in Hverdag

Min robotsæl

En af vores genboer tænder hver eneste morgen for en kunstig solsort. Ja, det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på. Når jeg bliver vækket kl. 05.37 (enten af Arvingen eller skraldebilen) og trisser forstemt ud på badeværelset for at iføre mig mine kontaktlinser, flyder den skønneste solsortekvidren ind ude fra gården.

Det er ganske barokt. Det blæser brutalt og permafrosten hærger – og alligevel synger den fordømte fugl som om at det var en varm sommerdag.

Det værste er, at jeg kan lide det. Jeg holder meget af solsorte, og deres næberier gør mig underbevidst i bedre humør.

robotsæl

Men samtidig er jeg næsten sikker på, at jeg bliver snydt. Der sidder jo ingen kvidrende solsort i Roskilde midt i denne fimbulvinter. Det er meget muligt at solsorte ikke er trækfugle, men det forekommer mig umuligt, at de sidder derude hver morgen og pipper. Så den oplevelse jeg har med kunstige solsort, er jo ligesom når demente ældre sidder og kæler for en robotsæl, som de føler og tror er i live. Jeg bliver så glad, så glad. Som hvis jeg sad og kælede for Luffe, eftersom jeg ikke var i stand til at passe på et rigtigt dyr.

Hvilke gør mig ganske deprimeret at tænke på

Giv lyd fra dig

Comment