World in Motion

Læste en pudsig lille klumme i Financial Times, som fint indkapsler mit eget overraskende positive billede af de 14 dage af VM i fodbold.

Even for the fair-weather fan there is something wonderful about the first two weeks of the World Cup. This is mainly because there is football — or soccer as it is known to those nations that rarely qualify — on television all the time; three or four matches each day, which means you can luxuriate in footie. You can spend an entire weekend sitting on your couch waiting for the next game to start. You literally don’t have to talk to anyone for a fortnight, and certainly not about anything except football.

You catch yourself opining seriously about the Colombian midfield or the Japanese left back. Obviously, few matches have the same road-clearing sense of unmissability attached to an England game — if not always to an England penalty — but they have nearly always rewarded the effort. How many of us would ordinarily make any effort to watch Senegal-Japan? Yet it was a delight.

Den indledende runde har været en fornøjelse, synes jeg. Ikke kun grundet antallet af kampe og den ret høje kvalitet af spillet, men også fordi de første runder af VM udgør en tidsmæssigt afgrænset unik lille og uskyldsren boble.

Nu begynder de sidste runder så desværre. Med dem sætter alvoren, den defensive spillestil og risikominimeringen ind. Så er det slut med den uforpligtende underholdning, de obskure hold i bedste sendetid og det positive spil. Bevares, intensiteten og spændingen om resultatet er større nu, hvor det er vind-eller-forsvind. Men den spontane glæde og rene fornøjelse? Den er væk. Eller som Robert Shrimsley opsummerer det:

Then we hit the second fortnight and suddenly normality resumes. Two or three days may pass without a game. The withdrawal symptoms are terrible. What the hell is this? What am I supposed to do with my evenings? By the final week, the third-place play-off seems like a major draw even for those of us who can ordinarily easily go a week without watching a game.

I know there are other options — Wimbledon, test matches, a family holiday. But these four weeks of football feel like a stolen month, a few precious days when matches aren’t even supposed to be on, and when you have permission to overdose on something in plentiful supply the rest of the year.

Perhaps the other joy of these first weeks is the rare luxury of watching first-class football matches in which, for the most part, you don’t really care about the result. This is football watched for its own sake. It could catch on.

Jeg er helt enig. I dagligdagen orker jeg ikke mere fodbold end AaB, og det er tilmed sjældent at jeg ser deres kampe. Men VM indtil nu har været godt. Det var pragtfuldt da Schweiz vandt over Serbien. Jeg græd salte tårer over Sverige, både da de tabte til Tyskland og siden til sidst triumferede mod Mexico.

Gid de indledende runder havde varet længere!

Vær rare at blive væk

Det irriterer mig altid når danske fodboldspillere rygtes til ‘mine’ udenlandske fodboldklubber – som nu hvor både Riza Durmisi og Pione Sisto kædes sammen med Lazio.

Forstå mig ret: Jeg har intet imod Durmisi som sådan, selvom han er og bliver et Brøndby-svin. Faktisk betragter jeg ham som en glimrende fodboldspiller, der havde fortjent en plads i den danske VM-trup. Pione Sisto kunne tilmed blive glimrende i Rom, tror jeg.

Men de to og alle andre danske spillere skal holde sig langt væk fra mine klubber.

Lazio, Saint-Étienne, Freiburg og Crystal Palace. De skal være danskerfri zoner. Jeg ønsker inderligt at de fire forbliver obskure og upopulære klubber, som jeg kan have for mig selv. Jeg vil ikke have, at der kommer danske spillere til, gør det godt og giver mine klubber opmærksomhed i den danske verdenspresse. Inden man får set sig om pibler der medløbere frem. Det vil være ganske uudholdeligt.

Så Pione og Riza: Tak, men nej tak. Jeg vil ikke dele mine klubber med nogen. Vær rare at blive væk.

BREAKING

Det kan godt være at de siden har modificeret overskriften til noget lidt mindre sprudlende. Men ovenstående VAR altså Tv2 Nords reaktion på den særdeles forløsende første AaB-sejr i denne sæson. Og jeg synes det er udtryk for velvalgt og betimelig nordjysk (selv)ironi at man hiver BREAKING bjælken frem til lejligheden.

For det har – som tidligere antydet – været en vanskelig tid at holde med klubben fra Nordens Paris. Jeg har i månedsvis svævet mellem liv og død rent fodboldmæssigt. Transfervinduet efterlod mig følelsesløs og gold indeni. Alene synes af Allan Gaardes sjaskede pandehår gjorde mig grådlabil. Og indtil i går aftes var jeg klar til at smide Morten Wieghorst på porten. Det er jeg egentlig stadigvæk, men må nok væbne mig med tålmodighed nu. Også fordi jeg ikke lige har et bud på en anden og bedre træner, der kan vende AaB’s snart toårige deroute.

Men ret skal være ret. Jeg jublede i går. Det var dejligt.

Lille Bratislava

AaB har købt en angriber. Som jeg aldrig har hørt om. Pavol Šafranko, hedder han. Fra en klub i Slovakiet, som jeg heller aldrig har hørt om. Men FC DAC 1904 Dunajská Streda indtager åbenbart den øjeblikkelige fjerdeplads i den slovakiske liga, siger AaB i deres pressemeddelelse. Og Šafranko er både “ærgerrig, snu, hårdtarbejdende og fysisk stærk”, hedder det. Han lyder med andre ord som den perfekte dørmand i Jomfru Ane Gade. Og med de nu i alt tre slovakker i truppen, må man vel betragte Aalborg som en nordlig forstad til Bratislava.

Nuvel, måske jeg burde lade den blaserte distance og sarkasme hvile. For AaB har indiskutabelt brug for et stort skur i angrebet. Måske Šafranko er lige det, der skal til.

Jeg er stor fan af Jannik Pohl, som jeg betragter som den næste store ting i nordjysk og dansk fodbold. Men guderne skal vide at han ikke kan score mål. Om så de så var kilometerbrede, iklædt for korte kjoler og hoppede indbydende hen imod ham, ville Pohl ikke kunne ramme dem. I hvert fald ikke med det nuværende miserable offensive setup i AaB. Pohl har akut brug for hjælp fra en kompetent angrebskollega, thi den arme mand får ingen støtte til at løfte et alt for stort offensivt ansvar. Og måske Šafranko kan medvirke til at forløse Pohl af den nuværende frustrerende ineffektivitet?

Man kan kun håbe det bliver sådan tingene går. Ellers opbygger jeg snart en fodboldrelateret depression.

For jeg sad således og så Horsens – AaB fredag aften. Det var halvanden time af mit liv, jeg aldrig får igen. Magen til bras og dårligdom skal man lede længe efter. Selv ikke min stakkels søn ville jeg udsætte for den pinsel. Der har været mørke AaB-stunder tidligere i mit liv, men det føles særlig stærkt denne gang. Selv ikke under Magnus Pehrssons og Bruce Riochs rædselsregimer har jeg oplevet en lignende pessimisme om min klub.

Så gør hvad du kan, Šafranko. Der er brug for det.

De knuste hjerters år

Det har været et fodboldmæssigt ganske miserabelt år. Mest, selvfølgelig, grundet AaB’s urimeligt ringe forårssæson. De senere år er jeg ikke blevet direkte emotionelt påvirket af klubbens op- og nedture. I år har det dog været anderledes. For AaB gør mig aldeles traurig i disse tider.

Det startede så godt, siden blev det katastrofalt i efteråret. Træneren blev fyret, Morten Wieghorst hyret. Bassogog blev udskibet til Kina for gode penge, hvilket luner. Men alle indkøb i sæsonen har vist sig at være for dårlige, for hypede eller bare for klynkende og egocentrerede. De ældre spillere, der skulle udgøre rygraden i en ellers absurd ung trup, er enten kronisk skadede eller slet og ret for dårlige. Og det virker som at der en kvalitetsmæssig ubalance mellem kvaliteten i forsvaret relativt til offensiven.

Så jeg kan sagtens forstå at Allan Gaarde for tiden har ualmindelig travlt med at give den i rollen som den store fortolker af AaB’s aktuelle malaise. For det kunne jo ske, at nogen andre end ham selv ville placere ansvaret for trupsammensætningen hos, ja, Allan Gaarde.

Måske min skuffelsen ikke er rimelig. Der er trods alt tale om en klub, hvis budget ikke er blandt de seks øverste i Superligaen. Og jeg kunne ikke drømme om at bede AaB om igen køre en casino-økonomisk kurs, sådan som det skete i 00’erne. Men det føles alligevel forkert at de er så middelmådige. Selvbevidstheden er til mere. Det gør ondt at se ens hold være så dårlige, når det nu kun er tre år siden de blæste alt modstand af banen og vandt the Double.

Hvad så med Wieghorst? Jeg var skeptisk da han blev ansat, men holder ham trods alt ikke helt ansvarlig for forårets deroute. Han har arvet en trup, der ikke var hans – og med skader til nøglespillere (først og fremmest Würtz). Men hvis ikke der er mærkbare forbedringer næste sommer, så kommer jeg ud med høtyven og kræver heksen brændt på bålet. Desuden vil jeg ikke (genta’r: IKKE) opleve flere 0-4 og 0-5 kampe mod hold som AGF eller OB. Der er trods alt grænser for hvor mange gange jeg kan holde ud at få knust mit AaB-hjerte!

PS. Jeg kunne i dette indlæg også have skrevet om min skuffelse over FC Roskilde, der i dette forår formøblede en fremragende mulighed for at komme i Superligaen væk. Deres uduelighed gør dog ikke i nærheden af ligeså ondt som AaB’s tilstand. Det må blive i et fremtidigt indlæg, når mit vredladne nordjyske selvbillede er blevet fusioneret endnu mere ind i det milde østsjællandske sindelag her i Roskilde.

Ugens læring

AaB scorede tre gange mod Silkeborg alt imens mens jeg luntede uskønt rundt på løberuten. Da jeg stoppede, gik kampen øjeblikkeligt i stå. Der er med andre ord helt klart en kausalitet mellem min motion og AaB’s performance.

Jeg må ud at løbe noget oftere.

Wieghorst

Morten Wieghorst er ansat som ny cheftræner i AaB. Og hvordan skal man så som vanrøgtet eksilnordjyde reagere på det?

Allerførst: Guderne skal vide det er en lettelse at slippe af med Lars Søndergaard efter 12 miserable måneder. Bevares, han fik måske ikke de bedste forudsætninger for succes. Med klubbens økonomiske smalkost og de rituelle åreladninger i spillertruppen i transfervinduerne, har det ikke været nemt for ham. Men alligevel. Nok er nok. Den resultatmæssige deroute i 2016 og det stadig ringere spil var aldeles uacceptabelt. Mindes ikke at AaB har gjort mig så fodbolddeprimeret tidligere. Det spildte forår og det rædderlige efterår har gjort ondt. Særdeles ondt.

For jeg mener helt uironisk at AaB er – og skal være – en dansk storklub. Vi skal ikke ligge nede og rode rundt sammen med superligaens middelmådig bugflæsk. AaB bør selvfølgelig være i top 6 – og dermed også som det naturligste i verden deltage i mesterskabsslutspillet. Alt andet er ikke godt nok. Så at vi nu ligger og roder rundt udenfor er helt utåleligt.

Men er det lykken at erstatte Søndergaard med et Brøndby-svin Wieghorst, hvis succeser som cheftræner i bedste fald er diskutable? Er det ham, der kan få AaB tilbage på ret kurs? Kan han gøre dem relevante igen, vel at mærke med et skrabet budget?

Ja, det ved jeg snart sagt ikke. Der skal vist en plus/minus liste til.

Plus
  • Han var god til at bygge noget op i FC Nordsjælland. Måske Kasper Hjulmand lige løftede det en tak op og forløste potentialet. Men det var Wieghorst der lagde grundstenene til deres mesterskab
  • Han var en habil dansk U21 landsholdstræner. Noget tyder på at han arbejder godt sammen med unge spillere
  •  Man må formode at han med sit internationale netværk og navn kan lokke spillere til, der ellers ikke ville overveje AaB
  • Han virker til trods for sin gustne fortid på Vestegnen og i AGF grundlæggende sympatisk og reflekteret. Miraklernes tid er ikke forbi
Minus
  • Hvor er de dokumenterede resultater? Han hare jo aldrig selv vundet noget af betydning. Hans CV som cheftræner i især AGF er blakket. Han blev hentet som den store frelser til klubben, og leverede helt præcis ingenting
  • Han har været arbejdsløs et år. Hvor opdateret er han egentlig på Superligaen og særligt AaB?
  • Jeg kan ikke i skrivende stund sige hvordan hans spillestil er
  • Jeg er nervøs for at han henter en masse eksotiske (og ret ringe) lykkeriddere til klubben, præcis som han gjorde i AGF
  • Han lugter dårligt efter tid i både Brøndby og AGF

Jeg er med andre ord skeptisk. Lunken. Nej, halvkold, faktisk. Og det forstærkes af, at jeg ikke ved hvilke økonomiske rammer bestyrelsen har givet sportschef Allan Gaarde og Wieghorst til at forstærke truppen. AaB overpræsterede voldsomt i The Double sæsonen i 2014, men har de forløbne sæsoner ikke fået nogen af talenterne til at bryde igennem, sådan som det lykkedes  med især Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen. Det gør det problematisk at satse på egne talenter, især når man samtidig sælger flere nøglespillere i hvert vinduer, og de trods alt indkøbte erstatninger ikke slår til. Kvaliteten i truppen er simpelthen blevet fortyndet for meget. Angrebet ser decideret svagt ud. Reelt besidder AaB i skrivende stund ikke én angriber, der har scoret mål i superligaen på regelmæssig basis. Der er masser af talent – jeg er VILD med Pohl og Bassogog – men de mangler nogen af læne sig op ad. Enevolden er hele tiden skadet og mentalt fraværende, i hvert fald hvis man skal tro rygterne. Noget skal hentes ind.

Så både Gaarde og Wieghorst er til eksamen. Gaarde skal snart levere noget kvalitet på transfermarkedet, og Wieghorst skal levere resultaterne på banen.

Så jeg forholder mig skeptisk afventende. Wieghorst skal overbevise mig først. Omvendt kan man sige, at ingen af mine to afguder Erik Hamrén eller Allan Kuhn nødvendigvis havde de store, prangende CV’er inden de kom til AaB. Jeg var heller ikke glad, da Kent Nielsen kom til klubben, og hans regime endte jo trods alt med en double i den episke sommer i 2014.

Så min skepsis er blevet gjort til skamme før. Lad os håbe det sker igen.

Lokalromantik

Læste en historie på bold.dk om hvordan Nykøbing FC efter eget udsagn er blevet en mere attraktiv fodboldklub efter deres oprykning til 1. division.

Det glæder mig egentlig. Selvom jeg som eksileret nordjyde havde håbet på at se AaB, Vendsyssel og Hobro i denne sæsons superliga, så er der generelt alt, alt for mange ligegyldige og uinteressante jyske leverpostejhold i de bedste danske rækker.

Ærligt talt: Hvem har nogensinde interesseret sig for Silkeborg IF, AC Horsens1, Skive, FC Fredericia eller Randers FC? Der er vitterligt ingen grund til at disse gudsforladte klubber skal luffe rundt og kede os andre ihjel med deres 0-0 kampe og fraværende tilskuere.

Nej, lad os hellere få nogen flere egnsklubber op, især her fra Sjælland.

Vi har jo allerede fyrtårnet FC Roskilde her i Korsbæk. Sammen med Nykøbings oprykning, er der nu en reelt interessant samling klubber udenfor hovedstadsområdet i form af FC Helsingør, HB Køge og Næstved. Der mangler lidt repræsentation fra Vestsjælland, men ellers er denne del af landet ved at være fornuftigt dækket ind.

Så hvis kalenderen tillader det, vil jeg ud at se noget mere 1. divisions fodbold i den kommende sæson. Man skal jo bakke op om sit lokalområde.

  1. Jeg har tilmed netop opdaget at ‘AC’ forkortelsen i AC Horsens ikke engang står for den floromvundne italienske betegnelse ‘Associazione Calcio’, men derimod for bøvede ‘Alliance Club’. Vorherre bevares! []

Guiden til EM2016

Jeg ved godt det er svært alt sammen. At kompleksiteten er lammende. At alting bare er så åndeløst diffust og dystert. At alting ville være nemmere, bedre, smukkere, mere ægte, hvis nogen blot kunne tænde et lys i mørket og vise os vejen ud af denne dystopi.

Men fortvivl ej. For nu fortæller jeg hvem I skal holde med under det kommende Europamesterskab i fodbold – og ikke mindst hvorfor. Jeg giver også uvurderlige staldtips til hvem der vinder. Jeg er jeres fyrtårn i denne svære situation.

 

I skal holde med følgende lande

Schweiz. Fordi det er verdens bedste land og alle egentlig godt ved det. Fordi min søn er dansk-schweizisk statsborger. Fordi 50 pct. af truppen består af spillere med baggrund i Albanien, Makedonien eller Kosovo. Og fordi deres angriber Breel Donald Embolo (sammen med en anden schweizer, Granit Xhaka) har EM’s dejligste navn

Sverige. Fordi alt godt, kærligt og ægte – altså min ægteviv – kommer fra Sverige. Fordi smukke Erik er landstræner (lidt endnu), og fortjener en fremragende slutrunde til at få alle sine urimelige kritikere til at flette næbbet

Belgien. Fordi jeg nød at bo i Bruxelles og ønsker landet alt det bedste. De har snart fortjent lidt medvind sådan i almindelighed. Og fordi Marouane Fellainis hår burde være argument nok

Tjekkiet. Fordi jeg nød at bo i Prag og ønsker landet alt det bedste. Fordi Pavel Nedvěd (stadigvæk)

Italien. Fordi alle rigtige hædersmænd- og kvinder elsker Italien. Og det er et empirisk faktum, som ikke lader sig bestride

 

Hvem vinder så?

Frankrig ser stærke ud, især offensivt, og er på hjemmebane. Tidligere slutrunders dysfunktionalitet plus ævl og kævl ser ud til at forbi. Forsvaret er måske ikke helt oppe at støde, men det er godt nok. De er mine favoritter i år.

Jeg tror også at Spanien vender stærkt tilbage i denne slutrunde. Ja, de var pivringe til VM i 2014, men de har så meget talent, at det vil være uansvarligt ikke at have dem som favoritter.

Min outsider til titlen er Belgien. De har truppen til det, og det er ved at være på høje tid, hvis den her sindssvagt talentfulde generation ikke skal løbe ud i sandet.

 

Hvem er overvurderede?

Jeg tror ikke på Tyskland denne gang. Det er selvfølgelig en smule dristigt at afskrive de forsvarende verdensmestre, men jeg stoler ikke på deres angreb.

England kommer til at floppe som sædvanlig. Deres selvværd og arrogance fejler vanen tro ingenting, men de vil blive pillet fra hinanden, når de kommer op mod de gode hold. Vent og se. De er en omvandrende katastrofe, der venter på at ske.

Moser i uglen

Normalt er jeg ikke den store ornitolog, men jeg har tilsyneladende et svagt punkt for fodboldklubber med fugle (især dramatisk udseende ørne) i deres emblemer1.

Indtil nu har min fugleaffektion ikke været noget bevidst. Men jeg kom til at reflektere nærmere over det, da jeg sammen med et par kolleger drøftede hvilke klubber man kan støde på i Premier League næste sæson.

Den hæderkronede traditionsklub Sheffield Wednesday er således med i årets play-off, og udover at besidde et af sportsverdenens allermest hipster klubnavne (‘Wednesday’), så har de også intet mindre end en ugle in deres klublogo.

Nuvel, det er de ganske vist ikke ene om2, men alligevel. Dyrk lige den frækkert af en ugle! Dyrk den!

Wednesday

Hvis ikke det er alt rigeligt til at ønske dem op i Premier League, så ved jeg ikke hvad der skal til. Og jeg håber i alt fald at de slår Brighton ud, også selvom sidstnævnte har en havmåge i deres logo. Der er trods alt forskel på fugle.

  1. se: Lazio, Crystal Palace og FC Roskilde []
  2. se: Akademisk Boldklub, Universidad de Chile []