Udenfor siloerne

Besøger du stadig nettet? Altså det internet, der lever udenfor de lukkede siloer i form af sociale medier, betalingsnyhedssiderne og de webshops, som Googles søgemekanisme leder dig ind til?

Har du i nyere tid oplevet glæden ved at opdage nye ting, steder og mennesker ved at surfe (planløst) rundt? Giver det arkaiske begreb ‘at surfe på internettet’ overhovedet mening for dig? Hvornår var du egentlig sidst inde på en (ikke-kommerciel) hjemmeside, som du aldrig har besøgt før? Har du frekventeret et debatforum, som ikke var på Facebook?

Sandsynligheden taler for, at det ikke sker særlig tit for dig længere.

Læste for nyligt den rammende artikel ‘I don’t know how to waste time on the internet anymore’, suppleret i dag af ‘Is surfing the internet dead?’.

De har lidt divergerende konklusioner. Den første er en klassisk post-moderne jeremiade, sidstnævnte artikel mener at Twitters søgefunktion i dag har afblæst behovet for den gammeldags internetsurfen. Men begge er grundlæggende enige om, at det gamle start-midt 2000’er internet er dødt og ikke kommer tilbage. De sociale medier har vundet, algoritmerne har talt, folk er kommet på Facebook for at blive, der er ikke andre relevante distributionskanaler eller netværkssteder. Internettet i form af personlige hjemmesider, blogs eller debatfora om obskure ting er der ikke mere.

Jeg ved godt, at det her er et emne – det åbne internets deroute, de sociale mediers monopolisering af menneskers digitale liv – jeg skriver alt for meget om. Men jeg er optaget af det. Og det er ikke kun fordi nærværende personlige blog mangler læsere (p.s. det gør den), eller at min besættelse af emnet er udtryk for en nostalgisk længsel efter noget der var engang (selvom alting faktisk var bedre for 10 år siden).

Mine egne vaner er håbløst gammeldags. Jeg elsker det net, der var engang. Jeg skriver selv en personlig blog. Og det bedste jeg ved er at opdage en skribent, som stadig skriver for sig sig selv på sin egen platform. Jeg følger tilmed stadig en lang række sider via en RSS-reader. Det bliver næppe bliver mere bagudskuende end det.

Jeg er stemplet ud af Facebook og forstår i disse post-Cambridge Analytica tider ikke helt de mennesker, der frivilligt lægger deres tanker, billeder og indhold ind på stedet. Jeg kan til nøds forstå at man bruger steder som Twitter og Facebook til at videredistribuere ens indhold fra ens egen platform. Det er trods alt på de sociale medier, at de fleste potentielle læsere befinder sig. Men at bruge platformene som ens primære digitale ‘hjem’? Nej. Ikke på vilkår. Jeg vil eje mig selv og det jeg skriver.

Jeg ved at jeg kæmper mod vindmøller. Det net jeg holdt af, kommer ikke igen uanset hvor meget jeg sidder her og vrider hænder. Men derfor vil jeg alligevel fortsætte med skrive som om, at der stadig findes folk som opdager ting online ved tilfældigheder og ikke får alt deres input fra deres algoritme-styrede feed i Facebook.

Vendsyssel FF er i superligaen. Boede ganske vist kun knap 7 måneder i Hjørring og de vil aldrig tage AaB’s plads i hjertet. Men alligevel: oprykningen er stort for nordjysk fodbold. Glæder mig til næste sæson.

Bare skriv

Jeg begynder at eksperimentere lidt med Udkastet for tiden. For det er ingen hemmelighed at min skrivefrekvens har været for nedadgående igennem flere år. Så noget må der gøres for ikke at hensynke fuldstændig i irrelevans og glemsel.

Årsagerne til derouten er mangfoldige og ikke særlig interessante. Tidsmangel, manglende fokus, bekymringer, manglende ting på hjertet. Det sædvanlige. Og efter at jeg begyndte at føre en vaskeægte gammeldags dagbog (som jeg i parentes bemærket er uhyre flittig til at skrive i), så er mit behov for at græde ud på internettet blevet mærkbart mindre.

Men jeg har stadig et behov at skrive og kommunikere med andre. Jeg er ikke længere aktiv på facebook, twitter eller instagram, så de steder kan (eller rettere: vil) jeg ikke anvende til at udtrykke mine tanker. Samtidig kan jeg godt kan lide konceptet at have en personlig blog, men er dog ikke er helt modig eller produktiv nok til at have en offentlig een af slagsen.

Så Udkastet (fejl, mangler og manglende læsere til trods) forbliver den kanal, hvor jeg får udløb for mine eksterne kommunikationsbehov.

Den senere tid har jeg læst et bjerg af indlæg fra det såkaldte indieblogmiljø, hvor det er målet at vende tilbage en præ-facebook tilstand anno ca. 2003/2004/2005. I ved nok, til dengang at verden stadig var ung og håbefuld. Man skal redde det åbne internet, sige adieu til sociale medier, skrive på en egenhosted personlig blog, vende tilbage til old-school microblogging og bryde ud af de monopolkapitalistiske siloer (facebook, google etc.), hvor alt og alle reduceres til en algoritme med henblik på videresalg til reklameindustrien.

Jeg er selvsagt enig i alt ovenstående, bortset fra at jeg aldrig for alvor har bedrevet microblogging. Men måske tiden er inde til at afprøve formatet.

Jeg har ganske vist aldrig (heller ikke dengang i slut-00’erne, hvor folk stadig ikke havde udviklet et sundt-skeptisk forhold til det at dele ting på nettet og før facebook for alvor blev et dystopisk mareridt) været typen der skrev mange statusopdateringer. Men derfor kan det måske alligevel være befordrende for min kreativitet, at jeg ikke nødvendigvis skal logge ind på WordPress, skal skrive 500 ord, skal finde på en interessant overskrift og skal krydre det hele med et tilpas ironisk-distanceret billede. Jeg kan i stedet grifle noget ned på mobilen, dele en hurtig betragtning, gøre det kort. Lidt som på twitter, dog uden det notoriske hysteri eller performanceræs, der plager den platform. Jeg kan fokusere på det, det hele burde handle om: At skrive og udtrykke mig, i kort eller længere form.

Så se frem til flere korte indlæg med mine umiddelbare tanker. Selvfølgelig suppleret med mine længere indlæg om dette og hint. Jeg skal bare se at komme i gang med at skrive.

Meetings with Remarkable Manuscripts

I øjeblikket læser jeg Christopher De Hamels vidunderlige bog ‘Meetings with Remarkable Manuscripts’. Den handler om, ja, forskellige middelalderbøger og historierne om dem.

Umiddelbart ikke et sexet emne kan man mene, men de Hamel er en gudsbenådet formidler, der helt åbenlyst elsker emnet. Med en så smittende fortæller, så er det vanskeligt ikke at blive grebet når man læser om Skt. Augustins bog fra 500-tallet – den ældste bevarede bog i verden – eller det irske national klenodie Book of Kells.

Det er fascinerende at læse om hvordan bøgerne blev til, og ikke mindst om, hvordan forskellige skikkelser igennem de sidste 1500 år har kæmpet for at bevare dem.

Er man blot en anelse historisk interesseret, så bør ‘Meetings with Remarkable Manuscripts’ stå øverst på læselisten. Varmt anbefalet.