Kinesisk religion


Jeg ved godt at det er en værre uskik med lange og trange citater om besynderlige emner. Men hey, det er min abegrotte det her, så jeg kan skrive hvad jeg vil. Og med nyheden om at Kina nu fjerner begrænsningerne for hvor længe Xi Jinping kan sidde som præsident, så blev jeg meget inspireret af denne antropologiske analyse af det kinesiske kommunistparti set som en … religion:

Despite their explicit atheism, Marxism, socialism and communism are often compared to religions. They require conversion and unquestioned belief in dogma and provide a full eschatology that gives sense and purpose to what has to be done here and now. This continues to be an essential insight but misses one crucial point that is particularly salient to contemporary China.

Viewing these ideologies as such is predicated on a Western understanding of religion modelled on Christianity. Cross culturally, however, religion is not about dogma and belief or how one expresses this belief. Religion is not even necessarily about the supernatural; rather, it is about the privileging of certain aspects of one’s environment, life and experience as sacred, that is, as special and set apart from the normal, profane domains of life. This distinction exists in any society quite independently from what it is exactly that is considered sacred.

If religion is simply about distinguishing the sacred from the profane, it can exist without any dogma and belief, or a material representation and awe of supernatural powers. In his study of the Giriama in Kenya the anthropologist David Parkin has developed this point further. Parkin demonstrates that the Giriama define themselves as a distinct people by reference to a remote, largely uninhabited but nevertheless sacred place of origin called the Kaya. This ‘sacred void’, as Parkin calls it, is kept pure and sacred through periodic acts of cleansing and purification to ensure the fertility and continuity of the Giriama people.

The concept of a sacred void, I would argue, travels rather well to contemporary China. Leninist principles set the CCP apart from society and represent its rule as a sacred mission regardless of any of the beliefs, dogmas or ideologies that it professes. Just as Giriama elders move secretly in and out of the Kaya, with only the occasional elder identified as having broken some rule, so it is that Party leaders are beyond scrutiny and only occasionally get purged. …

The sacredness of CCP politics is why the Party maintains an elaborate edifice of largely vacuous ideological innovations and resists the scrutiny of democratic principles and procedures. Jettisoning ideology would turn CCP rule into an ordinary dictatorship that visibly has no other mission than its own perpetuation. Introducing democracy would crowd the sacred void with the profanity of electoral politics that citizens of democratic countries might deplore, yet fully expect and take for granted: deceitful politicians, greedy interest groups and media theatrics.

It is, therefore, too simple to think that the CCP resists democratic elections and accountability only out of fear of losing power to competing parties. Its resistance to democracy runs at a much deeper indeed religious level. Democracy would expose the inner core of CCP politics to the gaze of ordinary people, stripping the Party of the mystery and sacredness that have rendered its rule unquestionable and untouchable for so long.

Det bliver sindssvagt spændende at studere Xi og den kinesiske politiske udvikling i de kommende år. Både for Kina selv, men også for den globale udvikling – især i disse år, hvor USA er gået ind i sig selv.

Xi kan nu principielt til at sidde som Kinas leder på livstid. Han har vist sig endog særdeles effen til at konsolidere magten hos sig selv og fået gjort sin politik til officiel kinesisk statsideologi. Vi taler måske endnu ikke om en personlighedskult a la Mao, Kim’erne i Nordkorea eller Türkmenbaşy, men konturerne er der. Hvis Xi efter ovenstående model får defineret sig selv som hellig og med Kinas historie in mente, så ville det være overraskende hvis ikke det går sådan.

En afsluttende betragtning: Det er interessant at Kina med Xis konsolidering af magten tilsyneladende går i samme retning som Putin i Rusland. Kina har med sine rokerende statsledere og højtbesungne meritokrati hidtil haft en vis affinitet for kollektivt lederskab. Det er slut nu. Magten ligger nu kun ét sted: Både reelt, formelt og symbolsk. Så ligesom Putin ikke rigtig gider lade som om, at Rusland er noget der minder om et demokrati, så har Xi nu også sat en stopper for illusionen om kollektivt lederskab.

Så bestemt interessant. Måske lidt for interessant, faktisk. Det er ikke gode tider for de af os, der sætter pris på den liberale demokratiske model.

Here be dragons

De små, besynderlige detaljer fra virkeligheden er noget af det, jeg sætter allermest pris på ved at læse murstensbøger om esoteriske emner. I den ellers ganske sejtrækkende ‘Money Changes Everything’ bog om finanshistorie faldt jeg således over følgende perle:

The Muscovy Company traces its roots to the Company of Merchant Adventurers to New Lands (in full: “Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown”) founded in 1551 by Richard Chancellor, Sebastian Cabot and Sir Hugh Willoughby, who decided to look for the Northeast Passage to China.

Læs lige den virksomhedstitel en gang til: ‘Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown’.


Er det ikke vidunderligt? Måske jeg er blevet farvet af at have godnatlæst ‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ én gang for mange, men emmer den titel ikke af eventyr og opdagelsesrejser? Af gulnede skattekort, hvor der længst ude i siderne er advarsler mod drager? Man få jo selv lyst til at finde nordøstpassagen mod Kina!

Der kommer ikke til at ske noget

Jeg er helt bevidst om at det er en grundlovssikret ret i USA at eje skydevåben. Men det er og bliver vanskeligt for en ikke-amerikaner at forstå, hvorfor den ret er så meget vigtigere end andre samfundshensyn. Der er ingen andre vestlige lande, hvor man på den måde har skoleskyderier og masseskyderier i det offentlige rum. Det burde være åbenlyst for de fleste, at der er en sammenhæng mellem antallet af skydevåben i omløb og antallet af mord begået med skydevåben.

Men hvis du lige nu med håb i hjertet ser idealistiske unge mennesker i USA kæmpe for våbenkontrol, og du derfor tror, at det kommer til at ændre noget? Så tager du fejl. Den kamp døde i 2012. Som journalisten Dan Hodges udtrykte det deprimerende rammende i et tweet fra 2015:

“In retrospect Sandy Hook marked the end of the US gun control debate. Once America decided killing children was bearable, it was over.”

Han har helt ret. I 2012 skød en mand 20 børn mellem 6 og 7 år (og sin egen mor og 6 pædagoger) med et automatvåben i en børnehaveklasse i Newport.

Hvis ikke dét er nok til at ændre ens holdning til våbenkontrol, så er endnu et skoleskyderi i Florida heller ikke en begivenhed, der flytter noget. Måske bedst illustreret af, at Trumps forslag til at løse problemet er … ja, korrekt: At bevæbne lærerne.

Det er vanskeligt at vide om man skal grine eller græde.

Jeg er ikke religionssociolog eller antropolog …

… men med prinsgemalens nylige død in mente, er det så ikke efterhånden åbenlyst for de fleste, at vi her i vores fredelige, sekulariserede teknokratstyrede samfund har erstattet den større mening, religionen og de store ideologier med individualiserede (pseudo)meningsgivende ’projekter’ (det perfekte hjem! det perfekte moderskab! den perfekte krop! den fede karriere!), kombineret med letfordøjelig dødsangst-udsættende popkulturel underholdning (sociale medier, tv-serier, det ’politiske spil’, sport) og en sideløbende fetischering af besynderlig fænomener a la kongehuset?

At mange af de ganske abstrakte ting vi som samfund ”går op i” på et ethvert givent tidspunkt (konkurrenceevne, ulighed, feminisme, miljøet, skattetrykket, ytringsfriheden, danskheden, underskuddet på betalingsbalancen, klimaforandringer), uanset hvor virkelige, relevante og fysiske de end er måtte være, først og fremmest tjener til at levere mening, symboler, identitetsmarkører og store fortællinger til rodløse mennesker i den korte tid, vi lever i?

At kongehusets primære funktion set i den kontekst er at levere ritualer, hemmeligheder, mystik, skandaler, romantik, glamour, cirkus, sladder og sprudlende farver for alle os i den gråskalerede middelklasseeksistens? At det derfor netop er altafgørende at de er født bedre end os andre? At vi derfor skal hælde penge i kongehusets apanage, netop fordi denne elitære tilgang er sexet, spændende og noget så pirrende forargelig?

At den flamboyante gøglerprinsgemal i overflod leverede på ovenstående symbolske konto, alt imens hans to blegbrune og himmelråbende ordinære sønner mest af alt har gjort sig bemærket med deres imponerende fertilitet, skilsmisser, sproglige nedsmeltninger og usammenhængende argumentationskæder?

Og at det danske kongehus med prinsgemalens bortgang har mistet den sidste fernis af aristokrati, indokinesisk koloniherrementalitet, excentrisk narcissime og dekadence?

Det er ærgerligt, synes jeg. Prinsgemalen var underholdende. Han leverede varen lige til det sidste, og jeg vil savne ham.

For vi har brug for en god, saftig fetisch som kongehuset for at holde meningsløsheden og nihilismen stangen. Vi må for alles skyld håbe, at der snart er nogen af de tilbageværende i kongefamilien der opper sig en smule. Der skal skrues op for dramaet. Ellers må vi se at finde os nogle bedre og mere underholdende symboler, der kan levere statsfinansieret skuespil, gak og halløj i årene frem.