Gangway

Givet at jeg elsker ringlende guitarer, The Smiths, Pet Shop Boys og Saint Etienne, så er det besynderligt, at jeg aldrig har opbygget et kærlighedsforhold til det suverænt mest anglofile danske band, der samtidig læner sig allermest op af ovenstående kunstnere: Gangway.

Men selvom jeg kender og gerne nynner med på deres hits – ‘Mountain Song’, ‘My Girl and Me’ og ‘Everything Seems to Go My Way’ -, så har jeg aldrig følt noget dybere behov for at udforske Gangways sangkatalog yderligere. Og når man tager i betragtning hvor megen dårlig musik jeg har obsesset over i løbet af mit liv, så forstår jeg måske heller ikke helt selv den prioritering.

Men lang historie kort: Jeg blev glad da jeg læste bloggersbychoice’s rangering af Gangways 17 singler. Det gav mig en kærkommen mulighed for at give sangene en ærlig gennemlytning, kun knap 20 år for sent.

Og hvad er så konklusionen? Ja, altså, jeg er stadig ikke fan. Nogle af sangene er noget bras, nogle er præget af at man nok skulle have været der dengang de udkom. Andre er ok uden at være overvældende. Og så er der enkelte virkelig stærke.

Min favorit er nok ‘Yellow’ fra deres debutalbum ‘The Twist’ (1984). Her lyder de meget som deres inspirationskilder, hvilket i dette tilfælde slet ikke er nogen dårlig ting. Vil give albummet en chance på næste pendlertur til og fra arbejdet.

Noget værre rod

Et af mine større livsprojekter (som jeg bliver ved med at udskyde) er at få genstruktureret mit musikkatalog.

Dele af mit Spotify bibliotek består ganske vist af en række tema-spillelister, hvor ‘Børnedansemusik’ er den mest anvendte. Men mørkets hjerte er ‘Bruttolisten’; min usorterede, kaotiske og uprioriterede liste af nyopdagede sange, som i skrivende stund er oppe på 1.470 sange indenfor snart sagt alle genrer.

For en mand, der rent ideologisk helst vil tænke i albums1 og stadig græder bitre tårer over at alle cd’erne står i flyttekasser i kælderrummet, er det en helt uholdbar situation.

Problemet er at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Eller slutte for den sags skyld.

For hvordan strukturerer man så mange sange på en meningsfuld måde? Ud fra genrer? Stemninger? Sociale situationer som jeg forbinder med sangene?

Det bliver blot værre som tiden går. Noget må gøres.

  1. Men som i realiteten for længst er gået over til playlister og enkeltsange … []

Kylie Minogue og den eksistentielle grundtilstand

Kender du det at noget, der i din bevidsthed stadig er ‘nyt’ (eller i hvert fald ikke særlig gammelt eller specielt længe siden), viser sig at være … gammelt og længe siden?

Det sker oftere og oftere for mig. Hvilket vel ikke er så mærkeligt min fremskredne alder taget i betragtning. Men alligevel. Jeg formår igen og igen at blive overrasket over tidens gang.

Det skete senest i går.

Min søn er vild med Transformers og robotter i almindelighed. Og da jeg deler denne fascination, ville jeg da lige vise ham Kylie Minogues entre på scenen på hendes ‘Fever’-tour. I ved nok, der hvor hun kommer op igennem gulvet i ført et futuristisk robotkostume, der ville give Robocop selvværdsproblemer.

Så ind på nettet med os for at finde klippet derfra. Hvorefter jeg indser at benævnte turné er fra 2002. At det med andre ord er snart 16 år siden, at jeg var til koncerten i Forum. Og at det fabelagtige gadekryds mellem ‘Can’t Get You Out of My Head’ og ‘Blue Monday’ – der i mit hoved stadig er friskt – er endnu ældre. Det er faktisk så gammelt, at hvis min far i 1985 havde vist mig noget ligeså gammelt popkultur, så ville det have været en koncertoptagelse fra Woodstock.

Det var ikke rart.

Bevares, sønnen syntes robotdragten var megasej (og så bliver det altså ikke meget større), men erkendelsen af tidens gang? Den smerter. For intet varer som bekendt evigt, og det får en i forvejen melankolsk anlagt mand helt ud i de melankoliens overdrev.

Mine børn er (snart) 2 og 4 år gamle. De er vores største glæde og vores største bekymring. De er midtpunktet i vores univers. Nogle få år er endnu er vi også deres fikspunkter i tilværelsen. Men det stopper også en dag. Det er den menneskelige grundtilstand. Den eksistentielle glæde og smerte hænger uløseligt sammen. Dem vi elsker, vil vi miste en dag. Den lykke vi tager for givet i nuet, kan være væk om et øjeblik.

Jeg er med på, at dette er banale erkendelse – og at der muligvis er et vist intellektuelt spring fra Kylie Minogue til lommefilosofiske betragtninger om livets mening.

Men jeg tænker meget over de store ting for tiden.

Om at tiden går, om at fortryde de ting man aldrig gjorde, om at tage lykken og fremskridtet for givet, om at jeg en dag vil miste alle jeg elsker, om at et menneskeliv ikke er meget længere eller betydningsfuldt end en kortvarig prut i det store historiske billede. Og givet alle disse ting; hvordan skal man da gribe tilværelsen an?

Der tænkes videre!

We can dance if we want to

Jeg har hidtil aldrig været videre begejstret for Men Without Hat ‘Safety Dance’ (1983). Måske det skyldes den nærmest absurd tåbelige musikvideo, måske originaludgaven i mine ører altid blot har savnet noget spræl.

Men, men, men: Så opdagede jeg det grandiose ‘Extended Club Mix’ af sangen fra ‘Ready Player One’ soundtracket.

Mixet tilføjer den lidt anæmiske originaludgave en elektronisk kant, som gør den markant mere bidsk. Giv den en chance, hvis du alligevel er i retrohumør.