Pete Townshend ‘A Little is Enough’ (1980) er besynderlig. Sangen har nogle af musikhistoriens stærkeste og mest melodiøse vers og omkvæd … men Townshend kan simpelthen ikke finde ud af binde sangen sammen. 2/3 af sangen er fantastisk, men delene afbrydes af den alt for lange indledning og de vævende mellemspil. Det er en skam!

Effektiv putning

Den Bedre Halvdel er på aften-/nattevagt, det er infernalsk varmt og arvingerne vil (forståeligt nok) egentlig hellere pjatte rundt end at sove, når deres vrantne far synes de skal. I den situation ser jeg det som min borgerpligt at dele de fragmenter af popsange, som brummet/sunget i tilpas falsk toneleje altid fungerer til at få de to til at falde i søvn:

De danske
De svenske
De engelske

Future Me Hates Me

Vidste du at dit lokale folkebibliotek giver dig adgang til en mindre syndflod af elektroniske ressourcer? Næppe, men det er et nærmest overvældende godt tilbud.

Udover at gå i gang med det trods alt lidt sparsomme udvalg af danske og engelske ebøger, så kan du via din bibliotekskonto logge ind på RBdigital. Det er en decideret vidunderlig service, der giver adgang til en lang række magasiner. Jeg har således brugt min aften på at læse bl.a. New Yorker, The Atlantic, Vanity Fair og Q1.

Nå, men hvad jeg egentlig ville fortælle er, at jeg i forbindelse med læsningen af det i øvrigt udmærkede magasin Rolling Stone stødte på deres top 10 liste over de bedste sange lige nu. På 9. pladsen havde de en sand guitar-pop perle i form af new zealandske The Beths ‘Unhappy Happy’.

Jeg kunne bestemt lide den, men en detour på Spotify ledte mig til den endnu bedre ‘Future Me Hates Me’. Videoen er lidt fjollet og sangen er i sig selv en sødmefuld bagatel. Men det gør ikke noget. For det lyder som en gladere og knap så sarkastisk udgave af Courtney Barnett, og det er lige hvad jeg leder efter i en sommersang. Jeg elsker det lille mellemspil omkring 01:30, hvor fortælleren i et elegant lille melankolsk mellemspil overbeviser sig selv om “… but there’s something about you”, og hun derfor selvsagt denne gang ikke vil få knust sit hjerte.

Ak ja.

  1. Og hvis jeg ikke allerede selv abonnerede på The Economist i forvejen, ville jeg også kunne læse bladet derinde []

De glemte film

Det er efterhånden længe siden jeg selv overgav mig fuldstændig til streamingtjenesterne og satte den aldrende PlayStation 3 ned i kælderen sammen med mine dvd’er og BluRays.

Modsat musik – hvor jeg krampagtigt ønsker at holde fast i de fysiske manifestationer – har jeg ikke et affektionsforhold til tv-serier og film. Jeg behøver ikke eje dem, og bortset fra de tv-serier jeg fanatisk slugte i slut-00’erne (hej ‘Lost’!), har jeg aldrig selv købt særlig mange film, hverken fysisk eller digitalt.

Men noget i dette indlæg om Netflix’ amerikanske fysiske service ramte alligevel plet hos mig. Både når det handler om film, tv-serier og musik:

Even if the shuttering of Netflix’s DVD service won’t be exactly the same as a final nail in the coffin for disc media, it’ll still be meaningful. Netflix buys tons of physical media; once it stops doing that, the economics of movies on disc will only get worse.

The real shame will happen when movies stop coming out on DVDs and Blu-Rays altogether. That’s not because they were such a lovable way to package films (they have their pluses and minuses); it’s because with the loss of each media format, we also lose some titles forever. The list of movies that never made it from VHS to DVD is not insignificant.

Usually these “lost” titles are somewhat obscure, but even a major film like “Air Force One” can get lost in the shuffle. Even though that movie is available in a recently pressed Blu-Ray edition, it isn’t available to stream—not just from subscription services like Netflix and Hulu, but it’s not available to rent from iTunes or Amazon, either. It’s hard to say how many more titles we’ll lose when you can only watch movies online, but it’s something to think about as we so eagerly embrace that future.

Jeg deler bekymringen. Har selv tidligere skrevet om det frustrerende i, at indholdet i mit eget CD-katalog med kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Hvis det gælder for de to kunstnere, så må man gå ud fra at musikstreamerne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker.

I skrivende stund ved jeg ikke hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom sangen ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvordan skal man så opdage eller huske de ting?

Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.

Gangway

Givet at jeg elsker ringlende guitarer, The Smiths, Pet Shop Boys og Saint Etienne, så er det besynderligt, at jeg aldrig har opbygget et kærlighedsforhold til det suverænt mest anglofile danske band, der samtidig læner sig allermest op af ovenstående kunstnere: Gangway.

Men selvom jeg kender og gerne nynner med på deres hits – ‘Mountain Song’, ‘My Girl and Me’ og ‘Everything Seems to Go My Way’ -, så har jeg aldrig følt noget dybere behov for at udforske Gangways sangkatalog yderligere. Og når man tager i betragtning hvor megen dårlig musik jeg har obsesset over i løbet af mit liv, så forstår jeg måske heller ikke helt selv den prioritering.

Men lang historie kort: Jeg blev glad da jeg læste bloggersbychoice’s rangering af Gangways 17 singler. Det gav mig en kærkommen mulighed for at give sangene en ærlig gennemlytning, kun knap 20 år for sent.

Og hvad er så konklusionen? Ja, altså, jeg er stadig ikke fan. Nogle af sangene er noget bras, nogle er præget af at man nok skulle have været der dengang de udkom. Andre er ok uden at være overvældende. Og så er der enkelte virkelig stærke.

Min favorit er nok ‘Yellow’ fra deres debutalbum ‘The Twist’ (1984). Her lyder de meget som deres inspirationskilder, hvilket i dette tilfælde slet ikke er nogen dårlig ting. Vil give albummet en chance på næste pendlertur til og fra arbejdet.

Noget værre rod

Et af mine større livsprojekter (som jeg bliver ved med at udskyde) er at få genstruktureret mit musikkatalog.

Dele af mit Spotify bibliotek består ganske vist af en række tema-spillelister, hvor ‘Børnedansemusik’ er den mest anvendte. Men mørkets hjerte er ‘Bruttolisten’; min usorterede, kaotiske og uprioriterede liste af nyopdagede sange, som i skrivende stund er oppe på 1.470 sange indenfor snart sagt alle genrer.

For en mand, der rent ideologisk helst vil tænke i albums1 og stadig græder bitre tårer over at alle cd’erne står i flyttekasser i kælderrummet, er det en helt uholdbar situation.

Problemet er at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Eller slutte for den sags skyld.

For hvordan strukturerer man så mange sange på en meningsfuld måde? Ud fra genrer? Stemninger? Sociale situationer som jeg forbinder med sangene?

Det bliver blot værre som tiden går. Noget må gøres.

  1. Men som i realiteten for længst er gået over til playlister og enkeltsange … []