Nye steder

Har puslet og rodet og skramlet med mit skrivesetup den senere tid.

Jeg har længe været i vildrede om hvad jeg skulle gøre med udkastet.nu. Bloggen er ligesom fanget i midten. Her er forsvindende få læsere, en egenhosted blog har ingen relevante distributionskanaler, der findes bedre steder for mig at græde ud på skrift – dvs. i min private dagbog – og at skrive under pseudonym umuliggør samtidig også enhver form for (ydrk! bvadr! gyyyylp!) personlig branding.

Så nu supplerer jeg den (nok engang) med en offentlig profil, omend jeg forsøger mig med en flig af innovation. De tidligere gange lavede jeg blot endnu en WordPress-baseret blog. Det virkede aldrig. Jeg endte med at skrive om de samme ting, med den samme blogskabelon og i det samme ekkokammer. Noget skal derfor være anderledes denne gang.

Min nye skriveplatform er ganske vist igen på mit eget domæne, men motoren bagved er micro.blog. Platformen er enkel at bruge og minimalistisk i sit design og tilgang. Den giver mig gode distributionsmuligheder til sociale medier. Og endelig tiltaler hele den bagvedliggende indieweb-tilgang mig meget.

Jeg vil ikke garantere at min nye offentlige blog ikke igen ender med at løbe ud i sandet. Det vil stadig i sin essens være en personlig blog, og den slags er notorisk vanskelige at få til at overleve. Jeg vil stadig skrive her på Udkastet – det er stadig den ægte blog for mig – men hvis I vil have alting med, så kig forbi det nye sted engang imellem også.

Forhåbentlig bliver det interessant.

Udenfor siloerne

Besøger du stadig nettet? Altså det internet, der er udenfor de lukkede siloer i form af sociale medier, betalingsnyhederne og de hjemmesider for ansigtsløse virksomheder, som Googles søgemekanisme leder dig ind til?

Har du i nyere tid oplevet glæden ved at opdage nye ting, steder og mennesker ved at surfe (planløst) rundt? Giver det arkaiske begreb ‘at surfe på internettet’ overhovedet mening for dig? Hvornår var du egentlig sidst inde på en (ikke-kommerciel) hjemmeside, som du aldrig har besøgt før? Har du frekventeret et debatforum, som ikke var på facebook?

Sandsynligheden taler for, at det ikke sker særlig tit for dig længere.

Læste for nyligt den rammende artikel ‘I don’t know how to waste time on the internet anymore’, suppleret i dag af ‘Is surfing the internet dead?’.

De har lidt divergerende konklusioner. Den første er en klassisk post-moderne jeremiade, sidstnævnte artikel mener at Twitters søgefunktion i dag har afblæst behovet for den gammeldags internetsurfen. Men begge er grundlæggende enige om, at det gamle start-midt 2000’er internet er dødt og ikke kommer tilbage. De sociale medier har vundet, algoritmerne har talt, folk er kommet på facebook for at blive, der er ikke andre relevante distributionskanaler eller netværkssteder. Internettet i form af personlige hjemmesider, blogs eller debatfora om obskure ting er der ikke mere.

Jeg ved godt, at det her er et emne – det åbne internets deroute, de sociale mediers monopolisering af menneskers digitale liv – jeg skriver alt for meget om. Men jeg er optaget af det. Og det er ikke kun fordi nærværende personlige blog mangler læsere (p.s. det gør den), eller at min besættelse af emnet er udtryk for en nostalgisk længsel efter noget der var engang (selvom alting faktisk var bedre for 10 år siden).

Mine egne vaner er håbløst gammeldags. Jeg elsker det net, der var engang. Jeg skriver selv en personlig blog. Og det bedste jeg ved er at opdage en skribent, som stadig skriver for sig sig selv på sin egen platform. Jeg følger tilmed stadig en lang række sider via en RSS-reader. Det bliver næppe bliver mere bagudskuende end det.

Jeg er stemplet ud af facebook og forstår ikke længere dem, der frivilligt lægger deres tanker, billeder og indhold ind på stedet. Jeg kan til nøds forstå hvis man bruger steder som twitter og facebook til at videredistribuere ens indhold fra et andet sted. Men at bruge dem som ens primære digitale ‘hjem’? Det er gyseligt at tænke på, om ikke andet, så for de sociale mediers tilgang til privatlivet.

Jeg ved at jeg kæmper mod vindmøller. Det net jeg holdt af, kommer ikke igen uanset hvor meget jeg sidder her og vrider hænder. Men derfor vil jeg alligevel fortsætte med skrive som om, at der stadig findes folk som opdager ting online ved tilfældigheder og ikke får alt deres input fra deres algoritme-styrede feed i facebook.

Bare skriv

Jeg begynder at eksperimentere lidt med Udkastet for tiden. For det er ingen hemmelighed at min skrivefrekvens har været for nedadgående igennem flere år. Så noget må der gøres for ikke at hensynke fuldstændig i irrelevans og glemsel.

Årsagerne til derouten er mangfoldige og ikke særlig interessante. Tidsmangel, manglende fokus, bekymringer, manglende ting på hjertet. Det sædvanlige. Og efter at jeg begyndte at føre en vaskeægte gammeldags dagbog (som jeg i parentes bemærket er uhyre flittig til at skrive i), så er mit behov for at græde ud på internettet blevet mærkbart mindre.

Men jeg har stadig et behov at skrive og kommunikere med andre. Jeg er ikke længere aktiv på facebook, twitter eller instagram, så de steder kan (eller rettere: vil) jeg ikke anvende til at udtrykke mine tanker. Samtidig kan jeg godt kan lide konceptet at have en personlig blog, men er dog ikke er helt modig eller produktiv nok til at have en offentlig een af slagsen.

Så Udkastet (fejl, mangler og manglende læsere til trods) forbliver den kanal, hvor jeg får udløb for mine eksterne kommunikationsbehov.

Den senere tid har jeg læst et bjerg af indlæg fra det såkaldte indieblogmiljø, hvor det er målet at vende tilbage en præ-facebook tilstand anno ca. 2003/2004/2005. I ved nok, til dengang at verden stadig var ung og håbefuld. Man skal redde det åbne internet, sige adieu til sociale medier, skrive på en egenhosted personlig blog, vende tilbage til old-school microblogging og bryde ud af de monopolkapitalistiske siloer (facebook, google etc.), hvor alt og alle reduceres til en algoritme med henblik på videresalg til reklameindustrien.

Jeg er selvsagt enig i alt ovenstående, bortset fra at jeg aldrig for alvor har bedrevet microblogging. Men måske tiden er inde til at afprøve formatet.

Jeg har ganske vist aldrig (heller ikke dengang i slut-00’erne, hvor folk stadig ikke havde udviklet et sundt-skeptisk forhold til det at dele ting på nettet og før facebook for alvor blev et dystopisk mareridt) været typen der skrev mange statusopdateringer. Men derfor kan det måske alligevel være befordrende for min kreativitet, at jeg ikke nødvendigvis skal logge ind på WordPress, skal skrive 500 ord, skal finde på en interessant overskrift og skal krydre det hele med et tilpas ironisk-distanceret billede. Jeg kan i stedet grifle noget ned på mobilen, dele en hurtig betragtning, gøre det kort. Lidt som på twitter, dog uden det notoriske hysteri eller performanceræs, der plager den platform. Jeg kan fokusere på det, det hele burde handle om: At skrive og udtrykke mig, i kort eller længere form.

Så se frem til flere korte indlæg med mine umiddelbare tanker. Selvfølgelig suppleret med mine længere indlæg om dette og hint. Jeg skal bare se at komme i gang med at skrive.

De lukkede haver

Stødte på denne tegning i dag, som er meget sigende:

I har nok glemt den forlængst, men tilbage i 2005 lavede svenske Moneybrother et veritabelt mesterværk med sangen ‘They’re Building Walls Around Us’. Den spiller i mit hoved netop nu. For det er det, som Facebook er blevet; en lukket have, hvorom man har bygget høje mure med henblik på at tvinge brugere til at betale beskyttelsespenge for at få opmærksomhed.

Da jeg havde min (lykkeligvis) korte karriere som kandidat til det kommende kommunalvalg, oprettede jeg en side på Facebook til at udbrede mit kedsommelige politiske vrøvl og ensidige propaganda. Der skrev jeg så mange indsigtsfulde og dybsindige tekster, der blev læst af lige præcis … ingen. Altså, lige indtil at jeg begyndte at betale for at få Facebook til at booste indlæggende og derved påtvinge stakkels fremmede mennesker at få mine tågede og forløjede tekster i deres feed.

Ikke at det gav likes og followers i tusindevis (dertil betalte jeg alt for lidt), men det var trods alt bedre end nul opmærksomhed. Så tro mig når jeg siger det: Facebook er en mafiøs pengemaskine, som til det yderste udnytter sit usunde de facto monopol på distributionskanalen for opmærksomhed.

Murene om alle brugerne inde i haven har også betydning for et anakronistisk fænomen, som en personlig og egenhosted blog a la udkastet.nu. For jeg er aktuelt ikke på Facebook og bloggen har heller ikke en dedikeret side derinde. Udkastet er afskåret fra den distributionskanal og -platform, som Facebook udgør. Og det i særdeleshed, når jeg ikke betaler. Derfor er der meget få der af egen drift opdager hvad jeg skriver her på siden.

Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at en ydmyg personlig blog, der omhandler indholdet i min navle (og i øvrigt har et alt for bredt og ufokuseret emnefelt) ikke i første omgang ville have mange læsere. Men tænk engang over det: Hvornår opdagede du sidst noget nyt, spændende og selvstændigt på internettet udenfor Facebook? Via en google-søgning? Eller i kommentarfeltet til en artikel eller blogindlæg? Nej, vel?

Jeg spekulerer selv over om jeg burde gå over på en platform som Medium i stedet for selv at have en egenhosted blog. Det vil måske ikke løse distributionsproblemet – Medium har trods alt en begrænset dansk brugerskare – men det vil forsimple tingene, og lade mig slippe væk fra det tunge WordPress. Omvendt kan jeg godt lide, at jeg selv ejer mine ting og selv bestemmer. Noget jeg under ingen omstændigheder ville gøre på Facebook.

Men det er da et dilemma.

For er det meningsfuldt at udfolde sin kreativitet i tekstform på en platform (personlig, egenhosted blog), hvis natur tilsiger lavt læsertal og hvor internettets infrastruktur i stadig stigende grad tilgodeser de lukkede haver som Facebook og Medium?

Jeg vil jo, trods alt, også gerne læses. Så det helt klare svar mangler stadig.

Dvale (næsten)

Har brug en del mentalt krudt de sidste par dage på at opsætte min nye offentlige digitale platform.

Den pludselige skrive- og blogaktivitet er drevet af forskellige faktorer. Dels har jeg fået mere fritid og mental energi efter jeg indstillede min politiske aktivitet og mit kandidatur til byråd og regionsråd1. Dels giver mit dagarbejde stadig mindre mening for mig, hvorfor jeg må finde meningen og den personlig udvikling andetsteds (eksempelvis i at skrive).

Har derfor længe funderet over hvor jeg henlægger mine skriveaktiviteter og udlever min kreativitet. Lige nu er de:

  • Udkastet – personlig blog skrevet under pseudonym (handler mestendels om bøger og popkultur)
  • Medium – min nye offentlige digitale platform, der skal bruges til (gulp!) personlig branding og være mit ansigt udadtil
  • Evernote/Day One – min indadvendte, navlebeskuende og meget lidt offentlighedsegnede dagbog
  • Facebook – lejlighedvise kvækkerier, kombineret med uklædeligt nuttede børnebilleder
  • Twitter – endnu mere lejlighedsvise kvækkerier
  • Email – jeg skriver ofte med venner i en-til-en format om alskens hjerte-smerte emner. Faktisk er jeg meget old-school emailer. Er den måde jeg foretrækker at kommunikere via
  • Og så indtil for nylig også min kandidathjemmesiden og min politikerside på Facebook
Det er mange steder at være på én gang – antageligvis også for mange! Og den mest pressede af platformene er begrædeligt nok Udkastet. For det at skrive en sparsomt besøgt blog under pseudonym opfylder ikke rigtig noget helt evident behov for mig længere. Jeg opnår større katarsis og mental renselse af at holde de store bekendelser og grublerier for mig selv i Evernote/Day One. Facebook, og den nye platform kan (i hvert fald i teorien) bruges bedre til – gys! – personlig branding.

Så selvom Udkastet nok er min grundlæggende hjerteblog, så får den mindre opmærksomhed fremadrettet. I stedet fokuserer jeg på Medium til det eksterne skriveri og Evernote / Day One til det indadvendte. Håber I vil læse med på alle de forvirrende mange kanaler.

  1. Har jeg ikke fået nævnt her. Men det har jeg altså. Indså at jeg ikke har tiden og ressourcerne til kampagne og politik, når vi lige om lidt begge arbejder []

Nye takter

Bloggen har haft en tænkepause. Jeg genoffentliggjorde alle de mange indlæg skrevet siden begyndelsen i april 2005. Ryddede op og mugede ud. Fjernede billeder, der var røget i svinget i et af de ganske mange adresseskifter, som bloggen har været igennem henover årene. Kuraterede indholdet, som det vist hedder på nydansk.

Læste mange af de gamle griflerier igen. Det var en interessant, pinlig, morsom og til tider smertefuld oplevelse.

Man forandrer sig jo henover så lang en periode. Jeg har til tider været ganske ulidelig at høre på, ligesom visse indlæg ikke er videre langtidsholdbare. Andre indlæg var overraskende begavede. Og der er mange ting jeg drømte, gik op i og skrev om igennem årene, som jeg for længst har glemt eller opgivet. Her solidt plantet midt i livet var det sidste en melankolsk oplevelse. Man kan fylde katedraler med alt det, jeg har glemt. Det var godt at blive mindet om, at jeg engang var om ikke ungdommeligt optimistisk, så dog mindre fatalistisk.

Nu har jeg så fjernet indlæggene igen. Taget en sikkerhedskopi, så den store mængde guldkorn og større mængder bras ikke forsvinder ved et uheld.

Begynder forfra. Forlader anonymiteten; at skrive bag et alter ego lægger begrænsninger på kreativiteten. Med så mange års  erfaring med digital bekendelseslitteratur, vil jeg mene at jeg godt kan ramme balancen mellem personlig og privat. Bloggens indhold og formål forbliver de samme, men det vil være mindre uklart hvem jeg er.

Håber I vil læse med.

Fanget i midten

Det kniber med indlæggene, det skal jeg være den første til at indrømme. Men buen er lidt spændt for tiden. Der er ikke meget tid til overs ved siden af arbejdet og livet med to små børn. Når der er stille stund ender jeg med at læse, pille næse, surfe planløst eller lave alt muligt andet end at grifle indlæg. De er tidsrøvere, de der arvinger.

Situationen forværres af at jeg ikke helt kan finde ud af, hvilken rolle Udkastet spiller for mig og min kreative udfoldelse.

For siden jeg begyndte at skrive dagbog i Evernote, har jeg fået et sted at komme af med min indre bekendelsesliterat. Jeg behøver dermed ikke længere Udkastet som sted til at jamre over livet, karrieren, vejret og mit sløve løbetempo. Omvendt er en (pseudo)anonym blog – og blogformatet i sig selv – heller ikke velegnet til de store intellektuelle, politiske og selvpromoverende skrifter. Det er heller ikke stedet at dele de hurtige, sjove links (det er mere Twitters domæne) eller nå det bredere publikum og jagte likes.

Så Udkastet er på mange måder landet mellem en del stole.

Men jeg har lyst til at skrive mere. Både her og offentligt, men især her. Udkastet er jo den seneste manifestation af mit mere end 10 år gamle bloghjertebarn. Reelt kan jeg ikke visualisere en tilværelse, hvor jeg ikke har min egen selvhostede blog. Jeg bliver ganske ulykkelig og tvær, hvis ikke jeg får griflet.

Det lyder muligvis en anelse jeg-har-spærret-mig-inde-i-kælderen-med-nok-konservesmad-til-at-overleve-en-russisk-invasion-agtigt, men jeg kan godt lide tanken om, at stedet her er mit. Måske afgik den personlige blog ved døden for 5 år siden og måske kan antallet af læsere tælles på ganske få fingre. Det rationelle i et læsermaksimerende perspektiv ville være at henlægge skriveaktiviteten til de sociale medier. Men her ejer jeg selv domænet og har ikke foræret min kreativitet til techmonopolisterne i Facebook eller Google. Og den tanke giver en god fornemmelse i maven.

Nu larmer den ældste, kan jeg høre, middagsluren er vist ovre. Og det er indlægget dermed også.

Risikoadfærd

For noget tid tilbage begyndte jeg at føre en dagbog i appen Day One.

Ambitionen var at det skulle stimulere min skriveaktivitet. At jeg ved at tvinge mig selv til at få en masse ord ned på skrift bedre ville kunne destillere og koncentrere de af mine tanker, som fortjente at blive publiceret til et (i teorien!) bredere publikum. At det dermed ville øge kvaliteten, hvis ikke kvantiteten, af indlæggene her på siden.

Facit her seks måneder efter er, at det egentlig går ok med at få griflet i Day One. Det er måske ikke ligefrem en dagbog i kronologisk forstand, men får da skrevet en gang om ugen eller deromkring. Men det næste trin – altså at få syntetiseret de vigtigste af mine navlepillerier til indlæg af bredere interesse – er det ikke lykkedes at tage. Det ender stadig med ret ligegyldige indlæg om hvad jeg lytter til på Spotify eller andet mainstream popkulturforbrug. At græde ud i en dagbog har – quelle surprise! – ikke fået mig til at opleve mere, blive mere inspireret eller få mere på hjertet.

Det er der nok en række grunde til.

For det første oplever jeg ikke så meget nyt og spændende i denne del af livet. Kommer ikke så mange nye steder hen, og møder ikke så mange tankevækkende fænomener i min hverdag. Deraf følger en mindre inspiration

For det andet oplever jeg i disse år en karriere- og udviklingsmæssig stagnation – eller måske ligefrem svag tilbagegang. Familielivet udvikler sig virkelig positivt og meningsfuldt, men den humørmæssige-, jobmæssige, intellektuelle, åndelige og personlige progression er særdeles begrænset i disse år

For det tredje er jeg nok påvirket af at Udkastet nærmest ingen læsere har. Vi taler om et dagligt besøgsantal i den lavere ende af hvad der kan tælles på én hånd. Ligegyldigt hvor meget man som skribent mest skriver for sin egen skyld og den kreative udfoldelse, så spiller et minimalt læserantal naturligvis ind på skrivemotivationen. Det påvirker mig mere end man skulle tro, at ingen længere lægger kommentarer. Jeg kunne selvfølgelig bralre ud på facebook, der er man jo garanteret et publikum, men det har jeg trods alt ikke lyst til. Dels foretrækker jeg at eje mine egne skriverier, dels er der privilegiet at skrive som (semi)anonym

Så nu justerer jeg set-up’et en smule.

Dels vil jeg henlægge dagbogen fra Day One til Evernote. Jo mere jeg flirter med at springe fra Apple til en Windows laptop, jo mere får jeg behov for at udfolde min i apps, der også fungerer udenfor Apples økosystem. Til det formål er Evernote eminent, men selvfølgelig ikke helt ligeså lækkert eller indbydende som Day One.

Dels vil jeg i erkendelsen af, at der alligevel ikke er så mange der læser med, begynde at skrive lidt mere ventilerende og personlige indlæg. Hvis det endelig skal være en personlig blog, så bør indholdet også være personligt (om end ikke privat!). Har nok været lidt for meget livrem-og-seler hidtil.

Det vil forhåbentlig gøre Udkastet mere spændende. Både at læse og, ikke mindst, skrive.

Post-faktum

Så blev arbejdsbyrden overstået og der et åndehul igen. Det har været et par lange uger, med arbejde til ud på natten i den seneste weekend. Slutresultatet blev samlet set fint, selvom vejen dertil var lang og til tider også ganske frustrerende.

Arvingen blev vældig glad (og overrasket) over at se mig i går aftes, hvilket var både lidt hjerteskærende og glædeligt på samme tid. Nu er der et par rolige uger indtil påskeferien, så jeg kan puste lidt ud. Og hvem ved, måske endda få forfattet et par blogindlæg!

Tabula Rasa

Skriveblokering er et for stærkt ord. Men jeg har manglet skrive- og fortællerlysten den senere tid. Bruger for megen energi og tid på at lave mentalt hjulspind. Får ikke sat mig tasterne. Føler ikke jeg har noget vigtigt at fortælle. Og det jeg trods alt pipper op om, gør ikke den store forskel for mig selv eller andre.

Det er muligvis en mental stråmand, jeg opstiller som en behændig undskyldning for min ladhed. Men jo mere jeg kigger de gamle indlæg igennem, jo mere oplever jeg dem som en mental hæmsko for at skrive nye.

Når jeg skimmer indlæggene fra eksempelvis studietiden eller mine år som udstationeret, så er de umiskendeligt skrevet af mig. En anden mig ganske vist, men stadigvæk. Ikke alt det skrevne er rædsomt. Tro det eller lad være, men noget af indholdet er sågar rudimentært begavet. Af og til opdager jeg nye ting i de gamle blogindlæg, som jeg for længst har glemt igen. Det er en besynderlig oplevelse, skulle jeg hilse at sige. Har I tænkt over, hvor meget I stille og roligt har glemt hen over de sidste 10 år? Næppe. Det er nok et ganske særligt privilegium for en old-school blogger. Man kan høre sig selv ævle løs i fortiden.Og fortidens jeg holder snart sagt aldrig mund.

Men meget af det skrevne gav mest mening i selve øjeblikket, det blev skrevet i. Mine hyppige adresseskift har betydet, at en del indlæg med tiden er gået i stykker. Links er døde og billeder er forsvundet. Det er noget rod – og et (for) stort arbejde at rydde op i1.

Mest træt bliver jeg af at læse mig selv de sidste par år. Omkring 2012 eller 2013 sker der et umærkeligt skifte. Jeg holder op med at fortælle om hverdagen. Det hele bliver mere forsigtigt og måske lidt upersonligt. Jeg bliver bange for at blive genkendt, og skriver mestendels om hvilke popkulturelle artefakter (det være sig film, bøger, musik, tv-serier eller artikler), jeg er optaget af på det givne tidspunkt. Det er en nærmest Matthew Sweet’sk fornemmelse. Og nu ved jeg ikke helt hvordan jeg skal komme ud af den rolle. I hvert fald ikke, hvis jeg står på skuldrene af det seneste årtis produktion af ord.

Så nu er det hele blevet arkiveret. Små 2.300 indlæg fra mere end et årtis grifleri ligger trygt gemt.

Som skribent har jeg brug for en frisk start. Så jeg begynder på et nyt udkast. På samme sted, ganske vist – men mentalt er det næsten som en ny blog igen. Nu er der ingen undskyldninger mere.

Lad indlæggene rulle!

  1. En skønne dag vil jeg gerne restaurere det hele, sætte det pænt i stand, fikse billederne og producere en ebog til mig selv. For så dekadent er jeg nemlig []