Future Me Hates Me

Vidste du at dit lokale folkebibliotek giver dig adgang til en mindre syndflod af elektroniske ressourcer? Næppe, men det er et nærmest overvældende godt tilbud.

Udover at gå i gang med det trods alt lidt sparsomme udvalg af danske og engelske ebøger, så kan du via din bibliotekskonto logge ind på RBdigital. Det er en decideret vidunderlig service, der giver adgang til en lang række magasiner. Jeg har således brugt min aften på at læse bl.a. New Yorker, The Atlantic, Vanity Fair og Q1.

Nå, men hvad jeg egentlig ville fortælle er, at jeg i forbindelse med læsningen af det i øvrigt udmærkede magasin Rolling Stone stødte på deres top 10 liste over de bedste sange lige nu. På 9. pladsen havde de en sand guitar-pop perle i form af new zealandske The Beths ‘Unhappy Happy’.

Jeg kunne bestemt lide den, men en detour på Spotify ledte mig til den endnu bedre ‘Future Me Hates Me’. Videoen er lidt fjollet og sangen er i sig selv en sødmefuld bagatel. Men det gør ikke noget. For det lyder som en gladere og knap så sarkastisk udgave af Courtney Barnett, og det er lige hvad jeg leder efter i en sommersang. Jeg elsker det lille mellemspil omkring 01:30, hvor fortælleren i et elegant lille melankolsk mellemspil overbeviser sig selv om “… but there’s something about you”, og hun derfor selvsagt denne gang ikke vil få knust sit hjerte.

Ak ja.

  1. Og hvis jeg ikke allerede selv abonnerede på The Economist i forvejen, ville jeg også kunne læse bladet derinde []

Road to Hana

Normalt er jeg en smule skeptisk overfor kunstnere, hvis malerier har det med – uanset motiv – at minde om kønsorganer. Så jeg ved ikke rigtig hvad jeg egentlig synes om Georgia O’Keeffe, der må siges at være vulva-maleren par excellence.

Men jeg må indrømme, at da jeg læste om den nye udstilling Georgia O’Keeffe: Visions of Hawai’i, så blev jeg glad, nostalgisk og rejselysten på samme tid. Hendes blomster og landskabsbilleder derfra er fremragende. Til december er det fem år siden vores bryllupsrejse gik til Big Island og Maui – og der er sket en masse siden da (to børn etc.). Jeg drømmer mig ofte tilbage, og O’Keeffes billeder er meget dækkende for det rosenrøde syn jeg har på øerne i dag.

Vi må snart afsted igen.

Før jeg fik børn var jeg af den opfattelse, at moderne børne-tv var et inferno af lort, som ikke kunne måle sig med min barndoms B&U vemodige produktioner fra DR. Men det var forkert. Der er masser af gode ting til mindre børn på Ramasjang, Netflix og Viaplay. Hvis ting som ‘Paw Patrol’, ‘Zack & Quack’ og ‘Kazoops’ havde eksisteret i 80’erne, ville DR have haft svært ved at konkurrere om opmærksomheden. Ikke alting var bedre i gamle dage.

Hver dag

Lyttede til P3 i dag mens jeg gik med barnevognen og datteren.

Det er en forteelse, der heldigvis ofte er måneder imellem – lytninger til P3, altså. Men sagen er den, at der var forårssæsonstart i Superligaen. Så selvom jeg vandrede hvileløst i Roskildes forblæste gader iført tilpas slidt latté pappa look, så jeg var jo nødt til at høre hvordan det gik med AaB i kampen mod AGF.

Nåede at græmme mig adskillige gange undervejs. Ikke så meget over kampen (AaB vandt!), men over musikken.

Noget af min tværhed skyldes utvivlsomt at jeg indeni er 53 år og særdeles gnaven, hvorfor jeg har meget vanskeligt ved at identificere mig med sange om at gå club og bare have en fucking fed fest1.

Men noget må også have strukturelle årsager

Under en løbetur tidligere i dag havde jeg hørt Bill Simmons og Malcolm Gladwell diskutere, at der måske fraset basketball i dag ikke er en (pop)kulturel midte i USA. I ved nok, de der personer, kunstnere, begivenheder, institutioner, som er uomgængelige og som alle kender og er nødt til at forholde sig til. De er midten. De fænomener, som alle uanset baggrund, sted i livet, social status og religion dog trods alt har et eller andet forhold til.

Dem som vi alle kender og forstår betydningen af. Som samtalen drejer sig om. Som transcenderer grænserne mellem genrer? Eksempler gennem tiden: Michael Jackson. The Beatles. Rolling Stones. Michael Laudrup. Mozart. Muhammad Ali. Nelson Mandela. Frank Sinatra. Matador2. Elvis Presley. Star Wars. Karl Marx. William Shakespeare. H.C. Andersen.

I kan sikkert selv komme på flere. Film, teater og forfattere er for længe siden røget ud af den kulturelle midte. Kan I eksempelvis nævne en film fra de seneste fem år, som var så magtfuld, at den var del af den kulturelle midte? Eller en bog? Som folk refererer til, og hvis indhold indgår i vores fælles samfundsmæssige forforståelse?

Og min påstand er nu, at musik og musikere også forlængst er røget ud af den kulturelle midte. Det hele er blevet balkaniseret. Folk lytter til musik i deres egen lille ghetto. Der var intet af det club-musik, som de spillede på P3 en søndag eftermiddag, der blot tilnærmelsesvist kan betegnes som værende i ‘midten’. De mest streamede kunstnere på Spotify i 2016 var Drake, Rihanna, Justin Bieber, Kanye West og Twenty One Pilots. Som alle har masser af fans, bevares, men er de allemandseje? Er det dem som samtalen handler om?3

Det var en lang snak blot for at sige, at jeg ikke kunne lide noget af det musik, de spiller på P3. Bortset fra én sang. Og det er så åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

For lyt lige til Emil Kruse & Tobias Rahim ‘Hver dag’.

Det er en eminent sang. En slags Soul II Soul for nutiden. Som næppe heller bliver en del af midten, men som alligevel er jævnt fantastisk. Måske det også hænger sammen med, at P3 spillede sangen da Jannik Pohl scorede til 2-1 i overtiden mod AGF.

Uanset hvad er den fortryllende. Giv den chance.

  1. Hvilket er et gennemgående tema i P3’s sange baseret på min dataindsamling i dag []
  2. Som jeg stadig ikke har set []
  3. Afledt problemstilling: Findes den samtale/midte jeg kredser om rent faktisk? []

Poul Anker Bech

Det tabte land

Der var nordjysk nostalgi for fuld udblæsning, da jeg var domsmand i går. Således var retssalen prydet af ikke færre end fem Poul Anker Bech malerier. Det var mageløst. Det fik næsten øjeblikket med de bevæbnede betjente under domsafsigelsen til fremstå poetisk, lige dér under Bechs dramatiske himmel i Vendsyssel.

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

Wanderlust

Det eneste, der sådan for alvor ærgrer mig ved den snarlige familieforøgelsen er, at det aflyser sommerferien i år.

A32055.jpg

Det blev jeg mindet om, da jeg læste et indlæg på den ganske interessant blog ‘Political Violence At a Glance’, som de havde prydet med John Singer Sargent ‘Simplon Pass’ (1911).

Er det ikke et herligt drømmende billede? Det gav mig akut lyst til at bjergvandre, men det bliver så ikke i år. Men måske i 2017. Jeg savner Schweiz og Ticino. Ville gerne afsted nu.

Melankolsk kunst

Har brugt en ikke helt ubetydelig del af min dag på at brainstorme over og udarbejde listen ‘yndlingsmalere’. Hvilket selvsagt er et utåleligt selvsmagende og prætentiøst projekt, men nuvel, det var ikke desto mindre hvad jeg foretog mig. Min top 5 er i skrivende stund (i ikke nærmere prioriteret rækkefølge): Kaj K. NørkjærEdward HopperAndrew WyethCaspar David Friedrich og Eugène Jansson.

Hvad har disse malere til fælles – udover at være mænd, hvide og døde?

Melankolien, tror jeg. Den har sneget sig ind på mig i de senere år. Både mentalt, men åbenbart også i mine kulturelle præferencer. I dag kan jeg helt uironisk sætte pris på country, noget jeg ville have forsvoret for relativt kort tid siden. For 10 år siden var det den vrængende og let afsporede Egon Schiele, der var min yndlingsbilledkunstner. Og før da var jeg mest til popkunst a la Robert Rauschenbergs pasticher eller den ironisk-fremmedgjorte Barbara Kruger.

I dag er der ingen af dem, der gør så meget for mig. God billedkunst har en anden og mere implicit effekt på mig nu, især hvis den siger noget om den menneskelige eksistens’ grundvilkår (læs: melankolien og en higen efter en større mening).

Måske nogen af læserne husker den berømte og pænt vidunderlige museumsscene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, hvor protagonisten Ferris, kæresten Sloane og den kompleksramte ven Cameron er på The Art Institute of Chicago. De ser mesterværker af Picasso og Hopper inden Cameron fortaber sig fuldstændig i Seurats ‘Un dimanche après-midi à l’Île de la Grande Jatte’. Han stirrer så intenst på den lille pige og hendes mor, og jo mere han stirrer, jo mere indser han at der intet er – der er ingen redning fra hans fremmedgjorte far og døde mor.

Jeg vil ikke sige at mine fem favoritkunstnere efterlader mig som på samme eksistentielt desperate plan som Cameron, men især Hopper og Wyeths billeder har en stærk effekt på mig i disse år. ‘Christina’s World’, eksempelvis, eller Hoppers ‘Gas’ ovenfor. Det er melankolien, den besjælede natur og symbolsk higen, der fungerer for mig dette sted i livet.

Vi må se hvilke kunstnere, jeg fremhæver om 10 år. Måske nogle mere farverige af slagsen?

En anden vinkel på historien

Hvilken henrivende lille øvelse, de har gang i ovre hos io9:

When you start a book or movie, you commit to following a character (or maybe even a few) for the length of the story. But do you ever get the feeling that maybe, just maybe, you’ve picked the wrong ones?

Maybe you suspect that the villains of the story might actually have a good case for why they’re aggrieved; maybe you suspect the sidekick sees things a little more sharply from not seeing them head-on; or perhaps a character with only a sketchy backstory just seems so much more interesting than the hero.

Tell us in the comments, what the story is and which character you’d like to see through the eyes of. Perhaps give us a brief synopsis of the story we might expect, and why it’s just that much more interesting than the one we got.

Det er da et godt og tankevækkende spørgsmål. Stimulerende og tvinger en til at tænke tilbage på de mange bøger, film og tv-serier, man har holdt af igennem tiden. Der er selvfølgelig de helt oplagte, og dermed også klichéagtige.

‘Star Wars’ (alle ved at Imperiet er langt mere interessante end de kedelige rebeller), ‘Karate Kid’ (hvem ved hvilke følelsesmæssige traumer der lå bag Johnnys skurkerolle?) og ‘Ringenes Herre’ (mere Gandalf, tak).

Men hvilke ellers? Har I gode forslag?