Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund fraværet af LBTG-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Jeg ved ikke hvorfor jeg udsætter mig selv for det. Altså at læse bøger om Donald Trumps præsidentperiode. Jeg burde være stoppet efter den lurvede ‘Fire and Fury’, men jeg blev nødt til at læse Bob Woodwards ‘Fear’ også. Det er en aldeles glimrende bog, velskrevet og velresearchet.

Men den efterlader – ligesom ‘Fire and Fury’ i øvrigt – læseren bekymret, grænsende til det angste. Hvis billedet i de to bøger af Trumps holdninger, kognitive evner og personlighed er troværdigt, så skal vi virkelig spænde sikkerhedsselerne de næste to år. Det kan blive rigtig grumt.

Needful Things

Jeg mangler skønlitterær inspiration. Hvad skal jeg læse nu?

For efter at have fortæret en del faglitterære de senere måneder, trænger jeg til at fordybe mig i fiktionen. Der er ganske vist en række science fiction og fantasybøger på min to-read liste, men jeg giiider ikke rigtig de to genrer lige nu.

Horror, derimod, det kan jeg godt bruge lidt af. Inspireret af min aktuelle ‘Castle Rock’ besættelse er jeg derfor gået i gang med Stephen Kings ‘Needful Things’.

Den fungerer dog ikke helt for mig, må jeg erkende. Bogen er her 10% inde i min kindle-udgave langt fra dårlig, men … jeg fornemmer at King lige om lidt kommer til at gøre den ene ting, som jeg lige siden at jeg blev far absolut ikke har kunne holde ud at læse om: At mutilere og/eller slå børn ihjel.

Det er faktisk en af de ting, jeg er træt af hos King, den der underlige hang til vold og lemlæstelse af børn. Og JA, jeg indser at A) mens disse ord skrives, så er der adskillige børn i den virkelige verden, der er kommet grumt til skade og at B) det rent konceptuelt er lidt besynderligt at klage over vold i en horrorbog. Og det helt valide anker mod min jammer og klage.

MEN: Der var altså strengt taget ingen grund til at den 10 måneder gamle dreng skulle bankes i ‘Salem’s Lot’. Og hvorfor skulle 6-årige Georgie egentlig have revet armen af i ‘It’?

Så belært af Kings noget … bekymrende track record, så er jeg stensikker på at den stakkels søde 11-årige Brian Rusk i ‘Needful Things’ er direkte på vej mod en endog særdeles smertefuld død. Hvilket jeg ikke har emotionelt overskud til at kapere lige nu, hvor jeg ved at jeg næppe får færdiggjort ‘Needful Things’ alligevel.

Så gode bogforslag indenfor snart sagt alle genrer modtages med kyshånd.

The World As It Is

Jeg er helt bevidst om at jeg burde sætte pris på Ben Rhodes ‘The World As It Is’. Den handler jo om globale forhold og udenrigspolitik, emner som Rhodes qua sin rolle som udenrigspolitisk taleskriver og rådgiver for Barack Obama om nogen kan give et førstehånds indblik i.

Men … bogen er kedelig.

Jeg ved godt at det er et underlødigt synspunkt. For emnet er spændende og vigtigt, det samme er begivenhederne. Men 200 sider inde i Rhodes’ velskrevne (men også ensformige) ordstrøm, så er jeg gået i stå.

Rhodes blev ofte betegnet som i besiddelse af ‘mind meld’ med Obama. Han vidste nærmest altid hvad præsidenten tænkte og mente. Det er jo en fortræffelig egenskab at have som taleskriver for en person.

Men Rhodes beundring og ukritiske dyrkelse af Obama antager til tider nærmest religiøs karakter. Jo-jo, han kan da sagtens finde småfejl ved ham (han bitcher når han er træt og ryger på hotelværelser), men du godeste, hvor er Obama dog en stor tænker, en transformativ figur, en verdenshistorisk skikkelse.

Det bliver alt sammen lidt trættende i længden. Især fordi Rhodes samtidig gør sit bedste for at skrive falsk ydmygt, være underspillet og likeable. Hvilket helt åbenlyst er noget vås. Man bliver ikke taleskriver for en præsident hvis man ikke er hyperambitiøs, har et megaego, er strategisk i sin tilgang til alting, er et politisk dyr og er klar til at ofre snart sagt hvad som helst. Rhodes narrer mig ikke med sin facon. Og det får mig til at spekulere over hvor meget af det han skriver, der mon er lidt vel skarpvinklet og spinnet til rette.

Men lad det nu være. Bogen er essentiel hvis man vil forstå hvordan Obamas stab så sig selv og forstå den fortælling om 2009-2016, som præsidenten og de gerne vil have eftertiden skal huske dem for. Forvent dog ikke at det bliver spændende undervejs.

Paul Kennedy ‘The Rise and Fall of Great Powers’

Fik her til aften færdigskimmet Paul Kennedys klassiker ‘The Rise and Fall of Great Powers: Economic Change and Military Conflict from 1500 to 2000’.

Bogen er fra 1987, og det kan mærkes. Dels i den irriterende dårlige trykkvalitet af min paperbackudgave, dels i Kennedys mildt sagt upræcise forudsigelser.

For selvom bogen og dens analyser af stormagtspolitik gennem 500 år med rette har opnået legendarisk status, så er min primære lære efter endt læsning, at man ikke må begå den fejl at tro, at fremtiden tilnærmelsesvist vil ligne fortiden eller nutiden. Det er Kennedy ganske vist selv helt klar over, men i sine analyser kan han alligevel ikke frigøre sig fra at fortolke verden ud fra den verden og kontekst, han selv befandt sig i dengang bogen blev skrevet i 1985-1986.

Det er f.eks. ifølge Kennedy helt usandsynligt at Sovjetunionen skulle lade Øst- og Vesttyskland genforene, da det realpolitisk ville være uspiseligt. Japan er det store dyr i åbenbaringen (økonomien buldrer frem!), mens Kina stadig lige skal finde ud af ikke at være et uland her efter maoismens excesser. Mellemøsten og Afrika nævnes ikke, bortset fra som skueplads for supermagternes proxy-krige. Islam som geopolitisk fænomen nævnes ikke med ord.

Det er vitterligt ikke for at gøre nar af en eminent historiker som Kennedy, at jeg understreger hans tvivlsomme evner som fremtidsforsker. Det tjener mest af alt som illustration af, at man selv med 500 års historisk indsigtsfuld analyse ikke kan sige noget rigtig begavet om verden ret mange år frem i tiden. Og at der er en god sandsynlighed for, at du bliver stærkt overrasket over verden om 30 år, hvis du antager at den i det store hele ser ud som i 2018.

Misha Glenny – The Balkans 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers

Afsluttede forleden aften Misha Glennys ‘The Balkans 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers’.

Jeg har et godt stykke tid følt et behov for at forstå Balkan – og i særdeleshed det gamle Jugoslavien og Albanien – bedre. For Balkan er en historisk, politisk og kulturelt særdeles kompleks region. Det afspejler sig også i Glennys bog på godt og ondt.

Godt i den forstand, at han har fat i virkelig mange interessante historiske variabler og fortolkninger. Bogen gør derfor det den skal: Den nysgerrige læser bliver bedre i stand til at forstå de bagvedliggende årsager til borgerkrigen i 1990’erne og de efterfølgende politiske udviklinger.

Ondt at bogen bliver meget lang og (for) detaljeret, hvilket desværre yderligere forværres af dens kronologiske opbygning. Jeg begik således den fejl at begynde på side 1 og så klø på. Det var dumt. Efter 70 sider var bogen og jeg stadig kun nået til år 1813, og min indledende entusiasme for at læse om osmannernes politik og samfundsmodel for Balkan var derfor ved at blegne en anelse. Jeg burde reelt have skippet knap halvdelen af bogen, og fokuseret på det 20. århundrede, som reelt er det jeg interesserer mig for. De afsnit var nemlig fremragende.

Samlet set: Vil du have en grundig indføring i Balkan-regionens nyere politiske historie, så er Glennys bog et glimtende sted at starte. Men du skal vælge dine afsnit for omhu. Ellers drukner du i substansen.

The Romanovs: 1613-1918

Min sommerferielæsning har i år indtil videre bestået af Simon Sebag Montefiores uhyre underholdende ‘The Romanovs: 1613-1918’.

Jeg siger ikke at den russiske tsarfamilies 300 år ved magten udelukkende bestod af fordrukne psykopater, seksuelle afvigere, paladsintriger, tidlig barnedød, skræmmende inkompetente tosser samt groteske (men kreative!) vilkårlige henrettelser. Men det er tæt på. ‘Game of Thrones’ skulle ganske vist være inspireret af rosekrigene, men dekadencen, perversiteterne og de depraverede autokratier? Det er som taget direkte ud af Moskva og Skt. Petersborg.

Egentlig er den slags konger-og-hertuger historiebøger ikke lige min kop the. Ikke at jeg er den store social- eller kulturhistoriker af natur, men når jeg nu for Gud ved hvilken gang har læst om Peter den Stores druk, hor og dværgkast, så savner man nu noget god gammeldags økonomisk analyse. Og hvor er de millioner af rigtige mennesker henne, der gennemlevede perioden ved siden af hoffet? De fylder ikke meget i Sebag Montefiores bog. Altså udover når de blev udkommanderet til endnu en tåbelig krig, eller når de døde i endnu en helt undgåelig sultkatastrofe.

Men det skal nu ikke skille mig og bogen ad.

For udover at være velskrevet1, så giver bogen læseren en indsigt i og forståelse for, at Rusland – hverken før, under eller efter tsartiden – har været demokratisk.

Dermed ikke sagt at Rusland og russere aldrig kommer til at vælge en anden styreform end autokrati. Men det russiske udgangspunkt har igennem historien alle dage været en stærk mand i spidsen. Det vidner om en god del intellektuel arrogance og naivitet, da man tilbage i 90’erne gik ud fra at russerne naturligvis stræbte efter et liberalt demokrati a la det, vi kender fra Vesteuropa. Man bliver efter endt læsning slået af hvor dygtig Vladimir Putin i vore dage er til at adoptere de mest effektive dele fra den tsarske begrebsverden, i.e. den stærke far der passer på sine børn i en farlig verden, hvor alle hader og konspirerer mod russerne. Alene for den forståelses skyld, vil jeg gerne anbefale bogen.

Nu vil jeg så – inspireret af Kroatiens deltagelse i VM-finalen – gå i gang med Misha Glenny ‘The Balkans, 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers’. Jeg har aldrig for alvor forstået Balkan, den jugoslaviske borgerkrig, Ottomanernes betydning og alle de etniske konflikter. Nu er tiden vist inde til at give det en seriøs bearbejdning.

  1. Som kun dygtige britiske historikere er i stand til, de er altså djævelsk dygtige formidlere i det land! []