in TV-serier

Helix

Det er et stykke tid siden sidst at jeg for alvor har ærgret mig over at en tv-serie blev aflyst i utide, men jeg er oprigtigt ked af at ‘Helix’ ikke fik en tredje sæson.

Serien har det mest skingrende vanvittige og underholdende postapokalyptiske zombie-esque plot i nyere tid. Jeg er normalt ikke til horror på film (bøger er ok, bare de ikke er for sadistiske), men ‘Helix’ kombinerer på effektiv vis action, chok og angst for pandemier – og den anvender sine gys på strategisk sublim vis.

Historien er så langt ude, at den ikke lader sig meningsfyldt beskrive i et blogindlæg. Men grundlæggende bliver vores helte fra Centers for Disease Control and Prevention (CDC) spærret inde på isolerede steder – den ene sæson foregår på en isoleret polarbase og den anden på en mystisk ø i det nordlige Stillehav -, hvor det der oprindeligt antages ‘kun’ at være et udbrud af en dødelig sygdom (hvilket man jo skulle mene var slemt nok i sig selv) udvikler sig til noget meget mere vanvittigt.

På polarbasen viser det sig hurtigt, at virusudbruddet er nøje planlagt af en skurkagtig korporation, og på øen er det særdeles uappetitlige udbrud et udslag af en megaloman udødelig (sic) kultleder a la Jonestown. Min beskrivelse gør ikke serien ære, da der bagved det hele er en ganske original baggrundshistorie og barok mytologi, som vi nu aldrig får bundet en sløjfe på! Det er umanerligt irriterende. Faktisk har en tv-serie lukning ikke generet mig så meget siden ‘Awake‘ på helt urimelig vis blev lukket.

Endelig er der de momentane indfald af besynderlig humor, som gennemsyrer serien. Som når Dionne Warwick anvendes som musik under scener med zombieangreb. Eller når en en desperat flugtscene illustreres med liflig disco.

Så har man lyst til to sæsoners enestående, ustyrlige og grænseoverskridende actiongys, så skal man øjeblikkeligt opsøge ‘Helix’. Begge sæsoner er på den amerikanske udgave af Netflix, og de kan anbefales til alle, der sætter pris på ‘Captain Trips‘ og Randall Flagg.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Tak for anbefalingen! Vi er lige blevet færdig med sæson to herhjemme. Det var en virkelig underholdende omgang, og jeg er også ærgerlig over, at den ikke får en tredje sæson. Dr. Hatake er en af de sejeste tv-karakterer længe!

  2. Hvor herligt! Jeg bliver helt glad for at have spredt Helix, for det er så absolut den mest vanvittige serie, jeg har set i længere tid. Jeg ved ikke om de kunne have overgået sæson 2 i bizarre indfald. Scenerne hvor Hatake sidder og spiser med sin udstoppede familie, jamen altså … det er genialt!