Matt Ruff ‘Lovecraft Country’

Jeg er ikke blind overfor ironien. For i 2017 læste jeg med stor fornøjelse adskillige neo-Lovecraft bøger, men det krævede alligevel gentagne (og stadig mere spydige) opfordringer fra en god bekendt før end jeg gik i gang med Matt Ruff ‘Lovecraft Country’.

Hvorfor min tøven?

Måske fordi bogen i anmeldelser lød som det, jeg vil karikere som ‘finlitterær-forfatter-skriver-genrelitterær-roman-med-metaironisk-glimt-i-øjet’. Den slags bøger har det nemlig med at irritere mig grufuldt, hvilket f.eks. ‘Ready Player One’ endte med at gøre.

Jeg har dog intet imod når litterære forfattere tager en genre seriøst og gør den bedre. Forfatterne indenfor mine yndlingsgenrer – science fiction, fantasy, horror og speculative fiction – er ofte gode til handling og at skabe fantastiske universer. Men selve det sproglige og at skrive? Altså, det er meget op og ned kvalitetsmæssigt, vil jeg sige.

Det er derfor en fryd for en genrelæser, når en dygtigt skrivende forfatter får tingene til at gå op i en større helhed. Se f.eks. Emily St. John Mandel ‘Station 11’, Ben H. Winter ‘Underground Airlines’ og stort set alle Robert Jackson Bennetts bøger.

‘Lovecraft Country’ foregår i Jim Crow tidens USA i 1954. Ruff formår på fornem vis at illustrere, hvor rædsom tilværelsen var for sorte i det segregerede USA. Den egentlige horror i bogen er derfor ikke Lovecrafts okkulte monstre, men derimod den institutionaliserede racisme. De overnaturlige og genrelitterære elementer anvendes klogt til at illustrere denne pointe, herunder også til at få læseren til at tænke over situationen i nutidens ‘Black Lives Matter’ USA. For selvom den eksplicitte racisme fra Jim Crow tiden muligvis er forsvundet, er det samme så tilfældet for den mere implicitte og strukturelle? Næppe.

Så hvor Omar El Akkad i ‘American War’ benyttede sig af en fremtidsdystopi til at få læseren til at tænke over krig og flygtninge, vælger Matt Ruff en fortidsdystopi til på samme vis at sætte fokus på et nutidigt problem.

‘Lovecraft Country’ er sit tunge tema til trods overraskende morsom og vanskelig at lægge fra sig. Replikkerne er kvikke, sproget i høj klasse og Ruff kan samtidig finde ud af at strikke en spændende handling sammen.

Varmt anbefalet herfra.

PS. Jeg har stadig ikke fået læst noget af H.P. Lovecraft selv, så jeg skal ikke kunne sige hvor Lovecraft’isk Ruffs bog egentlig er, endsige mange referencer der er til Lovecrafts værker.

The Dry

Jeg læser kun sjældent krimier, men australske Jane Harpers ‘The Dry’ fik ros så mange steder, at jeg var nødt til at give den en chance. Det fortryder jeg ikke. Velskrevet, spændende plot og et relaterbart persongalleri.

Bogen gav mig nogle meget fornøjelige timers læsning. Og dens setting – i den australske outback, hvor det ikke har regnet i to år – føltes meget apropos i den nuværende uendelige hedebølge.

American War

Blev færdig med Omar El Akkads ‘American War’ i toget her til morgen. Har tænkt meget over bogen, langt mere end jeg normalt gør efter endt læsning af et skønlitterært værk.

Det er en fremtidsdystopi, der foregår i et klimakriseramte USA i 2075, hvor den anden amerikanske borgerkrig bryder ud. Jeg begyndte på bogen med forventningen om at en postapokalytisk science fiction bog, måske lidt i stil med ‘Station 11’. Jeg fik noget ganske andet. Det genrelitterære science fiction set-up til trods, så har El Akkad ret åbenlyst skrevet en bog, der handler om kriges konsekvenser for de svageste og flygtninge.

Bogen er tankevækkende, og det er længe siden at en fiktionsbog har berørt mig på den måde. Den er ikke perfekt. Visse af personerne opleves ikke rigtige individer, men mere som karakterer, der skal spille en rolle i at få El Akkads pointer frem. Og til tider er dialogen lidt for melodramatisk.

Men handlingen er spændende, og bogen får som nævnt en til at tænke. Anbefalet herfra.

Meetings with Remarkable Manuscripts

I øjeblikket læser jeg Christopher De Hamels vidunderlige bog ‘Meetings with Remarkable Manuscripts’. Den handler om, ja, forskellige middelalderbøger og historierne om dem.

Umiddelbart ikke et sexet emne kan man mene, men de Hamel er en gudsbenådet formidler, der helt åbenlyst elsker emnet. Med en så smittende fortæller, så er det vanskeligt ikke at blive grebet når man læser om Skt. Augustins bog fra 500-tallet – den ældste bevarede bog i verden – eller det irske national klenodie Book of Kells.

Det er fascinerende at læse om hvordan bøgerne blev til, og ikke mindst om, hvordan forskellige skikkelser igennem de sidste 1500 år har kæmpet for at bevare dem.

Er man blot en anelse historisk interesseret, så bør ‘Meetings with Remarkable Manuscripts’ stå øverst på læselisten. Varmt anbefalet.

Ready Player One

Jeg er splittet angående Ernest Clines ‘Ready Player One’. Ikke den aktuelle biograffilm – som jeg ikke regner med at se -, men derimod bogen den bygger på. Her 66% inde i min Kindle-udgave er jeg stadig usikker på, hvad jeg egentlig skal synes om den.

På den ene side er det en underholdende tour-de-force gennem 80’er popkultur. Med dens utallige referencer og tydelige kærlighed til årtiets bøger, film, musik, tv-serier, rollespil, science fiction, fantasy, computerspil og nørdkultur i almindelighed, så er bogen en sand fornøjelse at læse for en halvgammel nørd som undertegnede. Der er ingen tvivl om at Cline er endog særdeles velbevandret indenfor feltet, selv indenfor de allermest obskure rollespilsreferencer.

På den anden side har jeg fornemmelsen af at læse en metaroman. I ved nok, en bog hvis handling, personer og sprog ikke i sig selv er meningen med den. Det er derimod at udføre en litterær stiløvelse, hvor forfatteren anvender en specifik genrelitteraturs (i dette tilfælde post-apokalyptisk science fiction) virkemidler, konventioner og begrebsapparat til at skabe … ja, en uægte genrebog. Alt sammen i et forsøg på at vise forfatterens ironisk distancerede mestring af genrens klichéer. For handlingen i ‘Ready Player One’ er gennemført kitschet, kliche og kan umuligt være uironisk. Det er som at læse sig igennem et John Hughes filmmanuskript. Personerne er karikaturer, og det er som at se ‘Footloose’ i bogform. Det virker altsammen en tand for kalkuleret. Jeg har snydt og allerede læst slutningen på bogen, og tro mig når jeg siger: Den er nærmest en karbonkopi af denne scene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, inklusive Dream Academy sangen. Og det føles skønt, men også … tomt.

Emily St. John Mandels vidunderlige ‘Station 11’ var en tilsvarende (fin)litterær bog baseret på genrelitteraturens redskaber. Men i hendes tilfælde føltes bogen ægte. Hun tog genren seriøst, og brugte dens form til at skrive en særegen historie. Samtidig viste hun de utallige rædsomt skrivende forfattere indenfor fantasy/science fiction segmentet, hvordan en virkelig dygtig forfatter kan skrive en genrelitterær bog. Der var intet meta over hendes værk, tværtimod.

Så samlet set? Jeg er underholdt og ‘Ready Player One’ smager godt. Men jeg bliver snart sulten efter noget mere ægte.

Bekymrende underholdning

Man kan selvfølgelig diskutere hvor meningsfuldt det er at læse en bog, der bliver irrelevant lige om lidt. Men givet al den omtale bogen har fået, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at begynde at læse Michael Wolffs famøse bog om Trumps første år som amerikansk præsident.

Lad det være sagt med det samme: ‘Fire and Fury’ er noget værre snask.

Her 41% inde i Kindle-udgaven føler jeg mig snavset til og lurvet. Bogen er fuld af sladder, bagtaleri, udokumenterede påstande og problematisk brug af kilder. Wolff er tidligere journalist ved New York Times og er indiskutabelt en velskrivende herre. Men han er også en nederdrægtig, intrigant og kynisk anlagt dramaqueen, der åbenlyst elsker at lange spidse bemærkninger og ondskabsfuldheder ud i rigelige mængder. Og han er samtidig for dygtig og velrenommeret til at man blot kan afskrive bogens indhold som det rene fiktion.

Bogen er derfor noget værre snask, som på besynderlig vis formår at være både ustyrligt underholdende og dybt urovækkende på én og samme tid. For hvis blot dele af bogens portræt af Trump som person er korrekt, så bliver de resterende tre år af hans embedsperiode nogen meget lange og risikofyldte år.

Det er ikke en klassisk god bog eller en udødelig politisk klassiker. Men bogen er vigtig lige nu, hvilket den megen furore den har medført også mere end antyder. Læs den hvis du tør.

Oasis

Den Bedre Halvdel har foræret mig den nye Kindle Oasis i julegave. Det er en decideret fornøjelse. Skærmen er langt, langt bedre end min efterhånden noget sløve Paperwhite, og Oasis er virkelig en skøn maskine at anvende. Jeg er så begejstret at jeg næsten er klar til at bryde min kardinalregel om at faglitteratur skal ejes og læses i fysisk form.

Billedet yder slet ikke Oasis’en ære. Den er vidunderlig og giver en prægtig læseoplevelse!

Lige nu er jeg heldigvis i lidt af en overflodssituation når det gælder læsestof.

Er allerede i gang med Odd Arne Westads ‘The Cold War: A World History’, der er historieskrivning på det helt geopolitiske niveau. Det er virkelig læskende og forfriskende med det store billede, nok især efter at jeg i en periode i min læsning har været fordybet i enkelte lande (Vietnam) eller afgrænsede historiske begivenheder (Taiping oprøret). Så hvis man sidder derhjemme og savner en velskrevet og spændende analyse af den kolde krig (der ifølge Westad allerede begyndte med den russiske revolution i 1917 og de strukturelle traumer efter først verdenskrig), så kan jeg kun anbefale bogen.

Som første bog på min nye Oasis valgte jeg ‘Persepolis Rising’, der er bog 7 (suk!) i The Expanse serien. For når man nu allerede har læst de seks forrige bind og forfatteren James S.A. Corey er så flink at udgive en ny bog årligt, så skulle man da være et skarn, hvis ikke man fortsatte1. Jeg må dog samtidig tilstå, at jeg i skrivende stund har vanskeligt ved at huske handlingen og hvad der præcist skete i en række af de tidligere bind. Jeg formoder dog, at det er et fænomen der rammer de fleste læsere af bogserier, der ikke kan bingelæses her og nu, men hvor man må vente på næste bind. Måske det hele også forplumres lidt af tv-serien, som jeg ikke for alvor kan tage mig sammen til at komme igennem anden sæson af.

De første kapitler i ‘Persepolis Rising’ er dog lovende og spændende, selvom jeg lige skulle acceptere med mig selv, at hovedpersonerne er blevet 20 år ældre siden sidste bind. Håber ikke at det aldrende klientel forhindrer bogen i at være endnu en hæsblæsende space opera af høj kvalitet. Lad os nu se.

Den er i hvert fald dejlig at læse på Oasis’en!

  1. Tænk hvis George R.R. Martin ydede sine læsere den samme respekt … []

Bogåret 2017

Ingen årsafslutning uden den rituelle opremsning af årets bøger. Sidste års betragtninger (inkl. dem fra min halvårsstatus) over mine læsemønstre er stadig fuldt ud gældende, ligesom jeg holder fast i mine tre kategorier:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’

Samlet set var 2017 et godt læseår for mig. Læseglæden er for opadgående i forhold til tidligere år, og det er lykkedes for mig at få minimeret antallet af skuffende bøger og gå-i-stå’ere. Om det så er udtryk for, at jeg læser for smalt indenfor bestemte, trygge genrer og har mistet den intellektuelle nysgerrighed overfor nye anderledes læseoplevelser … mjah. Jeg skal ikke kunne udelukke det. Uanset hvad, så ser jeg frem til de kommende læseoplevelser i 2018.

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Dexter Palmer – ‘Version Control’
  • Don Winslow – ‘The Force’
  • Jonathan L. Howard – ‘Carter & Lovecraft’
  • Jonathan L. Howard – ‘After the End of the World’
  • Ian Whates – ‘The Ion Raider’
  • Peter Clines – ’14’
  • Mur Lafferty – ‘Six Wakes’
  • Karl Ove Knausgård – ‘Min kamp 1’
  • Karl Ove Knausgård – ‘Min kamp 2’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Stephen R. Platt – ‘Autumn in the Heavenly Kingdom: China, the West, and the Epic Story of the Taiping Civil War’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’
  • Marcus Aurelius – ‘Meditations’
  • Christopher E. Goscha – ‘The Penguin History of Modern Vietnam’

Kommentar: Jeg er overrasket over hvor mange gode bøger, jeg fik læst i år. Igen i år var jeg glad for historiefaget i min faglitterære læsning, fraset Marcus Aurelius’ klassiske værk inden for stoisk tænkning. Min Kamp 1 og 2 er klart det mest finlitterære jeg har læst i år, resten er en usund og usmagelig blanding af horror, science fiction, neo-Lovecraft og spekulativ fiktion. Hvis jeg skulle anbefale én skønlitterær bog, så ville det være ‘Version Control’ af Dexter Palmer. Den fik mig til at tænke.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Shirley Jackson – ‘The Haunting of Hill House’
  • Agatha Christie – ‘And Then There Were None’
  • Ken Asamatsu – ‘Queen of K’n-Yan’
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Becky Chambers – ‘The Long Way to a Small Angry Planet’
  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’
  • John Strong: ‘Buddhisms’
  • William N. Goetzmann – ‘Money Changes Everything’

Kommentar: En blandet omgang emnemæssigt. Alle bøger var fejlbehæftede og de enkelte bør kun læses, hvis man har særlige tilbøjeligheder.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’
  • Emily Esfahani Smith – ‘The Power of Meaning: Creating a Life That Matters’
  • Joe Moran – ‘Shrinking Violets: A Field Guide to Shyness’

Kommentar: Gider ikke spilde ord på Schwab, hvis afsluttende bind i en ellers god trilogi var noget af det mest åndssvage og skuffende jeg har læst i flere år. De to andre afspejler, at jeg er et søgende og i øvrigt dybt genert menneske. Begge var rige på tåbelige anekdoter og lommefilosofi samt fattige på reelle indsigter.

Bøger jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’
  • Michael Vatikiotis – ‘Blood and Silk: Power and Conflict in Modern Southeast Asia’
  • Pierre Razoux – ‘The Iran-Iraq War’

Kommentar: De her tre irriterer mig! Alle er bøger om emner, som interesserer mig – men som alligevel formåede at tabe mig relativt hurtigt. Enten fordi de var kedeligt skrevet (Razoux), begyndte helt tilbage ved Adam og Eva (Stedman Jones) eller var selvtilfredse memoires (Vatikiotis). Kan ikke forestille mig, at jeg får læst nogen af dem i fremtiden.

Neo-Lovecraft

Jeg har aldrig læst H.P. Lovecraft og kender kun hans gotiske horror og Cthulhu-mytologi af omtale. Derfor er det lidt pudsigt, at mine sjoveste læseoplevelser i 2017 alle er, hvad man kan kalde neo-Lovecraft’ske horrorbøger. Lovecrafts temaer om det okkulte, esoterisk og forbudt viden samt kultdyrkelse af væsener fra andre dimensioner, går alle igen i bøgerne.

Aktuelt er jeg i gang med ‘After the End of the World’, der er anden del i Jonathan L. Howards urimeligt underholdende serie om protagonisterne Carter & Lovecraft. Det er kort sagt som at læse de bedste afsnit af tv-serien ‘Supernatural’ i bogform – og de to bøger har forvandlet mine daglige pendlinger til den rene fornøjelse. Vores to helte er aktuelt i et parallelunivers, hvor nazi-Tyskland aldrig tabte på grund af Himmlers okkulte eksperimenter. Men hvem er de mystiske overjordiske kræfter, der i virkeligheden styrer showet? Spændingen er ikke udløst endnu, og jeg er ellevild med at få det at vide. Glæder mig allerede til næste togtur.

Før da læste jeg ‘Queen of K’n-Yan’ af Ken Amasatsu, en japansk fortolkning af Lovecrafts univers. Historien stak helt af til slut – med alt hvad det indebærer af hallucinationer, afrevne lemmer og knivskarpe tentakler – men var indtil da meget interessant. Hovedpersonen Morishita Anri er klart en af de mest besynderlige og utroværdige fortællere, jeg er stødt på i nyere tid.

Peter Clines’ ‘14’ var også fortrinlig læsning. Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst hans science fiction bog ‘The Fold’, som også (med det vidste jeg ikke dengang) flirtede kraftigt med Lovecraft-universet. ‘14’ er mere en klassisk mysterie/gyser, som dog til tider blev lidt for kæk i de popkulturelle referencer. Hvis du har lyst til at læse en gyser om en ejendom, der i virkeligheden er proppen der forhindrer et parallelunivers (beboet af mildest talt usympatiske, blodtørstige og pænt selvhøjtidelige tentakelvæsener) i at overtage vores verden, så gå trygt om bord i bogen.

Alt i alt ved jeg ikke om jeg er helt beredt på at gå i gang med mesteren selv. Jeg kan tydeligvis godt lide forfattere der er inspireret af Lovecraft, men har manden mistænkt for at være for underlig til min smag. Må se om jeg ændrer mening i 2018.

Min kamp 2

Er nu på side 505 i Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp 2’. Den er selvsagt velskrevet og unik … men … jeg er ikke helt så betaget som jeg var under læsningen af første bind.

Normalt er jeg meget plotorienteret. Der skal ske noget i en bog, før end min reptilhjerne vågner og bliver begejstret. Det grundpræmis slog jeg dog fra i ‘Min kamp 1’, simpelthen fordi Knausgård er helt uforlignelig til at skrive. Og, ikke mindst, fordi der er sekvenser jævnt fordelt ud over de mange sider i hans romaner, hvor han krystalliserer livet for en midaldrende, utilfredsstillet og uudfoldet småbarnsfar til perfektion.

Endelig kan han levere sætninger, som er uhørt morsomme og rammende. Tag nu bare denne fra side 101 i ‘Min kamp 2’, hvor den ellers ganske libidinøse Knausgård konstaterer, at mænd de facto ophører med at være sexobjekter i det øjeblik de lægger hænderne på styret af en barnevogn, eller når ifører sig en slyngevugge:

“Sådan gik det til at jeg gik moderne og feminiseret rundt i Stockholms gader med en rasende attenhundredetalsmand i mit indre”

Kan det siges mere rammende? Næppe.

Men altså, ‘Min kamp 2’. Den mangler noget. Historien om Knausgårds hverdagsliv sammen med Linda og lille Vanja i Stockholm i 2005 (kun afbrudt af rablende litterære afstikkere) er ikke interessant nok i længden.

I ‘Min kamp 1’ var der – den luntende handling til trods – en tragisk, men fængende akse bestående af oprydningen af det gennemraserede hjem efter at Knausgårds far har drukket sig selv ihjel. Linda Boströms maniodepressive udsving er ikke tilnærmelsesvist ligeså fascinerende. Til tider har bogen været en anelse sej at komme igennem. Jeg er glad for at den snart er slut, og vil efter en behørig pause med rigelige mængder science fiction gå i gang med bind 3, tror jeg.

Ville dog ønske at han havde kaldt sine bøger noget andet. Det er altid en lidt akavet situation at hive en bog ved navn ‘Min kamp’ frem når man sidder der i toget mod Roskilde. Bevares, titlen kommer fra Knausgårds farmor, der havde for vane at sige at “livet er en kamp” (hvorfor titlen vel reel betyder ‘Mit liv’). Men det kan folk der forbinder titlen med Hitlers kampskrift jo ikke vide. Så nej, midaldrende dame, der stirrede ondt på mig i forgårs, jeg er ikke nazist, jeg læser en bog om en langhåret førmoderne nordmand, der filosoferer bittert over at skifte bleer på et kummerligt toilet i en svensk sommerpark.