Månedens kulturforbrug

Bevares, forældreorloven og en intens arbejdsperiode betyder, at jeg ikke har fået fortæret så meget kultur, som jeg egentlig gerne ville de senere måneder. Lidt er der dog kommet ind under vesten.

Bøger
Jeg omtalte tidligere min episke dyst med Mark Greengrass’ monumentale og meget kloge (men også meget lange) ‘Christendom Destroyed’. Det endte med at bogen vandt. Jeg kom ikke igennem. Den står nu på reolen og kigger hånligt og spottende på mig.

På den skønlitterære front har jeg læst Robert Jackson Bennetts fortrinlige tur ud i fantasygenren i ‘City of Stairs’. Til gengæld gik jeg i stå i ‘Barrayar’, det andet bind af Lois McMaster Bujolds bogserie ‘The Verkosigan Saga’. Første bog var ellers udmærket sci-fi i et interessant univers, men så gik der for meget slotsintriger over handlingen. Fik heller ikke læst Brent Weeks’ ‘The Black Prism’ færdig. Hovedpersonerne var ganske enkelt for kedelige til at jeg kunne holde interessen fanget.

Nu er jeg i et limbo. På mit skrivebord ligger der i øjeblikket Adam Tooze ‘The Deluge: The Great War and the Remaking of Global Order 1916-1931’ og Richard J. Evans ‘The Coming of the Third Reich’. Begge er fysiske bøger, der kræver at jeg har tid og lejlighed til at fortære dem i ro og mag med lyset tændt. Det er hårde odds. Så er det lidt nemmere med skønlitteraturen, som jeg primært læser på min Kindle. I øjeblikket har jeg en gyserbog liggende, men den er en anelse for creepy for mig.

Artikler
De fleste artikler får jeg skimmet, snarere end virkelig grundiglæst. Her er et par stykker af dem, som jeg tænkt lidt mere over end normalt.

Tv-serier
På tv-seriefronten går det ganske stille. Hvis vi er heldige får vi set et enkelt afsnit, når først Arvingen langt om længe er faldet i søvn. Vi fik afsluttet første sæson af ‘The Americans’, der er helt eminent. Det er årets indtil videre varmeste anbefaling.

Siden da har vi også fået set ‘Helix’, en serie der lagde stærkt ud i stil med det legendariske afsnit ‘Ice’ fra første sæson af ‘X-Files’ (= arktisk base, mystisk virussygdom, intet er som man tror), men som jeg siden syntes gik lidt ned af bakke. Forklaringen på det kunne selvsagt også være, at jeg havde en grim vane med at surfe samtidig med at jeg så serien. Den noget flygtige opmærksomhed fra min side kan muligvis medvirke til min noget lunkne evaluering af serien.

Nu er vi gået igang med tredje sæson af ‘Grimm’, mest af alt for gammel kærligheds skyld. Der er ikke så mange overnaturlige serier tilbage, så man bør pusle og pleje dem, der stadig holder stand.

Behov for en ny form for læsning

Af og til må man spørge sig selv “Er du egentlig sådan rigtig vel forvaret? Er du?”. Hvordan kan jeg efter 33 år stadig ikke forstå, at fagbøger godt kan betragtes som værende ‘læste’, også selvom jeg ikke pløjer dem igennem fra ende til anden?

Greengrass

Det er jo ikke fordi bogen ikke er interessant. For det er den. Meget endda. Særdeles meget. Den beskriver en periode i verdenshistorien, som jeg gerne vil vide mere om. Det er en vigtig bog for mig. Det glæder mig intenst at den står der på reolen i alt sin hardcoverede klassisk-dannede overlegenhed.

Mark Greengrass er tilmed en af de historikere, der må betegnes som omnipotente og altvidende. Der er ikke den ting og detalje, han ikke har blik for. Han er vidende om snart sagt alle historiefagets undergrupper fra politisk over økonomisk til social- og kulturhistorie. Jeg kan kun i mine allermest megalomane øjeblikke drømme om at have et så bredt intellekt som Greengrass. Og det skriver jeg helt uironisk.

Interesseret i relationen mellem den katolske kirke og det polsk-litauiske union? Bogen har svaret. Interesseret i hvad folk hed i middelalderen1? Bogen har svaret. Interesseret i 30 års krigen? Bogen har svaret. Interesseret i hvad man spiste ombord i skibene på vej til den nye Verden? Bogen har svaret.

Men 681 sider er godt nok mange. Jeg kommer aldrig igennem bogen, hvis ikke jeg lærer at læse selektivt. Min fritid er væk og Hjemmedrengen skal jo også plejes. Og alligevel jamrer min dårlig bogsamvittighed. Murstenen af en bog burde jo læses. Fra ende til anden.

Det er et uløseligt dilemma. Hvordan får alle de andre kloge mennesker læst de kloge bøger, når de også skal jonglere arbejde og familie samtidig?

Jeg forstår det ikke.

  1. I 1570’erne hed hver fjerde franskmand Jean eller Jeanne FYI []

Fiktionen former historien

JRR_HERALD_02 Egentlig er der som udgangspunkt tale om noget ret esoterisk: En anmeldelse af J.R.R. Tolkiens oversættelse af det engelske middelalderdigt ‘Beowulf’. Artiklen har alligevel interessant betragtninger om de måder, som Tolkiens forfatterskab påvirker hvordan vores egen samtid tror, at livet var i middelalderen. Der bliver indledt med det pudsige i, at forsideillustrationen skal forestille at være middelalderlig, men egentlig bare er … Tolkien’sk:

“There’s a drawing of a smug-faced dragon on the front cover of JRR Tolkien’s newly-published translation of “Beowulf.” Its green, scaly body loops and knots into a pretzel-esque shape that medieval historians call the “interlace” pattern. You might recognise these loops from Swedish runestones, crumbling Anglo-Saxon crosses or bad tattoos.

The drawing of the dragon, however, is not actually medieval—early medieval dragons’ snouts are usually rounded, not pointy. As the copyright page explains, it is a drawing by Tolkien himself. The very dust-jacket of this new book sums up why an 88-year-old translation of an extremely old poem will sell. We don’t want to read medieval poetry, but we do want to read JRR Tolkien.

Ever since The Hobbit appeared in 1937, Tolkien’s oeuvre has become a cipher for the look and feel of “medievalness.” From Monty Python’s Holy Grail to Game of Thrones, most modern depictions of the 5th to the 15th centuries in European history bear Tolkien’s distinctive mark. Today, the phrase “Middle Earth” conjures hobbit-holes, not the beautiful Old English word middangeard—the middle space between heaven and hell, where humans live out their short lives. The Lord of the Rings has grown so monumental that medieval culture shivers in its shadow.”  

Jeg er tilbøjelig til at give anmelderen i Prospect ret. Tolkien og ‘Ringenes Herre’-bøgerne er med til at danne et quasi-fiktivt billede af fortiden.

Prøv selv at lukke øjnene.

Hvis jeg beder jer visualisere ordet ‘middelalderen’, vil jeg godt vædde på, at der dukker et eller flash op fra en af ‘Ringenes Herre’ filmene. Bevares, måske ikke lige hobitterne, vel. Heller ikke orkerne. Og Gandalf var heller ikke en typisk middelalderskikkelse. Trods alt.

Men hvordan ser en middelalderborg eksempelvis ud for jer? Der er en god sandsynlighed for, at det er noget i stil med Minas Tirith. Hvordan gik middelaldermennesker klædt? Som dem i Rohan? Og var folk ikke lige det mere høviske og ædle i gamle dage? Ligesom Aragorn i Viggo Mortensens daskehårs-udgave? Sammen med modige riddere, der kæmpede for det gode mod det onde? Hvordan foregik krige egentlig i middelalderen? Mon ikke billederne på nethinden til forveksling ligner de episke kampscener fra ‘Ringenes Herre’-filmene? Jeg tror det.

Det er interessant hvordan et fiktionsværk på den måde kan medvirke til at forme den kollektive opfattelse af en given tidsperiode. Jeg er derfor også ganske spændt på om ‘Game of Thrones’ bøgerne og tv-serien vil korrigere det Tolkienske narrativ om middelaleren.

Forfatteren bag, George R.R. Martin, er om nogen en vaskeægte anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, sadister, imperfekte helte og forfald. Livet for almindelige mennesker i Martins udgave af middelalderen, er præget af sult, sygdom og krige mellem adelige huse uden den ringeste hensyntagen til konsekvenserne for befolkningen.

Tilbage i 2012 havde Foreign Affairs to pudsige artikler (her og her) om hvor realistisk ‘Game of Thrones’-universet egentlig er relativt til hvad historieforskningen ved om forholdene i 1300-1400 tallets Europa. Deres konklusion var noget i stil med ‘måske er Martin en snert mere realistisk end Tolkiens pussenussede fantasier, men helt så lovløst og dystopisk var det trods alt heller ikke at leve dengang – og ofte blev folk altså heller ikke voldtaget og myrdet’. Hvilket man da må håbe, at forskerne har ret i.

Men alligevel. Mon ikke Jon Snow, Arya og Tyrions bedrifter vil være med i flashene på nethinden, når folk i de kommende årtier skuer tilbage på middelalderen. Jeg tror det. Og det bliver interessant at se hvordan det påvirker måden vi betragter historien.

Om KUA og andre kalamiteter

Nuvel, jeg er fuldt ud bevidst om at man kan drive en spøg for vidt. Der er næppe nogle af de få nærværende læsere, der gider høre mig tvære mere rundt end højest nødvendigt i mine spage forsøg på at blive dannet, belæst og vis.

Men det er alligevel ganske enkelt bydende nødvendigt at berette om dagen, hvor jeg godt og grundigt fik taget min stud.mag mødom. Men hvorledes? Hvor skal man begynde? Hvordan skabe orden i det inferno af sanser og indtryk som tre timers undervisning på KUA beriger én med? Hvordan oplever en førstegangs KUA-besøgende egentlig dette kulturchok?

Jeg kan jo indlede med at berette en anelse om indholdet i ‘Historisk videnskabsteori’. Et fag som jeg får fornøjelsen af at boltre mig med 14 tirdage i forårssemesteret. Det vækker minder om mit 1. semester på statskundskab. Eller rettere: Kurset tvinger den gamle (og fortrængte) videnskabsteori frem fra det absolut bagerste af hjernebarken. Tilsyneladende er humaniora mindst ligeså gode som samfundsvidenskaberne, nej, faktisk BEDRE til at overteoretisere alting og jonglere med begreberne. Jeg imødeser et forår med massiv beskydning fra diskursteoretikere, post-strukturalister, marxister og andet godtfolk. Dog skal siges, at holdet virker både motiverede og diskussionslystne. Bevares, der er en overvægt af pensionister og folkeskolelærere, men siden hvornår har det holdt nogen tilbage fra kække (og umorsomme) bemærkninger? Ikke mig i hvert fald.

Men så kommer vi til det. Det sorte hjerte. Dér, hvor alting ramler sammen i en decideret implosion af Weltschmerz, teenangst, melankoli og verdensfjern abstraktion. Ja. Jeg taler naturligvis om de fysiske forhold på Gamle KUA – og ikke mindst om det klientel, der færdes der.

For hvis du synes at din uddannelsesinstitution er grim og forsømt, så har du tydeligvis ikke sagt halløj til KUA. Hvor CSS er et overdådigt palads af pastelfarvede søjler i nyroverede lokaler, så er KUA din fattige goth-kusine fra Fakse Ladeplads: Sortsindet, grimme piercinger, lavt tyngdepunkt og en ucharmerende leflen for urban-chick.

Problemet er ikke så meget at KUA er nedslidt (det er det), men snarere at det var en arkitektonisk forbrydelse imod menneskeheden fra starten. Nogle bør gøre noget for at ende dette misfosters lidelser, det er en urimelighed at lade det leve meget længere. De omgivelser har de studerende trods alt ikke fortjent. Heller ikke selvom det åbenbart er et adgangskrav til KUA, at man skal være emo. der må stå ‘Kun adgang for livstrætte’ i studieordningen for snart sagt alle humaniora studieretninger. I hvert fald går samtlige tøsepigebørn derude rundt i sort og har karakteristiske bitre drag om munden. Derfor var det endog særdeles heldigt, at jeg læste artiklen i dagens Politiken omkring emo-kulturens dyrkelse af sorg og mismod. Ellers var jeg da ved et frygteligt uheld kommet til at holde armene trøstende omkring et par stykker af de arme pigebørn. Mea Culpa!

Når det så er sagt, så var det en fornøjelse at være tilbage i den akademiske verden igen. Jeg er vældig spændt på det kommende semesters udfordringer, og jeg kan mærke, at jeg får god energi ud af kurset. Nå, ja, og så stødte jeg bogstaveligt talt ind i Karsten Fledelius på gangen. Den oplevelse var næsten alle penge værd. Hans skæg var helt blødt og sanseligt.

Lifligt.