We can dance if we want to

Jeg har hidtil aldrig været videre begejstret for Men Without Hat ‘Safety Dance’ (1983). Måske det skyldes den nærmest absurd tåbelige musikvideo, måske originaludgaven i mine ører altid blot har savnet noget spræl.

Men, men, men: Så opdagede jeg det grandiose ‘Extended Club Mix’ af sangen fra ‘Ready Player One’ soundtracket.

Mixet tilføjer den lidt anæmiske originaludgave en elektronisk kant, som gør den markant mere bidsk. Giv den en chance, hvis du alligevel er i retrohumør.

Ready Player One

Jeg er splittet angående Ernest Clines ‘Ready Player One’. Ikke den aktuelle biograffilm – som jeg ikke regner med at se -, men derimod bogen den bygger på. Her 66% inde i min Kindle-udgave er jeg stadig usikker på, hvad jeg egentlig skal synes om den.

På den ene side er det en underholdende tour-de-force gennem 80’er popkultur. Med dens utallige referencer og tydelige kærlighed til årtiets bøger, film, musik, tv-serier, rollespil, science fiction, fantasy, computerspil og nørdkultur i almindelighed, så er bogen en sand fornøjelse at læse for en halvgammel nørd som undertegnede. Der er ingen tvivl om at Cline er endog særdeles velbevandret indenfor feltet, selv indenfor de allermest obskure rollespilsreferencer.

På den anden side har jeg fornemmelsen af at læse en metaroman. I ved nok, en bog hvis handling, personer og sprog ikke i sig selv er meningen med den. Det er derimod at udføre en litterær stiløvelse, hvor forfatteren anvender en specifik genrelitteraturs (i dette tilfælde post-apokalyptisk science fiction) virkemidler, konventioner og begrebsapparat til at skabe … ja, en uægte genrebog. Alt sammen i et forsøg på at vise forfatterens ironisk distancerede mestring af genrens klichéer. For handlingen i ‘Ready Player One’ er gennemført kitschet, kliche og kan umuligt være uironisk. Det er som at læse sig igennem et John Hughes filmmanuskript. Personerne er karikaturer, og det er som at se ‘Footloose’ i bogform. Det virker altsammen en tand for kalkuleret. Jeg har snydt og allerede læst slutningen på bogen, og tro mig når jeg siger: Den er nærmest en karbonkopi af denne scene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, inklusive Dream Academy sangen. Og det føles skønt, men også … tomt.

Emily St. John Mandels vidunderlige ‘Station 11’ var en tilsvarende (fin)litterær bog baseret på genrelitteraturens redskaber. Men i hendes tilfælde føltes bogen ægte. Hun tog genren seriøst, og brugte dens form til at skrive en særegen historie. Samtidig viste hun de utallige rædsomt skrivende forfattere indenfor fantasy/science fiction segmentet, hvordan en virkelig dygtig forfatter kan skrive en genrelitterær bog. Der var intet meta over hendes værk, tværtimod.

Så samlet set? Jeg er underholdt og ‘Ready Player One’ smager godt. Men jeg bliver snart sulten efter noget mere ægte.

De handler med dig

Jeg er hverken overrasket eller forarget over afsløringen af facebooks overdragelse af 50 mio. brugeres private oplysninger til diverse politiske operatører. Det er i deres natur at gøre den slags.

Salg af dine oplysninger er det facebook tjener deres penge på. Hvis du som bruger vælger at lægge ting, info og billeder på den platform, så gå ud fra at de bliver handlet med og anvendt til at profilere dig. Som de siger: Hvis en service er gratis, så er det dig der er varen – og det er dine private oplysninger, som er prisen du betaler.

At kritisere facebook for at sælge brugernes oplysninger svarer i mine øjne grundlæggende til at kritisere en løve for at spise kød. Eller at skælde ud på den livslange alkoholiker for at drikke. Eller at moralisere over at en religiøse institution forkynder religiøse budskaber. Det er fjollet at hidse sig op over. De kan jo ikke gøre andet – det er deres grundessens Det er derfor meningsløst at gå ud fra at facebook kan eller vil handle anderledes end de gør.

Så hvis du aktivt bruger facebook, så har du allerede implicit accepteret at der er et trade off mellem dit privatliv og de goder, som du synes du opnår af platformen – og at du er ok med den situation.

Jeg er stadig ikke selv helt nået til den erkendelse, at jeg bør slette min egen facebookprofil. Men det eneste der reelt holder mig på derinde er, at enkelte af mine venner bruger Messenger som primær kommunikationskanal. I den forbindelse læste jeg en af de uhyrligt mange think pieces der i disse dage skrives om facebook. Der stod bl.a.:

Should we all just leave Facebook? That may sound attractive but it is not a viable solution. In many countries, Facebook and its products simply are the internet. Some employers and landlords demand to see Facebook profiles, and there are increasingly vast swaths of public and civic life — from volunteer groups to political campaigns to marches and protests — that are accessible or organized only via Facebook.

Men er det virkelig sandt? At det meste af det vi kan kalde ‘civilsamfundets interaktion’ finder sted på facebook? At alt fra legeaftaler til den politiske dialog foregår derinde, og man derfor er nødt til at være der? Jeg oplever det ikke selv endnu, men jeg er omvendt også typen, der stadig foretrækker old-school kommunikationsmetoder som sms og email.

Kinesisk religion


Jeg ved godt at det er en værre uskik med lange og trange citater om besynderlige emner. Men hey, det er min abegrotte det her, så jeg kan skrive hvad jeg vil. Og med nyheden om at Kina nu fjerner begrænsningerne for hvor længe Xi Jinping kan sidde som præsident, så blev jeg meget inspireret af denne antropologiske analyse af det kinesiske kommunistparti set som en … religion:

Despite their explicit atheism, Marxism, socialism and communism are often compared to religions. They require conversion and unquestioned belief in dogma and provide a full eschatology that gives sense and purpose to what has to be done here and now. This continues to be an essential insight but misses one crucial point that is particularly salient to contemporary China.

Viewing these ideologies as such is predicated on a Western understanding of religion modelled on Christianity. Cross culturally, however, religion is not about dogma and belief or how one expresses this belief. Religion is not even necessarily about the supernatural; rather, it is about the privileging of certain aspects of one’s environment, life and experience as sacred, that is, as special and set apart from the normal, profane domains of life. This distinction exists in any society quite independently from what it is exactly that is considered sacred.

If religion is simply about distinguishing the sacred from the profane, it can exist without any dogma and belief, or a material representation and awe of supernatural powers. In his study of the Giriama in Kenya the anthropologist David Parkin has developed this point further. Parkin demonstrates that the Giriama define themselves as a distinct people by reference to a remote, largely uninhabited but nevertheless sacred place of origin called the Kaya. This ‘sacred void’, as Parkin calls it, is kept pure and sacred through periodic acts of cleansing and purification to ensure the fertility and continuity of the Giriama people.

The concept of a sacred void, I would argue, travels rather well to contemporary China. Leninist principles set the CCP apart from society and represent its rule as a sacred mission regardless of any of the beliefs, dogmas or ideologies that it professes. Just as Giriama elders move secretly in and out of the Kaya, with only the occasional elder identified as having broken some rule, so it is that Party leaders are beyond scrutiny and only occasionally get purged. …

The sacredness of CCP politics is why the Party maintains an elaborate edifice of largely vacuous ideological innovations and resists the scrutiny of democratic principles and procedures. Jettisoning ideology would turn CCP rule into an ordinary dictatorship that visibly has no other mission than its own perpetuation. Introducing democracy would crowd the sacred void with the profanity of electoral politics that citizens of democratic countries might deplore, yet fully expect and take for granted: deceitful politicians, greedy interest groups and media theatrics.

It is, therefore, too simple to think that the CCP resists democratic elections and accountability only out of fear of losing power to competing parties. Its resistance to democracy runs at a much deeper indeed religious level. Democracy would expose the inner core of CCP politics to the gaze of ordinary people, stripping the Party of the mystery and sacredness that have rendered its rule unquestionable and untouchable for so long.

Det bliver sindssvagt spændende at studere Xi og den kinesiske politiske udvikling i de kommende år. Både for Kina selv, men også for den globale udvikling – især i disse år, hvor USA er gået ind i sig selv.

Xi kan nu principielt til at sidde som Kinas leder på livstid. Han har vist sig endog særdeles effen til at konsolidere magten hos sig selv og fået gjort sin politik til officiel kinesisk statsideologi. Vi taler måske endnu ikke om en personlighedskult a la Mao, Kim’erne i Nordkorea eller Türkmenbaşy, men konturerne er der. Hvis Xi efter ovenstående model får defineret sig selv som hellig og med Kinas historie in mente, så ville det være overraskende hvis ikke det går sådan.

En afsluttende betragtning: Det er interessant at Kina med Xis konsolidering af magten tilsyneladende går i samme retning som Putin i Rusland. Kina har med sine rokerende statsledere og højtbesungne meritokrati hidtil haft en vis affinitet for kollektivt lederskab. Det er slut nu. Magten ligger nu kun ét sted: Både reelt, formelt og symbolsk. Så ligesom Putin ikke rigtig gider lade som om, at Rusland er noget der minder om et demokrati, så har Xi nu også sat en stopper for illusionen om kollektivt lederskab.

Så bestemt interessant. Måske lidt for interessant, faktisk. Det er ikke gode tider for de af os, der sætter pris på den liberale demokratiske model.

Here be dragons

De små, besynderlige detaljer fra virkeligheden er noget af det, jeg sætter allermest pris på ved at læse murstensbøger om esoteriske emner. I den ellers ganske sejtrækkende ‘Money Changes Everything’ bog om finanshistorie faldt jeg således over følgende perle:

The Muscovy Company traces its roots to the Company of Merchant Adventurers to New Lands (in full: “Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown”) founded in 1551 by Richard Chancellor, Sebastian Cabot and Sir Hugh Willoughby, who decided to look for the Northeast Passage to China.

Læs lige den virksomhedstitel en gang til: ‘Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown’.


Er det ikke vidunderligt? Måske jeg er blevet farvet af at have godnatlæst ‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ én gang for mange, men emmer den titel ikke af eventyr og opdagelsesrejser? Af gulnede skattekort, hvor der længst ude i siderne er advarsler mod drager? Man få jo selv lyst til at finde nordøstpassagen mod Kina!

Der kommer ikke til at ske noget

Jeg er helt bevidst om at det er en grundlovssikret ret i USA at eje skydevåben. Men det er og bliver vanskeligt for en ikke-amerikaner at forstå, hvorfor den ret er så meget vigtigere end andre samfundshensyn. Der er ingen andre vestlige lande, hvor man på den måde har skoleskyderier og masseskyderier i det offentlige rum. Det burde være åbenlyst for de fleste, at der er en sammenhæng mellem antallet af skydevåben i omløb og antallet af mord begået med skydevåben.

Men hvis du lige nu med håb i hjertet ser idealistiske unge mennesker i USA kæmpe for våbenkontrol, og du derfor tror, at det kommer til at ændre noget? Så tager du fejl. Den kamp døde i 2012. Som journalisten Dan Hodges udtrykte det deprimerende rammende i et tweet fra 2015:

“In retrospect Sandy Hook marked the end of the US gun control debate. Once America decided killing children was bearable, it was over.”

Han har helt ret. I 2012 skød en mand 20 børn mellem 6 og 7 år (og sin egen mor og 6 pædagoger) med et automatvåben i en børnehaveklasse i Newport.

Hvis ikke dét er nok til at ændre ens holdning til våbenkontrol, så er endnu et skoleskyderi i Florida heller ikke en begivenhed, der flytter noget. Måske bedst illustreret af, at Trumps forslag til at løse problemet er … ja, korrekt: At bevæbne lærerne.

Det er vanskeligt at vide om man skal grine eller græde.

Jeg er ikke religionssociolog eller antropolog …

… men med prinsgemalens nylige død in mente, er det så ikke efterhånden åbenlyst for de fleste, at vi her i vores fredelige, sekulariserede teknokratstyrede samfund har erstattet den større mening, religionen og de store ideologier med individualiserede (pseudo)meningsgivende ’projekter’ (det perfekte hjem! det perfekte moderskab! den perfekte krop! den fede karriere!), kombineret med letfordøjelig dødsangst-udsættende popkulturel underholdning (sociale medier, tv-serier, det ’politiske spil’, sport) og en sideløbende fetischering af besynderlig fænomener a la kongehuset?

At mange af de ganske abstrakte ting vi som samfund ”går op i” på et ethvert givent tidspunkt (konkurrenceevne, ulighed, feminisme, miljøet, skattetrykket, ytringsfriheden, danskheden, underskuddet på betalingsbalancen, klimaforandringer), uanset hvor virkelige, relevante og fysiske de end er måtte være, først og fremmest tjener til at levere mening, symboler, identitetsmarkører og store fortællinger til rodløse mennesker i den korte tid, vi lever i?

At kongehusets primære funktion set i den kontekst er at levere ritualer, hemmeligheder, mystik, skandaler, romantik, glamour, cirkus, sladder og sprudlende farver for alle os i den gråskalerede middelklasseeksistens? At det derfor netop er altafgørende at de er født bedre end os andre? At vi derfor skal hælde penge i kongehusets apanage, netop fordi denne elitære tilgang er sexet, spændende og noget så pirrende forargelig?

At den flamboyante gøglerprinsgemal i overflod leverede på ovenstående symbolske konto, alt imens hans to blegbrune og himmelråbende ordinære sønner mest af alt har gjort sig bemærket med deres imponerende fertilitet, skilsmisser, sproglige nedsmeltninger og usammenhængende argumentationskæder?

Og at det danske kongehus med prinsgemalens bortgang har mistet den sidste fernis af aristokrati, indokinesisk koloniherrementalitet, excentrisk narcissime og dekadence?

Det er ærgerligt, synes jeg. Prinsgemalen var underholdende. Han leverede varen lige til det sidste, og jeg vil savne ham.

For vi har brug for en god, saftig fetisch som kongehuset for at holde meningsløsheden og nihilismen stangen. Vi må for alles skyld håbe, at der snart er nogen af de tilbageværende i kongefamilien der opper sig en smule. Der skal skrues op for dramaet. Ellers må vi se at finde os nogle bedre og mere underholdende symboler, der kan levere statsfinansieret skuespil, gak og halløj i årene frem.

Tracey Thorn

Tracey Thorn har udgivet en ny single, ‘Queen’. Og den eneste reaktion sangen og den tilhørende video for alvor fremkalder i mig, er erkendelse af, at det nu er snart 20 år siden at seneste album fra Everything But the Girl – hende og ægtefællen Ben Watts duo – udkom. Og afledt heraf; at det vel derfor ikke er så underligt at hun efterhånden ser lidt halvgammel ud og at stemmen ikke klinger helt så rent længere. Det var trods alt også en noget yngre og væsentlig mere sprød blogskribent, der købte ‘Temperamental’ på cd’en dér i HMV-pladebutikken i Bispensgade, Aalborg dengang i efteråret 1999.

Tilmed er det også allerede mere end 10 år siden hun udgav det mesterlige ‘Out of the Woods’. Et mere end fint electronica-album, som jeg elskede højt, alt imens jeg intenst har hadet det meste af hvad Ben Watt har udgivet som solist1. Det føles som længe siden nu.

Men I guder, hvor jeg dog hader at musik minder mig om at jeg er blevet halvgammel.

Måske det netop er Thorns forandrede stemme, der gør særlig indtryk på mig. Jeg synger nemlig ganske mange af hendes sange på noget nær daglig basis herhjemme. Datteren bliver således altid beroliget/bedøvet af mine egne rustikke acapella-udgaver af EBTG’s ‘Fascination’, ‘Rollercoaster’, ‘Before Today’ og ‘Troubled Mind’2, og den stemme jeg kanaliserer igennem mit hoved, lyder ikke just som den Tracey Thorn der nu udgiver nyt album.

Jeg ender dog nok med at købe det alligevel. Gammel kærlighed forgår som bekendt ikke så let.

  1. Hans to album, ‘Hendra’ (2014) og ‘Fever Dream’ (2016), er blandt de absolut kedeligste i min samling. Og det siger desværre ikke så lidt []
  2. Vanligvis suppleret af TV-2’s ‘De lyse timer’, ‘Stjernen over Bjerringbro’ og ‘Bag duggede ruder’, Rocazino ‘Elsk mig i nat’, News ‘Du er’ samt Pet Shop Boys ‘It Must Be Obvious’ []

Don’t You Know Who I Think I Was?

Er du den samme som da du var 15? 20? 25? Altså, sådan helt fundamentalt? Bortset fra at du har skiftet tøjstil, bolig, uddannelse, job og kæreste et par gange undervejs, er du så stadig den samme? Eller har du forandret dig? I så fald: Hvordan? Og vil dine omgivelser også mene, at du har forandret dig?

Hidtil har jeg abonneret på den tanke, at mennesker ikke forandrer sig. Fraset eksternt opståede negative chok til ens system (dødsfald, alvorlig sygdom, traumatiske hændelser), så mente jeg, at når først man har passeret teenageårene, så er ens personlighed og væsen nogenlunde konstant. Bevares, man bliver altid klogere og justerer ens valg og prioriteter herefter. Men hvis man ser på selve essensen af en person, har jeg hidtil været ganske sikker på, at den forblev nogenlunde den samme.

Nu er jeg ikke længere så sikker. Jeg er i hvert fald blevet mere opmærksom på, at jeg ikke er den samme som den der yngre mand, der i foråret 2007 luffede ud af Københavns Universitet med mit kandidatbevis i hænderne.

Jeg tænkte først over det for nylig, da jeg sad og puslede med at renovere mine gamle blogarkiver og lægge dem online igen. At sidde der og læse mine ord fra april 2005 og at møde den person jeg var dengang … nuvel, jeg vil ikke sige at jeg ikke kan genkende mig selv. Men jeg var indiskutabelt anderledes.

Nogle ting er selvfølgelig de samme. Min generthed. Min introverte sider. De nørdede interesser. Glæden ved at skrive. Ironien. Den evindelige søgen efter mening og ægthed. Restløsheden. De ting er stadig til stede. Andre af mine karaktertræk er blevet forstærket siden dengang. Nok især melankolien og sortsynet. Usikkerheden på mig selv. De er blevet spædet op med en faktor eller to efter 10 år på arbejdsmarkedet, hvor jeg aldrig rigtig har fundet min sti.

Men andre ting er anderledes.

Det fysiske forfald er jo hvad det er. Men den noget mere frembrusende og humoristiske person, som elskede at drille godmodigt, diskutere, provokere og holdt af at være midtpunktet i små selskaber, er om ikke forsvundet, så i hvert fald trængt i baggrunden. Der var også flere ting, jeg gik passioneret op i dengang (politiske transitionsprocesser i Central- og Østeuropa! ny musik!). Der er ikke så mange ting, jeg brænder for længere. Og efter nogle år med for lidt søvn er jeg nok blevet mere … træt og mindre overskudsagtig. Jeg var markant mindre gnaven og irritabel dengang, end jeg er i dag. Omvendt er jeg også blevet klogere. At få to børn har lært mig meget om kærlighed, omsorg, pligter og tålmodighed. Jeg er mindre egoistisk i dag, end jeg var dengang – håber jeg.

Den stille gradvise forandring er tankevækkende. Ham fra 2007 er jo for eksempel den person, som min Bedre Halvdel mødte og forelskede sig i dengang. Det er også ham, som langt størstedelen af mine nuværende venner mødte. Og jeg tror at mine forældre grundlæggende ser mig, som jeg var engang – og de derfor ikke altid forstår, hvorfor jeg agerer som jeg gør.

Hvordan kommunikerer man nu i 2018, at man med tiden har forandret sig? Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste et blogindlæg om netop det. Vil tillade mig at citere det i noget nær fuld længde:

I quit Facebook back in 2011 for a lot of reasons, but perhaps the most crucial was to rebel against its core mission: Connecting the world. I was over-connected with the world, acquaintances and friends from the past, and I wanted out.

Zuckerberg has repeatedly doubled down on the toxic idea that we should only have one self, one persona. That we should be the same person in all social circles, lest we be “frauds”.

I’m happy to be a fraud under that definition. I’m not the same person I was in high school. Not the same person I was at university. Not the same person I was with friends at age 15 as I was with a different group of friends at 21. I’m still not the same person with friends in programming as I am with friends in racing or with family or old mates from Denmark.

What allowed me to change and prosper was the freedom to grow apart and lose touch with people. It’s hard to change yourself if you’re stuck in the same social orbit. There’s a gravitational force that pulls you into repeating the same circular pattern over and over again. Breaking out of that takes tremendous force.

In real life, this force is mercifully thrust upon you at critical moments for self-discovery and evolution. You leave university, and you automatically lose touch with most of the people you knew there. It’s not an affront to anyone that this happens. It doesn’t take any effort. Everyone accepts that it’s a natural process.

But Facebook changed that. It stunted this natural, gentle process of growing apart and losing touch. Now the default is to stay connected with everyone you’ve ever friended forever. And to break that connection, you have to actively sever it. Something most people don’t like doing, and don’t like having done to them, so it generally doesn’t happen.

Knowing that everything you share will be seen by all these people from your past quietly moderates what you actually share. Becoming someone else entails experimenting and failing with new styles and ideas. Not a lot of people are so keen to premiere such vulnerable stages of their evolution in front of an audience that expects them to be that same
person they always were forever. I know I wasn’t.

So I pressed the red button and nuked all these synthetic connections from Facebook’s orbit in one go.

It was liberating.

Jeg er ikke enig med ham i, at det er nødvendigt og positivt at afbryde kontakten med ens bekendtskaber fra dengang, hvor man måske var en anden. Faktisk synes jeg det er noget værre vås.

Men jeg kan sagtens genkende at facebook kan fastholde en i en bestemt social rolle og en person, man var engang – og at det kan være grænseoverskridende at bryde med den imaginære persona, som folk har opbygget om en.

Det var grænseoverskridende og angstprovokerende for mig, da jeg sidste år kortvarigt stillede op som kandidat til kommunalvalget for et politisk parti. Den slags kræver jo en aktiv tilstedeværelse på facebook, der – hvad enten man kan lide det eller ej – er blevet stedet, hvor man bedst når ud til den brede vælgerskare.

De grænseoverskridende elementer bestod dels min naturlige blufærdighed, generthed og ulyst til opmærksomhed. Jeg trives i mindre selskaber, men at være i centrum eller være på scenen i en større forsamling? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Men problemet var primært identitetsmæssigt. GYS!, hvad ville mine facebook-kontakter mon tænke om mig nu? Var jeg egentlig ok med at bevæge mig fra at være person til rolle som politiker (med alt hvad det indebærer af negative konnotationer)? Hvad ville det betyde for mine venner/bekendte/(eks)kolleger/gymnasie- og studiekammerater/kollegiebeboeres opfattelse af mig? Var det overhovedet vigtigt?

Jeg har jo altid haft den jævnt besynderlige opfattelse, at det er helt fint – ja, ligefrem godt -, at vildt fremmede besøger, læser og kommenterer mine enfoldigheder og bekendelser her på bloggen. Omvendt ville jeg dø af skam og rædsel, hvis de samme ting jeg skriver her i min semi-anonymitet blev læst af alle dem, jeg er forbundet med på facebook. Hvilket jo dybest set er en meningsløs, men dog alligevel helt reel bekymring for mig.

Jeg kan derfor godt følge skribenten i det han skriver om sociale mediers konserverende rolle for ens offentlige persona. Og jeg deler betragtningen om at have behov for forandring, og at have lov til ikke at være den samme, som man var engang. Ellers begår man de samme fejl og kører rundt i den samme rille igen og igen og igen. Man er nødt til at bryde med den selvcensurerende mentale struktur i hovedet på en selv. Og i praksis fik jeg kun venlig feedback på min politikerrolle, så det var slet ikke så farligt endda.

Og hvad så, kan man sige? Hvorfor så mange ord om sådan en omgang navlepilleri?

2017 var på mange måder et driftsår hjemme hos os. Vi skulle have livet og logistikken til at fungere med to små børn, to fuldtidsjobs og hvad der ellers følger med i vores fase af tilværelsen. I 2018 er der åbnet muligheder for, at vi som familie kan træffe valg, der vil betyde store forandringer. Det er spændende og noget at tænke over. For det vil være beslutninger, som jeg i hvert fald ikke ville have kunne træffe, hvis jeg stadig var som jeg var engang

Og så igen helt afslutningsvis: Er du den samme som du var engang?

Bekymrende underholdning

Man kan selvfølgelig diskutere hvor meningsfuldt det er at læse en bog, der bliver irrelevant lige om lidt. Men givet al den omtale bogen har fået, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at begynde at læse Michael Wolffs famøse bog om Trumps første år som amerikansk præsident.

Lad det være sagt med det samme: ‘Fire and Fury’ er noget værre snask.

Her 41% inde i Kindle-udgaven føler jeg mig snavset til og lurvet. Bogen er fuld af sladder, bagtaleri, udokumenterede påstande og problematisk brug af kilder. Wolff er tidligere journalist ved New York Times og er indiskutabelt en velskrivende herre. Men han er også en nederdrægtig, intrigant og kynisk anlagt dramaqueen, der åbenlyst elsker at lange spidse bemærkninger og ondskabsfuldheder ud i rigelige mængder. Og han er samtidig for dygtig og velrenommeret til at man blot kan afskrive bogens indhold som det rene fiktion.

Bogen er derfor noget værre snask, som på besynderlig vis formår at være både ustyrligt underholdende og dybt urovækkende på én og samme tid. For hvis blot dele af bogens portræt af Trump som person er korrekt, så bliver de resterende tre år af hans embedsperiode nogen meget lange og risikofyldte år.

Det er ikke en klassisk god bog eller en udødelig politisk klassiker. Men bogen er vigtig lige nu, hvilket den megen furore den har medført også mere end antyder. Læs den hvis du tør.