel sur i det, og det punkt har jeg nået med Udkastet. Det er vanskeligt at beskrive, men jeg har behov for at føle at jeg starter på en frisk.

Som et twist vender jeg dog tilbage til et tidligere hjem: Sofisten.dk. Grundlæggende vil der udover en ny url ikke være nogen dybere forskel. Skribenten er den samme, emnerne er de samme, ja, selv bloggens designtemplate er det samme.

Sofisten er den blogidentitet, der (næstefter overspringshandlingen.dk, som desværre er ejet af andre nu) igennem tiden føltes mest naturlig for mig. Det føles godt at komme tilbage dertil.

Udkastet.nu vil forblive online. Siden kommer til at tjene som mit blogarkiv (2005-2018), og det er derfor stadig min ambition at genoplive alle mine indlæg i perioden 2006-2014. Det er dog en større opgave. Ja, ikke at lægge dem på, det er sådan set enkelt nok og kan klares med et par klik. Men jeg vil gerne genlæse dem alle, tænke over den, give dem kategorier, tags og den slags. Jeg var sjusket i min arkiveringspraksis dengang og det rammer mig i nakken nu. Så at restaurere gamle blogindlæg er mit store afstressningsprojekt i den kommende tid.

Men alle nye indlæg kommer i fremtiden på Sofisten. Håber vi ses derovre.

The Dreaming Stars

‘The Dreaming Stars’ er frustrerende science fiction læsning for mig.

Universet er sådan set meget interessant, især de ret godt tænkte aliens – blot kendt som ‘The Liars’. Men persongalleriet og de uendelige dialoger trækker ned. Alting skal forklares og alle personernes følelser skal taaaaales igennem. Bogens akse er en klon af ‘Firefly’: Kæk rumkaptajn i spidsen for et gævt hold af fribyttere, der kommer ud på intergalaktiske eventyr – men helt uden personkonflikter eller skarpe kanter.

Alle er så pokkers søde, tolerante og stærke i fællesskabet og diversiteten, at det hviner i ens tænder af sukkerchok. Når dele af dialogen til tider samtidig har karakter af Gilmore Girl’sk popkulturel namedropping, så ender det alt i alt som en lunken omgang feel good science fiction.

Ikke anbefalet.

Splittet i Rådmandshaven

Givet at FC Roskilde prioriterer at overleve i 1. division og derfor stillede med 9 reservespillere, så er det måske ikke så underligt, at AaB gennembankede mit lokale hold i pokalkampen i går aftes. FCR var helt igennem forskrækkelige, og det kunne nemt være endt med mere end en røvfuld på 0-5.

Jeg var en lille smule splittet.

Ikke på det eksistentielle fodboldplan, men … en smule. For selvfølgelig stod jeg i dagens anledning i udebanesektionen og ønskede at AaB ville vinde. Alt andet ville være forkert og et moralsk morads.

Men i mit stille sind havde jeg nok håbet på en brav indsats af FC Roskilde. Måske blot et enkelt mål, måske en antydning af en målchance. Noget der kunne bekræfte den kærlighed, jeg forsøger at opdyrke til lokalområdet. Men nej. Det var helt igennem jammerligt, og mine med-AaB’ere grinede af mit Roskilde. Ak og ve.

Men nuvel, bortset fra mine småskizofrene sympatier og det stormfulde vejr, så var det alligevel en god fodboldaften i Rådmandshaven. Måske jeg burde prioritere nogle flere away-kampe med AaB.

R.E.M.

Jeg har et had-kærlighedsforhold til R.E.M.

Det (gen)opdagede jeg, da Spotify for nylig anbefalede en live udgave af ‘Orange Crush’. Den er fremragende og mindede mig om de mange andre fine sange fra det album, ‘Green’, som sangen stammer fra.

Det slog mig at jeg på stående fod ikke kan nævne en musiker eller gruppe, der er ligeså ferme som R.E.M. til at lave popsange, der kombinerer melodiske og melankolske hooks. Det gælder lige fra deres tidlige dage som kongerne af college rock til de senere udgivelser. Selvfølgelig mest eksplicit i et skamspillet mesterværk som ‘Everybody Hurts’, men også i de overvældende smukke ‘Man on the Moon’, ‘The Lifting’ og ‘Daysleeper’.

R.E.M.’s sange kræver generelt at man parkerer sin ironi, skepsis og kynisme. Kan man det, så er de meget følelsesmæssigt tilfredsstillende – og faktisk lidt i en liga for sig selv.

Men hvis man ikke er i stand til det? Så er de nærmest ubærligt selvhøjtidelige, påtaget oprigtige og irriterende belærende. Og her kommer vi så til hadeaspektet: Jeg orker ikke R.E.M. som politisk aktive.

Deres musik og kunst? Ja, tak. Deres politik, deres aktivisme og kunstneren-som-meningsdanner? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Det er ikke kun fordi at jeg som en reaktionær og afbalanceret bitter mand oftest bliver træt og muggen over at blive udsat for populærmusikeres uimodsagte holdninger. Og jeg kunne heller ikke drømme om at beklikke kunstneres ret til at ytre sig. Ligesom jeg heller ikke tror, at det at være musiker nødvendigvis betyder, at man ikke har indsigt i økonomi, jura, socialpolitik, geopolitiske forhold i Mellemøsten eller andre samfundsrelevante emner.

Men det irriterer mig, at kunstnere – og det være sig alt lige fra forfattere over musikere, skuespillere til sportsfolk – benytter den position og platform, som deres kunst har givet dem, til at bedrive holdningsarbejde. For hvad er det helt præcist der gør, at jeg bør lytte mere til en musiker eller en forfatters holdninger til et aktuelt politisk emne, end jeg bør lytte til farmaceuten, der står nede i Steno Apoteket? Ret beset er der ingen værdiforskel, bortset fra at kunstneren har en større megafon og af uvisse grunde (hvilket især gælder forfattere) tillægges en større forståelse for verdens sande tilstand.

Bevares, jeg er helt med på, at der kan være efterspørgsel efter kunstnere som rollemodeller. Og som den aktuelle Colin Kaepernick diskussion viser, så er der også ganske store kommercielle interesser involveret. Mange kunstnere kan ligeledes have en økonomisk interesse i at have samfundsengagement som en del af deres brand. R.E.M. har således i mange år dyrket deres image som de klimabevidste og socialt indignerede blødt venstreorienteredes band.

Hvilket alt sammen irriterer mig. For en kunstners kunst burde være det centrale. Det er generelt lidt af et tema for mig i denne uge, det her med at have en ret skarp sondring mellem kunstneren, kunsten og så ‘alt det andet’ – jf. et af mine tidligere indlæg om at science fiction bøger burde vurderes ud fra deres kvalitet som science fiction.

Jeg ved godt at Marx sagde, at alting er politisk. Men det er ikke rigtigt. Og faktisk tror jeg, at de fleste mennesker ville blive gladere, hvis alting ikke hele tiden blev politiseret – og man kunne nyde kunstens skønhed for sin egen skyld.

Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund af fraværet af LGBT-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?