Kylie Minogue og den eksistentielle grundtilstand

Kender du det at noget, der i din bevidsthed stadig er ‘nyt’ (eller i hvert fald ikke særlig gammelt eller specielt længe siden), viser sig at være … gammelt og længe siden?

Det sker oftere og oftere for mig. Hvilket vel ikke er så mærkeligt min fremskredne alder taget i betragtning. Men alligevel. Jeg formår igen og igen at blive overrasket over tidens gang.

Det skete senest i går.

Min søn er vild med Transformers og robotter i almindelighed. Og da jeg deler denne fascination, ville jeg da lige vise ham Kylie Minogues entre på scenen på hendes ‘Fever’-tour. I ved nok, der hvor hun kommer op igennem gulvet i ført et futuristisk robotkostume, der ville give Robocop selvværdsproblemer.

Så ind på nettet med os for at finde klippet derfra. Hvorefter jeg indser at benævnte turné er fra 2002. At det med andre ord er snart 16 år siden, at jeg var til koncerten i Forum. Og at det fabelagtige gadekryds mellem ‘Can’t Get You Out of My Head’ og ‘Blue Monday’ – der i mit hoved stadig er friskt – er endnu ældre. Det er faktisk så gammelt, at hvis min far i 1985 havde vist mig noget ligeså gammelt popkultur, så ville det have været en koncertoptagelse fra Woodstock.

Det var ikke rart.

Bevares, sønnen syntes robotdragten var megasej (og så bliver det altså ikke meget større), men erkendelsen af tidens gang? Den smerter. For intet varer som bekendt evigt, og det får en i forvejen melankolsk anlagt mand helt ud i de melankoliens overdrev.

Mine børn er (snart) 2 og 4 år gamle. De er vores største glæde og vores største bekymring. De er midtpunktet i vores univers. Nogle få år er endnu er vi også deres fikspunkter i tilværelsen. Men det stopper også en dag. Det er den menneskelige grundtilstand. Den eksistentielle glæde og smerte hænger uløseligt sammen. Dem vi elsker, vil vi miste en dag. Den lykke vi tager for givet i nuet, kan være væk om et øjeblik.

Jeg er med på, at dette er banale erkendelse – og at der muligvis er et vist intellektuelt spring fra Kylie Minogue til lommefilosofiske betragtninger om livets mening.

Men jeg tænker meget over de store ting for tiden.

Om at tiden går, om at fortryde de ting man aldrig gjorde, om at tage lykken og fremskridtet for givet, om at jeg en dag vil miste alle jeg elsker, om at et menneskeliv ikke er meget længere eller betydningsfuldt end en kortvarig prut i det store historiske billede. Og givet alle disse ting; hvordan skal man da gribe tilværelsen an?

Der tænkes videre!

We can dance if we want to

Jeg har hidtil aldrig været videre begejstret for Men Without Hat ‘Safety Dance’ (1983). Måske det skyldes den nærmest absurd tåbelige musikvideo, måske originaludgaven i mine ører altid blot har savnet noget spræl.

Men, men, men: Så opdagede jeg det grandiose ‘Extended Club Mix’ af sangen fra ‘Ready Player One’ soundtracket.

Mixet tilføjer den lidt anæmiske originaludgave en elektronisk kant, som gør den markant mere bidsk. Giv den en chance, hvis du alligevel er i retrohumør.

Tracey Thorn

Tracey Thorn har udgivet en ny single, ‘Queen’. Og den eneste reaktion sangen og den tilhørende video for alvor fremkalder i mig, er erkendelse af, at det nu er snart 20 år siden at seneste album fra Everything But the Girl – hende og ægtefællen Ben Watts duo – udkom. Og afledt heraf; at det vel derfor ikke er så underligt at hun efterhånden ser lidt halvgammel ud og at stemmen ikke klinger helt så rent længere. Det var trods alt også en noget yngre og væsentlig mere sprød blogskribent, der købte ‘Temperamental’ på cd’en dér i HMV-pladebutikken i Bispensgade, Aalborg dengang i efteråret 1999.

Tilmed er det også allerede mere end 10 år siden hun udgav det mesterlige ‘Out of the Woods’. Et mere end fint electronica-album, som jeg elskede højt, alt imens jeg intenst har hadet det meste af hvad Ben Watt har udgivet som solist1. Det føles som længe siden nu.

Men I guder, hvor jeg dog hader at musik minder mig om at jeg er blevet halvgammel.

Måske det netop er Thorns forandrede stemme, der gør særlig indtryk på mig. Jeg synger nemlig ganske mange af hendes sange på noget nær daglig basis herhjemme. Datteren bliver således altid beroliget/bedøvet af mine egne rustikke acapella-udgaver af EBTG’s ‘Fascination’, ‘Rollercoaster’, ‘Before Today’ og ‘Troubled Mind’2, og den stemme jeg kanaliserer igennem mit hoved, lyder ikke just som den Tracey Thorn der nu udgiver nyt album.

Jeg ender dog nok med at købe det alligevel. Gammel kærlighed forgår som bekendt ikke så let.

  1. Hans to album, ‘Hendra’ (2014) og ‘Fever Dream’ (2016), er blandt de absolut kedeligste i min samling. Og det siger desværre ikke så lidt []
  2. Vanligvis suppleret af TV-2’s ‘De lyse timer’, ‘Stjernen over Bjerringbro’ og ‘Bag duggede ruder’, Rocazino ‘Elsk mig i nat’, News ‘Du er’ samt Pet Shop Boys ‘It Must Be Obvious’ []

Cranberries

Jeg har ikke skænket hverken The Cranberries eller deres forsanger Dolores O’Riordan en tanke i umindelige tider. Jeg ejer kun ét album med gruppen; deres debut fra 1993 ‘Everybody Else is Doing It, So Why Can’t We?’. Og selvom det er et fremragende album, så er det er længe siden jeg har lyttet til det.


Da jeg læste om O’Riordans død var det derfor første gang i måske 10-15 år, at jeg er stødt på Cranberries i medierne. Nu sidder jeg så her og lytter til dem. Og tænker.

For med min forkærlighed for The Smiths, jangle pop og melankolske tekster taget i betragtning, så burde jeg holde mere af Cranberries’ musik end jeg gør. På papiret rummer de så meget af det, der altid virker hos mig. Men … nej, den dialekt, altså. Nej. Det går ikke. Jeg kan ikke.

Bevares, det er altid en balancegang når sangere anvender dialekt. Damon Albarn kan slippe afsted med en flabet London dialekt. Det samme kan visse svenske sangere, såsom skånske Timbuktu eller jämtlandske Säkert. O’Riordans irske vokal tænder mig af 95 pct. af tiden. Det er for meget for mig i langt de fleste af deres sange.

Men vigtigst: I mit hoved betød Cranberries’ helt store gennembrud, ‘Zombie’1, at de i min underbevidsthed altid vil være forankret i 1990’erne. Jeg kan måske rent intellektuelt sagtens udlede deres musikalske slægtskab med alle mulige kunstnere og genrer ,som jeg holder af, men mit hjerte kan ikke alvor holde af gruppen.

Og dog.

For de har lavet i hvert fald to deciderede mesterværker. Begge sange er på deres første album: ‘Linger’ og ‘Dreams’. De to udgør en smuk dualitet mellem det knuste hjerte og ulykkelige forelskelse i ‘Linger’2, mens den stormende og fejende forelskelse i ‘Dreams’ er umulig at holde tilbage i både melodi og tekst3.

De to sange alene er nok til at Cranberries bør huskes med en betragtelig affektion. Og nu hvor jeg igen lytter til ‘Everybody Else …’ albummet, så må jeg sige, at I ikke taber noget ved at give det et lyt eller to. Det er spækket med fine popsange.

  1. Som jeg i øvrigt bryder mig meget lidt om []
  2. “I thought nothing could go wrong/ But I was wrong, I was wrong/ If you, if you could get by/ Trying not to lie/ Things wouldn’t be so confused/ And I wouldn’t feel so used/ But you always really knew/ I just want to be with you/ And I’m in so deep/ You know I’m such a fool for you/ You’ve got me wrapped around your finger/ Do have to let it linger?” []
  3. “And now I tell you openly/ You have my heart so don’t hurt me/ You’re what I couldn’t find/ A totally amazing mind/ So understanding and so kind/ You’re everything to me/ Oh my life is changing everyday/ In every possible way/ And oh my dreams/ It’s never quite as it seems/ ‘Cause you’re a dream to me” []

Årets sange 2017

Musikalsk har 2017 ikke været den store åbenbaring for mig. Grundlæggende stod jeg af ny musik for flere år siden, så mine opdagelser er mestendels retrospektive. Hvilket da også er hvad min ‘Your Top Songs in 2017’ liste på Spotify – nænsomt udvalgt af deres algoritme – kraftigt afspejler.

Ikke at jeg ikke har forsøgt.

For jeg lyttede faktisk til (nogle af) sangene på The Ringer’s og GQ’s liste over årets bedste sange. Og jeg måtte indse at nej, jeg stadig ikke kan lide Kendrick Lamars nyere værker. Nej, jeg synes heller ikke om Julia Michaels, Cardi B eller Lorde. Og det bliver også et nej tak til det rædderlige bras, som prægede listerne over mest streamede sange i Danmark i 2017.

Nå. Men når nu jeg har øffet og ørlet færdigt over verdens forfald, hvad lyttede jeg så rent faktisk til i løbet af året?

Emil Kruse: ‘Hverdag’, ‘Hvorhen’, ‘Hva det er’ og ‘Hver gang du er nær’

Jeg opdagede Emil Kruse under en løbetur tilbage i februar måned. Siden har jeg lyttet ganske intenst til hans nyere materiale, og det er konsistent fremragende. Melankolsk og introvert electro-hiphop? Mon ikke! Han er den eneste danske musiker jeg for alvor har sat pris på i 2017.

Real Lies: ‘Dab Housing’, ‘One Club Town’ og ‘North Circular’

Jeg skrev i august et hyldestindlæg til Real Lies og deres genreblanding af synth-pop, tropisk reggae og hip-hop. De er stadig et højdepunkt for mig.

Tennis – ‘My Emotions Are Blinding’

Tennis er mit favorit popband i 2017. De laver melodisk håndspillet Saint Etienne-agtig pop, og de holder et nærmest grotesk højt niveau i alle deres sange. ‘My Emotions are Blinding’ er et primaeksempel på deres styrker. Varmt anbefalet.

Billy Bragg – ‘Greetings to the New Brunette’

I disse uger det den underskønne Billy Bragg ‘Greetings to the New Brunette’ fra 1986, der fylder i mine høretelefoner. Efter The Smiths erobrede mit sårbare hjerte i gymnasiet, kommer jeg mig nok aldrig for alvor over de ringlende guitarer, de finurlige tekster og de melodiøse harmonier, der hører hjemme på collegeradiostationer i midt/slut-80’erne. Det er i hvert fald den type sange og kunstenere, jeg har det med hele tiden at vende tilbage til.

Glen Campbell – ‘Witchita Lineman’

Glen Campbell døde her i 2017 og det var vældig sørgeligt. Jeg sætter stor pris på hans melodiske og melankolske country, så ‘Witchita Lineman’ var en stensikker favorit hos mig.

No Joy – ‘Hellhole’

Sangen folder sig først ud for alvor, når de My Bloody Valentine’ske guitarer sætter ind ved 00:37. Så bliver den til gengæld også fremragende.

Johan Hedberg – ‘Kickar Grus’

Hedbergs Stockholm-epos er et popmesterværk. Når først gospelkoret siger goddag, er det vanskeligt ikke at drømme sig en tur til Söder.

Nick Garrie – ‘Can I Stay With You’

Intet musikår uden en besynderlig lille folkpop-sag fra 60’erne, inkl. strygere og tværfløjte. Jeg er vild med den labyrintiske og selvmodsigende tekst.

Astrud Gilberto – ‘Ponteio’

Bossanova er objektivt set vidunderligt. Hvis du er i stand til at lytte til ‘Ponteio’ uden at vugge med, så er der gået eller andet i stykker inden i dig. Nu er det sagt.

Pet Shop Boys – ‘Undertow ‘Tuff City Kids Remix’

Ikke meget behagede mig ved Pet Shop Boys nyeste album, men dette remix er en stroboskop-lysende rejse til 80’erne. Generelt var det året, hvor jeg tilgav Pet Shop Boys. Købte de nye reissues af deres albums fra 00”erne og 10’erne, og de er væsentlig bedre end jeg oprindeligt gav dem kredit for1

Slowdive – Star Roving’

Årets shoegaze indslag. Episk i ordets bedste betydning.

Boxed In – ‘Pushing On’

Årets techno indslag. Hvis Pet Shop Boys var unge i dag, var det den her slags de ville lave. Det er fremragende.

Säkert – ‘Snooza’ og ‘Tjacket’

Ingen – og jeg mener virkelig ingen – kan slå Säkert i disciplinen skandinavisk popmelankoli.

Miracle Legion – ‘All For the Best’

Jeg tror dette er den bedste college rock sang nogensinde. Lyttede til den et urimelig højt antal gange.

Amber Arcades – ‘It Changes’

Mere 90’er-inspireret kvinderock. Årets mest syngbare omkvæd?

Det var min samling. Hvilke sange gjorde en forskel for jer i år?

  1. Undtagen ‘Fundamental’. Det er stadig et lortealbum. []

The Queen is Dead

Netop modtaget mit eksemplar af den nyudgivne såkaldte Deluxe Edition af The Smiths ‘The Queen is Dead’.

Det var ganske aldrig mit favoritalbum med gruppen (det er ‘Meat is Murder’ eller måske opsamlingsalbummet ‘The World Won’t Listen’, som jeg lånte begærligt med hjem fra hovedbiblioteket i Aalborg engang i 1997 eller 1998). Men når der udkommer ‘nyt’ med en mine tre absolutte yndlingsgrupper, må og skal jeg eje det i fysisk form – koste hvad det vil.

Så nu sidder jeg her og lytter til det hidtil uudgivne materiale i form af demoer, outtakes og en livekoncert fra Boston. Det er fornøjeligt og hyggeligt, men mest på den der lidt genbrugte og ikke særlig innovative måde. Hvilket nok ikke er så underligt, når det handler om en gruppe der var aktive i årene 1982 til 1987. Der er ikke rigtig så meget nyt at opdage, ligegyldigt hvor mange gange de frisker produktionen op.

Og så alligevel.

For ‘The Queen is Dead’ er et album med absurd stærke sange. Bortset fra et par enkelte skæverter (spring især over ‘Vicar in a Tutu’) er det en perlerække af guitarpopmesterværker. Man bør lytte til det, om ikke andet så for albummets popkulturelle betydning.

Jeg ved dog ikke om ‘The Queen is Dead’ – eller de øvrige Smiths album generelt – ville have samme effekt på mig, hvis jeg først havde opdaget dem i moden alder fremfor som teenager. Måske jeg ville have våndet mig over Morrisseys krukkerier eller det faktum, at mange af sangene er marineret i en tung, tung teenangst.

Men nu sidder jeg så stadig her, 35 år gammel, og lytter til Sturm-und-Drang sange om at være jomfru og uelsket. Det burde man måske filosofere lidt over, hvilket jeg dog vælger ikke at gøre lige nu. Uanset hvad, så bør I give ‘The Queen is Dead’ et lyt.

Raised on promises

Det ville være usandt, hvis jeg skrev at jeg er dedikeret fan af Tom Petty. Bevares, jeg kender hans hits efter at være vokset op med P4 Nordjylland. Og der var en periode, hvor jeg – efter at sangen optrådte i en stærk scene i The Sopranos – syntes at ‘American Girl’ var fabelagtig.

Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den mestrer popmusikkens ædleste og sværeste kunst til perfektion: At kombinere glad musik med melankolsk tekst.

Well she was an American girl
Raised on promises
She couldn’t help thinkin’ that there
Was a little more to life
Somewhere else
After all it was a great big world
With lots of places to run to

Den er stærk, den dér vending ‘Raised on promises’. Er vi ikke alle det? Opdraget til at tro på at lige netop vi er skabt til noget stort og meningsfuldt? Du kan blive lige hvad du vil, og alt det der?

Men Pettys pointe i sangen er forholdsvist anæmisk og sortsynet; nej, løfterne går ikke i opfyldelse, tingene er hvad de er og den amerikanske pige får ikke den hun elsker. Alt går fra hinanden, som Lars H.U.G. ville have sagt det:

It was kind of cold that night
She stood alone on her balcony
She could the cars roll by
Out on 441
Like waves crashin’ in the beach
And for one desperate moment there
He crept back in her memory
God it’s so painful
Something that’s so close
And still so far out of reach

Banalt? Måske, men jeg tror i sidste ende at Tom Petty havde fat i den lange ende, når han svøbte melankolien og det tragiske menneskelige eksistensvilkår i en fængende popindpakning.

Så nej, jeg var ikke fan, men … jeg har lyttet til ham mere eller mindre konstant de senere uger efter hans død. Og sangene er ved at sætte deres kroge fat i mig. Samtidig gør det mig trist at tænke på, at antallet af sande melodiøse og melankolske poppoeter efterhånden ser ganske tyndt ud.

Så jeg ved ikke helt hvem jeg skal vende mig mod nu.

Six Blocks Away

Det er ganske voldsomt hvad tid, druk og misbrug kan gøre ved en stemme.

En af datterens yndlingsdansesange er således Lucinda Williams’ ‘Six Blocks Away’ fra 1992. Dens tempo og omkvæd er perfekt til at vuggedanse med en 1-årig pige, som hviner af fryd, når man snurrer rundt. Det er en ren fornøjelse.

Nu har Williams så for et par dage siden udgivet en nyfortolkning af sin egen sang.

Man kan mene meget om originalen. Den er poppet og letbenet. Og Williams stemme er stadig ung, og knækker til tider over. Men i den nye udgave? Williams har skruet tempoet ned, gjort instrumenterne mere muskuløse og nærmest growler sig igennem vokalen. Hun er blevet 64 år og det har været et hårdtlevet liv, fornemmer man. Og selve sangen er blevet mindre … nuvel, mindre romantisk.

Jeg vil derfor ikke sige, at Williams gør sangen bedre her 25 år efter den udkom første gang. Det bliver i hvert fald ikke 2017-udgaven, som datteren og jeg kommer til at fylde tiden ud med inden hun skal puttes. Omvendt gav det mig en lejlighed til at hylde originalen en ekstra gang, så helt spildt er arbejdet ikke.

Og når I nu er i gang, så lyt til ‘Something About What Happens When We Talk’. Hvis den ikke kan smelte jeres permafrosne hjerter, så ved jeg ærligt talt ikke hvad der skal til.

Wichita Lineman

Jeg har et notorisk blødt punkt for melankolske countrysangere. Især dem der anvender ligeså melankolske strygere, som Jens Lekman siden hen sampler i en af sine bedste sange.

Så jeg blev da en anelse vemodig, da jeg læste om Glen Campbells død for et par uger siden. Der er blevet skrevet mange nekrologer siden da – den bedste jeg er stødt på er denne – og hans kamp mod Alzheimeren er ligeledes velbelyst. Jeg kan ikke sige at jeg har udforsket hele Campbells bagkatelog. Men det jeg har hørt er grænsende til vidunderligt. Hør ham lige i ‘Wichta Lineman’:

Er det ikke smukt? De strygere! Mmmmmm! De knuste hjerter længes og ensomheden er episk. Og prøv så lige ‘By the Time I Get to Phoenix’:

Jeg vil vove den påstand, at der ikke er lavet mere melankoske break-up sange end ‘By the Time …’, hverken før eller siden. Den er et mesterværk.

Malcolm Gladwell havde for nylig et afsnit af sin podcast ‘Revisionist History’, hvor han postulerede at det der gør countrysange så pokkers triste og melankolske er, at de er konkrete og specifikke1. Countrysangere synger om koner der dør af kræft, pick-up trucks der spinner med hjulene i mudderet, sønner der dør i krig i et land langt, langt væk og fornøjelsen ved at sidde med en iskold Bud Light en varm sommeraften under stjernerne. Det er alt sammen meget specifikt og ganske relaterbart på et almenmenneskeligt plan.

Glen Campbell er et fremragende eksempel. Hans ‘Wichita Lineman’ sidder der på telefonmasten og lytter til historier om savn, længsel og kærlighed, som han opsnapper via telefonlinjerner. Og i ‘By the Time …’ bliver bruddet meget, meget konkret i takt med den voksende geografiske afstand til hans nu tidligere elskede.

Det er fremragende musik – dens alder til trods.

PS. REM indspillede i 1994 også en fin udgave af ‘Wichita Lineman‘. Michael Stipe kunne have været en fortrinlig countrysanger.

  1. Egentlig er hans argument noget brede end det, men det er bedre at I selv lytter til afsnittet end at jeg genfortæller det []

Real Lies

Jeg har et crush på vrede, skaldede unge mænd på hustage for tiden. Først var det Emil Kruse ‘Hver dag’, men de senere måneder har jeg været helt uklædeligt besat af Real Lies. De er engelske og kan alt mulig. Faktisk er de et slags elskovsbarn mellem mindst tre-fire forskellige genrer og fænomener, som jeg holder af. Se bare her:

‘North Circular’ fra 2014 er nok deres bedste kreation. Hvis du ikke tør klikke på play, så kan jeg afsløre at det er synthpop a la Air France i kombination med tidlig The Streets. Nå, ja, og så får musikvideo for fuldt pornoorgel af blinkende lygter, køreture om natten i fremmedgjort urbant landskab bag duggede bilruder. Det er noget nær så storslået som det kan blive.

Men vi er ikke færdige. Langt fra, faktisk.

‘One Club Town’ er det smukke (mjah?) epos om at forlade ens lille indavlede hjemby – the one club town – for at tage til den hedonistiske storby, hvor man virkelig kan folde sig ud i sit eget underskønne individ. Real Lies bruger her et lille trick fra Chk Chk Chk ‘Heart of Hearts’, hvor beskidt electro krydres med en velsyngende soulsangerinde til at skabe en velgørende kontrast.

Til sidst er her Real Lies’ måske mest fornøjelige kreation:

‘Dab Housing’ får mig til at mistænke Real Lies for at have lyttet skamløst meget til den svenske electrobølge anno 2007-2008. Sammenlign f.eks. med Tough Alliance ‘Something Special’. De er som to ikke særlig kønne tvillinger adskilt fra fødslen. Tempoet er lidt mere slæbende i ‘Dab Housing’, men ellers er stemningen den samme. Uanset hvad, så er jeg pjanket med det!

Real Lies mikser alle mulige stilarter, jeg sætter pris på hver for sig – og lykkes ganske ofte med at lave en fusion, som gør mig endnu mere tilfreds. De har endnu kun udgivet ét album, så jeg afventer spændt nyt fra deres hånd. Noget tyder dog på at de er på vej frem i verden, og de har sågar mixet Pet Shop Boys’ i forvejen ikke særlig interessante ‘Say it to me’. De bliver spændende at følge fremover.