Livet som AaB-tilhænger opsummeret i The Smiths sangtitler:

  • Still Ill
  • Barbarism Begins at Home
  • You Just Haven’t Earned It Yet, Baby
  • Bigmouth Strikes Again
  • Panic
  • I Started Something I Couldn’t Finish
  • I Know It’s Over

Tuesday 3rd of July 2018

Sverige-Schweiz var den kamp ved VM, jeg på forhånd var mest emotionelt investeret i. Men udover Forsbergs mål, har den her i 69. minut ikke været særlig velspillet. Er stadig splittet i min loyalitet. Håber mest af alt på at undgå forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence

World in Motion

Læste en pudsig lille klumme i Financial Times, som fint indkapsler mit eget overraskende positive billede af de 14 dage af VM i fodbold.

Even for the fair-weather fan there is something wonderful about the first two weeks of the World Cup. This is mainly because there is football — or soccer as it is known to those nations that rarely qualify — on television all the time; three or four matches each day, which means you can luxuriate in footie. You can spend an entire weekend sitting on your couch waiting for the next game to start. You literally don’t have to talk to anyone for a fortnight, and certainly not about anything except football.

You catch yourself opining seriously about the Colombian midfield or the Japanese left back. Obviously, few matches have the same road-clearing sense of unmissability attached to an England game — if not always to an England penalty — but they have nearly always rewarded the effort. How many of us would ordinarily make any effort to watch Senegal-Japan? Yet it was a delight.

Den indledende runde har været en fornøjelse, synes jeg. Ikke kun grundet antallet af kampe og den ret høje kvalitet af spillet, men også fordi de første runder af VM udgør en tidsmæssigt afgrænset unik lille og uskyldsren boble.

Nu begynder de sidste runder så desværre. Med dem sætter alvoren, den defensive spillestil og risikominimeringen ind. Så er det slut med den uforpligtende underholdning, de obskure hold i bedste sendetid og det positive spil. Bevares, intensiteten og spændingen om resultatet er større nu, hvor det er vind-eller-forsvind. Men den spontane glæde og rene fornøjelse? Den er væk. Eller som Robert Shrimsley opsummerer det:

Then we hit the second fortnight and suddenly normality resumes. Two or three days may pass without a game. The withdrawal symptoms are terrible. What the hell is this? What am I supposed to do with my evenings? By the final week, the third-place play-off seems like a major draw even for those of us who can ordinarily easily go a week without watching a game.

I know there are other options — Wimbledon, test matches, a family holiday. But these four weeks of football feel like a stolen month, a few precious days when matches aren’t even supposed to be on, and when you have permission to overdose on something in plentiful supply the rest of the year.

Perhaps the other joy of these first weeks is the rare luxury of watching first-class football matches in which, for the most part, you don’t really care about the result. This is football watched for its own sake. It could catch on.

Jeg er helt enig. I dagligdagen orker jeg ikke mere fodbold end AaB, og det er tilmed sjældent at jeg ser deres kampe. Men VM indtil nu har været godt. Det var pragtfuldt da Schweiz vandt over Serbien. Jeg græd salte tårer over Sverige, både da de tabte til Tyskland og siden til sidst triumferede mod Mexico.

Gid de indledende runder havde varet længere!

Vær rare at blive væk

Det irriterer mig altid når danske fodboldspillere rygtes til ‘mine’ udenlandske fodboldklubber – som nu hvor både Riza Durmisi og Pione Sisto kædes sammen med Lazio.

Forstå mig ret: Jeg har intet imod Durmisi som sådan, selvom han er og bliver et Brøndby-svin. Faktisk betragter jeg ham som en glimrende fodboldspiller, der havde fortjent en plads i den danske VM-trup. Pione Sisto kunne tilmed blive glimrende i Rom, tror jeg.

Men de to og alle andre danske spillere skal holde sig langt væk fra mine klubber.

Lazio, Saint-Étienne, Freiburg og Crystal Palace. De skal være danskerfri zoner. Jeg ønsker inderligt at de fire forbliver obskure og upopulære klubber, som jeg kan have for mig selv. Jeg vil ikke have, at der kommer danske spillere til, gør det godt og giver mine klubber opmærksomhed i den danske verdenspresse. Inden man får set sig om pibler der medløbere frem. Det vil være ganske uudholdeligt.

Så Pione og Riza: Tak, men nej tak. Jeg vil ikke dele mine klubber med nogen. Vær rare at blive væk.

Vendsyssel FF er i superligaen. Boede ganske vist kun knap 7 måneder i Hjørring og de vil aldrig tage AaB’s plads i hjertet. Men alligevel: oprykningen er stort for nordjysk fodbold. Glæder mig til næste sæson.

BREAKING

Det kan godt være at de siden har modificeret overskriften til noget lidt mindre sprudlende. Men ovenstående VAR altså Tv2 Nords reaktion på den særdeles forløsende første AaB-sejr i denne sæson. Og jeg synes det er udtryk for velvalgt og betimelig nordjysk (selv)ironi at man hiver BREAKING bjælken frem til lejligheden.

For det har – som tidligere antydet – været en vanskelig tid at holde med klubben fra Nordens Paris. Jeg har i månedsvis svævet mellem liv og død rent fodboldmæssigt. Transfervinduet efterlod mig følelsesløs og gold indeni. Alene synes af Allan Gaardes sjaskede pandehår gjorde mig grådlabil. Og indtil i går aftes var jeg klar til at smide Morten Wieghorst på porten. Det er jeg egentlig stadigvæk, men må nok væbne mig med tålmodighed nu. Også fordi jeg ikke lige har et bud på en anden og bedre træner, der kan vende AaB’s snart toårige deroute.

Men ret skal være ret. Jeg jublede i går. Det var dejligt.

Lille Bratislava

AaB har købt en angriber. Som jeg aldrig har hørt om. Pavol Šafranko, hedder han. Fra en klub i Slovakiet, som jeg heller aldrig har hørt om. Men FC DAC 1904 Dunajská Streda indtager åbenbart den øjeblikkelige fjerdeplads i den slovakiske liga, siger AaB i deres pressemeddelelse. Og Šafranko er både “ærgerrig, snu, hårdtarbejdende og fysisk stærk”, hedder det. Han lyder med andre ord som den perfekte dørmand i Jomfru Ane Gade. Og med de nu i alt tre slovakker i truppen, må man vel betragte Aalborg som en nordlig forstad til Bratislava.

Nuvel, måske jeg burde lade den blaserte distance og sarkasme hvile. For AaB har indiskutabelt brug for et stort skur i angrebet. Måske Šafranko er lige det, der skal til.

Jeg er stor fan af Jannik Pohl, som jeg betragter som den næste store ting i nordjysk og dansk fodbold. Men guderne skal vide at han ikke kan score mål. Om så de så var kilometerbrede, iklædt for korte kjoler og hoppede indbydende hen imod ham, ville Pohl ikke kunne ramme dem. I hvert fald ikke med det nuværende miserable offensive setup i AaB. Pohl har akut brug for hjælp fra en kompetent angrebskollega, thi den arme mand får ingen støtte til at løfte et alt for stort offensivt ansvar. Og måske Šafranko kan medvirke til at forløse Pohl af den nuværende frustrerende ineffektivitet?

Man kan kun håbe det bliver sådan tingene går. Ellers opbygger jeg snart en fodboldrelateret depression.

For jeg sad således og så Horsens – AaB fredag aften. Det var halvanden time af mit liv, jeg aldrig får igen. Magen til bras og dårligdom skal man lede længe efter. Selv ikke min stakkels søn ville jeg udsætte for den pinsel. Der har været mørke AaB-stunder tidligere i mit liv, men det føles særlig stærkt denne gang. Selv ikke under Magnus Pehrssons og Bruce Riochs rædselsregimer har jeg oplevet en lignende pessimisme om min klub.

Så gør hvad du kan, Šafranko. Der er brug for det.

De knuste hjerters år

Det har været et fodboldmæssigt ganske miserabelt år. Mest, selvfølgelig, grundet AaB’s urimeligt ringe forårssæson. De senere år er jeg ikke blevet direkte emotionelt påvirket af klubbens op- og nedture. I år har det dog været anderledes. For AaB gør mig aldeles traurig i disse tider.

Det startede så godt, siden blev det katastrofalt i efteråret. Træneren blev fyret, Morten Wieghorst hyret. Bassogog blev udskibet til Kina for gode penge, hvilket luner. Men alle indkøb i sæsonen har vist sig at være for dårlige, for hypede eller bare for klynkende og egocentrerede. De ældre spillere, der skulle udgøre rygraden i en ellers absurd ung trup, er enten kronisk skadede eller slet og ret for dårlige. Og det virker som at der en kvalitetsmæssig ubalance mellem kvaliteten i forsvaret relativt til offensiven.

Så jeg kan sagtens forstå at Allan Gaarde for tiden har ualmindelig travlt med at give den i rollen som den store fortolker af AaB’s aktuelle malaise. For det kunne jo ske, at nogen andre end ham selv ville placere ansvaret for trupsammensætningen hos, ja, Allan Gaarde.

Måske min skuffelsen ikke er rimelig. Der er trods alt tale om en klub, hvis budget ikke er blandt de seks øverste i Superligaen. Og jeg kunne ikke drømme om at bede AaB om igen køre en casino-økonomisk kurs, sådan som det skete i 00’erne. Men det føles alligevel forkert at de er så middelmådige. Selvbevidstheden er til mere. Det gør ondt at se ens hold være så dårlige, når det nu kun er tre år siden de blæste alt modstand af banen og vandt the Double.

Hvad så med Wieghorst? Jeg var skeptisk da han blev ansat, men holder ham trods alt ikke helt ansvarlig for forårets deroute. Han har arvet en trup, der ikke var hans – og med skader til nøglespillere (først og fremmest Würtz). Men hvis ikke der er mærkbare forbedringer næste sommer, så kommer jeg ud med høtyven og kræver heksen brændt på bålet. Desuden vil jeg ikke (genta’r: IKKE) opleve flere 0-4 og 0-5 kampe mod hold som AGF eller OB. Der er trods alt grænser for hvor mange gange jeg kan holde ud at få knust mit AaB-hjerte!

PS. Jeg kunne i dette indlæg også have skrevet om min skuffelse over FC Roskilde, der i dette forår formøblede en fremragende mulighed for at komme i Superligaen væk. Deres uduelighed gør dog ikke i nærheden af ligeså ondt som AaB’s tilstand. Det må blive i et fremtidigt indlæg, når mit vredladne nordjyske selvbillede er blevet fusioneret endnu mere ind i det milde østsjællandske sindelag her i Roskilde.

Ugens læring

AaB scorede tre gange mod Silkeborg alt imens mens jeg luntede uskønt rundt på løberuten. Da jeg stoppede, gik kampen øjeblikkeligt i stå. Der er med andre ord helt klart en kausalitet mellem min motion og AaB’s performance.

Jeg må ud at løbe noget oftere.