Alternativ hygge i Nordjylland

Nuvel, denne historie fra hjemstavnen er muligvis ikke direkte sjov, men den er sjov. Tilmed er den god at blive klog af. I hvert fald for undertegnede.

Banket med cd-reol

En mand og en kvinde i tyverne opsøgte fredag aften ved 23-tiden en 27-årig mand i hans lejlighed i Ærøgade i Aalborgs østby.

Parret gennembankede herefter deres offer med slag fra en cd-reol i jern og med knytnæverne. Øj. Med de fire cd-reoler der står her i Jordhulen, så skal jeg da vist undlade at provokere Pingvinen alt for meget indenfor hjemmets fire vægge i fremtiden.

We Are Scientists

Nå, nå, nå! Så blev du afsløret, hva’? Ifølge en britisk undersøgelse bruger mænd i gennemsnit et halvt år af deres liv på tjekke kvinder ud, mens de dydige kvinder til sammenligning kun kaster lumre blikke i ca. én måned. Derudover hævdes det at mænds primære fokus er på bryster, rumpe og ben (i nævnte rækkefølge), mens kvinderne først ser efter øjnene, siden efter bagdelen. Nuvel, der bliver i sandhed bedrevet megen relevant og vigtig forskning rundt omkring i verden, og for os med store, dumme, troskyldige koøjne, så er undersøgelsens resultater sikkert gode nyheder. Eller noget. Hvor blev de seks måneder af mit liv dog af? Og nu vi taler om lødig videnskab, så har fysikprofessor Costas Efthimiou ved University of Central Florida konstrueret et matematisk argument for hvorfor eksistensen af vampyrer er en matematisk umulighed. Jeg er sikkert ikke i stand til at forstå alle mellemregningerne, men pyyyha, nu er jeg da lidt mindre bange end før.

PS. Ja, kan jo ikke løbe fra at jeg er og bliver en nørd, så derfor kan jeg more mig usigeligt meget over følgende artikel om ‘The 50 Worst Video Game Names of All Time’. Hvad siger I f.eks. til velovervejede titler som Frogger: Helmet Chaos, Princess Tomato in Salad Kingdom, Awesome Possum Kicks Dr. Machino’s Butt! eller måske No One Can Stop Mr. Domino? Awww, nu savner jeg Japan IGEN!

Et festskrift

Suk, ja, jeg ved godt at det er ubærligt hårdt, men nogle gange må man bare se den barske sandhed i øjnene: Ja, Klaus Riskær skal skilles fra sin 26 år yngre kone Jill. For nogle af os kommer det som et chok, jeg fristes næsten til at udbryde: ‘Hvem havde set det komme?!’. Man skal naturligvis ikke svælge i andre menneskers ulykke, men det er mig alligevel magtpåliggende at bringe følgende sekvens fra Se og Hørs hjemmeside. Det er journalistik af høj, høj klasse:

“Klaus Riskær: Hun var for umoden
Aldersforskellen kom til at betyde mere end beregnet, erkender finansmanden fra sit midlertidige eksil på Ibiza

‘Vi blev gift af kærlighed, men desværre ændrede det sig til, at hun kom til at betragte mig som en bedrevidende og dårlig kopi af sin far, mens jeg syntes, hun opførte sig som en forkælet tøs’. SE og HØR er blever inviteret indenfor hos den 51-årige finansmand Klaus Riskær Pedersen, som har forskanset sig i sit pragtfulde sommerhus på den spanske ferieø Ibiza. I disse omgivelser slikker han sårene efter bekendtgørelsen om skilsmissen fra den arkitekstuderende Jill Andersen, 25, som han blev gift med for tre år siden. ‘Det er sørgeligt at forlade Københavns bedste sild, men vores forhold havde altså ikke det indhold, det skulle have’, forklarer han afklaret over et glas rosévin på terrassen med fornem udsigt til Middelhavet.”

Hold da op! Min nabo Mikkel udtalte forleden de gyldne ord: ‘En playboy er blot en misforstået gentleman’. Og meget ondt kan man sige om om Monsieur Riskær, men en playboy – dét er han skisme! Sidder der med sin rosévin, kaster melankolske blikke ud over Middelhavet, mens han deler åbenhjertigt ud af sit forliste forhold til ‘Københavns bedste sild’. Sådan, skipperjasen! Hvis jeg blot blot opnår halvt så meget stil og integritet som ham, så kan jeg næppe bede om mere.

Update! Nu er også Ekstra Bladet med på vognen! Jeg bringer et fyldigt uddrag:

“Netop hjemvendt fra sit sommerhus på Ibiza taler den 51-årige finansmand Klaus Riskær Pedersen nu ud om, hvorfor han og hans 26 år yngre hustru, Jill, efter bare tre års ægteskab har besluttet sig for separation og skilsmisse.Ifølge Riskær er der tale om et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået. Et ægteskab, der nærmest var dødsdømt fra start.

‘Ikke på grund af de 26 år, der er mellem Jill og mig, men på grund af de forskellige livsstadier vi befandt os på’, siger Riskær og uddyber: ‘Hun er en purung pige med romantiske drømme og ungpige-fantasier, og jeg en voksen mand med erhvervserfaring, to børn og et forlist ægteskab. Simpelt hen alt for forskellige til at leve sammen i et ægteskab. Havde hun været 30 år, da vi mødtes, havde det måske fungeret’.

På gentlemanfacon påtager han sig det fulde ansvar for, at forholdet ikke holdt:

‘Jeg påtager mig ansvaret. Det var en ligning, der ikke kunne gå op. Det burde jeg have vidst. Det er så forudsigeligt. Andre i samme situation, som jeg var i dengang, kan roligt læse og lære. Jeg burde have holdt igen, men det er altså lettere sagt end gjort, når man er tindrende forelsket. Vi begyndte at glide fra hinanden lige fra starten. Allerede fra begyndelsen af ægteskabet opstod der en fremmedgørelse. Det er årsagen til, at vi satte planerne om et barn på hold. Heldigvis. Fra at have været totalt forelskede oplever vi et rolleskifte i hverdagen. Hun er meget optaget af det materielle og af at indrette hjemmet, så jeg kalder hende en forkælet tøs, der burde have giftet sig med julemanden, mens hun så mig som en type, der holder alt for meget igen – en alt for fornuftig praktisk gris, der har for travlt med sit arbejde. Vi gik og småbitchede ad hinanden, og det angriber først følelseslivet og så intimsfæren. Men vi holder enormt meget af hinanden. Derfor har vi jo også prøvet at få det til at fungere og været mand og kone i tre år. Vi har 80 procent passet skidegodt sammen, men når det ikke kan lade sig gøre at kickstarte de sidste 20 procent – og vi prøvet – må man erkende, at ægteskabet er brudt sammen. Man kan ikke have et venskabs-ægteskab. Derfor har vi valgt et clean cut. Både på papiret og i virkeligheden. Det, der ærgrer mig mest, er nogle af de jobmæssige ting, jeg droppede på grund af Jill. Økonomien er jeg ligeglad med. I denne forbindelse betyder penge intet for mig, så det bliver ikke advokaterne, der får lov at styre det her. Jeg vil have det lukket ned på en respektfuld måde. Det er vigtigt, at Jill og jeg stadig kan se hinanden i øjnene. Hvis vi ses om fire-fem år, vil jeg gerne invitere hende på en drink’.”

Det må man give ham. Efter at have kaldt sin eks-kone forkælet, umoden og materialistisk + udleveret hende i så seriøse medier som Ekstra Bladet og SE & Hør, så understreger Monsier Riskær vigtigheden af at kunne se hinanden i øjnene. Plus han åbner op for et comeback om fem år. Hvem sagde misforstået gentleman?

Black star

Afrika kan nu være et lidt deprimerende sted. Således vil jeg gerne henlede opmærksomheden på (endnu) en af de glemte konflikter på kontinentet. I det nordlige Uganda har der i efterhånden mange år hærget en grum, grum borgerkrig, hvor den såkaldte ‘Lord’s Resistance Army’ (ja, det hedder de faktisk) har kæmpet mod regeringen og den noget autokratiske præisent Yoweri Museveni. Konflikten er uforståelig ond. Måske er Uganda ikke just et mønsterdemokrati, men LRA – der eftersigende skulle lade sig lede af Bibelens ti bud – benytter sig af alt lige fra børnesoldater til mord og lemlæstelser. De gode nyheder er, at LRA har indvilliget i fredsforhandlinger (selvom deres motiver er noget uklare) og det er netop en beretning fra disse som motiverede mig til at skrive dagens lille indlæg. Det er ikke rar læsning og man kan nærmest sige sig selv, at når det af alle lande er Sudan (var der nogen der nævnte Darfur?) der er de ansvarlige fredsforhandlere, så ved man ligesom at der er tale om en usædvanlig beskidt affære. Alt skal dog ikke være tristhed i dag. Herren på billedet er Francis Obikwelu, nykåret europamester i 100 m løb ved EM i Göteborg. Normalt går jeg ikke særskilt meget op i atletik, men lige netop 100 m løb er jo kongen over alle sportsgrene – det må selv sportshaderen fra Amager erkende. Obikwelu er desuden lidt af en helt. Han blev nummer to ved OL i Athen i 2004 og er historien om den übertalentfulde stræber fra Nigeria, der som 16 årig tog til Portugal for at – bogstaveligt talt – løbe sin chance. Hatten af for ham og tillykke.

Poses

Weekendavisen havde i denne uge en højest underholdende artikel i deres bogsektion, skrevet af den ellers altid svagt enerverende Leonora Christina Skov. I artiklen omtales en amerikansk blog – Go Fug Yourself – der grundlæggende handler om een ting: På den mest perfide måde at svine amerikanske celebrities’ tøjstil (med konteksten i orden, kan jeg nu afsløre at ‘fug’ er en forkortelse for ‘fucking ugly’). Som den tøjte jeg i bund og grund er, kunne jeg ikke dy mig for at besøge hjemmesiden. Og ja, mine damer og herrer, det ER morsomt at læse med. Som en lille appetitvækker er f.eks. denne fabelagtige gennemgang af, hvorfor Alexis fra Dynasty altid har det rette tøj på i en rette situationer. Spitzenklasse!

PS. Japans afgående premierminister, Junichiro Koizumi (også kendt som ‘Lionheart’), er verdens sejeste politiker. Ikke kun pga. hans anseelige manke, men også fordi mandens passion for musik er ganske kuriøs. Læs blot her.

Man kan jo næsten ikke vælge…

Hvilken by er den bedste at bo i? Ifølge det amerikanske konsulentfirma Mercer, så er nedenstående byer værd at overveje. Det er tilsyneladende den autoritative guide når det gælder HR.

1. Zürich, 2. Geneve, 3. Vancouver, 4. Wien, 5. Auckland, 6. Düsseldorf, 7. Frankfurt, 8. München, 9. Sydney, 10. Bern, 11. København, 12. Wellington, 13. Amsterdam, 14. Bruxelles, 15. Toronto, 16. Berlin, 17. Melbourne, 18. Luxembourg, 19. Ottawa, 20. Stockholm, 21. Perth, 22. Montreal, 23. Nürnberg, 24. Dublin, 25. Calgary

Jeg må indrømme at jeg ikke helt kan gennemskue metodologien i undersøgelsen (Hvilke parametre benyttes? Er der ikke lidt mange tyske og schweiziske byer med? Og er der virkelig SÅ skønt i New Zealand?). Mange af stederne kunne jeg dog godt selv tænke mig at bo, så jeg er jo grundlæggende svært tilfreds med at få mit indtryk bekræftet (hele listen kan findes her). Mercer laver også en liste over i hvilke byer det er dyrest at være udstationeret – og her kommer Moskva, Seoul, Tokyo, Hong Kong og London ind på de første placeringer (hele listen her). Godt at vide hvis/når man skal ud at erobre verden. DR Nyhedernes føle-røre agtige forklaring på Moskvas placering bør nævnes:

“Moskvas topplacering afspejler den dybe kløft, der går gennem det russiske samfund. Der er en lille gruppe af nyrige, der har for mange penge, og som derfor betaler næsten hvad som helst for en middag på en eksklusiv restaurant. Her er den høje pris nærmest et salgsargument – man skal vise, at man har råd og kan tillade sig hvad som helst.

Og så det store flertal, der aldrig kommer i de fine boutiqer i centrum, men må nøjes med at købe fra containere på markedspladser i byens udkant eller i de mere og mere udbredte stormarkeder.

De to verdener mødes aldrig, eller kun sjældent, hvis en af de nyriges Mercedeser med mørke ruder kommer til at påkøre en pensionist, der ikke var hurtig nok til at komme over gaden.”

Dacapo! Dacapo! Topkarakter for den dramatiske udførelse, især sidste del med den arme pensionist – det var aldrig sket i Stalins tid!

Musvågen overstiger mit komfortniveau

Man kan ganske enkelt ikke stole på fugle! Så er det sagt! Følgende dramatiske historie var at læse i flere danske medier igår: ‘Gal musvåge angriber kondiløber’. Det er den rystende og hudløst ærlige beretning om en 40-årig kvindelig motionsløber, der på det skammeligste blev korporligt overfaldet af en gal, gal musvåge i Gribskov! Men fortvivl ej, for Skov- og Naturstyrelsen har lavet en guide til hvordan man forsvarer sig mod sådanne hændelser. Såfremt lige netop DU skulle blive udsat for en så traumatiserende oplevelse, giver de rare embedsmænd disse essentielle råd (jeg tillader mig at citere Skov- og Naturstyrelsens indlæg i al dets fulde magt og vælde):

“Hvert år får Skov- og Naturstyrelsen henvendelser fra skovgæster, der er blevet angrebet af en musvåge.

Det sker i musvågens yngletid, hvor den forsvarer sit territorie mod fjender og konkurrenter. Og nogle musvåger er desværre også aggressive overfor folk, der løber eller jogger på en skovvej, der går gennem territoriet. Musvågen angriber oftest bagfra – næsten lydløst og uden varsel. Så det kan give en ret ubehagelig forskrækkelse.
De bedste råd for at undgå musvågen er:

  • Løb flere sammen. Vi har ikke hørt om musvåger der har angrebet folk, der fulgtes ad.
  • Løb ad en anden vej i yngleperioden, hvis du ved hvor musvågen holder til.
  • Gå roligt på den korte strækning, som musvågen forsvarer. Den angriber normalt kun folk der løber.

Og så har vi fået følgende råd fra skovgæster, som oplyser at det virker:

  • Udnyt at musvågen normalt kun angriber bagfra: Sæt “øjne” i nakken. F.eks. ved at tegne 2 øjne på en kasket og tage den omvendt på, så de kigger bagud. (Honningsamlere i det fjerne østen bruger denne metode til at undgå tigerangreb)
  • Bred armene ud til siden og bask langsomt med dem, mens du løber forbi. Så angriber den ikke, – måske fordi den tror du er en meget stor fugl?”

Hermed er rådene givet videre, så forhåbentlig vil ingen læsere af denne blog ikke blive udsat for en vred og ynglesyg musvåge i denne omgang. Især håber jeg at Stobbe vil være forsigtig når han begiver sig ud på den meget omtalte ‘brutalmarathonrute’.

PS. Forbes har udgivet deres top 100 over de mest ‘magtfulde’ celebrities. Tilsyneladende er den ene halvdel af den dynamiske Tom-Kat duo i spidsen, hvilket godt kan bekymre undertegnede en del (se en greatest hits samling af über-scientologens legendariske stunts det seneste år her). Af andre spændende personager støder man på, åh-uh, Olsen Twins – men ingen Bob Saget :-( – på 37. pladsen og Paris Hilton sniger sig ind på en 56. plads. Mon Dieu!

I’ll believe in anything

Nå, men jeg var så inde at se den efterhånden meget omtalte Da Vinci Code i går aftes. Er efterhånden et godt stykke tid siden at jeg læste bogen (som jeg syntes var udmærket underholdning, men så heller ikke mere), så havde glemt en del af handlingen, plus var lidt spændt på at se hvordan de havde fået overført det hele til film. Jeg synes egentlig det er lykkedes meget godt. Er ikke stor, stor filmkunst, men den er bestemt heller ikke så ringe som visse anmeldelser gør den til. Ligesom bogen – som den er trofast overfor rent handlingsmæssigt – er det fin-fin underholdning. Tom Hanks er lidt bøvet som Robert Langdon, mens Audrey Tautou er en lækkerhaps, om end ‘Allo-‘Allo accenten er lidt stærk til tider. Ian McKellen er og bliver dog stjernen, han er fantastisk castet til at spille bitter gammel skurk. Alt i alt får filmen 4 ud af 6.

Var inde at se filmen med Thomas, Jens, Kristian og Stine, med andre ord: Den hårde kerne fra Aalborg. Ganske fornøjeligt at blive opdateret på div. kjærlighedsliv, studier, job og alskens andre gode sager. Kristian var så venlig at have en Daft Punk live-cd med til mig. I mine yngre dage havde jeg et svagt punkt for electronica fra Frankrig, så at lytte til den her til formiddag har bragt mange fornøjelige minder frem. Lidt irriterende at hele koncerten på 44 minutter kun er i eet langt nummer, men det er blot en skønhedsplet i helhedsintrykket. Tak for det, unge mand.

PS. Hvis vi nu antager at det bliver Hillary og Condi som er kandidaterne til det amerikanske præsidentvalg i 2008, hvem ville I så stemme på? Et sikkert parameter er folks musiksmag og Hillary’s kan ses her og Condi’s her. Og hvis I spekulerer over hvad G.W.B lytter til på sin iPod, så kan det findes her. Læs også den ganske interessante artikel omkring “the key culturally identifying question of our era: What’s on your iPod?” på Slate.

Wheels of steel

Jeg har altid gerne ville kunne danse. Eller, ok, måske ikke altid, og min egentlig motivation er knap så ædel som man kunne ønske (ingen kunst for kunstens skyld her!), naturligvis er det udelukkende fordi dans er den ultimative pige-gaflings metode. Ganske vist er jeg jo guddommelig smuk, lækker, charmerende, veltalende osv., osv., osv., men hvad hjælper det, når min dans mest af alt minder om en utidig krydsning mellem et epileptisk anfald og et trafikuheld? Nuvel, med disse overvejelser in mente, kan I jo studere videoen på dette link. Udover at mash-up’et mellem et hip-hop nummer fra 2006 og en sort/hvid video er meget vellykket, så tjek lige hvordan man danser Charleston eller hvad det nu end er. Jeg har allerede siddet fanget i timevis for at lære de mooves, så bare vent til næste gang I støder på mig til en fest – WRAAAAUW!

I disconnect

Endnu en lille linkanbefaling. Denne gang for Kommunikationsforum, en af de mere interessante hjemmesider derude. Noget af indholdet er lidt for meget branding, cand.mag i film- og medievidenskab, PR og Corporate Communication agtigt til min smag, mens deres artikler omkring livsstils tendenser og politiske kommunikation kan være ganske tankevækkende. Artikler som ‘Er du en bøv?’, listen over hippe kommunikationsfolk, et lidt langhåret indlæg omkring detailhandlen i ‘Den der ejer hylden ejer kunden’, en analyse af Frank Hvam og ikke mindst den legendariske ‘Den metroseksuelle mand er død’ (som afstedførte en HEFTIG debat på Ambassaden i Prag i foråret 2005) bidrager alle med alternative vinkler på tilværelsen.