Tracey Thorn

Tracey Thorn har udgivet en ny single, ‘Queen’. Og den eneste reaktion sangen og den tilhørende video for alvor fremkalder i mig, er erkendelse af, at det nu er snart 20 år siden at seneste album fra Everything But the Girl – hende og ægtefællen Ben Watts duo – udkom. Og afledt heraf; at det vel derfor ikke er så underligt at hun efterhånden ser lidt halvgammel ud og at stemmen ikke klinger helt så rent længere. Det var trods alt også en noget yngre og væsentlig mere sprød blogskribent, der købte ‘Temperamental’ på cd’en dér i HMV-pladebutikken i Bispensgade, Aalborg dengang i efteråret 1999.

Tilmed er det også allerede mere end 10 år siden hun udgav det mesterlige ‘Out of the Woods’. Et mere end fint electronica-album, som jeg elskede højt, alt imens jeg intenst har hadet det meste af hvad Ben Watt har udgivet som solist1. Det føles som længe siden nu.

Men I guder, hvor jeg dog hader at musik minder mig om at jeg er blevet halvgammel.

Måske det netop er Thorns forandrede stemme, der gør særlig indtryk på mig. Jeg synger nemlig ganske mange af hendes sange på noget nær daglig basis herhjemme. Datteren bliver således altid beroliget/bedøvet af mine egne rustikke acapella-udgaver af EBTG’s ‘Fascination’, ‘Rollercoaster’, ‘Before Today’ og ‘Troubled Mind’2, og den stemme jeg kanaliserer igennem mit hoved, lyder ikke just som den Tracey Thorn der nu udgiver nyt album.

Jeg ender dog nok med at købe det alligevel. Gammel kærlighed forgår som bekendt ikke så let.

  1. Hans to album, ‘Hendra’ (2014) og ‘Fever Dream’ (2016), er blandt de absolut kedeligste i min samling. Og det siger desværre ikke så lidt []
  2. Vanligvis suppleret af TV-2’s ‘De lyse timer’, ‘Stjernen over Bjerringbro’ og ‘Bag duggede ruder’, Rocazino ‘Elsk mig i nat’, News ‘Du er’ samt Pet Shop Boys ‘It Must Be Obvious’ []

Don’t You Know Who I Think I Was?

Er du den samme som da du var 15? 20? 25? Altså, sådan helt fundamentalt? Bortset fra at du har skiftet tøjstil, bolig, uddannelse, job og kæreste et par gange undervejs, er du så stadig den samme? Eller har du forandret dig? I så fald: Hvordan? Og vil dine omgivelser også mene, at du har forandret dig?

Hidtil har jeg abonneret på den tanke, at mennesker ikke forandrer sig. Fraset eksternt opståede negative chok til ens system (dødsfald, alvorlig sygdom, traumatiske hændelser), så mente jeg, at når først man har passeret teenageårene, så er ens personlighed og væsen nogenlunde konstant. Bevares, man bliver altid klogere og justerer ens valg og prioriteter herefter. Men hvis man ser på selve essensen af en person, har jeg hidtil været ganske sikker på, at den forblev nogenlunde den samme.

Nu er jeg ikke længere så sikker. Jeg er i hvert fald blevet mere opmærksom på, at jeg ikke er den samme som den der yngre mand, der i foråret 2007 luffede ud af Københavns Universitet med mit kandidatbevis i hænderne.

Jeg tænkte først over det for nylig, da jeg sad og puslede med at renovere mine gamle blogarkiver og lægge dem online igen. At sidde der og læse mine ord fra april 2005 og at møde den person jeg var dengang … nuvel, jeg vil ikke sige at jeg ikke kan genkende mig selv. Men jeg var indiskutabelt anderledes.

Nogle ting er selvfølgelig de samme. Min generthed. Min introverte sider. De nørdede interesser. Glæden ved at skrive. Ironien. Den evindelige søgen efter mening og ægthed. Restløsheden. De ting er stadig til stede. Andre af mine karaktertræk er blevet forstærket siden dengang. Nok især melankolien og sortsynet. Usikkerheden på mig selv. De er blevet spædet op med en faktor eller to efter 10 år på arbejdsmarkedet, hvor jeg aldrig rigtig har fundet min sti.

Men andre ting er anderledes.

Det fysiske forfald er jo hvad det er. Men den noget mere frembrusende og humoristiske person, som elskede at drille godmodigt, diskutere, provokere og holdt af at være midtpunktet i små selskaber, er om ikke forsvundet, så i hvert fald trængt i baggrunden. Der var også flere ting, jeg gik passioneret op i dengang (politiske transitionsprocesser i Central- og Østeuropa! ny musik!). Der er ikke så mange ting, jeg brænder for længere. Og efter nogle år med for lidt søvn er jeg nok blevet mere … træt og mindre overskudsagtig. Jeg var markant mindre gnaven og irritabel dengang, end jeg er i dag. Omvendt er jeg også blevet klogere. At få to børn har lært mig meget om kærlighed, omsorg, pligter og tålmodighed. Jeg er mindre egoistisk i dag, end jeg var dengang – håber jeg.

Den stille gradvise forandring er tankevækkende. Ham fra 2007 er jo for eksempel den person, som min Bedre Halvdel mødte og forelskede sig i dengang. Det er også ham, som langt størstedelen af mine nuværende venner mødte. Og jeg tror at mine forældre grundlæggende ser mig, som jeg var engang – og de derfor ikke altid forstår, hvorfor jeg agerer som jeg gør.

Hvordan kommunikerer man nu i 2018, at man med tiden har forandret sig? Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste et blogindlæg om netop det. Vil tillade mig at citere det i noget nær fuld længde:

I quit Facebook back in 2011 for a lot of reasons, but perhaps the most crucial was to rebel against its core mission: Connecting the world. I was over-connected with the world, acquaintances and friends from the past, and I wanted out.

Zuckerberg has repeatedly doubled down on the toxic idea that we should only have one self, one persona. That we should be the same person in all social circles, lest we be “frauds”.

I’m happy to be a fraud under that definition. I’m not the same person I was in high school. Not the same person I was at university. Not the same person I was with friends at age 15 as I was with a different group of friends at 21. I’m still not the same person with friends in programming as I am with friends in racing or with family or old mates from Denmark.

What allowed me to change and prosper was the freedom to grow apart and lose touch with people. It’s hard to change yourself if you’re stuck in the same social orbit. There’s a gravitational force that pulls you into repeating the same circular pattern over and over again. Breaking out of that takes tremendous force.

In real life, this force is mercifully thrust upon you at critical moments for self-discovery and evolution. You leave university, and you automatically lose touch with most of the people you knew there. It’s not an affront to anyone that this happens. It doesn’t take any effort. Everyone accepts that it’s a natural process.

But Facebook changed that. It stunted this natural, gentle process of growing apart and losing touch. Now the default is to stay connected with everyone you’ve ever friended forever. And to break that connection, you have to actively sever it. Something most people don’t like doing, and don’t like having done to them, so it generally doesn’t happen.

Knowing that everything you share will be seen by all these people from your past quietly moderates what you actually share. Becoming someone else entails experimenting and failing with new styles and ideas. Not a lot of people are so keen to premiere such vulnerable stages of their evolution in front of an audience that expects them to be that same
person they always were forever. I know I wasn’t.

So I pressed the red button and nuked all these synthetic connections from Facebook’s orbit in one go.

It was liberating.

Jeg er ikke enig med ham i, at det er nødvendigt og positivt at afbryde kontakten med ens bekendtskaber fra dengang, hvor man måske var en anden. Faktisk synes jeg det er noget værre vås.

Men jeg kan sagtens genkende at facebook kan fastholde en i en bestemt social rolle og en person, man var engang – og at det kan være grænseoverskridende at bryde med den imaginære persona, som folk har opbygget om en.

Det var grænseoverskridende og angstprovokerende for mig, da jeg sidste år kortvarigt stillede op som kandidat til kommunalvalget for et politisk parti. Den slags kræver jo en aktiv tilstedeværelse på facebook, der – hvad enten man kan lide det eller ej – er blevet stedet, hvor man bedst når ud til den brede vælgerskare.

De grænseoverskridende elementer bestod dels min naturlige blufærdighed, generthed og ulyst til opmærksomhed. Jeg trives i mindre selskaber, men at være i centrum eller være på scenen i en større forsamling? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Men problemet var primært identitetsmæssigt. GYS!, hvad ville mine facebook-kontakter mon tænke om mig nu? Var jeg egentlig ok med at bevæge mig fra at være person til rolle som politiker (med alt hvad det indebærer af negative konnotationer)? Hvad ville det betyde for mine venner/bekendte/(eks)kolleger/gymnasie- og studiekammerater/kollegiebeboeres opfattelse af mig? Var det overhovedet vigtigt?

Jeg har jo altid haft den jævnt besynderlige opfattelse, at det er helt fint – ja, ligefrem godt -, at vildt fremmede besøger, læser og kommenterer mine enfoldigheder og bekendelser her på bloggen. Omvendt ville jeg dø af skam og rædsel, hvis de samme ting jeg skriver her i min semi-anonymitet blev læst af alle dem, jeg er forbundet med på facebook. Hvilket jo dybest set er en meningsløs, men dog alligevel helt reel bekymring for mig.

Jeg kan derfor godt følge skribenten i det han skriver om sociale mediers konserverende rolle for ens offentlige persona. Og jeg deler betragtningen om at have behov for forandring, og at have lov til ikke at være den samme, som man var engang. Ellers begår man de samme fejl og kører rundt i den samme rille igen og igen og igen. Man er nødt til at bryde med den selvcensurerende mentale struktur i hovedet på en selv. Og i praksis fik jeg kun venlig feedback på min politikerrolle, så det var slet ikke så farligt endda.

Og hvad så, kan man sige? Hvorfor så mange ord om sådan en omgang navlepilleri?

2017 var på mange måder et driftsår hjemme hos os. Vi skulle have livet og logistikken til at fungere med to små børn, to fuldtidsjobs og hvad der ellers følger med i vores fase af tilværelsen. I 2018 er der åbnet muligheder for, at vi som familie kan træffe valg, der vil betyde store forandringer. Det er spændende og noget at tænke over. For det vil være beslutninger, som jeg i hvert fald ikke ville have kunne træffe, hvis jeg stadig var som jeg var engang

Og så igen helt afslutningsvis: Er du den samme som du var engang?

Bekymrende underholdning

Man kan selvfølgelig diskutere hvor meningsfuldt det er at læse en bog, der bliver irrelevant lige om lidt. Men givet al den omtale bogen har fået, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at begynde at læse Michael Wolffs famøse bog om Trumps første år som amerikansk præsident.

Lad det være sagt med det samme: ‘Fire and Fury’ er noget værre snask.

Her 41% inde i Kindle-udgaven føler jeg mig snavset til og lurvet. Bogen er fuld af sladder, bagtaleri, udokumenterede påstande og problematisk brug af kilder. Wolff er tidligere journalist ved New York Times og er indiskutabelt en velskrivende herre. Men han er også en nederdrægtig, intrigant og kynisk anlagt dramaqueen, der åbenlyst elsker at lange spidse bemærkninger og ondskabsfuldheder ud i rigelige mængder. Og han er samtidig for dygtig og velrenommeret til at man blot kan afskrive bogens indhold som det rene fiktion.

Bogen er derfor noget værre snask, som på besynderlig vis formår at være både ustyrligt underholdende og dybt urovækkende på én og samme tid. For hvis blot dele af bogens portræt af Trump som person er korrekt, så bliver de resterende tre år af hans embedsperiode nogen meget lange og risikofyldte år.

Det er ikke en klassisk god bog eller en udødelig politisk klassiker. Men bogen er vigtig lige nu, hvilket den megen furore den har medført også mere end antyder. Læs den hvis du tør.

Cranberries

Jeg har ikke skænket hverken The Cranberries eller deres forsanger Dolores O’Riordan en tanke i umindelige tider. Jeg ejer kun ét album med gruppen; deres debut fra 1993 ‘Everybody Else is Doing It, So Why Can’t We?’. Og selvom det er et fremragende album, så er det er længe siden jeg har lyttet til det.


Da jeg læste om O’Riordans død var det derfor første gang i måske 10-15 år, at jeg er stødt på Cranberries i medierne. Nu sidder jeg så her og lytter til dem. Og tænker.

For med min forkærlighed for The Smiths, jangle pop og melankolske tekster taget i betragtning, så burde jeg holde mere af Cranberries’ musik end jeg gør. På papiret rummer de så meget af det, der altid virker hos mig. Men … nej, den dialekt, altså. Nej. Det går ikke. Jeg kan ikke.

Bevares, det er altid en balancegang når sangere anvender dialekt. Damon Albarn kan slippe afsted med en flabet London dialekt. Det samme kan visse svenske sangere, såsom skånske Timbuktu eller jämtlandske Säkert. O’Riordans irske vokal tænder mig af 95 pct. af tiden. Det er for meget for mig i langt de fleste af deres sange.

Men vigtigst: I mit hoved betød Cranberries’ helt store gennembrud, ‘Zombie’1, at de i min underbevidsthed altid vil være forankret i 1990’erne. Jeg kan måske rent intellektuelt sagtens udlede deres musikalske slægtskab med alle mulige kunstnere og genrer ,som jeg holder af, men mit hjerte kan ikke alvor holde af gruppen.

Og dog.

For de har lavet i hvert fald to deciderede mesterværker. Begge sange er på deres første album: ‘Linger’ og ‘Dreams’. De to udgør en smuk dualitet mellem det knuste hjerte og ulykkelige forelskelse i ‘Linger’2, mens den stormende og fejende forelskelse i ‘Dreams’ er umulig at holde tilbage i både melodi og tekst3.

De to sange alene er nok til at Cranberries bør huskes med en betragtelig affektion. Og nu hvor jeg igen lytter til ‘Everybody Else …’ albummet, så må jeg sige, at I ikke taber noget ved at give det et lyt eller to. Det er spækket med fine popsange.

  1. Som jeg i øvrigt bryder mig meget lidt om []
  2. “I thought nothing could go wrong/ But I was wrong, I was wrong/ If you, if you could get by/ Trying not to lie/ Things wouldn’t be so confused/ And I wouldn’t feel so used/ But you always really knew/ I just want to be with you/ And I’m in so deep/ You know I’m such a fool for you/ You’ve got me wrapped around your finger/ Do have to let it linger?” []
  3. “And now I tell you openly/ You have my heart so don’t hurt me/ You’re what I couldn’t find/ A totally amazing mind/ So understanding and so kind/ You’re everything to me/ Oh my life is changing everyday/ In every possible way/ And oh my dreams/ It’s never quite as it seems/ ‘Cause you’re a dream to me” []

Fortsat høj stigningsprocent på bakken

Jeg ville egentlig gerne have skrevet et spændstigt indlæg om hvordan julen og den efterfølgende skiferie op til svigerforældrene på bjerget i Åre havde tilføjet mig ny inspiration, optimisme og skrivetrang.

Rammerne til en sådan positiv spiral var som udgangspunkt ganske perfekte. For det var herligt at komme ud på ski igen. Sneen var rigelig og vejret helt perfekt. Jeg bliver muligvis ikke bedre til at stå på ski med årene, men det er stadigvæk en uovertruffen oplevelse at drøne ned af pisterne. Åre er et tilmed dejligt sted. Og det var såmænd også hyggeligt at være sammen med Den Bedre Halvdels forældre. Så nøgternt vurderet var alt godt.

Men derfor er jeg alligevel udaset og noget mismodig. For ser man bort fra skiturene har 2018 indtil videre været jævnt træls.

Tiden under og efter julen har mest af alt været domineret af afbrudte arbejdsdage, Den Bedre Halvdels hospitalsvagter og at mine børn har været syge på skift.

Først var de begge forkølede. De to og moderen hostede som en hel koloni af tuberkulose-ramte. Den slags kan man trods alt håndtere. Men så udviklede datteren astmatisk bronkitis. Da vi (bl.a. efter et sving forbi børneafdelingen på Roskilde Sygehus) med indlæggelse, hiv, sving, antibiotika og inhalatormedicin fik has på det, så fik sønnen skoldkopper. Han og jeg måtte derfor blive et par ekstra dage alene hjemme i Roskilde indtil han blev ikke-smitsom nok til at de ville lukke ham ind i flyet nordpå. Og nu hvor vi langt om længe endelig er kommet på anden side af skoldkopperne, så har han – med mine børns vanlige sans for hysterisk dårlig timing – her på min sidste feriedag naturligvis fået smittet sin søster med selvsamme skoldkopper.

Med andre ord venter endnu en uge med pylrede børn, dårlig søvn og nødpasning i form af min mor fragtet ind fra Aalborg. Den kommende arbejdsuge indledes dog meget bekvemt med endnu en barns første sygedag i morgen. Og så undrer jeg mig over at jeg aldrig bliver forfremmet eller til noget stort?

Tror vi efterhånden kunne bruge lidt ubetinget godt nyt her i husstanden. Det er ved at være en smule trættende at gå op ad bakke hele tiden.