Giv Lando den respekt han fortjener!

Er ikke blevet sådan rigtig grundforelsket i statistikvidunderbarnet Nate Silvers ellers så højtbesungne ‘vi-anvender-kvantitative-data-til-at-analysere-alt-lige-fra-sport-til-politik-og-popkultur‘ hjemmeside FiveThirtyEight endnu.

Men deres spørgeskemaundersøgelse om ‘Star Wars’ filmenes popularitet vis-à-vis hinanden er nu alligevel ganske underholdende.

Det er ikke ligefrem overraskende, at de tre ‘nye’ (og nøgternt vurderet ikke særlig gode) film fra 1999-2005 er mindre elskede end de tre klassiske fra 1977-1983. Men det viser sig til min forbløffelse, at min egen favorit blandt de seks hidtidige ‘Star Wars’-film, ‘The Empire Strikes Back’, også er de fleste andre menneskers yndlingfilm i serien.

Egentlig burde det ikke være sådan. At være bog eller film nummer to i en trilogi er normalt ikke positivt. Den slags plejer altid at være ‘mellemhistorien’, der skal bygge bro mellem indledningen i første film og klimaks i film tre. Så hvad er det, at ‘The Empire Strikes Back’ gør rigtigt. Stort set alt, faktisk:

  • Alt på isplaneten Hoth: Det hele i filmens første tre kvarter er fantastisk. Den episke kamp mellem rebellernes og Imperiet AT-AT Walkers er genial og wooooh!-fremkaldende for enhver rask dreng. Den snappy flirten og de seksuelle spændinger mellem Han Solo og Leia er dragende. Og man kan kun holde af scenen, hvor Luke er nødt til at sprætte tauntaun’en op med lyssværdet, så han kan lægge sig ind i dens stadig varme indvolde med henblik på at undgå at fryse ihjel. FREMRAGENDE!
  • Cloud City: En af de mest besnærende sekvenser i hele ‘Star Wars’ føljetonen er forviklingerne på gasminekolonien, der svæver over Bespin. Vi møder her Lando Calrissian, der er en sexgud. Det er ligeledes her at Han Solo bliver FROSSET NED I FLYDENDE KULSTOF. Og, ja, det er også her, at Luke opdager, at Darth Vader er hans far – og hvor han får kappet hånden af. Alt i alt stærke sager.
  • Mindre Dagobah, tak: Der er i grunden kun ét sted, hvor ‘Empire’ træder grumt ved siden af. Det er i alle træningssekvenserne mellem Yoda og Luke på Dagobah. Bevares, Yoda er da en essentiel del af ‘Star Wars’ mytologien og filmhistorien, og jeg elsker ham mere end hvad der er etisk forsvarligt. Men det er så kedeligt, så kedeligt at se Luke, denne bøvede, selvhøjtidelige og moralsk uinteressante bonderøv fra Tatooine, luffe rundt på en sumpplanet alt imens han laver sit-ups og løfter sin X-Wing med tankens kraft.

Noget mere oprørt blev jeg over FiveThirtyEights oversigt over filmkarakternes relative popularitet:

Star Wars Ranking

Det er jo forrykt. Nuvel, det kommer nok næppe bag på nogen ‘Star Wars’-entusiaster, at en af filmhistoriens universelt mest foragtede personager, Jar-Jar Binks, er mere forhadt end selv den nederdrægtige kejser. Det er løn som fortjent.

Men at Luke Skywalker – denne kedsommelige og leverpostejfarvede eksistens – skulle være mere populær end Han Solo? At Anakin Skywalker skulle være mere populær end et popkulturelt ikon som Darth Vader1? Endelig: Hvorfor er Lando ikke helt oppe at ringe i rankingen? Det er så forkert og urimeligt og forbryderisk, som det overhovedet kan blive. Der må være tale om en metodisk fejl. Jeg kan ikke forklare det på anden vis.

Nu må vi så se om Disney får forplumret den kommende ‘Star Wars VII’. Guderne skal vide, at instruktøren bag de forrige film, George Lucas, allerede har gjort sit bedste for at ødelægge magien via vederstyggeligheder som ‘The Phantom Menance’ samt “sjove” og “børnevenlige” karakterer som Jar-Jar Binks og Ewoks. Den syvende films instruktør er J. J. Abrams fra ‘Lost’ og ‘Fringe’, hvilket borger for en vis fantasi og kreativitet. Jeg er derfor ikke ubetinget pessimistisk. Men spændt – det er jeg godt nok.

Hvad er læsernes yndlinge i ‘Star Wars’-universet. Både blandt filmene og personerne?

  1. Og har vi egentlig ikke et identitetsmæssigt paradoks her? []

Fiktionen former historien

JRR_HERALD_02 Egentlig er der som udgangspunkt tale om noget ret esoterisk: En anmeldelse af J.R.R. Tolkiens oversættelse af det engelske middelalderdigt ‘Beowulf’. Artiklen har alligevel interessant betragtninger om de måder, som Tolkiens forfatterskab påvirker hvordan vores egen samtid tror, at livet var i middelalderen. Der bliver indledt med det pudsige i, at forsideillustrationen skal forestille at være middelalderlig, men egentlig bare er … Tolkien’sk:

“There’s a drawing of a smug-faced dragon on the front cover of JRR Tolkien’s newly-published translation of “Beowulf.” Its green, scaly body loops and knots into a pretzel-esque shape that medieval historians call the “interlace” pattern. You might recognise these loops from Swedish runestones, crumbling Anglo-Saxon crosses or bad tattoos.

The drawing of the dragon, however, is not actually medieval—early medieval dragons’ snouts are usually rounded, not pointy. As the copyright page explains, it is a drawing by Tolkien himself. The very dust-jacket of this new book sums up why an 88-year-old translation of an extremely old poem will sell. We don’t want to read medieval poetry, but we do want to read JRR Tolkien.

Ever since The Hobbit appeared in 1937, Tolkien’s oeuvre has become a cipher for the look and feel of “medievalness.” From Monty Python’s Holy Grail to Game of Thrones, most modern depictions of the 5th to the 15th centuries in European history bear Tolkien’s distinctive mark. Today, the phrase “Middle Earth” conjures hobbit-holes, not the beautiful Old English word middangeard—the middle space between heaven and hell, where humans live out their short lives. The Lord of the Rings has grown so monumental that medieval culture shivers in its shadow.”  

Jeg er tilbøjelig til at give anmelderen i Prospect ret. Tolkien og ‘Ringenes Herre’-bøgerne er med til at danne et quasi-fiktivt billede af fortiden.

Prøv selv at lukke øjnene.

Hvis jeg beder jer visualisere ordet ‘middelalderen’, vil jeg godt vædde på, at der dukker et eller flash op fra en af ‘Ringenes Herre’ filmene. Bevares, måske ikke lige hobitterne, vel. Heller ikke orkerne. Og Gandalf var heller ikke en typisk middelalderskikkelse. Trods alt.

Men hvordan ser en middelalderborg eksempelvis ud for jer? Der er en god sandsynlighed for, at det er noget i stil med Minas Tirith. Hvordan gik middelaldermennesker klædt? Som dem i Rohan? Og var folk ikke lige det mere høviske og ædle i gamle dage? Ligesom Aragorn i Viggo Mortensens daskehårs-udgave? Sammen med modige riddere, der kæmpede for det gode mod det onde? Hvordan foregik krige egentlig i middelalderen? Mon ikke billederne på nethinden til forveksling ligner de episke kampscener fra ‘Ringenes Herre’-filmene? Jeg tror det.

Det er interessant hvordan et fiktionsværk på den måde kan medvirke til at forme den kollektive opfattelse af en given tidsperiode. Jeg er derfor også ganske spændt på om ‘Game of Thrones’ bøgerne og tv-serien vil korrigere det Tolkienske narrativ om middelaleren.

Forfatteren bag, George R.R. Martin, er om nogen en vaskeægte anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, sadister, imperfekte helte og forfald. Livet for almindelige mennesker i Martins udgave af middelalderen, er præget af sult, sygdom og krige mellem adelige huse uden den ringeste hensyntagen til konsekvenserne for befolkningen.

Tilbage i 2012 havde Foreign Affairs to pudsige artikler (her og her) om hvor realistisk ‘Game of Thrones’-universet egentlig er relativt til hvad historieforskningen ved om forholdene i 1300-1400 tallets Europa. Deres konklusion var noget i stil med ‘måske er Martin en snert mere realistisk end Tolkiens pussenussede fantasier, men helt så lovløst og dystopisk var det trods alt heller ikke at leve dengang – og ofte blev folk altså heller ikke voldtaget og myrdet’. Hvilket man da må håbe, at forskerne har ret i.

Men alligevel. Mon ikke Jon Snow, Arya og Tyrions bedrifter vil være med i flashene på nethinden, når folk i de kommende årtier skuer tilbage på middelalderen. Jeg tror det. Og det bliver interessant at se hvordan det påvirker måden vi betragter historien.

Mechas, monstre og manga

Søndagens mirakuløse opdagelse af ‘Pacific Rim’ sendte mig på en nostalgisk Tour de Gamle Nørdede Passioner. Nærmere betegnet to popkulturelle artefakter, der formede mine sene teenageår. Jeg skrev allerede for et stykke tid tilbage en ode til videospillet ‘Final Fantasy VI’, men bare rolig, der var flere kærlighedsaffærer fra samme japanske kilde.

Patlabor 2

Den første er ‘Patlabor 2′, en mangafilm (eller ‘Anime’, som den slags retteligt hedder) fra 1993. Første gang jeg stødte på den var i forfilmene til den engelske VHS-udgave af ‘Ghost in the Shell’, som min far købte hjem til mig fra London i 1997.

‘Ghost in the Shell’ er naturligvis et mesterværk i sig selv. En del mennesker kender den ubevidst, da Wamdue Project brugte en forvirret sammenklippet udgave af filmen i deres musikvideo til ‘King of My Castle’ fra 1998. Er man nysgerrig på cyberpunk og dystopiske fremtidsvisioner af Tokyo, så er filmens to enestående actionscener at finde på YouTube her og her.

Nå, men tilbage til ‘Patlabor 2’. Traileren var i forfilmene på VHS-båndet, og selvom jeg ikke kan finde den online i dag, var det uhyre dragende for en 16-årig.

I filmen følger vi Sektion 2, en specialstyrke i Tokyos politi, der anvender robottanks, ‘mechas’, til at bekæmpe kriminalitet. I klippet neden for følger vi filmens to hovedpersoner – den livsglade mechapilot Noa og hendes noget mere tvære kollega Asuma – mens de kalibrerer Noas elskede robottank Alphonse.

Jamen, er det ikke mageløst? Hvordan kan man ikke elske denne sekvens med dens animerede interface, robotter og den fængende plinky-plonky musik? Filmen er dog ikke kun sjov og ballade. Uden at komme alt for meget ind på plottet, er der en kras kritik af militariseringen af Japan. Blandt andet i den legendariske ‘unnatural city’ sekvens, hvor Tokyo i undtagelsestilstand fremstilles melankolsk og nærmest poetisk. Eller hvad med den åndeløst ubehagelige actionsekvens, hvor en terrorist i helikopter sætter det meste af Tokyos kommunikation og infrastruktur ud af spil. Det ser man ikke ofte i animerede film!

‘Patlabor 2’ og ‘Pacific Rim’ er selvsagt i åndelig familie gennem deres fælles fokus på mechas. De episke mecha vs. kaiju kampe i ‘Pacific Rim’ sendte mig direkte tilbage til slut-90’erne, hvor film som ‘Patlabor’ var nørdnarko direkte ned i blodbanerne. Ahhhh!

‘Final Fantasy VII’ – angrebet på Junon

Dette var den første udgave af ‘Final Fantasy’ til Playstation – og det er velsagtens også den mest legendariske af de efterhånden ganske mange spil i serien.

Et godt stykke inde i spillet er vores helt, den frafaldne lejesoldat Cloud, sluppet ud af spillets ækvivalent til Kurt Russells New York. Sammen med en broget flok medsammensvorne af øko-terrorrister og ninjaer, bekæmper han i første omgang det gennemrådne konglomerat Shinra, der har overtaget verdensherredømmet. Det viser sig dog efterhånden, at den egentlig bad guy i spillet er den stærkt androgyne Sephiroth, Clouds tidligere sergent i militærenheden SOLDIER.

Sephiroth er blevet splittergal efter at hans elskede døde i en ulykke – vel at mærke en ulykke, som han giver Cloud skylden for. Omsvøbt af nihilistisk dødsdrift er hans plan nu at vække en række legendariske væsener – der til forveksling minder om Godzilla og kaijuerne i ‘Pacific Rim’ – med henblik på at fremkalde verdens undergang. Efterhånden går det op for ledelsen i Shinra, at Sephiroth ikke er til at spøge med. Især ikke, da det rent faktisk lykkes ham at få vækket et særligt gnavent godzilla-esque monster, der nu er på vej direkte mod havnebyen Junon. Til at forsvare byen har Shinra opstillet en svært fallos-agtig kanon, der med sin potente ladning skal holde udyret væk.

Ja-ja, jeg ved godt at grafikken er rædsom, men hey, den er snart 20 år gammel. Hvordan tror I selv at eftertiden vil vurdere de ting, som I sidder og pølser rundt i nu? Hva’? Giv lige spillet en pause, gør. Tro mig når jeg siger det: ‘Pacfic Rim’ har lånt liberalt fra denne scene. Den var noget af det første jeg tænkte på, da jeg så filmen forleden. Og nu har jeg fået lyst til at genspille Final Fantasy VII. Hvor lifligt!

Pacific Rim

Fruen og Arvingen er taget på sommerferie en uges tid før undertegnede, så jeg har pludselig en overflod af tid og stilhed at boltre mig i. Det har jeg blandt andet benyttet til at se HBO’s meget lovende nye serie ‘The Leftovers’, men især til at få set ‘Pacific Rim’.

Som officielt er verdens bedste film.

Jo, det er. Bevares, der er sikkert lavet kunstneriske, følsomme, vigtige, samfundsrelevante, intellektuelle, smukke og meningsfulde film, som indsigtsfulde og smagfulde kritikere vil tildele priser, ære og hæder. Men det ændrer ikke på at ‘Pacific Rim’ er verdens bedste film. Her er hvorfor:

  • ENORME monstre, der er ude på at ødelægge snart sagt enhver storby langs Stillehavets kyst
  • MEGA robotter (‘Mechas‘), der ustyrligt seje
  • En post-apokalyptisk verden, hvor San Francisco bliver splitret ad allerede i filmens første to minutter
  • Modige (og flerdimensionelle) helte, hvis skæbne man rent faktisk går op i
  • Idriss Elba er bad-ass!
  • Vilde effekter og fabelagtig action

Jeg ved ikke helt hvor gammel sønnen skal være for at se filmen, men ‘Pacific Rim’ bliver en udødelig klassisker her i husholdningen, en film man kan se igen og igen. I mit barndomshjem var det ‘Indiana Jones’-serien, der havde den rolle. Ja, så god er ‘Pacific Rim’ faktisk.

Hvis du ikke har set filmen endnu, så er den på det danske Netflix – og det er to timers intens glæde, sjov og berigende nørderier.

Søges: Steder at solde familieformuen op

Som bekendt er jeg i almindelighed indbegrebet af zen-buddhistisk tålmodighed og balance. Men jeg går alligevel og er rigtig godt og grundigt gnaven over den alenlange leveringstid ved Amazon.

Det er egentlig ikke fordi jeg mistænker firmaet for at være nogle charlataner. De sendte mig en elskværdig mail i mandags om, at nu havde de smidt sidste sæson af Battlestar Galactica (og andre godter) afsted med posten. Så tingene er gået ganske snabt i deres ende.

Herefter applikerede jeg min (indrømmet!) ret begrænsede analyseevne på problemstillingen: ‘Hvornår arriverer pakken monstro i min favn?’. Jeg nåede efter en time eller to frem til, at en pakke sendt fra England om mandagen, alt andet lige burde kunne nå frem indenfor højest tre-fire dage.

Dér tog jeg fejl. Grueligt fejl, faktisk. For jeg er stadig ensom, alene og aldeles pakkeløs.

Estimaterne tyder nu på mandag, ja, hvis ellers at Post Danmark (eller hedder de allerede Post Norden nu?) gider hanke blot en anelse om i den faglige stolthed, og så se at få leveret min pakke.

Som nævnt synes jeg egentlig at Amazon er en flok hædersmænd, men det forekommer lang tid at vente på varer man køber.

Kan nogle af de få tilbageværende læsere bidrage med erfaringer?

Kan de danske/skandinaviske netbutikker i almindelighed konkurrere når vi taler priser (og leveringstid!) på cd’er og dvd’er? Hvis ja, hvem er i så fald bedst? CDON, eller? Og hvad med bøger? Er saxo.com et reelt alternativ til Amazon?

Fagre voksne verden

Just kommet hjem fra Empire Bio.

Vi så ‘Away We Go’, en lille perle af en film. Kan varmt anbefales, især hvis man synes godt om film som ‘Juno’ og ‘Little Miss Sunshine’. Rigelige mængder humor, melankoli og elskelige personager. Det er aldeles vidunderligt.

Soundtracket af Alexi Murdoch er ligeledes storartet. Han minder om Jack Johnson, dog i en mindre lalleglad udgave.

Eneste ulemper ved filmen er, at den A) fremkalder akut uro i æggestokkene hos tøsepigebørn og B) man får en frygtelig rejsefeber af den slags roadmovies. Så er I advaret.

Sad, but endearingly so

Ah, man bliver så urimeligt frisk af en løbetur kl. 7 om morgenen. Østerbros mest dekadente mand, Mads, er hjemvendt fra halvanden måneds ferie, så vi har genopfrisket vores løberutine. Eller dvs. tilsyneladende har en måned med balkanmad og en efterfølgende drukbefængt tur til Irland sat sit præg, ihvertfald er han blevet en skygge af sit tidligere løbevæsen. Men vi skal nok få sat skik på ham, skal vi! Ikke om jeg forstår hvordan vores ærværdige statsminister kan få sig selv slæbt op til 10 km hver morgen. Han må jo være syg, syg, SYG! Efter løbeturen spillede vi en rask gang pool, hvor jeg til ingens overraskelse fik prygl. Ellers så står dagen på læsning og et styrelsesmøde i aften. Vi skal diskutere det kommende ølarrangement den 26. august, så det skal nok gå hen og blive dramatisk….

Mandag aften var foriøvrigt jeg inde at Thank you for smoking, hvilket var en sand fornøjelse. Den rummer en sand fontæne af seje replikker og scener, så hvis man er i humøret til en sund omgang satire, så kan den varmt anbefales. Desuden spiller Rob Lowe – den ubetinget mest talentfulde b-film skuespiller nogensinde – med, og så kan jeg umuligt ikke boble af lykke indvendigt. Stobbe er også vild med filmen, hvilket jeg udmærket godt kan forstå.

No way to stop curiosity

Ja, ok, jeg ved godt at det ikke er særlig maskulint, cool eller befordrende for mine bestræbelser på at blive verdenshersker at have en Peter Pedal plakat på bloggen, men hvad kan jeg sige? Et eller sted dybt inde bag mit følelseskolde panser af sarkastiske kommentarer og kynisme, så er der en glad lille dreng der synes Peter Pedal er urimeligt sej. Og hvis jeg selv havde børn, så ville jeg benytte førstkommende lejlighed til at tage ind at se filmen.

Vi havde et par af bøgerne derhjemme dengang jeg var lille, bl.a. den hvor Peter Pedal kommer på hospitalet, fordi han har slugt en brik i et puslespil. Faktisk vil jeg vove at påstå, at det er igennem Peter Pedal at jeg har lært, at læger altid er rare, de andre indlagte børn altid er søde, at sygeplejersker altid er nogle man skal være glade for og at der altid bliver arrangeret et cirkus for de syge børn. Hermed antydet, at Peter Pedal egenhændigt er ansvarlig for at jeg stadig tror på det gode i menneskeheden ;)

Det skader selvfølgelig heller ikke, at jeg har fået filmens titelsang Upside Down på hjernen. Det er lavet af Jack Johnson, en sing-and-songwriter der umiddelbart lyder vældig harmonisk. Har ikke kunne finde en offentlig tilgængelig version af den endnu, men skal nok vende tilbage.

Aye!

Just hjemkommet fra en tur i biografen med Jens, Kristian og Thomas. Vi så Pirates of the Caribbean: Dead man’s chest og det var yderst underholdende. Det er ganske enkelt den bedste sjov-og-ballade røverhistorie film jeg har set i lange tider – og den kan varmt anbefales. Det er ikke dyb, dyb kunst, men den trækker på alt hvad der hedder piratklichéer, hvilket virker hvis man har en lille fribytter i maven. Bagefter tog vi på Wagamama (jeg er stadig ikke overbevist om at det er SÅ godt som alle siger) og bortset fra de meget lidt diskrete hentydninger fra herskaberne om at jeg skal se at blive klippet (de har måske en pointe….), så var det en ganske hyggelig omgang.

Nu kunne det måske lyde som om at jeg har haft en aktiv dag? Men næh nej! Det mest dramatiske jeg har svunget mig op til er at vaske tøj og læse lidt i den ene af to Nick Hornby romaner jeg lånte på biblioteket i går. Indtil videre er ‘How to be good ikke overbevisende, måske mest pga. mine soleklare empatiske utilstrækkeligheder, jeg kan ikke helt engagere mig i hovedpersonen: En nogle-og-fyrre årig kvinde med ægteskabelige problemer. Vil dog læse frygtløst videre, hvem ved, måske man ligefrem kan blive klogere?

PS. Vil overlade de sidste vise ord til Jack Sparrow.

There are no little secrets

Havde en rigtig god dag i går. Var faglig og griflede på opgave mere eller mindre intensivt indtil kl. 16, hvor jeg mødtes med Tina på Pussy Galore. Det er længe siden jeg har set hende, og må nok blankt erkende, at jeg ikke har været god nok til at holde kontakten ved lige. Det skal der dog laves om på, for det var rigtig hyggeligt. Vi går laaaangt tilbage, faktisk til 1.g, hvor vi blev pennevenner (ja, det kunne man faktisk have dengang!). Siden vedblev vi med at grifle og dengang jeg flyttede til København for alt for mange år siden, var det første sted jeg flyttede ind hos Tinas forældre i Ishøj. Boede der indtil jeg fik kollegieværelse i Hvidovre, og blev deres ‘plejesøn’. Med andre ord er jeg lidt af en charlatan når jeg ikke har været så tit forbi dem og Tina de senere år. Men i hvert fald var det rart at se hende. Jeg havde glemt hvor vanvittig (på den gode måde, naturligvis) hun er. Og det var skægt at se hende og kæresten Martins lejlighed. Vi fik sushi fra Letz Sushi og så Match Point. Halvskidt film, men Scarlett Johansson er jo helt grotesk lækker. Og til de med hang til mandlige modeller kan jeg forestille mig, at Jonathan Rhys Meyers vil være en lækkerhaps.

PS. Den danske electro-pop gruppe Nordstrøm har færdiggjort deres sang ‘Berlin‘. Den bliver tilsyneladende Ugens Uundgåelige på P3 i den kommende uge. Tag forbi deres MySpace side og lyt. D’herrer Neil Tennant og Chris Lowe må være pavestolte.