Dies Irae

Jeg er fuldt ud bevidst om at det kun er ganske få af de tilstedeværende læsere, der gider læse om fodbold.

Men jeg er NØDT til at græde mine salte tårer over AaB’s forsmædelige 0-4 nederlag til en flok cypriotiske gedehyrder – og den heraf følgende exit fra Champions League. 100 mio. kr. smidt ud på tåbelige fejl. Mod et hold man spillede ud af banen i den første kamp. Det gør så ondt, så ondt, så ondt.

Mit lille sorte hjerte græder. Måske heler det aldrig igen.

Arj, det gør det nok igen allerede til de kommende europæiske kampe, vi trods alt får i trøstepræmie efter at Dynamo Zagreb blev slået. Det bliver godt og ægte og smukt.

Men indtil da vil jeg sidde her og hulke indvendigt. Ak og ve. Jeg er helt irrationelt ked af det og forstemt.

Balkan Blues

Nå, AaB, det blev så Dinamo Zagreb, som vi skal møde i CL-kvalens tredje runde. Det var alligevel satans. Jo, vi undgik Celtic, bevares, det er godt. Men Zagreb, ikke? Hvis vi skal være helt ærlige over for hinanden, så er det her med størst sandsynlighed endestationen for AaB’s europæiske kampagne.

Altså, jeg synes jo egentlig at vi har et godt og sympatisk hold.

Forudsat at vi ikke holder brandudsalg inden transfervinduet lukker, så ser truppen fornuftig ud. Kusk er blevet solgt, ja, men med lidt held bliver Enevoldsen klar som afløser. Helenius er hjemme igen, og selvom han ikke har spillet så meget det seneste år ovre i den engelske provins, lyder det på rygtebørsen, at han har fået flere muller på sit ellers nærmest anorektiske korpus.

Så alt i alt er angrebet vel i orden. Ok, jeg kunne så godt tænke mig en enkelt eller to kvalitetsspillere til forsvaret. Stoler ikke rigtig på midterforsvaret, og hvad nu hvis Ahlmann forbliver skadet? Måske Lasse Nielsen vil hjem fra sit floppede ophold hos den hollandske nedrykker?

Men altså. Europæisk fodbold, ikke? Her begynder det at blive vanskeligt. Dels er den danske ligas kvalitet ikke ligefrem steget de senere par år. Jeg kan simpelthen ikke vurdere danske holds relative konkurrenceevne længere.

Mest urovækkende: Jeg er begyndt at tvivle på den vilje af stål, som AaB viste i de glorværdige europæiske kampe tilbage i 2007-2009. Hvor vi smed Sampdoria ud af Europa League. Hvor vi spillede 2-2 mod United, vandt over Celtic, pryglede La Coruña og kun røg ud ved et uheld mod City. Sidste år tabte vi til lorte FC Dila Gori fra , og det var ganske forfærdende elendigt. Truppen i dag er ikke mærkbart anderledes end dengang. Jo, vi red på en bølge sidste sæson, ’hele Nordjyllands Hold’ og alt det der, men stadigvæk. AaB er en klub, der inden det senere år har vist en bekymrende evne til at falde helt igennem.

Hvad så med Dinamo?

Mjoh, de havde en spiller med til VM på det kroatiske landshold. De har købt nye spillere i dette transfervindue for netto 4 mio. Euro, hvilket er ca. 4 mio. Euro mere end AaB. Transfermarkt.de vurderer at Dinamos trup er samlet set 48 mio. Euro værd, mens AaB værdisættes til 9,3 mio. Euro.

Så strukturelt er de nok stærkere.

De spiller også et stadion, der hedder ’Maksimir’, hvilket alt andet lige burde være en fordel. Hvis de bliver bakket op af samtlige fanatiske kroatere i Zagreb og omegn, så kan den slags Balkan gak-og-halløj nok virke jævnt afskrækkende på en flok søde nordjyske drenge (med reflekser i håret og pæne attituder), der aldrig er blevet kastet lightere efter før.

På plussiden står dog, at jeg kan tage helt grundlæggende fejl i min analyse af styrkeniveauet.

Esbjerg kunne jo trods alt tæve ret gode hold fra Belgien og Frankrig, da de var i Europa League sidste år. Hvorfor skulle AaB så ikke kunne vinde over et kroatisk hold? Hvor god ER den kroatiske liga egentlig? Det er ikke fordi de næstbedste hold – Hajduk Split og Rijeka – har været sådan brutalt farlige de senere år.

Lad os nu se. Som udgangspunkt regner jeg med, at vi stempler ud her.

Ydmyge håb

Skal i Parken og se de nordjyske yndlinge spille pokalfinale imod Parken Sport & Entertainment i dag.

Det vil jeg ikke sige så meget om før efter kampen (hvem ved, måske vi risikerer at vinde?), men blot konstatere, at Poker-One-Kenobi fra AaB’s debatforum rammer fuldstændig plet i sit svar på spørgsmålet om hvilken Tifo (= koreografi udført af fans på tribunerne i forbindelse med en sportsbegivenhed) man må forvente af AaB’s fans i dag:

Hvis Tifo’en ikke ligner en blanding af Cirque du Soleil og Ole Henriksen som danser “Svanens Død” bliver jeg mega skuffet!

Det er så sandt, så sandt. Kom så, AaB; vi har ordnet større klubber end FC Lalandia!

Update fredag!

Nuvel, uagtet ovenstående løfter, så har jeg i dag ikke et stort behov for at uddybe torsdagens pænt jammerlige pokalfinale i Parken. AaB tabte sin 7. pokalfinale på stribe, og har nu ikke vundet i 13 kampe i træk dette forår. Det står samlet set rigtig skidt til.

En del af AaB spillerne tuder til medierne over fejlagtige dommerkendelser og manglende dømte straffespark. Bevares, dommeren var bestemt venlige overfor FCK, men det klæder nu ikke AaB-spillerne at jamre sådan. Den slags udtalelser stinker nemlig langt væk af dårlige tabere – specielt fordi det var helt fortjent at vi tabte i går. FCK var ikke gode, men AaB var bare pivringe.

Set højt oppe fra Parkens endetribune var det en særdeles tynd, viljeløs og blodfattig indsats AaB leverede. Holdet magtede ikke at presse et tilbageholdende og passivt FCK-hold, der ikke skulle have noget i klemme. Det var ganske horribelt at overvære et rådvildt AaB være aldeles ude af stand til at skabe kampen. Vi sad 8-10.000 rød-hvide AaB tilskuere og følte os groft taget et vist sted.

Træner Magnus Pehrsson havde tilsyneladende regnet med at FCK ville lægge et tungt pres og angribe med 120 km/t. Som konsekvens heraf havde han udtaget en defensiv anlagt trup og taktik. Det gav bagslag mod et kompakt og velspillende FCK forsvar. AaB kunne igennem hele kampen stort set kun producere lange  afleveringer, som oftest uden modtager (og hvis de en sjælden gang dumpede ned hos en AaB-spiller, så kunne man være ganske sikker på at vedkommende ikke anede hvad han skulle gøre ved den). Jeg kan i skrivende stund ikke komme på én eneste rigtig stor målchance til AaB, hvilket nok er ganske symptomatisk for kampen. FCK ville ingenting, AaB kunne ingenting.

Kristi Himmelfartsdag i Parken var samlet set et gigantisk antiklimaks ovenpå en sæson der startede elendigt, havde et smukt midterparti i de europæiske kampe – og så igen slutter noget så fesent.

Nu skal de to sidste kampe bare overstås, og så må genopbygningen i gang. Der trænger seriøst til at blive luftet ud i AaB’s lokaler på Hornevej. For der stinker oprigtig talt af sur, gammel fis ovenpå 90 minutters lalleindsats i Parken.

Misforstået kærlighed

Der er kærlighed i luften ovre i Svens tænketank.

Ruderne dugger til, åndedrættet bliver dybere og Barry White brummer henført. Vi er oppe i en faktor gigantisk på lummerheds-skalaen. Mmmmmmm!

Men hvorfor? Hvordan? Hvad skyldes den pludselige kådhed? Meget mod forventning, er det så absolut ikke udsigten til kortere kjoler og letpåklædte tøsepigebørn, der trykker på Svens knapper. Næh, nej. Det er tværtimod en flok friske fyre med affarvet daskehår. Og tro mig, de tager fat på alle de rigtige steder. Ikke nok med det, den kække flok er endda ejet af, hvad Sven præsenterer som et vaskeægte fyrtårn af en hædersmand. Ja. Der er naturligvis tale om AaB og sportsdirektør Lynge Jacobsen. Så vidt, så godt. Det er altid smukt når mænd elsker.

Når jeg alligevel sidder her og føler mig så underligt utilfredsstillet, så har det to årsager.

For det første kammer Svens indlæg helt over i en champagnebrusende hyldest til arketypen på den nordjyske jantelovsforfægtende knudemand. Når nu de ubestridelige fakta er at ‘Mr.AaB’ er en nærig mand, der nu i flere år har forsømt at hente en fast, skarp kvalitetsangriber, så forekommer det mig upassende at rose ham for at være en nordjysk tranlampe.

For det andet, så finder jeg det ganske urimeligt, at Sven anlægger en så utidig positiv tone. Må vi så straks få en tilbagevenden til arketypen på en AaB-fan: Den misantropiske pessimist, hvis ugentlige højde(lav)punkt er, at komme på stadion for at bande og svovle af knoldesparkerne inde på banen. Hvis AaB meget mod forventning vinder kampen, så kan vi alligevel gå hjem for at bande og svovle over TV3’s åbenlyse negligering af AaB til fordel for kjøbenhavnerklubberne. Se, sådan bør tingene hænge sammen.

Kom hjem i folden, Sven. Måske vil jeg så invitere dig hen at se Deportivo kampen på min GIGANTISKE skærm her i Jordhulen.  Adgangspasset er at du afsværger din Lynge-idolisering. Ellers har vi næppe mere at tale om, min fine ven.

Hjemme ved verdens ende

En kort lille hilsen fra Nordens Venedig (øh, ja, eller noget. Det stod i en turistbrochure jeg læste engang), hvor der ikke er så meget nyt. Bruger mestedelen af min tid på at granske bøgerne, snakke med mine forældres hund (den er så god til at varme ens fodende), hjælpe min far med at blande cement (sic) og ellers være familiesocial – jvf. billedet fra et par dage siden. Søndag var jeg endvidere på Aalborg Stadion for at se den ulyksagelige kamp mellem AaB og OB. Her vandt de forbistrede fynboer 1-0 efter en miserabel AaB indsats, så det kan jeg stadig gå at skumle over. På positiv siden vandt de borgerlige som bekendt valget i Sverige, hvilket vakte udelt tilfredshed hos undertegnede – især fordi den kommende statsminister har en umiskendelig lighed med Alfons Åbergs far.

Med andre ord har jeg det godt og returnerer frisk og afslappet hjem til København torsdag aften. Denne gang bliver det gudsketakoglov med fly. På vejen herover i toget kunne jeg kun få plads i familievognen, og jeg røber vist ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg var ganske få milimeter fra at gennetæve dampbarnet Victoria (eller som hendes mor hele tiden – virkningsløst – sagde: ‘Hold så OP, VicTOria!”) der sad overfor mig hele vejen til Århus. Hvor trist at det ikke er alle der har søde familiemedlemmer som Ingrid at læse pixi-bøger med.

Genforening

Kvalifikationskampene til fodbold EM i 2008 er just begyndt. Her på den billige langside hader vi det danske landshold og vil derfor ikke behandle umulius’ernes kamp mod Island på onsdag. Derimod vil der blive fokuseret på den højspændte kamp mellem Tjekkiet og Slovakiet. Tjekkerne indledte deres pulje med at vinde 2-1 på hjemmebane over Wales. Dobbelt målscorer blev debutanten David Lafata, hvilket han tilsyneladende selv havde svært ved at kapere. Efter et mildt sagt skuffende VM er tjekkerne inde i en omstillingsfase. Truppen til kampen mod Wales var følgende:

Petr Čech (Chelsea), Antonín Kinský (FC Saturn Ramenskoe), Tomáš Ujfaluši (Fiorentina), Martin Jiránek (Spartak Moskva), Radoslav Kováč (Spartak Moskva), David Rozehnal (Paris Saint Germain), Marek Jankulovski (AC Milan), Tomáš Zápotočný (Slovan Liberec), Tomáš Galásek (1. FC Nürnberg), Jiří Štajner (Hannover 96), Libor Sionko (Rangers), Jaroslav Plašil (Monaco), Marek Kulič (Mladá Boleslav), David Lafata (FK Jablonec), Tomáš Sivok (Sparta Praha), Tomáš Rosický (Arsenal) og Marek Matějovský (Mladá Boleslav)

Adskillige af disse spillere er ganske ukendte udenfor Tjekkiet og den opmærksomme læser vil bemærke. at der mangler to af de største tjekkiske fodboldspillere i nyere tid: Pavel Nedvěd og Karel Poborský, samt en anden af mine favoritter Vratislav Lokvenc. Alle er for nyligt gået på pension fra landsholdet, hvilket har efterladt holdet noget usikkert og kønsløst. Holdets stjerne Rosický har taget over som anfører og der hviler et pænt pres på den unge mand. Samtidig er der for første gang i mange år ikke de helt oplagte talenter i tjekkisk fodbold til at tage over – bl.a. derfor havde Tjekkiet den ældste trup af alle holdene ved VM. I den hjemlige liga fortsætter Sparta med at skuffe, mens Mladá Boleslav og Slovan Liberec atter har lagt sig i front. Spartas elendige form kostede i weekenden træner, mens de to gamle Sparta koryfæer Michal Bílek og Horst Siegl har taget over. Undertegnedes favoritklub Bohemians Praha (‘Bohemka‘) frister en lidt omskiftelig tilværelse i den tjekkiske anden division, men oprykning er bestemt ikke umuligt. Den generelle mathed i tjekkisk fodbold er ikke tilfældet hos ‘lillebroderen’ Slovakiet. Holdet indledte sin vej til EM med at knuse Cypern med 6-1 og med den nye Glasgow Rangers spiller Filip Šebo i topform, suppleret af navne som Nürnbergs Marek Mintál og Zenit Skt. Petersburgs Martin Škrtel (billedet), så skal tjekkerne passe alvorligt på.

En af de interessante ting ved fodbold er når man kan tolke sporten ind i kulturelle, historiske og politiske rammer. Forholdet mellem tjekkere og slovaker er i almindelighed godt. Opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1992-1993 må karakteriseres som en af de mest fredsommelige skilsmisser nogensinde – selvom de noget gedulgte aftaler mellem Václav Klaus og Vladimír Mečiar stadig er genstand for nogen debat. Historisk set var den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet den mest industrialiserede og velstående, mens de slovakiske egne mere var præget af landbrug. På samme måde var og er slovakkerne væsentligt mere konservative og katolske end de mildt sagt ikke særlig religiøst plagede tjekkere. Efter adskillelsen tog de to lande da også hver sin vej. Tjekkiet havde op igennem 1990’erne vind i sejlene med høj vækst og selvom man med rette kan argumentere for at den politiske kultur ikke helt fulgte med (jf. de seneste måneders skvalderier om dannelsen af en ny regering i landet, samt de stadige problemer med korruption). Imens Slovakiet sakkede bagud under den mildt sagt autokratiske og populistiske Mečiar. Tingene forandrede sig i 1998, da den borgerlige Mikuláš Dzurinda og hans parti SDKÚ-DS vandt valget. Siden da gik det stærkt: Slovakiet blev det neo-liberale reformparadis og IMF’s kæledække, med alt lige fra flat tax, gennemgribende ændringer af stort set alle politiske institutioner i landet og medlemsskab af alle de relevante internationale organisationer. Det medførte høje vækstrater, men også masser af tabere. Hvis man kører lidt udenfor dem boomende og dynamiske hovedstad Bratislava opdager man hurtigt, at landet stadig langt fra er ligeså velstående som de øvrige EU-lande. Måske det kan forklare hvorfor Robert Fico og hans noget lurvede regering kom til magten i juli i år. Ihvertfald lovede de at bruge væsentligt flere penge på offentlige yderlser mv. Det bliver interessant at se hvordan det skal lade sig gøre, når man samtidig skal overholde diverse konvergenskrav fra EU. Tjekkiet gik mere eller mindre i stå i årene efter 2000, med evindelige mindretalsregeringer og kun inkrementalistiske og langsomme reformer. Derfor står landet stadig overfor at skulle besvare det helt oplagte spørgsmål: I en globaliseret verden, med en stadigt ældre befolkning og et Kina der kan lave tingene billigere end os, hvad skal vi så leve af, når vi bliver for dyre til at det kan betale sig at outsource produktionen til os – og vi skal til at være en vidensøkonomi? Den slags plejer at kræve reformer som gør ondt og det er ikke et valg man er villige til at tage endnu.
Tjekkiet og Slovakiet er med andre ord historien om to relativt ens lande, der valgte forskellige veje, men begge igen står i vadestedet og skal bestemme sig for hvilken retning man skal tage.

Og mit bud på kampen i Bratislava på onsdag? Tjekkerne prygler forhåbentlig slovakkerne noget så grundigt, så jeg siger 4-2. Češi do toho!

Update! Også på UEFAs hjemmeside varmes der op til kampen.

Update 2! Tjekkiet vandt selvfølgelig! 3-0, på to mål af Sionko og et af Koller.

Et tjekkofilt fodbold indlæg

Så er den tjekkiske Gambrinus Liga startet igen, første spillerunde blev sat igang igår, hvor traditionsklubben Sparta Praha atter skuffede ved at spille uafgjort 0-0 mod de noget mere upåagtede SK Kladno. I en dansk kontekst er Kladno nok mest kendt for at være hjembyen for LEGO’s produktion i Tjekkiet, men derudover har byen et notorisk arbejderklasse image – det er en gammel mineby – så de er nok ikke helt kede af at have tildelt aristokraterne fra Sparta et lille dask.

Sparta er den mest succesfulde klub i tjekkisk fodbold, men havde en skidt sæson sidste år. Man endte på femtepladsen, hvilket selvsagt ikke var tilfredsstillende for en klub, der har vundet 8 ud af de sidste ti mesterskaber. Udover at være gået glip af europæisk fodbold i år, så var det mest ydmygende dog, at man endte under ærkerivaler fra Slavia Praha. De to klubber har et sundt og godt hadforhold til hinanden og de såkaldte ‘S’-derbyer går helt tilbage til slutningen af 1890’erne. Jeg havde selv fornøjelsen at opleve et af slagsen i april 2005 på Strahov Stadion, selve kampen endte 1-1 og var mærkeligt ikke-intens, til gengæld markede Spartas Ultras sig med at smide med sæder, tågelægge stadion med fyrværkeri og komme i hyggeslagsmål med politiet. Sparta har de seneste mange år haft håneretten i Prag, men noget kunne tyde på, at alting ikke er helt som det skal være i storklubben. Gårdagens lident overbevisende 0-0 kamp mod et i bedste fald middelmådigt Kladno hold vidner ihvertfald ikke om, at sidste sæsons trængsler er forbi – på trods af at man på transfersiden har forstærket sig med de hjemvendte sønner Tomáš Jun, Jiří Homola samt franskmanden (meget usædvanligt i tjekkisk fodbold!) Ludovic Sylvestre.

Men hvis ikke Sparta løber med det hele igen, hvem skal man så holde øje med? Mest oplagt er jo nok sidste sæsons nummer 1 og 2: Slovan Liberec og FK Mladá Boleslav. Klubberne vil nok være ukendte for de fleste danskere, men det vil være en stor fejl at undervurdere dem. Det kan det norske mesterhold Vålerenga nok skrive under på, efter at klubben fra Skoda byen Mladá Boleslav baskede dem 3-1 i Champions League kvalifikation i onsdags. Slovan har – noget overraskende – formået at holde fast på deres hold efter mesterskabet. Normalt plejer udenlandske klubber – eller Sparta – at hapse de gode spillere som de mindre ressourcestærke provinsklubber måtte have, men det er altså ikke sket denne gang. Det bliver spændende at se om Slovan kan holde stilen fra sidste sæson, eller om den evt. deltagelse i Champions League (hvilket bestemt ikke er givet på forhånd, da klubben skal møde Spartak Moskva i kvalifikationsrunden) vil køre dem trætte. Mladá Boleslav skal, hvis de går videre mod Vålerenga, møde Galatasaray. Næppe en decideret walk over, så alt i alt bliver det interessant at følge de tjekkiske holds færd.

Endelig er der outsiderne til titlen. Slavia Praha står svækkede efter at klubben har mistet nøglespillere som Karel Piták og Miroslav Holeňák. Indtil videre har man ikke fundet kvalificerede afløsere, så måske man håber at produkterne fra klubbens vidt berømmede ungdomsakademi kan slå til. De unge Michal Švec, Dušan Švento og den erfarende Stanislav Vlček har ihvertfald en del ansvar på deres skuldrer. Af de traditionelt stærke provins hold skal nævnes Baník Ostrava og FK Teplice, der bestemt også har en chance.

Meget afhænger dog af om Tjekkiets svar på FC København, dvs. Sparta, finder sig selv igen. Klubben er den suverænt rigeste af ligaens klubber og såfremt man genfinder harmonien, så er de min umiddelbare favorit til titlen. Ellers har jeg et godt øje til Slovan, så lur mig om det ikke bliver en dyst mellem Sparta og Slovan.

Man skal ellers en tur ned i anden division for at finde mine tjekkiske hjerteklubber. Bohemians Praha har haft nogle svære år med finansielle problemer, men er stærkt på vej tilbage. Klubben fra Praha bydelen Vršovice har kultstatus og er lige til at knuselske med deres kænguru i klublogoet. Også nedrykkerklubben Vysočina Jihlava har en særlig plads hos mig, så jeg satser stærkt på at de begge rykker op i år! Jeg vender selvsagt tilbage med regelmæssige opdateringer af den, hmmm, fascinerende udvikling i tjekkisk fodbold ;)

Forza…?

Nøj, i aften kom så dommen fra det italienske fodboldforbund i den meget omtalte bestikkelses-skandale. Det blev en blodig affære: Juventus, Fiorentina og Lazio tvangsnedrykkes til Serie B og A.C Milan starter sæsonen fratrukket 15 point. Samlet set ændrer det magtforholdene i i Serie A fuldstændigt og det bliver interessant at se hvad der sker i italiensk fodbold fremover.

I gamle dage var jeg helt pjattet med italiensk fodbold, faktisk i en sådan grad at jeg i 1.g ikke var kontaktbar hver søndag aften kl. 18, da jeg da SKULLE se fodboldprogrammet 90° Minuto på Rai Uno. Passionen startede egentlig omkring 1989, hvor TV2 begyndte at sende italiensk fodbold om søndagen. Jeg kan huske, at jeg som regel holdt med med det lyseblå hold med en ørn i deres logo. Da jeg få år senere opdagede at holdet havde det eventyrklingende navn Lazio (det lød ihvertfald eksotisk for mig!), så var jeg solgt. Min far havde en Lazio trøje med hjem til mig fra London i 1996 og det var min yndlingsbeklædningsgenstand i flere år frem. Jeg fulgte dem trofast hver søndag, bandede og svovlede når Juventus og Milan evig og altid fik alt omtalen, jublede når Lazio vandt il derby over ærkerivalerne fra A.S Roma (hvilket de som regel gjorde de år) og beundrede Beppe Signori grænseløst.

Siden blev det nye tider, først mesterskabet i 2000, en masse nye dyre spillere, så økonomiske problemer. I dag er klubben vel mest kendt for dens fans rabiate politiske holdninger (Lazio var Mussolinis yndlingsklub og er en gammel fascist favorit) og for at være en blød mellemvare. Selv brænder jeg hverken for dem eller italiensk fodbold længere, eller dvs., jeg leder altid efter resultaterne af holdets weekendkamp i mandagens sportssektion, men det rører mig ikke rigtigt hvorvidt de vinder eller taber.

Alligevel skærer det lidt i hjertet at de nu skal ligge og rode rundt i Serie B, ikke mindst fordi jeg nu skal høre på min fars utålelige drillerier (han valgte selvfølgelig konsekvent at holde med Roma, da han opdagede at jeg holdt med Lazio). Kan jo ikke gøre så meget andet end at håbe at de kommer tilbage igen. Ihvertfald bliver det spændende at følge de dramatiske opgør mellem Lazio og Napoli…..suk!

Best! Dream! Ever!

Øj, det var hyggeligt mens det varede. Ghana blev sendt hjem fra VM efter et nederlag til tykke Ronaldo og co. (sig hvad I vil, den mand er O-V-E-R-V-Æ-G-T-I-G! Og så er jeg ligeglad med at han scorer mål!). Nuvel, Black Stars var ikke gode nok og sejren til de kommende medlemmer af Vægtvogterne var sådan set fortjent nok, men det er nu alligevel lidt trangt. Nu er min sidste legitime undskyldning for at følge med i den pukkelryggede turnering forsvundet. Og før var jeg noget nær den eneste Ghana-elsker vest for Uralbjergene (megen spot og spe har jeg måtte gå igennem!), men nu går der nok ikke længe før personager fra Klampenborg, Maribo og slige steder begynder at namedroppe koryfæer som Mohammed Gargo og Abubakari Yakubu.

PS. Fabio Cannavaro afslører ‘hemmeligheden bag sin succes som fodboldspiller’. Jeg følte mig oplyst efter at have læst det.

De gode, de onde – og de ualmindeligt irriterende!

Det er snart VM-tid og jeg ved, at et af de spørgsmål som nager nærværende læsere er: “Hvem skal vi dog holde med nu hvor Danmark ikke er med?”. Fortvivl ej, thi jeres trofaste orakel er klar med en lille guide til hvilke hold man bør støtte, såfremt man er et respektabelt menneske. Selvsagt vil ingen af de nedenstående hold vinde turneringen (den skal de lemmedaskende brasilianere nok tage sig af), men en skødesløs bemærkning om at I støtter eksempelvis Ghana vil medføre en nærmest afgrundsdyb beundring fra min side.

Ghana: Afrikas ukronede konger og evige underachievers. De har et hav af fabelagtige spillere, men af uvisse årsager lykkedes det bare aldrig for dem at vinde noget som helst. Naturligvis mit yndlingsland i Afrika. De går under tilnavnet ‘Black Stars’ og alene det gør dem jo til turneringens moralske vindere.

Tjekkiet: Behøver jeg sige mere? Jeg elsker de trunter, og selvom Monsieur Nedvěd er ved at være en aldrende herre, så er han stadig den ultimative løvemanke-spiller. Det siger en hel del om min udødelige kærlighed til manden at jeg er i stand til at tilgive hans skift fra Lazio til Juventus. Alt i alt er Tjekkiet mit yndlings europæiske hold.

Korea: Den gav vist også sig selv, selvom de kun lige slår japanerne med et mulehår (alene fordi de koreanske spillere som regel har mere fancy frisurer end japanerne).

Argentina: I den sydamerikanske strid vil jeg altid være på Argentina siden, ikke mindst fordi deres hold er rigt på langt nakkegarn og er fri for æseltænder (læs: Ronaldinho).

Australien: Fordi deres hold hedder Socceroos, plus at jeg ikke kan lade være med at holde med en sikker prügelknabe.

Og hvem skal I så hade? Her er et par gode bud:

Tunesien: Fordi de bare ikke er rigtige afrikanere.

Spanien: Fordi de er det mest overvurderede rakkerpak around.

England: Fordi de er en opblæst omgang vi-lever-i-fortiden tebællere (“jamen, vi vandt jo i 1966 og bla bla bla“). Og deres fans er grimme. Og tykke. Og fylder for meget i Prag.

Brasilien: Fordi de altid vinder og det sletoverhovedetikke er sjovt.

Alternativt kan I jo bare være ligeglade med fodbold, men hvis I i løbet af sommeren støder på undertegnede i færd med lystig nøgendans, kun iført en rød, gul og grøn fjerboa, så er det ganske enkelt fordi Ghana lige har slået Brasilien 4-1 i finalen :)