Here be dragons

De små, besynderlige detaljer fra virkeligheden er noget af det, jeg sætter allermest pris på ved at læse murstensbøger om esoteriske emner. I den ellers ganske sejtrækkende ‘Money Changes Everything’ bog om finanshistorie faldt jeg således over følgende perle:

The Muscovy Company traces its roots to the Company of Merchant Adventurers to New Lands (in full: “Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown”) founded in 1551 by Richard Chancellor, Sebastian Cabot and Sir Hugh Willoughby, who decided to look for the Northeast Passage to China.

Læs lige den virksomhedstitel en gang til: ‘Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown’.


Er det ikke vidunderligt? Måske jeg er blevet farvet af at have godnatlæst ‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ én gang for mange, men emmer den titel ikke af eventyr og opdagelsesrejser? Af gulnede skattekort, hvor der længst ude i siderne er advarsler mod drager? Man få jo selv lyst til at finde nordøstpassagen mod Kina!

Savner æblet

Den kommer altid snigende med et års mellemrum: Lysten til at købe en ny computer.

Jeg har hungret efter at købe en iMac lige siden Apple præsenterede en opdateret udgave tilbage i juni måned. Det passer med ca. et års tid efter at jeg i sommeren 2016 købte min nye svinedyre Lenovo T460s laptop. Som jeg forinden brugte måneder og år på at researche og gruble over, og som jeg egentlig er glad for. Især fordi Lenovoen har det bedste tastatur, jeg nogensinde har skrevet på.

Men maskinen hæmmes af et stort minus: Den er Windows-baseret. Og selvom jeg tidligere har bedyret at skiftet fra MacOS til Windows skam ikke var et problem for mig, så nuvel, jeg har skiftet mening.

For når man som jeg er så investeret i Apples økosystem via min iPhone og iPad, så savner jeg det sømløse samspil. Jeg savner at programmerne ganske enkelt bare er bedre end det, jeg i skrivende stund må slå mig til tåls med i Windows. Jeg savner at kunne sende iMessage beskeder fra min hovedcomputer.

Det er luksusproblemer, jeg ved det, men en attraktiv arbejdsstation betyder meget for en papirnusser som mig.

Derfor var jeg meget interesseret i Apples stationære 5K iMac. Guddommelig skærm og smukt design. En entre tilbage til det styresystem, som jeg har lært at elske siden 2012. Og jeg ville slippe for de rædderlige keyboards, som Apple det seneste år er begyndt at påklistre samtlige deres keyboards.

Men den er dyr. Urimeligt dyr. For dyr. Jeg kan ikke forsvare et køb af den overfor mig selv og ambitionerne om at spare op udbetalingen til boliglån.

Så egentlig havde jeg udskudt købte af en ny Applemaskine på ubestemt tid. Men så læste jeg endnu et af de her indlæg på en af de utallige Mac blogs jeg abonnerer på.

Og det gentændte lysten.

For der er en kampagne i gang. Et vaskeægte oprør! For at få Apple til at udskifte de miserable tastaturer på deres bærebare MacBooks. Og som det måske fornemmes af teksten ovenfor, så er tastaturer noget jeg kan bruge betragtelige mængder energi på.

Så hermed et løfte: Hvis Apple udskifter deres tastatur på en af de nye modeller der kommer i 2018, så slår jeg til. HAPS!

Transformers

Jeg kan ikke helt afgøre om jeg projicerer for meget over på min stakkels søn. Men det gør mig ellevilde at han er blevet fan af Transformers. Ikke af de miserable film, men derimod af legetøjet og tegnefilmene. Som jeg selv har elsket upassende meget det meste af min levetid.

Han elsker de 30 år gamle legetøjsrobotter, som vi fragtede med over fra Aalborg sidst vi besøgte mine forældre. Han elsker de nye legetøjsudgaver af Bumblebee og Optimus Prime. Han elsker den fabelagtige intro til den oprindelige tv-serie fra midt-80’erne. Og det gør mig selvsagt alt sammen glad, for jeg elsker også stadig Transformers.

I går modtog vi tilmed en Transformers-trøje med posten, og jeg har sjældent set en dreng glæde sig så meget til at komme i børnehave og vise sit nye haute couture frem.

Allerbedst er faktisk tegnefilmsudgaven ‘Robots in Disguise’ fra 2015 og frem. Den er flot, sjov, cool og handlingen er tilpas afbalanceret til at være spændende for små drenge – uden at være for voldsom. Alene introen er fantastisk:

Det er en stor fornøjelse at (gen)opdage barndommes legetøj med sønnen. Håber at jeg også kan lokke datteren med i kulturen, når hun bliver lidt ældre. Hun vil i hvert fald gerne lege med robotterne!

Dumbphone

Hvad ville du savne, hvis du skiftede din smartphone ud med en, ja, dumbphone? Det tænker jeg lidt over efter at have læst en artikel i FT. Skribenten beskriver det ret godt, synes jeg:

“I’ve recently found myself wondering if I could do without Google Maps. It is, I think, the only app on my phone I’d really miss were I to swap my smartphone for a “dumb” one that handles only calls and text messages.

Why am I thinking about this? It’s because every time I try to read a book, I end up picking up my phone instead. I convince myself that I need to google something, something important, and, 30 minutes later, I’m scrolling through Facebook or Twitter with all sense of time and purpose lost.

I’ve taken to turning off my phone, but then I turn it back on. I’ve tried hiding all my colourful apps in little folders, but that doesn’t really work. I keep interrupting my own train of thought in order to do something that I don’t consciously want to do.“

Jeg vil ikke sige at jeg er helt ligeså langt ude i tovene. Eller, mjah, måske, tjoh. I hvert fald ikke i så høj grad på min telefon, som jeg er det på min computer. Jeg er usandsynligt nem at distrahere, når jeg sidder her foran tastaturet. Min evne til at fokusere på én ting er udfordret, og det bliver ikke bedre som årene går – desværre. Jeg er nyhedsjunkie og har en tendens til at tjekke mail, diverse nyhedssider, blogs og twitter for ofte. Det giver ingen reel værdi for mig, ligesom det går ud over min produktivitet, Ikke ligefrem en fordel, når man arbejder som papirnusser og varmluftsproducent.

Det er (lidt) bedre, når det handler om telefonen.

Jo, jeg finder den da lidt for rutinemæssigt frem, når der er tidslommer der skal fyldes ud. I ved nok, de der små øjeblikke i køen eller hvor man skal vente. Hvor man før i tiden havde accepteret ventetiden eller kedet sig et par minutter med at kigge ud i luften, så er min tolerance for ikke at blive stimuleret nu ikke-eksisterende. Værst er det når jeg griber mig selv i at tjekke telefonen, når jeg er sammen med de to arvinger. Det er jo en direkte forbrydelse mod nærvær og intimitet.

Så da Nokia bekendtgjorde at de relancerede deres 3310’er, funderede jeg da over om man burde tage skridtet tilbage. Men der ER jo ting, jeg vil savne:

  • Spotify. Det meste af mit musikforbrug foregår via telefonen.
  • Podcasts. Jeg lytter til en masse podcasts om alt fra politik til basketball.
  • Mobilepay. Et praktisk redskab.
  • Todoist. Min to-do liste, som strukturerer det meste af min eksistens.
  • Kortfunktionen. Rart at kunne finde rundt.
  • Kameraet. Selvom jeg ikke opdaterer Instagram et al så ofte, så tager jeg mange billeder af de to arvinger og hverdagen.

Jeg vil til gengæld sagtens kunne undvære email, internet og alle de andre distraktioner. Faktisk vil det være godt for mig, tror jeg.

Men samlet set er min nytte og glæde ved de ovenstående funktioner så stor, at jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at jeg helt skulle opgive at have en smartphone.

Måske man kunne køre et parallelsystem, hvor jeg har en smartphone som arbejdstelefon, mens mit privatnummer er på en dumbphone. Jeg kunne så lægge min arbejdstelefon væk i alle de situationer, hvor jeg ikke eksplicit skulle løse en arbejdsopgave, eller hvor jeg er i transport (og dermed lytter til musik eller podcasts).

Ved dog ikke helt om jeg kan stole nok på mig selv til at holde sådan et adskilt set-up kørende. Min hidtidige rygrad har ikke just været imponerende …

Space Lego

Opdagede ved et tilfælde den ganske vidunderlige Twitterprofil Lego Space Bot. Det er efterhånden så sjældent at jeg bliver barnligt begejstret over ting på internettet (senest var to andre Twitterprofiler: Soviet Visuals og This Brutal House), men billederne af space Lego fra 1980’erne gjorde mig virkelig boblende lykkelig. Se blot her:

‘Invader’ fra 1987

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg fik ‘Invader’. Men jeg er ret sikker på, at min far havde den med hjem fra en studietur med arbejdet til Hamburg. Det er noget af det Lego, jeg har leget allermest med – og var ret vild med sorte Darth Vader’ske look i Blacktron serien. Inspirationen fra Star Wars kan også ses tydeligt i ‘Alienator’, som jeg ligeledes fik i de år:

‘Alienator’ fra 1988

Mon ikke det er rimeligt at antage, at Legos designer havde nærstuderet de legendariske AT-AT fra Star Wars inden ‘Alienator’ kom til verden? Perlen i samlingen er dog denne episke skabning:

‘Sonar Transmitting Cruiser’ fra 1988

Jeg har ikke noget fornuftigt tal for, hvor meget jeg har leget med den cruiser. Den kan skilles ad, lysene blinker – og den larmer næsten ligeså meget som den dommedagsstøj, som min søns legetøj konsekvent har det med at producere. Den er kort sagt perfekt.

Har I noget favorit Lego?

Au revoir, Apple

Brugte evigheder på at researche og købe en ny bærbar. Jeg ventede og ventede og ventede på Apple. Ville gerne have en ny Mac som afløser for min kaffespilds-ramte MacBook Pro. Men de nægtede at udgive en ny model. Det antog farceagtige proportioner. Efter halvandet år opgav jeg. Købte min elskede Lenovo T460s, hvis tastatur nu dagligt giver mig fortryllende skriveoplevelser.

I går præsenterede Apple så endelig deres opdaterede MacBook Pros. Der er intet revolutionerende ved dem. De er lidt hurtigere, lidt lettere, lidt bedre skærm. Har fået en eller anden touch screen funktion, som det er vanskeligt at vurdere begavelsen af ud fra billeder. Selvfølgelig kommer maskinerne kun i prisklassen ’svinedyr’ til ’økonomisk ruin’. Så det er sikkert glimrende alt sammen.

Apple har dog også indført det gudsjammerlige tastatur fra deres infame MacBooks.

Og det er en deal breaker.

For efter at have nydt min Lenovos intet mindre end fabelagtige tastatur, så nægter jeg at gå over til Apples inferiøre plastiktaster. Det er umuligt at skrive på henover længere tid. Det ville efterlade mig deprimeret og absolut drænet for kreativitet.

Så selvom jeg savner Apples styresystem, deres økosystem af apps, samspillet med min iPhone og de bedre skærme på en MacBook Pro, så bliver jeg sammen med Lenovo og Windows fremadrettet. Min skriveglæde er simpelthen større sammen med dem.

Gået over til den anden side

For nylig ankom den så. Den nye laptop jeg har anskaffet mig efter mere end et års overspringshandlinger og frenetisk internetresearch.

Det afgørende skub kom, da min ellers så højtelskede MacBook Pro gik småagurk. Dens batteri har længe været upålideligt efter et begrædeligt uheld med en kop kaffe, men det var først da menuerne i styresystemet begyndte at hoppe og danse, at digerne som holdt min købelyst tilbage bristede.

Og efter at have været dybt, dybt investeret i Apples økosystem siden 2012, er jeg nu tilbage på Windows platformen med min nye elskerinde: Lenovo T460s.

T460s

Paradigmeskiftet skyldes dels en tiltagende lyst til at prøve noget nyt, dels at Apple igennem længere tid har gået mig på nerverne. Deres inkrementelle hardwareforbedringer og eksorbitante prisniveau blev i sidste ende for meget. De bliver ved at præsentere produkter, jeg ikke vil have – og de produkter jeg gerne vil have, forringer de (i.e: Deres telefoner bliver større, deres laptops bliver mindre).

Lenovoen blev valgt, da den i samtlige tests har fået hæderen for ‘best laptop keyboard’, et exceptionelt vigtigt kriterium for en wannabe-skribent som undertegnede. Jeg betragter min hjemmelaptop som et uundværligt medium for udlevelsen af min kreativitet og skabertrang, så jeg ville ikke kunne leve med et dårligt keyboard.

Derudover har Lenovoen en ond, ond processor, en smuk skærm og er slank og let som en mynde (i hvert fald sammenlignet med min blytunge MacBook 15″). Den er muligvis ikke så æstetisk besnærende som en laptop fra Apple, men den er stærk og beregnet til at skabe ting på.

Her er mine umiddelbare refleksioner efter lidt over en uge i selskab med Lenovoen:

  • Tastaturet er en fornøjelse at arbejde på, også selvom jeg primært bruger laptop’en koblet op til min eksterne skærm og med et tilsvarende eksternt tastatur. Lenovoen er dejlig at skrive med, både mens man sidder i sofaen eller til politiske møder
  • Skærmopløsningen er næsten for høj til mine gamle øjne. Det er issue, især når jeg snyder i Bundesligaen i mit gamle Football Manager 2012. Øjnene blev knebet en del sammen indtil jeg fik bakset mig frem til en håndterbar opløsning
  • Relateret hertil: Jeg savner ikke Apples styresystem som sådan, men af og til er Windows ikke ligeså elegant og brugervenligt. Eksempelvis var skærmopløsningsproblematikken et eksempel på noget, der i MacOS kan fikses med to-tre klik og lækkert intuitivt design, men i Windows 10 kræver adskillige klik og tidskrævende indstillinger af opløsningen og skaleringen. Der er flere justeringsmuligheder i Windows, men det er også mere komplekst og gumpetungt. MacOS virker lidt mere … intelligent end Windows 10
  • Et klart minus og stort trin ned i forhold til hardware fra Apple: Jeg savner i høj grad MacBook’ens trackpad. Den er klasser bedre end Lenovoens, som virker tung, upræcis og bøvet i sammenligning. Det ødelægger ikke tastaturet som sådan, men hvis Lenovo blot kunne finde ud af at konstruere en trackpad af samme kvalitet som Apple, ville det være noget nær det ultimative sæt af skriveværktøjer
  • Lenovoen larmer mere end jeg er vant til fra Mac’en, også på tidspunkter, hvor den ikke er videre belastet. Det undrer mig lidt, men måske det bare er noget jeg skal vænne mig til efter at have arbejdet med de facto lydløse Macs i nogle år

Samlet indtryk er et stort minus (trackpad) og et stort plus (tastaturet) kombineret med en ‘neutral’ (fra MacOS til Windows 10). Jeg savner ikke rigtig nogle apps fra Apple økosystemet (dem jeg brugte mest i min Mac-tid var i forvejen platforms-agnostiske), og jeg har en forhåbning om at det alt sammen vil booste min skriveproduktivitet og kreativitet. Om ikke andet, så får jeg nu frigjort opmærksomhed og tid fra at sidde og drømme om hvilken laptop, jeg gerne ville købe!

Retfærdig hyldest

Se, det er derfor jeg er glad for at være flyttet til Roskilde. Her er lidt fra en wikipedia-artikel om byens katedralskole:

“Af tidligere elever kan nævnes: Saxo, Absalon, Jean Pio, Eduard Reventlow, S.C.W. Bindesbøll, Asger Ostenfeld, Lise Nørgaard, Elias Bredsdorff, Ib Michael og Mark Strudal”

Det er ikke hver dag at Mark Strudal bliver nævnt i samme åndedrag som Saxo og Absalon. Men fortjent, dét er det.

Aquaterra

I 1996 var Super Nintendo spillet ‘Terranigma’ et af de videospil, jeg drømte allerhedest om at eje. Ikke kun fordi det var opfølgeren til et mine absolut mest elskede japanske rollespil, men også på grund af navnet. Prøv lige at sige det højt. Smag engang på ordet. “Terranigma”. Det lyder skønt, ikke? Smager godt. Er dragende. Eventyrligt. Gådefuldt. Man kan nærmest kun blive nysgerrig på, hvilke mysterier som gemmer sig i et videospil med det navn. Syntes jeg dengang. Og i dag, for den sags skyld.

Jeg kom til igen – efter kun 15-20 års fravær – at tænke på spillet i dag, da jeg læste en artikel om det fascinerende koncept ‘Aquaterra’1:

“Aquaterra … is the various lands now under the ocean previously populated by humans, roughly the size of North America.

Dobson calls the area “aquaterra,” a new name for the previously undefined lands that were repeatedly exposed and inundated as ice sheets advanced and retreated over the past 120,000 years. “It’s like a vast millennial tide,” he said, “as glaciers hold and release waters to the oceans, and it’s the same timeframe as the rise of modern humans.”

Although it’s scattered around the globe, in total aquaterra occupies as much space as North America, according to Dobson.

“When scientists do mention aquaterra, they often call it a ‘land bridge’ as if ancient people only used it to get from one place we know today to another place we know today. This was not just a bridge. When sea level was low, aquaterra was a vast coastal plain with population densities at least as great as those in the lands above. There were houses, roads, villages and possibly cities. It was all coastal, all flat, and mostly tropical – clearly the best place to live during the ice ages.”

 

Når I hidtil har hørt om klimaforandringerne og risikoen for oversvømmelser af lavtliggende kystområder, har I så nogensinde tænkt over hvad man kalder de områder, hvor der før boede mennesker, men som nu er dækket af hav? Og hvad der mon gemmer sig under havoverfladen?

Heller ikke mig, men for nu at blive i temaet om uopdaget land og grænser, så har jeg hermed gjort mit for at sprede ‘aquaterra’ begrebet. Der findes for eksempel det såkaldte ‘Doggerland’, et landfast område mellem Storbritanien og Jylland ca. 8.000 år før vor tid:

Doggerland.svg

Dette for os så nære eksempel på et ‘aquaterra’ blev oversvømmet ca. 6.500 f.kr. i takt med ophøret af den seneste istid. Er det ikke fascinerende? Og målt i jordens millionårs-skala, så er det nærmest sket i går.

Sætter tingene i perspektiv, synes jeg.

  1. Ironisk nok er ‘aquaterra’-begrebet udviklet af en professor ved University of Kansas i Lawrence. Udover at være hjemby for Winchester brødrene i tv-serien ‘Supernatural’, så er det af de måske mest landfaste steder på kloden overhovedet. At sidde i det tørreste Midtvesten og være ekspert i oversvømmede kystområder, må være lidt som at sidde i København og forske i korruption i Sydsudan. []