Ugens læring

AaB scorede tre gange mod Silkeborg alt imens mens jeg luntede uskønt rundt på løberuten. Da jeg stoppede, gik kampen øjeblikkeligt i stå. Der er med andre ord helt klart en kausalitet mellem min motion og AaB’s performance.

Jeg må ud at løbe noget oftere.

Wieghorst

Morten Wieghorst er ansat som ny cheftræner i AaB. Og hvordan skal man så som vanrøgtet eksilnordjyde reagere på det?

Allerførst: Guderne skal vide det er en lettelse at slippe af med Lars Søndergaard efter 12 miserable måneder. Bevares, han fik måske ikke de bedste forudsætninger for succes. Med klubbens økonomiske smalkost og de rituelle åreladninger i spillertruppen i transfervinduerne, har det ikke været nemt for ham. Men alligevel. Nok er nok. Den resultatmæssige deroute i 2016 og det stadig ringere spil var aldeles uacceptabelt. Mindes ikke at AaB har gjort mig så fodbolddeprimeret tidligere. Det spildte forår og det rædderlige efterår har gjort ondt. Særdeles ondt.

For jeg mener helt uironisk at AaB er – og skal være – en dansk storklub. Vi skal ikke ligge nede og rode rundt sammen med superligaens middelmådig bugflæsk. AaB bør selvfølgelig være i top 6 – og dermed også som det naturligste i verden deltage i mesterskabsslutspillet. Alt andet er ikke godt nok. Så at vi nu ligger og roder rundt udenfor er helt utåleligt.

Men er det lykken at erstatte Søndergaard med et Brøndby-svin Wieghorst, hvis succeser som cheftræner i bedste fald er diskutable? Er det ham, der kan få AaB tilbage på ret kurs? Kan han gøre dem relevante igen, vel at mærke med et skrabet budget?

Ja, det ved jeg snart sagt ikke. Der skal vist en plus/minus liste til.

Plus
  • Han var god til at bygge noget op i FC Nordsjælland. Måske Kasper Hjulmand lige løftede det en tak op og forløste potentialet. Men det var Wieghorst der lagde grundstenene til deres mesterskab
  • Han var en habil dansk U21 landsholdstræner. Noget tyder på at han arbejder godt sammen med unge spillere
  •  Man må formode at han med sit internationale netværk og navn kan lokke spillere til, der ellers ikke ville overveje AaB
  • Han virker til trods for sin gustne fortid på Vestegnen og i AGF grundlæggende sympatisk og reflekteret. Miraklernes tid er ikke forbi
Minus
  • Hvor er de dokumenterede resultater? Han hare jo aldrig selv vundet noget af betydning. Hans CV som cheftræner i især AGF er blakket. Han blev hentet som den store frelser til klubben, og leverede helt præcis ingenting
  • Han har været arbejdsløs et år. Hvor opdateret er han egentlig på Superligaen og særligt AaB?
  • Jeg kan ikke i skrivende stund sige hvordan hans spillestil er
  • Jeg er nervøs for at han henter en masse eksotiske (og ret ringe) lykkeriddere til klubben, præcis som han gjorde i AGF
  • Han lugter dårligt efter tid i både Brøndby og AGF

Jeg er med andre ord skeptisk. Lunken. Nej, halvkold, faktisk. Og det forstærkes af, at jeg ikke ved hvilke økonomiske rammer bestyrelsen har givet sportschef Allan Gaarde og Wieghorst til at forstærke truppen. AaB overpræsterede voldsomt i The Double sæsonen i 2014, men har de forløbne sæsoner ikke fået nogen af talenterne til at bryde igennem, sådan som det lykkedes  med især Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen. Det gør det problematisk at satse på egne talenter, især når man samtidig sælger flere nøglespillere i hvert vinduer, og de trods alt indkøbte erstatninger ikke slår til. Kvaliteten i truppen er simpelthen blevet fortyndet for meget. Angrebet ser decideret svagt ud. Reelt besidder AaB i skrivende stund ikke én angriber, der har scoret mål i superligaen på regelmæssig basis. Der er masser af talent – jeg er VILD med Pohl og Bassogog – men de mangler nogen af læne sig op ad. Enevolden er hele tiden skadet og mentalt fraværende, i hvert fald hvis man skal tro rygterne. Noget skal hentes ind.

Så både Gaarde og Wieghorst er til eksamen. Gaarde skal snart levere noget kvalitet på transfermarkedet, og Wieghorst skal levere resultaterne på banen.

Så jeg forholder mig skeptisk afventende. Wieghorst skal overbevise mig først. Omvendt kan man sige, at ingen af mine to afguder Erik Hamrén eller Allan Kuhn nødvendigvis havde de store, prangende CV’er inden de kom til AaB. Jeg var heller ikke glad, da Kent Nielsen kom til klubben, og hans regime endte jo trods alt med en double i den episke sommer i 2014.

Så min skepsis er blevet gjort til skamme før. Lad os håbe det sker igen.

Lokalromantik

Læste en historie på bold.dk om hvordan Nykøbing FC efter eget udsagn er blevet en mere attraktiv fodboldklub efter deres oprykning til 1. division.

Det glæder mig egentlig. Selvom jeg som eksileret nordjyde havde håbet på at se AaB, Vendsyssel og Hobro i denne sæsons superliga, så er der generelt alt, alt for mange ligegyldige og uinteressante jyske leverpostejhold i de bedste danske rækker.

Ærligt talt: Hvem har nogensinde interesseret sig for Silkeborg IF, AC Horsens1, Skive, FC Fredericia eller Randers FC? Der er vitterligt ingen grund til at disse gudsforladte klubber skal luffe rundt og kede os andre ihjel med deres 0-0 kampe og fraværende tilskuere.

Nej, lad os hellere få nogen flere egnsklubber op, især her fra Sjælland.

Vi har jo allerede fyrtårnet FC Roskilde her i Korsbæk. Sammen med Nykøbings oprykning, er der nu en reelt interessant samling klubber udenfor hovedstadsområdet i form af FC Helsingør, HB Køge og Næstved. Der mangler lidt repræsentation fra Vestsjælland, men ellers er denne del af landet ved at være fornuftigt dækket ind.

Så hvis kalenderen tillader det, vil jeg ud at se noget mere 1. divisions fodbold i den kommende sæson. Man skal jo bakke op om sit lokalområde.

  1. Jeg har tilmed netop opdaget at ‘AC’ forkortelsen i AC Horsens ikke engang står for den floromvundne italienske betegnelse ‘Associazione Calcio’, men derimod for bøvede ‘Alliance Club’. Vorherre bevares! []

Guiden til EM2016

Jeg ved godt det er svært alt sammen. At kompleksiteten er lammende. At alting bare er så åndeløst diffust og dystert. At alting ville være nemmere, bedre, smukkere, mere ægte, hvis nogen blot kunne tænde et lys i mørket og vise os vejen ud af denne dystopi.

Men fortvivl ej. For nu fortæller jeg hvem I skal holde med under det kommende Europamesterskab i fodbold – og ikke mindst hvorfor. Jeg giver også uvurderlige staldtips til hvem der vinder. Jeg er jeres fyrtårn i denne svære situation.

 

I skal holde med følgende lande

Schweiz. Fordi det er verdens bedste land og alle egentlig godt ved det. Fordi min søn er dansk-schweizisk statsborger. Fordi 50 pct. af truppen består af spillere med baggrund i Albanien, Makedonien eller Kosovo. Og fordi deres angriber Breel Donald Embolo (sammen med en anden schweizer, Granit Xhaka) har EM’s dejligste navn

Sverige. Fordi alt godt, kærligt og ægte – altså min ægteviv – kommer fra Sverige. Fordi smukke Erik er landstræner (lidt endnu), og fortjener en fremragende slutrunde til at få alle sine urimelige kritikere til at flette næbbet

Belgien. Fordi jeg nød at bo i Bruxelles og ønsker landet alt det bedste. De har snart fortjent lidt medvind sådan i almindelighed. Og fordi Marouane Fellainis hår burde være argument nok

Tjekkiet. Fordi jeg nød at bo i Prag og ønsker landet alt det bedste. Fordi Pavel Nedvěd (stadigvæk)

Italien. Fordi alle rigtige hædersmænd- og kvinder elsker Italien. Og det er et empirisk faktum, som ikke lader sig bestride

 

Hvem vinder så?

Frankrig ser stærke ud, især offensivt, og er på hjemmebane. Tidligere slutrunders dysfunktionalitet plus ævl og kævl ser ud til at forbi. Forsvaret er måske ikke helt oppe at støde, men det er godt nok. De er mine favoritter i år.

Jeg tror også at Spanien vender stærkt tilbage i denne slutrunde. Ja, de var pivringe til VM i 2014, men de har så meget talent, at det vil være uansvarligt ikke at have dem som favoritter.

Min outsider til titlen er Belgien. De har truppen til det, og det er ved at være på høje tid, hvis den her sindssvagt talentfulde generation ikke skal løbe ud i sandet.

 

Hvem er overvurderede?

Jeg tror ikke på Tyskland denne gang. Det er selvfølgelig en smule dristigt at afskrive de forsvarende verdensmestre, men jeg stoler ikke på deres angreb.

England kommer til at floppe som sædvanlig. Deres selvværd og arrogance fejler vanen tro ingenting, men de vil blive pillet fra hinanden, når de kommer op mod de gode hold. Vent og se. De er en omvandrende katastrofe, der venter på at ske.

Moser i uglen

Normalt er jeg ikke den store ornitolog, men jeg har tilsyneladende et svagt punkt for fodboldklubber med fugle (især dramatisk udseende ørne) i deres emblemer1.

Indtil nu har min fugleaffektion ikke været noget bevidst. Men jeg kom til at reflektere nærmere over det, da jeg sammen med et par kolleger drøftede hvilke klubber man kan støde på i Premier League næste sæson.

Den hæderkronede traditionsklub Sheffield Wednesday er således med i årets play-off, og udover at besidde et af sportsverdenens allermest hipster klubnavne (‘Wednesday’), så har de også intet mindre end en ugle in deres klublogo.

Nuvel, det er de ganske vist ikke ene om2, men alligevel. Dyrk lige den frækkert af en ugle! Dyrk den!

Wednesday

Hvis ikke det er alt rigeligt til at ønske dem op i Premier League, så ved jeg ikke hvad der skal til. Og jeg håber i alt fald at de slår Brighton ud, også selvom sidstnævnte har en havmåge i deres logo. Der er trods alt forskel på fugle.

  1. se: Lazio, Crystal Palace og FC Roskilde []
  2. se: Akademisk Boldklub, Universidad de Chile []

Allan Kuhn

Jeg er bevidst om at fodbold ikke interesserer specielt mange læsere. Men det ændrer ikke på, at dagens offentliggørelse af Allan Kuhn som cheftræner i Malmö FF er noget nær det mest emotionelle, jeg har oplevet siden min søns fødsel.

Der er så uhyre få mennesker, jeg elsker ubetinget. Familien, naturligvis. Men på de næste pladser huserer Erik Hamrén, Jimmy Nielsen og – ja! – Allan Kuhn.

Kuhn har betydet så meget for AaB de sidste 10 år. Er vel selve sjælen i klubben. Så når han nu forlader AaB for at tage et indiskutabelt trin opad (vi taler trods alt om at en hidtidig assistenttræner bliver cheftræner i Nordens pt. stærkeste fodboldklub), så er jeg i skrivende stund en uhåndterlig malstrøm af uendelig tristhed og jublende glæde på én og samme tid.

Det er så usandsynlig flot af Kuhn, han fortjener chancen, og jeg tror han bliver en stormende succes i Malmö. Men det efterlader samtidig AaB med et gigantisk, gabende hul. Hans exit markerer slutningen på en æra, og det medfører ligeledes en ubehagelig risiko for, at den sportsligt opadgående kurve i klubben ophører. Hvilket selvsagt kan formørke mit humør betydeligt.

Så jeg har brugt min fredag aften på at gennemkværne samtlige svenske sportsaviser. For hvordan tager de imod min guldklump? Forstår de ham? Ser de lyset? Men nuvel, de er afventende, kender ikke manden. Men det er blot et spørgsmål om tid. Han kommer til at blive stor, de vil elske ham. Og jeg skal til Malmö og støtte ham, alt andet ville være vanvid.

Så tillykke, Allan. Og på gensyn i AaB, håber jeg.

Blågul

På facebook filosoferer en af mine venner – eksilereret nordjyde, svensk gift, halvsvensk søn, bosat i Malmö – om han skal holde med Danmark eller Sverige i kvalifikationskampene til EM.

For mig kræver det spørgsmål absolut ingen betænkningstid. Der er intet at filosoferer over, ingen sjæl at granske, ingenting at være i tvivl om.

Jeg holder naturligvis med Sverige.

Det såkaldte danske landshold er et ækelt, middelmådigt og usympatisk amalgam af gamle og nuværende Brøndby-spillere, kombineret med en lind strøm af ditto nulliteter fra Parken Sport & Entertainment. Denne uelskelige forsamling er tilmed trænet af en mand, der så åbenlyst burde være stoppet for efterhånden mange år siden. Der er intet at elske og holde af ved den flok underpræsterende bøver. Og jeg vil ikke lade bovlamme og jordslåede koncepter som ‘nationalitet’ og ‘statsborgerskab’ bestemme, hvem jeg vil holde af. Det danske landshold har ikke fortjent nogen form for kærlighed.

Sverige, derimod, det er en helt anden sag.

De er trænet af den eneste mand i verden, der kunne gøre mig homoseksuel: Erik Hamrén. Manden, der egenhændigt gjorde AaB til noget godt og smukt og ægte igen. Manden, der er så uendelig sympatisk og underskøn, at alt hvad han rører ved bliver til det pureste guld. Det eneste der for alvor beskriver mit forhold til ham er ‘ubetinget kærlighed’ og ‘forgabelse’, thi han er en dejlig mand.

Nå, ja, og så er jeg jo også svensk gift, har en halvsvensk søn1 og holder så meget af Sverige, at man næsten skulle tro jeg hed Svensson.

Så det bliver Sverige for mig. Naturligvis.

  1. Der taler en på en helt uklædeligt nuttet dansk-svensk måde []

Malmö

Havde en mageløs lørdag eftermiddag i Malmö. Vejret var skønt – velsagtens den sidste lune dag i 2015 – og stemningen på Malmö Stadion var fremragende.

Var sammen med en gammel kollega inde for at se Malmö FF spille mod knoldesparkerne fra Elfsborg. Det var en fremragende kamp med et hav af chancer, herunder to episke saksespark på overliggeren. MFF ser stærke ud, men bliver nok alligevel lemlæstet i de kommende Champions League opgør.

Vi havde valgt en god dag til at repræsentere svensk fodbold, synes jeg. Har set et par lokalopgør i Stockholm mellem Djurgården og AIK efterhånden, men oplevelsen i Skåne var markant bedre. Jeg vil ikke sige at stemningen er decideret ond i Stockholm, men intenst og anspændt – dét er det. Det var der ikke skyggen af i Malmö. Hele stadion1 var klædt i himmelblå, og generelt må man sige, at fankulturen og omgivelserne. Der blev sunget igennem, og det er flot med 19.000 tilskuere til en almindelig Allsvenskan kamp. Det er mere end hvad FCK kan præstere med langt større opland og rekrutteringsgrundlag. MFF føltes i lørdags som en større og vigtigere klub, end noget af hvad Danmark kan levere i øjeblikket.

Også interessant at se hvordan det skånske flag svinges lystigt på lægterne, og hvordan det indgår i MFF’s trøjer.

MFF

Jeg går ud fra, at det ikke er mere end en overfladisk kulturel markør i branding medfør (a la ‘hele Nordjyllands hold‘), men da jeg er en sucker for den slags lokalpatriotisme, er jeg selvfølgelig helt vild med det. Overvejede sågar at købe denne t-shirt til Arvingen, om end jeg er nervøs for at han så udvikler en grufuld skånsk dialekt:

SkånesStolthet

På det mere overordnede plan, så er Malmö et mærkeligt sted. Min fodboldpartner bor derovre, og omtalte det som en segregeret by. Der stod nogle forhutlede syriske mænd udenfor centralstationen, men de blev overgået i antal af frivillige med skilte. Der var heller ikke skyggen af flygtninge i toget hinsidans.

  1. Fraset en lille flok af sørgelige sort-gule eksistenser fra Borås []

Forbandelsen er aflyst

Kan I huske den der svært irriterende sang, ‘Nanna’, som Gasolin lavede i 1972? Hvor teksten går:

“Nanna med den røde mund Og lange sorte negle. Hun drikker og hun er lidt dum Så hun er glad. Det så trist, det så trist siger de”

Nuvel, jeg hader den sang. Ganske stærkt, faktisk. Men ikke desto mindre vrængede Kim Larsen inde i mit hoved hele fredag aften.

For det er så trist, det er så trist at AaB – så få dage efter klubbens 130 års fødselsdag – skulle opleve en så gennemført trang og afskyelig dag som i går.

Først nyheden om at Kasper Kusk har solgt sin sjæl til djævelen. Dernæst et forsmædeligt nederlag til OB. Nej, jeg var ikke just opløftet på Nordjyllands vegne. Og Kim Larsens nasale vokal gjorde det ikke bedre.

I dag er humøret lidt bedre.

Har tegnet abonnement på ViaPlay, så efter et års tid uden adgang til fodbold på tv, har jeg her til aften nydt at se Crystal Palace vinde over Liverpool. Og hvis jeg vil, kan jeg i skrivende stund se mine romerske yndlinge Lazio på en svær opgave hos Sampdoria. Hvilke man jo skulle være en skidt fugl ikke at udnytte.

Men det er nu ikke så meget derfor, at humøret er bedre.

Det er snarere fordi min forbandelse er blevet ophævet. Indtil for ganske nylig var det sådan, at hvis jeg kastede min kærlighed over en sportsklub, så var det et stensikkert tegn på, at det efterfølgende ville gå rædderligt for den pågældende klub. Forbandelsen gjaldt alle former for sportsgrene. Der var statsgaranti for økonomisk og/eller sportslig rabundus, når først Skribenten havde været forbi.

Tag nu blot Denver Nuggets. Jeg er på besøg i 2012. Ser en Nuggets-kamp i Pepsi Center. Kort tid efter ryger de meget skuffende ud af slutspillet på røv og albuer, fyrer træneren, mister sportsdirektøren, får stjernespilleren langtidsskadet og har netop haft endnu en helt miserable sæson. Forbandelsen slog til.

Eller hvad med FC Köln? Jeg kommer på besøg, og klubben rykker straks ned i 2. Bundesliga. Forbandelsen slog til.

Og så har vi ikke engang drøftet Djurgården, der efter at jeg deklarerede min kærlighed har haft en snart 10 årig ørkenvandring af middelmådighed og økonomisk malaise. Forbandelsen slog til nok engang.

Værst af dem alle: AC Bellinzona. Engang det italienske Schweiz’ fremmeste klub. Jeg køber deres trøje under en af sommerferierne dernede. Året efter går klubben konkurs og er nu at finde i amatørfodbold rækkerne. Måske min forbandelses mest smertefulde offer, hvis jeg selv skal sige det.

Men nu er det slut.

Efter at jeg besøgte San Francisco på bryllupsrejsen, så en Golden State Warriors kamp samt købte et bjerg San Franscisco Giants merchandise … så er det gået strålende, storartet, ja, nærmest mageløst for dem begge.

Giants blev mestre i baseball. Og Warriors er NBA’s aktuelt stærkeste hold, og er med stormskrift på vej til finalen i dette års slutspil. Om alt går vel, så er min forbandelse blevet vendt til en fortryllelse.

Måske … måske jeg ikke længere skal skade nogen? Jeg vil virkelig håber det for AaB. Der er brug for alt min magi lige nu.

Hjemstavnsbåndet

Jeg er langt fra nogen football-ekspert. Men da jeg trofast lytter til den amerikanske sportspodcast First Take hver dag, har jeg ikke kunne undgå at høre om den spillerbyttehandel i NFL, som får amerikanerne helt op i det røde felt: Philadelphia Eagles sender deres stjernespiller LeSean McCoy til Buffalo Bills i bytte for et talent og et stærkt reduceret lønbudget. Det, jeg især bed mærke i, var følgende lille sekvens fra nyhedsrapporterne:

A source familiar with McCoy’s thinking told ESPN’s Josina Anderson that the veteran running back is not pleased with the move.

“He’s a Pennsylvania kid. He’s never played football outside of Pennsylvania — high school, college, pro,” the source said. “So of course he’s not happy.”

The source also told Anderson that McCoy is “frustrated” and is “not going to make it easy, that’s for sure.”

Det er ikke så tit man støder på den slags i professionel sport – altså den meget stærke lokale forankring. I europæisk fodbold er det sjældnere og sjældnere at man møder klubmanden, der kun har spillet i én klub det meste af sin karriere. Og i USA har de fleste spillere i de fire store professionelle ligaer været rundt at vende om et college, som ikke lå i nærheden af deres hjemstavn. De fleste sportsfolk lader ikke hjemstavnsbåndet stå i vejen for at maksimere karrieren og indtjeningen. Så da jeg læste om McCoys kvaler, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt.

Nærmeste analoge og aktuelle eksempler er vel Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz i AaB.

Begge har aldrig rigtig fungeret uden for klubben, og det ser ud til at folk som Kasper Kusk og Nicklas Helenius lider lidt af samme syndrom1. Historisk set har andre hjemmeavlede spillere som Erik Bo Andersen og Thomas Enevoldsen heller ikke være udelte succeser, når de bevægede sig meget langt væk fra Limfjorden. Kun usympatiske og forræderiske typer som Jesper Grønkjær og Peter Møller har for alvor formået at løsrive sig fra den store livmoder i Aalborg.

Mon det er et særligt nordjysk fodboldfænomen, at man ikke rigtig trives uden for landsdelen? Det bør folk som Nicolaj Thomsen og Jakob Ahlmann nok overveje grundigt.

  1. Om end Helenius heller ikke rigtig præsterer efter at være kommet hjem til AaB efter sit miserable ophold i Aston Villa []