i Livet

Big in Japan

Ja, uhm, undskyld overskriften, men baer over med mig – den maatte jo komme (tak til Alphaville for inspirationen)! Imidlertid er den paa randen til at blive overfloedig, for om fire timer sidder jeg paa Japan Rail Kyushu ‘Jet Beetle’ her fra Fukoaka til Busan i Korea. Om jeg glaeder mig? Det tror jeg nok at jeg goer!

Siden sidst jeg skrev i Kyoto har jeg vaeret paa en stoerre tur. Vi tog foerst til Miyamija, en lille oe med et beroemt Shinto tempel og Japans maaske kendteste tag-et-utal-af-billeder-objekt: Templets port ude i havet udenfor oen. Der var laekkert derude, vejret var varmt og det hele var idylllisk – bortset fra de ondsindede tamme hjorte der vralter rundt paa oen. Op til flere gange insisterede disse brutale vaesener paa at ville hapse mig i maasen – paa trods af trusler om at jeg ville lave glidetacklinger paa deres tynde bambi ben og af at jeg i oevrigt synes at deres stoooore, bruuuune oejne (sikkert hit hos storesoester og mor) skjuler en sindrig plan om at overtage verdensherredoemmet.

Efter at have overnattet paa Miyamija tog vi toget ind til Hiroshima, hvor vi saa a-bomb dome og det tilhoerende museum omkring forloebet for 60 aar siden. Byen er et maerkeligt sted. Det er et af de mest livlige steder jeg har besoegt i Japan, og naar man staar en solskinsdag i Memorial Park og ser paa den naertliggende crowdede Louis Vuitton butik, horderne af leende skoleboern, de top notch trendye japanske teenagere og de lystigt blip-bloppende sporvogne, saa er det svaert at forestille sig at stedet var noget naer helvedet paa jord for ikke saerlig mange aar siden.

Samme eftermiddag hoppede vi paa Shinkansen her til Fukoaka, hvor vi som naevnt skal sejle fra. Byen har overrasket en hel del, den er virkelig gennemfoert og frembrusende – centrum her ligner Manhatten mere end Tokyo gjorde!

Ellers har jeg det stadig godt og har koebt mig ludfattig i cd’er (Fukoaka har en ohhh-weeee god Tower Records!!!), saa nu har jeg endelig erhvervet mig den special edition af Aimee Mann’s ‘Lost in space’, som jeg har ledt efter i 100 aar. Jeg elsker Japan. Japan elsker mig. Nus-nus!

PS. Jeg faar nok ikke sendt nogle postkort hjem i denne omgang. Beklager mange gange, men jeg vil hellere bruge tiden paa at opleve ting istedet for at skrive nogle forvroevlede floskler om at jeg har det godt at I skal sende flere penge. Saa kan I laere det ;)

Giv lyd fra dig

Comment