Bare skriv

Jeg begynder at eksperimentere lidt med Udkastet for tiden. For det er ingen hemmelighed at min skrivefrekvens har været for nedadgående igennem flere år. Så noget må der gøres for ikke at hensynke fuldstændig i irrelevans og glemsel.

Årsagerne til derouten er mangfoldige og ikke særlig interessante. Tidsmangel, manglende fokus, bekymringer, manglende ting på hjertet. Det sædvanlige. Og efter at jeg begyndte at føre en vaskeægte gammeldags dagbog (som jeg i parentes bemærket er uhyre flittig til at skrive i), så er mit behov for at græde ud på internettet blevet mærkbart mindre.

Men jeg har stadig et behov at skrive og kommunikere med andre. Jeg er ikke længere aktiv på facebook, twitter eller instagram, så de steder kan (eller rettere: vil) jeg ikke anvende til at udtrykke mine tanker. Samtidig kan jeg godt kan lide konceptet at have en personlig blog, men er dog ikke er helt modig eller produktiv nok til at have en offentlig een af slagsen.

Så Udkastet (fejl, mangler og manglende læsere til trods) forbliver den kanal, hvor jeg får udløb for mine eksterne kommunikationsbehov.

Den senere tid har jeg læst et bjerg af indlæg fra det såkaldte indieblogmiljø, hvor det er målet at vende tilbage en præ-facebook tilstand anno ca. 2003/2004/2005. I ved nok, til dengang at verden stadig var ung og håbefuld. Man skal redde det åbne internet, sige adieu til sociale medier, skrive på en egenhosted personlig blog, vende tilbage til old-school microblogging og bryde ud af de monopolkapitalistiske siloer (facebook, google etc.), hvor alt og alle reduceres til en algoritme med henblik på videresalg til reklameindustrien.

Jeg er selvsagt enig i alt ovenstående, bortset fra at jeg aldrig for alvor har bedrevet microblogging. Men måske tiden er inde til at afprøve formatet.

Jeg har ganske vist aldrig (heller ikke dengang i slut-00’erne, hvor folk stadig ikke havde udviklet et sundt-skeptisk forhold til det at dele ting på nettet og før facebook for alvor blev et dystopisk mareridt) været typen der skrev mange statusopdateringer. Men derfor kan det måske alligevel være befordrende for min kreativitet, at jeg ikke nødvendigvis skal logge ind på WordPress, skal skrive 500 ord, skal finde på en interessant overskrift og skal krydre det hele med et tilpas ironisk-distanceret billede. Jeg kan i stedet grifle noget ned på mobilen, dele en hurtig betragtning, gøre det kort. Lidt som på twitter, dog uden det notoriske hysteri eller performanceræs, der plager den platform. Jeg kan fokusere på det, det hele burde handle om: At skrive og udtrykke mig, i kort eller længere form.

Så se frem til flere korte indlæg med mine umiddelbare tanker. Selvfølgelig suppleret med mine længere indlæg om dette og hint. Jeg skal bare se at komme i gang med at skrive.

Meetings with Remarkable Manuscripts

I øjeblikket læser jeg Christopher De Hamels vidunderlige bog ‘Meetings with Remarkable Manuscripts’. Den handler om, ja, forskellige middelalderbøger og historierne om dem.

Umiddelbart ikke et sexet emne kan man mene, men de Hamel er en gudsbenådet formidler, der helt åbenlyst elsker emnet. Med en så smittende fortæller, så er det vanskeligt ikke at blive grebet når man læser om Skt. Augustins bog fra 500-tallet – den ældste bevarede bog i verden – eller det irske national klenodie Book of Kells.

Det er fascinerende at læse om hvordan bøgerne blev til, og ikke mindst om, hvordan forskellige skikkelser igennem de sidste 1500 år har kæmpet for at bevare dem.

Er man blot en anelse historisk interesseret, så bør ‘Meetings with Remarkable Manuscripts’ stå øverst på læselisten. Varmt anbefalet.

Kylie Minogue og den eksistentielle grundtilstand

Kender du det at noget, der i din bevidsthed stadig er ‘nyt’ (eller i hvert fald ikke særlig gammelt eller specielt længe siden), viser sig at være … gammelt og længe siden?

Det sker oftere og oftere for mig. Hvilket vel ikke er så mærkeligt min fremskredne alder taget i betragtning. Men alligevel. Jeg formår igen og igen at blive overrasket over tidens gang.

Det skete senest i går.

Min søn er vild med Transformers og robotter i almindelighed. Og da jeg deler denne fascination, ville jeg da lige vise ham Kylie Minogues entre på scenen på hendes ‘Fever’-tour. I ved nok, der hvor hun kommer op igennem gulvet i ført et futuristisk robotkostume, der ville give Robocop selvværdsproblemer.

Så ind på nettet med os for at finde klippet derfra. Hvorefter jeg indser at benævnte turné er fra 2002. At det med andre ord er snart 16 år siden, at jeg var til koncerten i Forum. Og at det fabelagtige gadekryds mellem ‘Can’t Get You Out of My Head’ og ‘Blue Monday’ – der i mit hoved stadig er friskt – er endnu ældre. Det er faktisk så gammelt, at hvis min far i 1985 havde vist mig noget ligeså gammelt popkultur, så ville det have været en koncertoptagelse fra Woodstock.

Det var ikke rart.

Bevares, sønnen syntes robotdragten var megasej (og så bliver det altså ikke meget større), men erkendelsen af tidens gang? Den smerter. For intet varer som bekendt evigt, og det får en i forvejen melankolsk anlagt mand helt ud i de melankoliens overdrev.

Mine børn er (snart) 2 og 4 år gamle. De er vores største glæde og vores største bekymring. De er midtpunktet i vores univers. Nogle få år er endnu er vi også deres fikspunkter i tilværelsen. Men det stopper også en dag. Det er den menneskelige grundtilstand. Den eksistentielle glæde og smerte hænger uløseligt sammen. Dem vi elsker, vil vi miste en dag. Den lykke vi tager for givet i nuet, kan være væk om et øjeblik.

Jeg er med på, at dette er banale erkendelse – og at der muligvis er et vist intellektuelt spring fra Kylie Minogue til lommefilosofiske betragtninger om livets mening.

Men jeg tænker meget over de store ting for tiden.

Om at tiden går, om at fortryde de ting man aldrig gjorde, om at tage lykken og fremskridtet for givet, om at jeg en dag vil miste alle jeg elsker, om at et menneskeliv ikke er meget længere eller betydningsfuldt end en kortvarig prut i det store historiske billede. Og givet alle disse ting; hvordan skal man da gribe tilværelsen an?

Der tænkes videre!

We can dance if we want to

Jeg har hidtil aldrig været videre begejstret for Men Without Hat ‘Safety Dance’ (1983). Måske det skyldes den nærmest absurd tåbelige musikvideo, måske originaludgaven i mine ører altid blot har savnet noget spræl.

Men, men, men: Så opdagede jeg det grandiose ‘Extended Club Mix’ af sangen fra ‘Ready Player One’ soundtracket.

Mixet tilføjer den lidt anæmiske originaludgave en elektronisk kant, som gør den markant mere bidsk. Giv den en chance, hvis du alligevel er i retrohumør.

Ready Player One

Jeg er splittet angående Ernest Clines ‘Ready Player One’. Ikke den aktuelle biograffilm – som jeg ikke regner med at se -, men derimod bogen den bygger på. Her 66% inde i min Kindle-udgave er jeg stadig usikker på, hvad jeg egentlig skal synes om den.

På den ene side er det en underholdende tour-de-force gennem 80’er popkultur. Med dens utallige referencer og tydelige kærlighed til årtiets bøger, film, musik, tv-serier, rollespil, science fiction, fantasy, computerspil og nørdkultur i almindelighed, så er bogen en sand fornøjelse at læse for en halvgammel nørd som undertegnede. Der er ingen tvivl om at Cline er endog særdeles velbevandret indenfor feltet, selv indenfor de allermest obskure rollespilsreferencer.

På den anden side har jeg fornemmelsen af at læse en metaroman. I ved nok, en bog hvis handling, personer og sprog ikke i sig selv er meningen med den. Det er derimod at udføre en litterær stiløvelse, hvor forfatteren anvender en specifik genrelitteraturs (i dette tilfælde post-apokalyptisk science fiction) virkemidler, konventioner og begrebsapparat til at skabe … ja, en uægte genrebog. Alt sammen i et forsøg på at vise forfatterens ironisk distancerede mestring af genrens klichéer. For handlingen i ‘Ready Player One’ er gennemført kitschet, kliche og kan umuligt være uironisk. Det er som at læse sig igennem et John Hughes filmmanuskript. Personerne er karikaturer, og det er som at se ‘Footloose’ i bogform. Det virker altsammen en tand for kalkuleret. Jeg har snydt og allerede læst slutningen på bogen, og tro mig når jeg siger: Den er nærmest en karbonkopi af denne scene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, inklusive Dream Academy sangen. Og det føles skønt, men også … tomt.

Emily St. John Mandels vidunderlige ‘Station 11’ var en tilsvarende (fin)litterær bog baseret på genrelitteraturens redskaber. Men i hendes tilfælde føltes bogen ægte. Hun tog genren seriøst, og brugte dens form til at skrive en særegen historie. Samtidig viste hun de utallige rædsomt skrivende forfattere indenfor fantasy/science fiction segmentet, hvordan en virkelig dygtig forfatter kan skrive en genrelitterær bog. Der var intet meta over hendes værk, tværtimod.

Så samlet set? Jeg er underholdt og ‘Ready Player One’ smager godt. Men jeg bliver snart sulten efter noget mere ægte.

De handler med dig

Jeg er hverken overrasket eller forarget over afsløringen af facebooks overdragelse af 50 mio. brugeres private oplysninger til diverse politiske operatører. Det er i deres natur at gøre den slags.

Salg af dine oplysninger er det facebook tjener deres penge på. Hvis du som bruger vælger at lægge ting, info og billeder på den platform, så gå ud fra at de bliver handlet med og anvendt til at profilere dig. Som de siger: Hvis en service er gratis, så er det dig der er varen – og det er dine private oplysninger, som er prisen du betaler.

At kritisere facebook for at sælge brugernes oplysninger svarer i mine øjne grundlæggende til at kritisere en løve for at spise kød. Eller at skælde ud på den livslange alkoholiker for at drikke. Eller at moralisere over at en religiøse institution forkynder religiøse budskaber. Det er fjollet at hidse sig op over. De kan jo ikke gøre andet – det er deres grundessens Det er derfor meningsløst at gå ud fra at facebook kan eller vil handle anderledes end de gør.

Så hvis du aktivt bruger facebook, så har du allerede implicit accepteret at der er et trade off mellem dit privatliv og de goder, som du synes du opnår af platformen – og at du er ok med den situation.

Jeg er stadig ikke selv helt nået til den erkendelse, at jeg bør slette min egen facebookprofil. Men det eneste der reelt holder mig på derinde er, at enkelte af mine venner bruger Messenger som primær kommunikationskanal. I den forbindelse læste jeg en af de uhyrligt mange think pieces der i disse dage skrives om facebook. Der stod bl.a.:

Should we all just leave Facebook? That may sound attractive but it is not a viable solution. In many countries, Facebook and its products simply are the internet. Some employers and landlords demand to see Facebook profiles, and there are increasingly vast swaths of public and civic life — from volunteer groups to political campaigns to marches and protests — that are accessible or organized only via Facebook.

Men er det virkelig sandt? At det meste af det vi kan kalde ‘civilsamfundets interaktion’ finder sted på facebook? At alt fra legeaftaler til den politiske dialog foregår derinde, og man derfor er nødt til at være der? Jeg oplever det ikke selv endnu, men jeg er omvendt også typen, der stadig foretrækker old-school kommunikationsmetoder som sms og email.