Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund af fraværet af LGBT-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Popkulturelt forbrug

I en endog særdeles sygdomsramt bededagsferie, nåede jeg at få fortæret lidt rask popkultur.

Dels fik jeg set hele anden sæson af Les Revenants, der holdt et tårnhøjt niveau hele vejen igennem. Har dog vanskeligt ved at se hvordan historien kan køre meningsfuldt videre herfra. Desuden vil jeg betragte det som en forbrydelse, hvis de igen tager tre år om at lave en ny sæson. Er virkelig spændt på at se hvad de gør.

Efter en vanskelig læseperiode på et par måneder, hvor jeg reelt ikke har fået læst en eneste bog, er jeg nu kommet godt i gang med V.E. Schwabs spændende toer i ‘Shades of Magic’ bogserien.

Jeg var ganske vild med forgængeren, ‘Shades of Magic’, der overraskede med et forfriskende og velgennemtænkt fantasyunivers, et medrivende plot og et persongalleri, som ikke var alt for uoriginalt. Bogen var som et vellykket elskovsbarn mellem Paul Cornell ‘London Falling’, Susanna Clarke: ‘Jonathan Strange & Mr. Norrell’, Scott Lynch ‘The Lies of Locke Lamora’ og Neil Gaiman ‘Neverwhere’. Det gælder sådan set også den nye bog ad Schwab, der har holdt et højt, højt underholdningsniveau de første 30 pct. af min Kindle-udgave. Varmt anbefalet indtil videre.

Endelig fik jeg også læst alle mine magasiner, så er nu au courant med The Economist, New Yorker, Djøf bladet og Ugeskrift for Læger. En sjælden forteelse, som næppe vil gentage sig igen ofte i fremtiden.

Feberlæsning

Har været igennem et par dage med ganske vederstyggelig influenza. Det kan ikke direkte anbefales. Er nu ovenpå igen – eller er i hvert fald moderat funktionsdygtig – men det var mildest talt et par feberramte og trættende døgn1.

Fik dog læst en smule, mens jeg lå der under dynen og havde åh-så-ondt af mig selv.

Kværnede mig igennem bog to af Mitchell Hogans ‘Sorcery Ascendant Sequence’ serie, der som det bombastisk anlagte og klichébefængte navn antyder, er fantasybøger af den ikke alt for originale slags. Bøgerne er langt fra stor kunst, og er snarere et rask shake’n’bake af diverse blandede elementer fra Tolkien, George R. R. Martin, Raymond Feist kombineret med lidt Dragonlance krydderi.

Underholdningsværdien er dog høj, magisystemet genialt – og hvis man er til ukompliceret fusionsfantasy med masser af letgenkendelige genrelitterære virkemidler, så er der intet at betænke sig på.

  1. Desværre har det vist sig at AaB’s afskyelige 6-2 nederlag i Parken ikke var en febervildelse i et sygt sind []

The Force Awakens

Fik endelig set den nye ‘Star Wars: The Force Awakens’ i weekenden. Har egentlig skrevet en masse usammenhængende kommentarer ned i min notesbog, men nu er jeg for dvask til at få dem dem fusioneret til et sammenhængende og begavet hele. Så hermed min spontane betragtninger:

Intro

Filmen kan ikke stå alene. Den er ekstremt selvrefererende. Store dele af plottet, lokationerne, koncepterne og karaktererne er direkte kalkeret af fra ‘A New Hope’. Hver anden replik er et glimt-i-øjet citat fra de tre oprindelige film. Hvis man er fan er det selvsagt skønt, men man savner noget … ja, noget nyt. Det er rart at blive strøget blidt med hårene, men alligevel. Det er med andre ord en film lavet til fans, der var unge da de første film kom – og nu efter planen skal introducere deres børn til også at blive gode ‘Star Wars’ forbrugere. Det er ekstremt kalkuleret, men sådan er det vel når en filmfranchise bliver opkøbt af Disney.

Den er reelt uegnet til nye kunder. Min Bedre Halvdel havde ikke set nogle af de tidligere Star Wars film, og sagde at hun var godt underholdt. Det ved jeg ikke om passer, men det var da sødt af hende at sige, synes jeg. Hvis filmen for alvor skulle give mening for helt nytilkomne seere, så mener jeg, at den skulle have gjort mere ud af at introducere og udbygge universet. Som den er skruet sammen nu, forventer filmen implicit, at beskueren kender til den bagvedliggende historie. Hvilket måske er en rimelig forventning taget i betragtning af, at der findes seks andre Star Wars film. Men omvendt: Den relevante kontekst for ‘The Force Awakens’ findes i de oprindelige 30+ år gamle film, ikke i de tre afskyelige prequels fra begyndelsen af 2000-tallet. Det har ikke straffet filmen kommercielt, men jeg tvivler på, at ‘The Force Awakens’ vil rekruttere ligeså mange fans som de oprindelige. Dertil er den for usikker på sig selv.

 

FirstOrder

Plottet er helt meningsløst. Jeg er med på, at alting ikke blev godt og smukt og ægte efter at imperiet var blevet besejret i ‘Return of the Jedi’. Rebellerne vandt krigen, men ikke freden, og alt det der. Men på 20-30 år har de helt håbløse rebeller og den tilsyneladende uendeligt inkompetente Galaktiske Republik alligevel fedet den tilpas meget af til, at en crypto-nazistisk organisation ved navn ‘The First Order’ (man kan sige meget om både de religiøst fanatiske jedier og deres nemesisser i Sith kulten, men ingen af dem er særligt underspillede i deres navnevalg) har fået lov til at vokse sig store, tyvstjæle det gamle imperiums uniformer, flyve rundt i deres flåde OG skaffet den fornødne kapital til at opbygge endnu (sic) en dødsstjerne? Det står ikke ganske klart hvordan det har kunne lade sig gøre, men tilsyneladende har de galaktiske banker stolet mere på imperiets arvtagere end den besynderlige flok af såkaldte ‘rebeller’, der åbenbart er bedre til at være imod ting end til at bygge noget op. Rebellerne (hvoraf flere er rekrutteret direkte fra flokken af skuespillerne i ‘Lost’) sidder i hvert fald stadig i deres formørkede huler og har Tvind-agtige beslutningsprocesser om militærstrategi foran deres storskærme. Der var stunder i filmen, hvor man ønskede sig at Imperiet, undskyld: The First Order, var lykkedes med at sprænge rebellernes planet i stumper og stykker …

 

Image converted using ifftoany

Seriøst: Var det virkelig tvingende nødvendigt at lave en Tatooine 2.0? Den sandplanet var røvsyg i de oprindelige film, og dens klon i den nye film, Jakku, er om muligt endnu kedeligere. På Tatooine boede i det mindste Obi-Wan Kenobi og Luke kunne hente power coverters på Tosche Station, men på Jakku er der bogstaveligt ingenting. Bortset fra en faldefærdig, men alligevel flyveklar Millenium Falcon, naturligvis. Og nedstyrtede rumskibe, nu jeg tænker over det. De er faktisk ok seje. BOOM!

 

BB8

Den nye droid BB8 er mega-nuzer! R2D2 har fået en værdig kompagnon. Man slipper desværre ikke for C3PO, men han er heldigvis meget perifær. Var der nogensinde nogen der kunne lide den klovn? Nogen der efterspurgte hans tilstedeværelse? Nej. Det tror jeg ikke.

 

riddere

Jeg kan ikke forstå folk kalder Star Wars for science fiction. Hvilket måske skyldes at jeg læser for meget tør science fiction, men hallå: Star Wars er i bedste fald en fantasyfilm. Der er riddere, magi, sværdkampe, sjove fabeldyr, rejser fra punkt A til B, bondesønner der skal på et episk eventyr, prinsesser der skal reddes, letforståelige dualismer mellem godt og ondt. Til gengæld er der ingen bekymring over hverken økonomi (hvor meget koster en dødsstjerne? Hvordan hænger et intergalaktisk imperium overhovedet sammen?) eller teknologi. Så nej – du kan ikke lide science fiction, hvis du kan lide Star Wars. Du kan lide eventyrfilm, og det er også helt ok. Se ‘Battlestar Galactica’, så kan vi tale om det andet.

 

 solochewie

(MEGASPOILER) Hvor var det herligt at se Han Solo igen! Men hvorfor skulle han dø? Det er åndssvagt. Han var det eneste element af sex i den frigide filmserie. Hvem skal nu levere homoerotik sammen med Chewie? Hvem skal nu få Leia til blot i få sekunder til ikke at se irritabel og/eller gnaven ud? Jeg håber ikke han er død selvom han er penetreret med et lyssværd og er faldet ned i en uendelig kløft. Måske han kan reddes (MEGASPOILER SLUT)

Samlet set: Se filmen, hvis du skal. Har du ikke gidet Star Wars før, så behøver du heller ikke gide nu.

Mellemtilfreds læsning

Man aner konturerne af et let skuffende bogår. Dels har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse alt det, jeg gerne ville. Dels har de bøger jeg så rent faktisk har fået fortæret i løbet af 2015 ikke været overvældende gode.

Oktober og november måneder er måske meget illustrative i den henseende. For nylig købte jeg således to nyere gysere på min Kindle: ‘Suicide Forest’ af Jeremy Bates og ‘Follow You Home’ af Mark Edwards. Begge fandt jeg via anbefalinger på diverse bogblogs, om end det konkrete sted lige nu undslipper min hukommelse. Og begge er moderat skuffende.

‘Suicide Forest’ har ellers en lovende og eksotisk setting i Japan, men en tredjedel inde i bogen luffede hovedpersonerne stadig planløst rundt i den i titlen omtalte skov – vel at mærke uden at der er sket noget blot moderat uhyggeligt. Jeg begyndte derfor at skippe sider og springe i teksten. Det viste sig, at der var en besynderlig indavlet familie der A) slog folk ihjel i skoven og B) fremavlede børn via kidnappede kvinder. Hvilket var et rip-off af Adam Nevill ‘The Ritual’ (= crazy ass morderisk familie i en skov) og et nyere afsnit af ‘The Blacklist’ (= kidnappede kvinder som avlsdyr). Det irriterede mig så meget, at end ikke den blodige slutning med kastrationer og spidninger var nok til at stille mig tilfreds.

Det besynderlige er imidlertid, at ‘Follow You Home’ minsandten også opererer med kvinder, der tages til fange med henblik på at avle børn. Hvilket får mig til at spekulere på om der er en særlig kidnapning-og-børneavl trend i horror/thriller segmentet for tiden. Bogen er bedre end ‘Suicide Forest’, men gyset skuffer mig. Det ondskabsfulde i bogen viser sig at være en flok skurkagtige rumænere, hvilket alt andet lige er lidt af et antiklimaks, når jeg nu lige havde glædet mig til en spøgelseshistorie.

Af andre skuffelser bør nævnes Wesley Chu ‘Time Salvager’, der efter en lovende start og et univers med karakter af fornøjeligt (om end genkendeligt) gadekryds af genreklichéer, ‘Terminator’, Philip K. Dick og en Manic Pixie Dream Girl, bliver gudsjammerlig kedelig i midten af bogen. Jeg måtte stoppe undervejs, og det foregik med et bittert drag om munden.

På plussiden står dog to positive bekendtskaber inden for science fiction og fantasy: Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’ og Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’. Ingen af de to er vanvittigt originale, men har fængende plot og elskelige karakterer. Men de får mig stadig til at savne, at jeg læser noget, som jeg ikke har læst før. Altså en fantasyhistorie med fortællinger eller koncepter, som man aldrig har set før. Det er meget de samme trætte(nde) fraser og floskler, der går igen hele tiden. Så spændende er det trods alt heller ikke at læse om endnu en karbonkopi af Han Solo / Malcolm Reynolds. Måske man selv burde skrive den næste generationsdefinerende science fiction bog?

Ellers har jeg hen over efteråret fortæret en række business/selvhjælpsbøger, der alle har været ok og hver for sig har haft udmærkede indsigter, men (surprise!) ikke har reddet min kuldsejlede tilværelse synderligt. Det drejer sig om ‘Rework‘, ‘How to Find Fulfilling Work‘ og ‘High Output Management‘.

Det større billede

old-world-map

Egentlig havde jeg planlagt at julen og nytårets bog skulle være Alan Ryan ‘On Politics’.

Det er en af den slags bøger, der i magasiner som The Economist bliver betegnet som ‘magisterial‘, et adjektiv der altid giver mig kuldegysninger af fryd og kælen selvglæde1.

Det er en lang, men heldigvis også velskrevet bog. Oplyst, almendannet, omnipotent og indsigtsfuld på den der måde, som kun britiske renæssancemennesker fra Oxbridge universiteterne, kan være det. Her på side 107 er professor emeritus Ryan stadig igang med at docere om Platon og Aristoteles. Det er bestemt interessant, men jeg glæder mig mest af alt til at komme til middelalderen. På det seneste er jeg begyndt at interessere mig for den katolske kirke som sociologisk og institutionelt fænomen, herunder særligt den rolle som universel statsmagt, som kirken spillede i middelalderen. Bliver spændende at se hvordan Ryan udlægger den del af verdenshistorien.

Juleaftensdag blev bogen dog suppleret af Henry Kissingers ‘World Order’, som mine svigerforældre forærede mig fra morgenstunden.

Det var godt set af dem, for henover 2014 har jeg udviklet et hvis ikke blødt punkt, så i hvert fald en spirende interesse for den gamle überrealist af en amerikansk udenrigsminister. Dels ved at læse hans ‘On China’ før min rejse til Kina i foråret, dels ved at læse om hans rolle i den pakistansk-bangladeshiske borgerkrig i ‘The Blood Telegram’.

De senere år har jeg haft udenrigspolitik holdt langt væk fra kroppen, helt ude i strakt arm – det har ikke rigtig været noget, som jeg har yndet at diskutere med nogen. Naturligvis har jeg hele tiden fundet internationale forhold interessante og forsøgt at sætte mig ind i dem, men som årene går, indser jeg mere og mere, hvor lidt jeg egentlig ved om hvordan tingene hænger sammen. Verden er så ualmindelig kompleks, og de enkle monokausale, ideologiske, sort/hvide tolkninger af begivenhederne rundt omkring, bliver vanskeligere og vanskeligere at anvende som tiden går.

Jeg mener: Kan nogen her forklare borgerkrigen i Syrien for mig? Altså sådan rigtig forklare den? Hvordan aktørerne i borgerkrigen hænger sammen? Hvordan konflikten udarter sig? Hvilke geopolitiske konsekvenser den har? Og om og hvad man bør gøre fra internationalt plan? Eller hvad med Ukraine og Rusland? Hvad er det præcist, der driver oliepriserne og den aktuelle russiske økonomiske deroute. Det er vanskeligt!

Jeg argumenterer ikke for handlingslammelse eller at sværhedsgraden medfører, at man skal ophøre med at gå op i globale emner. Men jeg har i efterhånden længere tid søgt efter en … skal vi kalde det for ‘analyseramme’ af internationale forhold.

Kissinger har den fordel, at han som en gammel og berygtet ronkedor har en sådan analyseramme. Man kan uenige i dens præmisser og konklusioner, men man kan ikke beskylde ham for ikke at spille med åbne kort. ‘World Order’ er en grundlæggende pessimistisk bog, hvori Kissinger konkluderer, at de hidtidige bud på fælles globale spilleregler (det være sig alt lige fra den post-Westfalske statscentrerede folkeret, over islamistisk universalisme til de liberale markedsøkonomiske demokratier) ikke er meningsfulde i fremtiden. Han har ikke nogle bud på hvad der skal træde til i stedet for, men frygter for kommende konflikter mellem USA og et stadig stærkere Kina. Det er en spændende bog, men nok mest hvis man i forvejen synes at den slags geopolitiske afhandlinger og refleksioner er spændende.

På det mindre alvorlige plan, læser jeg også Jo Waltons fine lille opsamling ‘What Makes This Book So Great: Re-Reading the Classics of Fantasy and SF’. Det er en samling fortrinlige essays, som forhåbentlig leder til, at jeg opdager nye spændende bøger indenfor fantasy og science fiction.

  1. Tænk, hvis jeg en dag bliver betegnet som ‘magisterial’. Mit liv ville være fuldendt []

Årets bøger 2014

Bogfronten i 2014 har været præget af tre tendenser. Dels at vi er blevet forældre. Den slags giver mindre tid til at læse, skulle jeg hilse at sige. Dels at jeg begyndte på nyt arbejde, hvor jeg skal lægge betydeligt flere timer end på min tidligere arbejdsplads. Og endelig at Den Bedre Halvdel gav mig en Kindle i julegave sidste år – med alt hvad det indebærer af fleksibilitet, læsning i mørke og let adgang til nye bøger.

Denne kombination af mindre tid og fleksibilitet har haft som konsekvens, at jeg læser meget mere skønlitteratur, og markant mindre non-fiktion end i tidligere år.

Dels er det blevet nemmere at skaffe skønlitteraturen via min Kindle, dels spiller min snobbethed ind. Jeg har intet behov for at eje mine fantasy- eller science fiction bøger i fysisk form. Jeg læser og nyder dem, men jeg er stadig helt tryg ved, at de ligger et sted i skyen. Omvendt er det med de digre historiske og politiske bøger, jeg til tider ynder at foretære. Dem vil jeg gerne have til at stå og prale på mine reoler. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg læser grundigere og bedre på papir. Hvis jeg virkelig skal sætte mig ind i ting, kan jeg bedst lide at have stoffet i fysisk form.

Hvordan ser 2014 så ud i sidste ende? Jeg vil dele bøgerne op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’
  • Bob Stanley: ‘Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop’
  • Henry Kissinger: ‘On China’
  • Marable Manning: ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’
  • Charles C. Mann: ‘1493’
  • Catherine Merridale: ‘Red Fortress’

Det slår mig nu, at der kun er én skønlitterær bog med på listen, nemlig ‘Station Eleven’. Men det er den eneste af årets høst, som jeg helt ubetinget var vild med. Det er (vanen tro) en postapokalyptisk bog, men ikke på den sædvanlige horror-vis. Den er klog og sjov og eftertænksom, og man er rigere efter at have læst den. Anbefales ubetinget. De øvrige favoritter er historiebøger indenfor emner, jeg synes er interessante. Alle er kloge, velskrevne og bør læses af sande filosofkonger.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael Rowe: ‘Wild Fell’
  • Michael Rowe: ‘Enter Night’
  • Stephen King: ‘Salem’s Lot’
  • Jennifer Foehner Wells: ‘Fluency’
  • Richard Matheson: ‘Hell House’
  • Terry Goodkind: ‘Wizard’s First Rule’
  • Peter Straub: ‘Ghost Story’
  • James S. A. Corey: ‘Cibola Burns’
  • Jim Butcher: ‘Storm Front’
  • Paul Cornell: ‘London Falling’
  • Paul Cornell: ‘The Severed Streets’
  • Luke Scull: ‘The Grimm Company’
  • John Mearsheimer: ‘The Tragedy of Great Power Politics’
  • Jeffrey Towson: ‘The One Hour China Book’
  • Susanne Hegelund: ‘Lobbyistens lommebog’
  • Gary J. Bass: ‘The Blood Telegram: Nixon, Kissinger and a Forgotten Genocide’

Masser af horror på listen. Fælles for alle disse bøger er, at de er gode, spændende og anbefalelsesværdige – men alligevel et godt stykke fra at være perfekte. Tættest på at blive elsket ubetinget kom ‘London Falling’, der er en vende-hovedet-op-på-alting horror/krimi bog. Den havde jeg meget glæde af i begyndelsen af året. Det havde jeg også af den canadiske horrorforfatter Michael Rowe. Han kan skrive som ind i helvedet. For både ‘Enter Night’ og ‘Wild Fell’ gælder, at de første 30 pct. af bøgerne er ustyrligt spændende, velskrevne og uhyggelige – men at bøgerne så ligeså stille falder sammen igen med en lang pibende og pruttende lyd. Den dag han formår at skrive en helt tight bog hele vejen igennem, så bliver han konge af horrorgenren – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Micklethwait: ‘The Fourth Revolution’
  • George R.R. Martin: ‘Fevre Dream’
  • Jeff VanderMeer: ‘Annihilation’

Kan huske at jeg læste en anmeldelse, hvori der stod at ‘The Fourth Revolution’ var som at læse en usædvanlig lang og luftig udgave af The Economist. Det var ikke ment som en kompliment, og jeg forstår fuldt ud hvad der menes. Bogen fik en del hype, men jeg havde det som efter at have fortæret en big mac efterfølgende. De øvrige to er en af årets hypede science fiction bøger og en af G.R.R.M’s tidligere bøger (længe før Game of Thrones). Begge begynder godt og har et spændende grundplot, men kører af sporet og bliver kedelige. Jeg er ked af, at jeg læste dem begge igennem.

‘Bøger jeg gik i stå i’

  • Richard K. Morgan: ‘Altered Carbon’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Guillermo del Toro: ‘The Strain’
  • Robert McCammon: ‘Swan Song’
  • Andy Weir: ‘The Martian’
  • Tim Powers: ‘The Anubis Gates’
  • Ann Leckie: ‘Ancillary Justice’

Det her er en blandet landhandel, men fælles for dem er, at jeg kedede mig og gik i stå. I flere af tilfældene tror jeg mere det er mig, end bøger, der er noget galt med. ‘The Martian’ og ‘Ancillary Justice’ er således begge meget anmelderroste, og sidstnævnte vandt snart sagt samtlige priser indenfor science fiction (Hugo Award, Nebula Award, Locus Award). Men jeg kedede mig altså. Det samme gjorde jeg i Daniel Abrahams bog, hvilket ærgrer mig lidt, da det er bog fire i serie, hvor jeg allerede har kværnet tre bøger. Måske jeg bør stramme mig an, og kæmpet mig igennem den alligevel.

Død og ødelæggelse

Læser vanen tro noget rigtig snask for tiden: Horror og post-apokalyptiske bøger.

Hvis vi begynder med sidstnævnte, så er det Robert McCammons ‘Swan Song’ (1987). Den vandt en række fantasy/horror priser det år (bl.a. Bram Stoker Award og World Fantasy Award), så bogen har sine credentials i orden.

Det er dog vanskeligt at læse ‘Swan Song’ uden at have Stephen Kings klassiker ‘The Stand’ i baghovedet. Indtil videre1 er historien bygget op præcis som Kings bog. Vi møder indledningsvist bogens pro- og antagonister inden katastrofen (der hos McCammon er et nukleart holocaust fremfor Kings globale influenzalignende pandemi ‘Captain Trips’), hvorefter vi følger deres færden i den nye, dystopiske verdensorden. Og ligesom hos King er der en enigmatisk og overnaturlig sadist af en hovedskurk. Hos King er det Randall Flagg, hos McCammon er det ‘The Man With The Scarlet Eye’.

Jeg kan ikke helt vurdere, hvor meget McCammon intentionelt har kopieret King. Hvis ikke han har fundet, hmmm, inspiration i ‘The Stand’, vil det være noget nær et mirakuløst eksempel på identisk tankegang.

Der er selvfølgelig små og større afvigelser. McCammon opererer med en messiaslignende skikkelse (den lille pige Swan, som bogen er opkaldt efter), som modvægt til den djævlelignende igangsætter af atomkrigen. Hans ødelagte verden er også noget mere bleg, end den tilsvarende hos King. Dels skriver McCammon om muligt endnu mere brutalt end King, dels er den postapokalyptiske verden i ‘Swan Song’ virkelig ikke særlig behagelig. Hvor universet i ‘The Stand’ var præget af anarki og fanatisme, så tilføjer McCammon miljøkatastrofer og stråleskader til ligningen. Man bliver ikke just i perlehumør af at læse bogen.

Men det er selvfølgelig heller ikke meningen, at bøger om tiden efter dommedag skal være livsbekræftende. Jeg var stærkt begejstret for Justin Cronins ‘The Passage’ (2010) og ‘The Twelve’ (2012), der handler om verden efter en global vampyrepidemi. På samme måde var jeg særdeles optaget af Dan Simmons ligeledes dystopiske ‘Carrion Comfort’ (1989). Så samlet set er bøger som ‘Swan Song’ lige noget for mig. Umiddelbart er jeg ikke ligeså bjergtaget, som jeg var af ‘The Stand’2, men jeg imødeser de resterende 63 pct. af bogen med glæde.

Herudover fornøjer jeg mig med netop Stephen King, nærmere bestemt ‘Salem’s Lot’ (1975). Det er endnu en horror- og vampyrbog, og det er samtidig det tredje King værk, jeg læser (efter ‘The Shining’ og ‘The Stand’). Indtil videre er jeg behageligt overrasket. Jeg nærer som udgangspunkt en vis skepsis overfor forfattere, der dominerer så meget indenfor en genre, som King gør indenfor horror. Og King er jo ikke ligefrem højtagtet i dine finere litterære cirkler. Men derfor kan han jo godt smække en nervepirrende bog sammen. Det synes jeg faktisk man må sige, at ‘Salem’s Lot’ er. Den er fundamentalt spændende, ondskabsfuld og uhyggelig. Ikke så meget vampyrerne. Altså, bevares, dem tager man jo oppe fra og ned. Men King er god til at beskrive hverdagsondskab, lig i lasten og ubetænksomhed. Som når en teenagemor slår sin ti måneder gamle søn. Det er hjerteskærende, og så ondt, så ondt. De scener kan han skrive, som få andre.

Jeg er nu nået til det punkt i ‘Salem’s Lot’, hvor vampyrerne er på nippet til at sprede død og ødelæggelse i den lille by, hvor bogen foregår. Det er altid et interessant (og klassisk!) sted i en horrorbog, det øjeblik før stormen bryder løs, og vampyrerne/pandemien/spøgelserne/atomkrigen river det korthus ned, som forfatteren så minutiøst har bygget op indtil da. Jeg læser urolig og bekymret videre i bogen.

Forhåbentlig bliver der ikke slagtet alt for mange af mine favoritpersoner.

  1. 37 pct. inde i min Kindle-udgave []
  2. Jeg tror heller ikke at ‘Swan Song’ vil få ligeså mange popkulturelle referencer. I den ligeledes post-apokalyptiske tv-serie ‘Revolution’, bruger hovedpersonen Stu Redman som dæknavn. Læsere af ‘The Stand’ vil nok genkende det []