Vrede kvinder, ja tak

Har igennem et stykket tid barslet med et indlæg om hvordan jeg for tiden svælger i sange af vredladne kvindelige rockmusikere. Men ordene bliver aldrig særlig begavede (og hvad kan der egentlig siges af begavede ting indenfor emnet ‘de her sange er jeg vild med for tiden’?), så de mange gode hensigter er stagneret til det rene ingenting.

Så vil i stedet nøjes med at hidbringe to eksempler på sange, som gør mig glad for tiden:

Er de helt afskyelige? Er jeg for alvor koblet af enhver form for god musikalsk smag?

Life Will See You Now

Svigter bloggen for tiden. Siden jeg er blevet lokal- og regionalpolitisk kandidat, kanaliserer jeg det meste af min fritid og kreative skaberkraft ind i politiske budskaber til den langstrakte valgkamp op til november 2017. Og når jeg samtidig reserverer de mere indadvendte og sjælesørgende skriverier til min Evernote-dagbog, så bliver Udkastet fanget midt ude i ingenmandsland.

Men hvad kan jeg så fortælle – på trods heraf?

Joeh, jeg skal til koncert med Jens Lekman i morgen aften. Det glæder jeg mig til, selvom den planlagte koncertmakker ikke kunne alligevel. Jeg så Lekman live første gang tilbage i februar 2008, og var helt forelsket dengang. Det var på et udsolgt Vega, der gik fint amok. I morgen er det i DR’s koncerthus, hvor jeg ikke tidligere har været til koncert, og derfor ikke for alvor ved hvad jeg skal forvente af.

Læste et overraskende ærligt og introspektivt indlæg på Lekmans hjemmeside, hvor han beskrev sine kvaler i den kommercielle og musikalske ødemark han befandt sig i efter det (også efter min mening) skuffende album ’I Know What Love Isn’t’ fra 2012. Hans nyeste album, ‘Life Will See You Now’, er sympatisk, men har ikke helt bundfældet sig hos mig endnu. Det flyder let og ubesværet af sted, men mangler måske den der ene (eller to) knivskarpte popperler a la ‘Maple Leaves’, ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’ eller ‘Your Arms Around Me’. Vi må se. Jeg forventer som udgangspunkt en melankolsk oplevelse, hvilket man aldrig skal takke nej til.

Andet?

Har fået kværnet en række semi-gode fantasy- og horrorbøger henover den seneste måned. Caitlín R. Kiernans syrede ‘Agents of Dreamland’, Tom Deadys meget Salem Lot’ske ‘Haven’ og V. E. Schwabs skuffende ‘A Conjuring of Light’. Ingen af dem vil sætte sig dybere spor i min eksistens, men var da udmærket underholdning mens det varede. Bedste bog har været ‘Universal Harvester’ af John Darnielle, om end jeg er usikker på om jeg forstod den fuldt ud.

Pt. er jeg på jagt efter noget mere sund og nærende skønlitteratur, som jeg kan blive oprigtigt positivt overrasket og fænget af. Anbefalinger modtages uendelig gerne.

Arv og gæld – om Johnny Marrs nye selvbiografi

Det er egentlig lidt synd for Johnny Marr.

Tænk hvis det eneste folk interesserede sig for var, hvad man bedrev som teenager og ung voksen. At resten af ens liv stort set bare var et efterspil. I bedste fald udmærket og hyggeligt, men aldrig for alvor … relevant.

Jeg kan næppe forestille sig en mindre interessant personage end mig som teenager. Og hvis det var fodaftrykket fra den der indadvendte og bøvede hængemule i Aalborg i slut-90’erne, som resten at mit liv skulle vurderes ud fra, ville der sandt for dyden ikke være meget at berette.

Men at blive vurderet på fortidens meritter er nu engang Johnny Marrs triste lod her i livet. Det indser jeg nu, hvor jeg er i gang med hans selvbiografi ‘Set the Boy Free’. For Marr kommer næppe nogensinde for alvor til at blive associeret med andet end Morrissey og The Smiths.

The Smiths

Bevares, jeg sætter skam pris på det udmærkede guitarspil han leverede i flere omgange til Pet Shop Boys, især på Behaviour albummet. Hans 1993 remix af ‘I Want to Wake Up’ er mit absolutte favorit-remix, kun udfordret af Mobys remix af ‘Miserablism’. Jeg sætter ligeledes umanerlig stor pris på de to første albums fra Electronic, synthpopduoen han havde sammen med New Orders kaotiske forsanger Bernard Sumner i 90’erne. Så Marr er bestemt en ven af huset.

Marr fremstår da også som en både sympatisk og interessant person, der i selvbiografien har relevante betragtninger om sin samtid, popkultur – og selvfølgelig om musik. Hans opvækst og musikalske dannelse er ikke decideret uspændende. Det er en langt bedre bog end Morrisseys vederstyggeligt rædsomme selvbiografi fra 2013. Men derfor skimmer jeg stadig alle andre dele af Marrs bog end de sider, der specifikt handler om The Smiths. For den gruppes eksistens og musikalske arv er jo – når alt kommer til alt – Marrs egentlige relevans her i verden.

Er det så en god bog, som man bør læse?

Mjah. Den er ikke en selvbiografi a la Keith Richards eller Bruce Springsteens bøger, der (at dømme ud fra de lovprisende anmeldelser) er værker af bredere interesse end blot for deres fans. Man skal nok være fan af Marr (dvs. af The Smiths) i forvejen for at finde den rigtig interessant. Alternativt skal man læse den for portrættet af musikscenen i Manchester i begyndelsen af 1980’erne. Det håndterer Marr også udmærket.

Vigtigste nye viden fra bogen: Marr trænede dans samme sted i Manchester som Ian Curtis fra Joy Division. Og mener at sidstnævntes berømte/berygtede epileptikerdans var tyvstjålet fra en af David Bowie optrædener på amerikansk tv i 1976. Uanset om det er sandt eller ej, så var det en fornøjelse at se Bowie slå gækken løs her.

The Radio Dept.

Det er en af de mere ubehagelige melankolske erkendelser.

Nemlig at jeg (fraregnet et svensk P3-arrangement i Göteborg i januar 2011) ikke har været til en eneste koncert siden Håkan Hellström i Store Vega den 20. november 2010. En koncert som jeg dengang beskrev på min blog på følgende vis:

“Det var sublimt. Enestående. Himmelstræbende. Verdensomstyrtende. Mindst ligeså godt som de tidligere koncerter i 2003 og 2008. Kan ikke – selv ikke hårdt presset – nævne en bedre livemusiker end Hellström. Det var eskapisme, teen angst, melankoli, lokalkolorit fra Göteborg samt en gudsbenådet parring mellem The Smiths, Paul Weller og Dexy’s Midnight Runners. Ville virkelig ønske, at jeg var en bedre anmelder, men qua mit stormfulde emotionelle indre må det blive ved en række eksalterede adjektiver for denne gang. Synd og skam for jer, der ikke var til stede.”

Det er kort sagt mere end seks år siden at jeg oplevede musik live. Og til trods for ovenstående ulidelige ordflom, har jeg vitterligt ingen erindringer om den Håkan koncert. Var det godt? Var det skidt? Hvad var setlisten? Ingen anelse. I mine erindringer bliver koncerten konstant blandet sammen til en diffus grød med de andre koncerter på Pumpehuset (2003) og til Storsjöyran (2008). Men det lyder da til at mit yngre jeg var tilfreds.

Hvad skete der? Hvornår groede jeg musikalsk fast? Der er en forklaring, tror jeg. Ikke en god eller behagelig en, men dog en forklaring.

Tidsmæssigt skete det musikalske kollaps nemlig samtidig med at jeg i foråret 2011 indledte den tumultariske periode af livet med udstationering i Bruxelles, siden flyt til Hjørring og Aalborg, ryk tilbage til København igen: Siden blev jeg far og ja, sådan gik der altså 6 år uden koncerter.

The Radio Dept.

 

Koncertmelankolien ramte, da jeg i går aftes var på Lille Vega for at se mine midt/slut-00’er idoler The Radio Dept. spille. De var en integreret del af min svenskofile periode, hvor jeg udover min hustru dyrkede folk som Jens Lekman, Air France, Tough Alliance hæmningsløst. Den endeløse række af elektropoppede kunstnere fra Göteborg og omegn er desværre døet ud siden dengang. Men nu har The Radio Dept. så endelig udgivet nyt album efter seks års pause, og er taget på tour til eksotiske steder som Tbilisi, København og Seoul.

Gruppen har altid været en lidt underlig blanding. Lige dele My Bloody Valentine, acid house, Pet Shop Boys, tidlig New Order og Andrew Weatheralls remix af ‘Only Love Can Break Your Heart’. Om end slutproduktet måske ikke er videre originalt eller nyskabende, er The Radio Depts musik en blanding af fremragende enkeltelementer fra 1987-1991, De peakede i 2010 med den vidunderlige ‘Heaven’s On Fire’, og er blevet stedse mere synth-bårne på deres albums.

Koncerten i Vega var en ambivalent oplevelse, men jeg ved ikke om det skyldes koncertens kvalitet, lydbilledet eller blot de seks års fravær af koncertoplevelser.

Måske det var en begynderfejl af mig at antage, at en koncert annonceret til kl. 20 ville begynde før kl. 22.10 (og jeg derfor først var hjemme i Roskilde kl. 01.00)? Måske jeg blot skal indse, at når elektronisk musik fremføres live, så er meget af det forprogrammeret og ikke særlig håndspillet? Måske jeg burde have tænkt over, at det er vanskeligt at høre den ì forvejen flegmatiske forsanger, når bassen er så tonsende tung?

Uanset hvad var det en lidt flad oplevelse rent musikalsk. Aftenen var dog langt fra spildt, da selskabet var godt og jeg fik økologisk pizza for første gang i mit liv. Men om jeg ligefrem vil anbefale en Radio Dept koncert? Ikke helt. Man bør nok holde sig til at lytte til deres albums i første omgang.

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?

Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014)
Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990)
En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009)
Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016)
VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991)
Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ‘shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973)
Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016)
Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.

Asocialt musikforbrug

Det er næsten hændt lidt umærkeligt, men udover børnemusik med arvingerne, så lytter jeg nærmest aldrig til musik sammen med nogen mere. Det hele foregår i hovedtelefonerne.

Hifi-anlægget herhjemme er i aktion når der skal danses pjattet efter aftensmaden, men ellers er musik blevet en underlig asocial ting for mig. Det ærgrer mig lidt.

I dag kan jeg endnu mindre end tidligere besvare spørgsmålet ‘hvilken musik kan du lide?’ eftersom mit musikforbrug består af playlister splejset sammen af alt lige fra country over electropop til 80’er indie. Så hvad skal jeg svare? Jeg kan jo lide to-tre sange af alle mulige og umulige kunstere. Har mistet lidt af evnen til at gide lytte til et helt album med en enkelt kunstner.

Eftersom jeg forlængst er stemplet ud af at følge med i ny musik, så mangler jeg efterhånden også den fælles referenceramme at drøfte musik ud fra. I gamle dage vidste jeg som regel hvad de aktuelle hits var, men i dag lytter jeg til podcasts, og kun yderst sjældent til flowradio som P3. Og når jeg så en ligeså sjælden gang klikker mig lidt rundt inde på Spotifys liste over de mest populære sange lige nu, fyldes jeg med rædsel og afmagt over hvor afskyeligt jeg synes det meste er.

Så ja, jeg er blevet gammel. Gider ikke følge med. Men mit anlæg vil jeg til at bruge igen. For musik er noget man burde dele med andre. Hvordan skal arvingerne nogensinde få en ligeså forkvaklet musiksmag som deres far, hvis jeg ikke sætter ind med indoktrinering nu?

Luksusproblem

Man skal virkelig huske at rydde op efter sig og systematisere sine ting!

Gennem mine år på Spotify har jeg via almindelig hverdagsinspiration, research og i nyere tid især Discover Weekly efterhånden fået spækket ikke færre end 1.222 sange ind på min ‘Bruttoliste’-playliste. Det er blevet til et uoverskueligt monster, som jeg ikke længere kan lege med på en meningsfuld måde.

Normalt lytter jeg til sangene på listen med shuffle-funktionen. Det fungerer nogenlunde hvis man betragter hver sang for sig, men gør det umuligt at få en rød tråd og at opbygge illusionen om en sammenhæng. Lad os sige at jeg sidder i toget mod København H og lige har nydt en lummersexet Pale Saints sang. Uhm, ikke sandt? Lifligt. Beroligende. Jeg er i godt og afslappet humør. Så har jeg ikke nødvendigvis lyst til at næste gang skal være ‘Clan in Da Front‘ eller ‘Makes No Sense At All‘. Begge er vidunderlige sange, men ikke hvad jeg har lyst til lige nu. Men ak, nu er de desværre begge at finde på samme voldsomt opsvulmede playliste, og jeg kan ikke selv styre om de er den næste sang.

Så jeg ender med at sidde der i den dårlige kupéluft og skifte nummer og skifte nummer og skifte nummer, indtil jeg finder en tilpas kælen afløser for Pale Saints. Tåbeligt. Meget tåbeligt.

Moralen? Ryd op i dine playlister. Ellers ender du med et babylonsk rod, som det vil tage alt, alt for lang tid at få ryddet op i.

Dagens musikalske indsigt

Jeg har aldrig rigtig lyttet til noget Pink Floyd før, så i erkendelsen af min manglende opdragelse, sidder jeg her på Spotify og hører det mest kommercielle jeg kender: ‘The Wall’ albummet.

Er ikke sikker på at det som helhed er et godt og helstøbt album. Det stritter lidt for meget i alle retninger. Og det der med at lave rockoperaer og konceptalbums ophørte med at være meningsfuldt sammen med ‘Quadrophenia’.

Men det pulserende, sorte, syge hjerte af The Wall bestående af ‘Another Brick in the Wall part 1’/’The Happiest Days of Our Lives’/’Another Brick in the Wall part II’ er musikhistoriske mesterværker1.

Det traumatiserende tab af faderen i anden verdenskrig (“Daddy’s flown across the ocean/Leaving just a memory/Snapshot in the family album“), den hjerteslagsagtige bas, den paranoide stemning, helikopteren der pludselig flænser luften, de voldeligere lærere – og så det samfundsinstitutionsomstyrtende barnekor: ’WE DON’T NEED NO EDUCATION/WE DON’T NEED NO THOUGHT CONTROL’ inden den ultimative nihilisme/eskapisme konstatering af at: ’All in all, you’re just another brick in the wall’.

Mesterligt. Fortvivlende, men mesterligt!

  1. ’Young Lust’ og ’Comfortably Numb’ er også udmærkede sange, men når slet ikke den centrale trios højder. []

Views

Jeg havde ellers forsvoret at jeg nogensinde igen ville lytte til hiphop udgivet efter 1999. Men det nye Drake album, ‘Views’, rummer altså to funklende juveler, som fortjener lidt kys og kæl1.

Førstesinglen ‘One Dance’ er ganske urimeligt fængende.

Selv Rihannas indsats er til at udholde, noget der ellers falder mig svært. Og sangen minder mig om Andrew Weatheralls mere end 25 år gamle remix af Saint Etienne ‘Only Love Can Break Your Heart’. Politiken mener ‘One Dance’ er årets bedste bud på et sommerhit, men det ved jeg nu ikke rigtig. Er den ikke lidt for langsom?

Så er der fjerde sang på albummet ‘Feel No Ways’.

Kan ikke helt formulere hvorfor den fungerer for mig. Er det trommemaskinens gamle skolede lyd? Eller måske det analoge keyboard, der flirter uhæmmet? Hvis ikke Drake sang-rappede henover musikken, vil jeg vove den påstand, at sangen kunne have været at finde på mit all-time favoritalbum: Pet Shop Boys ‘Behaviour’. Lydbilledet er tilpas melankolsk til at gøre mig tryg og varm indeni.

Resten af albummet skal man nok være yngre end mig for at holde rigtig af2, men de to sange er i sig selv mere end rigelig grund til at opstøve det på Spotify. Eller i fysisk udgave, hvis I deler mine afvigende tendenser.

  1. Ingen af dem er tilgængelige på YouTube. Beklager! []
  2. Bl.a. er den trættende ‘Hotline Bling’ at finde på det []