in Bøger, Science Fiction

Er igang med Liu Cixin ‘The Three-Body Problem’, der er en højest ejendommelig science fiction bog. Den er oversat fra kinesisk, vandt årets Hugo Award og var desuden på Obamas juleferielæseliste. Handlingen er passende storladen:

“With the scope of Dune and the commercial action of Independence Day, Three-Body Problem is the first chance for English-speaking readers to experience this multiple-award-winning phenomenon from China’s most beloved science fiction author, Liu Cixin.

Set against the backdrop of China’s Cultural Revolution, a secret military project sends signals into space to establish contact with aliens. An alien civilization on the brink of destruction captures the signal and plans to invade Earth. Meanwhile, on Earth, different camps start forming, planning to either welcome the superior beings and help them take over a world seen as corrupt, or to fight against the invasion. The result is a science fiction masterpiece of enormous scope and vision.”

Det er store ord, det der med Dune. For man skal virkelig være episk på et nærmest hysterisk højt niveau, hvis man i ramme alvor vil sammenligne sig med Frank Herberts mesterværk.

Her 17 pct. inde i bogen er den stadig ikke helt deroppe at ringe for undertegnede. Men interessant, dét er den skam. Og ganske anderledes. Det er ikke særlig tit, at jeg læser bøger skrevet af folk udenfor den vestlige kulturkreds. Måske jeg burde gøre det lidt oftere. Opsøge litteratur fra andre lande end de engelsksprogede.

For man kan godt mærke, at ‘The Three-Body Problem’ ikke er skrevet af en amerikaner, eller af en anden vesterlænding for den sags skyld. Personerne i bogen tænker anderledes og ræsonnerer på en anden måde, end den typiske protagonist i genrelitteratur. Beskrivelsen af Kulturrevolutionen i bogens indledende kapitler, er helt givet anderledes udført, end hvis forfatteren hed George og sad i New Mexico.

Det gør det bestemt ikke dårligere, tværtimod. Bogen er så spændende, at jeg her til morgen var ganske gnaven, da min læsning blev afbrudt af at toget altså var rullet ind på Københavns Hovedbanegård – og mit bureaukratjob derfor nu skulle have min flygtige opmærksomhed. Jeg satser meget på, at underholdningsniveauet holder niveau. Men om det når Independence Day’ske højder, må indtil videre forblive usagt. Jeg håber det.

Giv lyd fra dig

Comment