R.E.M.

Jeg har et had-kærlighedsforhold til R.E.M.

Det (gen)opdagede jeg, da Spotify for nylig anbefalede en live udgave af ‘Orange Crush’. Den er fremragende og mindede mig om de mange andre fine sange fra det album, ‘Green’, som sangen stammer fra.

Det slog mig at jeg på stående fod ikke kan nævne en musiker eller gruppe, der er ligeså ferme som R.E.M. til at lave popsange, der kombinerer melodiske og melankolske hooks. Det gælder lige fra deres tidlige dage som kongerne af college rock til de senere udgivelser. Selvfølgelig mest eksplicit i et skamspillet mesterværk som ‘Everybody Hurts’, men også i de overvældende smukke ‘Man on the Moon’, ‘The Lifting’ og ‘Daysleeper’.

R.E.M.’s sange kræver generelt at man parkerer sin ironi, skepsis og kynisme. Kan man det, så er de meget følelsesmæssigt tilfredsstillende – og faktisk lidt i en liga for sig selv.

Men hvis man ikke er i stand til det? Så er de nærmest ubærligt selvhøjtidelige, påtaget oprigtige og irriterende belærende. Og her kommer vi så til hadeaspektet: Jeg orker ikke R.E.M. som politisk aktive.

Deres musik og kunst? Ja, tak. Deres politik, deres aktivisme og kunstneren-som-meningsdanner? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Det er ikke kun fordi at jeg som en reaktionær og afbalanceret bitter mand oftest bliver træt og muggen over at blive udsat for populærmusikeres uimodsagte holdninger. Og jeg kunne heller ikke drømme om at beklikke kunstneres ret til at ytre sig. Ligesom jeg heller ikke tror, at det at være musiker nødvendigvis betyder, at man ikke har indsigt i økonomi, jura, socialpolitik, geopolitiske forhold i Mellemøsten eller andre samfundsrelevante emner.

Men det irriterer mig, at kunstnere – og det være sig alt lige fra forfattere over musikere, skuespillere til sportsfolk – benytter den position og platform, som deres kunst har givet dem, til at bedrive holdningsarbejde. For hvad er det helt præcist der gør, at jeg bør lytte mere til en musiker eller en forfatters holdninger til et aktuelt politisk emne, end jeg bør lytte til farmaceuten, der står nede i Steno Apoteket? Ret beset er der ingen værdiforskel, bortset fra at kunstneren har en større megafon og af uvisse grunde (hvilket især gælder forfattere) tillægges en større forståelse for verdens sande tilstand.

Bevares, jeg er helt med på, at der kan være efterspørgsel efter kunstnere som rollemodeller. Og som den aktuelle Colin Kaepernick diskussion viser, så er der også ganske store kommercielle interesser involveret. Mange kunstnere kan ligeledes have en økonomisk interesse i at have samfundsengagement som en del af deres brand. R.E.M. har således i mange år dyrket deres image som de klimabevidste og socialt indignerede blødt venstreorienteredes band.

Hvilket alt sammen irriterer mig. For en kunstners kunst burde være det centrale. Det er generelt lidt af et tema for mig i denne uge, det her med at have en ret skarp sondring mellem kunstneren, kunsten og så ‘alt det andet’ – jf. et af mine tidligere indlæg om at science fiction bøger burde vurderes ud fra deres kvalitet som science fiction.

Jeg ved godt at Marx sagde, at alting er politisk. Men det er ikke rigtigt. Og faktisk tror jeg, at de fleste mennesker ville blive gladere, hvis alting ikke hele tiden blev politiseret – og man kunne nyde kunstens skønhed for sin egen skyld.

Tal tydeligt

Jeg kan ret godt lide Simon Kupers artikel ‘The trouble with racial language From colour-blind to community — a guide to the useless words that are damaging debate’:

Community: A word that people usually apply to other ethnic groups. I once asked a well-meaning white gentile friend, who was talking about “the Jewish community”, which community he belonged to. He was baffled. He was just himself, an individual, with unique views. Assigning people to monolithic ethnic “communities” is simplistic. For instance, is someone Muslim, Moroccan, French, Parisian, European or all of the above? Second, no ethnic group anywhere is a club with a unified world view that you join at birth.”

Culture: There’s a view that each ethnic group has a fixed, sacrosanct culture, which includes timeless practices such as, say, banning female drivers. But in fact, “cultures” change. Compare, for instance, western beliefs about gay marriage 30 years ago and today. That’s also why “British values” is a nonsense phrase: many majority British norms today would horrify the ancestors.”

Og der er flere hvor de kommer fra.

Varmt anbefalet læsning – og god kontekst til næste gang en eller anden forvildet politiker begynder at tale om ‘muslimer’ som en homogen fællesmængde, eller hævder at have patent på uforanderlige “danske værdier” eller “dansk kultur”.

Sverige efter valget

Det var ganske vist ikke en speciel original analyse, men jeg kommenterede på det daværende svenske valg i 2014. Jeg fremhævede dengang det helt principielt problematiske i, at majoriteten i Riksdagen i den såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ besluttede at udelukke et parti med 13% af vælgerne bag sig fra det parlamentariske arbejde. Og jeg forudså at det som konsekvens ville få Sverigedemokraterna til at vokse:

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, det ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketered: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr.

Jeg synes i al ubeskedenhed at min teori holdt stik.

Hvad jeg ikke forudså dengang i december 2014 var de store flygtningestrømme der kom året efter, og som for alvor satte strøm på immigrations- og integrationspolitikken i Sverige.

I 2018 har Sverigedemokraterna så fået knap 18% af stemmerne, og de er det største parti blandt svenske mænd. Decemberoverenskomsten var med andre ord en dundrende fiasko. De problemer og bekymringer som driver Sverigedemokraternas vælger er ikke blevet mindre, og det er partiets opbakning heller ikke.

Nu står vi så her september 2018 og partierne bag Decemberoverenskomsten har tilsyneladende stadig ikke lært noget. For tankespindet er præcis det samme som for fire år siden. Sverigedemokraterna skal bare holdes fra indflydelse for enhver pris, og det uanset hvad det har af demokratiske og parlamentariske konsekvenser.

Vi er således i den barokke situation, at Stefan Löfven mener, at han er den legitime kommende statsminister med under 40% af vælgerne bag sin parlamentariske koalition. Samfulde 60% bakker ikke op om ham og hans regering, men det betyder åbenbart ikke noget – for det primære mål er jo at isolere og ignorere Sveriges tredjestørste parti. Hvilket jo er meget heldigt for ham, for hvis de borgerlige partier spillede efter normale parlamentariske regler, så kunne de med implicit støtte fra Sverigedemokraterna sætte sig i regeringskontorerne.

Forstå mig ret: Jeg bryder mig ikke om Sverigedemokraterna og deres politik. Men den nuværende parlamentariske praksis i Sverige er helt uholdbar. Det kunne være interessant hvis de borgerlige partier i Sverige spurgte deres vælgere:

“Hvad vil du helst have? At Sverigedemokraterna for alt i verden forbliver isoleret, eller at det parti og den politik DU har sat kryds ved, danner regering?”

Jeg ved godt hvad jeg vil svare, og jeg har de svenske vælgere mistænkt for at ville svare det samme.

Det eneste der reelt undrer mig er, at ingen af de borgerlige partier de seneste 4 år sådan for alvor er begyndt at låne af Sverigedemokraternas politik for at appellere til immigrationskritiske vælgere.

Det kan man jo mene er et udtryk for smuk moralsk habitus fra partiernes side, men jeg tror ikke den tilbageholdenhed varer ved. Det er simpelthen for mange stemmer at lade gå til spilde, især hvis den dydige adfærd betyder at Löfven forbliver statsminister.

Hvis jeg var valgstrateg i et af de borgerlige partier, så ville jeg af valgtaktiske hensyn arbejde på at få nogle immigrationspolitiske varer på hylderne. Hvis Sverigedemokraterna er den eneste butik i byen som immigrationskritiske vælger kan handle i, så vil partiet fortsætte med at vokse – også ved valget i 2022. Det må siges at være læren her fra Danmark, hvor Dansk Folkeparti voksede og voksede fra valg til valg, indtil at de partier begyndte at skrue op for strammerretorikken.

Man kan så diskutere om det er positivt at det i dag er meget vanskeligt at se forskel på Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstres immigrations- og integrationspolitik.

Men jeg vil dog mene, at den situation trods alt er at foretrække fremfor at et parti med klare nynazistiske rødder får 18% af stemmerne – og at den parlamentariske situation efterfølgende primært handler om at holde dem fra indflydelse.

Plads på midten

Helle Thorning er nu en amuserende politiker. Selv en så inkompetent borgerlig regering som den nuværende behøver intet frygte, når oppositionslederen frivilligt gør sig selv til genstand for spot og spe. Imidlertid er det ikke Fru Thorning jeg er ude efter i dag, men snarere Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup. Han udtaler til Jyllands Posten:

Alt, hvad Helle gør, er godt og rigtigt. Jeg er enig med hende, uanset hvad hun siger

Okeeeedokeee, Nick. Var du sarkastisk lige der? Eller er der en måde hvorpå man kan blive medlem af din sekt?

Bitter morning

Herligt, herligt! En gammel favorit her på siden, Yulia Tymoshenko, ser ud til at blive ny premierminister i Ukraine (for mere om den efterhånden noget desillusionererende situation i ukrainsk politik se her og her).
Eller rettere: Faktisk er det slet ikke spor herligt, tværtimod er det ikke ligefrem en udvikling der vidner om, at den Orange Revolution lever og har det godt. Det er dybt, dybt tragisk, at grundlæggende europæiske lande som Ukraine og Hviderusland stadig er fanget i dysfunktionelle samfundsstrukturer, en korrupt politisk kultur, armod og russisk sikkerhedspolitik. Russere kan ikke lide demokratiske forandringer i de lande de betragter som deres interessesfære, så tilsyneladende udgør videresalg af billig russisk olie op mod en tredjedel af det hviderussiske BNP og Putin er altid en stand-up guy ligegyldigt hvad Lukaschenka (seriøst, læst den biografi om ham. Den er urimeligt morsom) finder på af repressive tiltag. Hurra-hurra for planøkonomiens mange velsignelser! Det eneste positive der er at sige er, at Tjekkiet igen er en flok hædersmænd.

Andre triste nyheder: Jaroslava Moserová døde i weekenden. Hun er ret ukendt udenfor Tjekkiet, men spillede – sammen med Václav Havel – en stor rolle for demokratiet i landet.

En lidt mere alvorlige posting

1. december er ikke kun Messias’ fødselsdag, det er også den internationale AIDS dag. Selvom AIDS i dag er et forsvindende lille problem i Danmark – og at man med den rette behandling kan leve i ganske mange år selv efter at man er blevet testet HIV-positiv – så forholder det sig en del anderledes på verdensplan. Mellem 36 og 45 millioner mennesker, især i det sydliuge Afrika, er i dag smittet med AIDS, heraf mellem 2 eller 3 millioner børn. WHO og UNAIDS lancerede i 2003 deres ganske ambitiøse projekt ‘3×5’, hvor målet var af mindst 3 millioner smittede skulle modtage anti-virus medicin inden udgangen af 2005. Som det ser ud i dag, når man kun en tredjedel af det mål. Et problem er bl.a., at anti-virus medicin kræver en god infrastruktur, ordentlige sanitære, sundhedspersonale, medicinen virker bedst hvis man har en god ernæringstilstand osv, osv, osv. Ting som ganske enkelt ikke er til stede der hvor der er brug for det.

Så hvad skal man gøre? Jeg har selvsagt ikke løsning, og jeg næppe fikse samtlige institutionelle og strukturelle problemer i Afrika og Asien. Hvad jeg derimod kan gøre er at opfordre til forebyggelse sammen med behandlingen. Det sidste er vigtigt, men i det lange løb så virker uddannelse, oplysning, øget brug af kondomer, ændring af synet på kvinder altså bare bedre. Og så nytter det ikke noget at lade tåbelige ting som religion, normer og middelalderlige moralsystemer stoppe det eneste fornuftige der er at gøre.

Der er mange andre ting man kan og bør gøre noget ved: Malaria, sanitære forhold i udviklingslandene, hungersnød, liberalisering af verdenshandlen osv., men må hellere slutte dagens prædike her. Det er jo trods alt også min fødselsdag ;)

Shout to the top

Der er få politikere jeg beundrer. En af dem er Tomáš Garrigue Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident, liberal, demokrat og en af arkitekterne bag det tjekkoslovakiske samfund, der i mellemkrigstiden faktisk var blandt de mest velstående i verden. Sidenhen kom der som bekendt først nogle nazister i vejen, efterfulgt af alt for mange år under kommunistisk besættelse, men det ændrer ikke på, at Masaryk var en hædersmand, som visse andre tjekkiske politikere godt kunne lære noget af.

I en dansk kontekst er jeg politisk blevet formet af Uffe Ellemann-Jensen. Han står stadig for mig som den ultimative politikere: Skarp, velformuleret, masser af integritet, globalt udsyn, har sine meningers mod og alligevel tilpas pragmatisk til at søge kompromiset. Dybest set er han stadigvæk grunden til at jeg stemmer på Venstre. Den nuværende samling flokdyr af snævertsynede, inkompetente, visionsløse, moralsk anløbne og arrogante venstrepolitikere kan i hvert fald ikke få entusiasmen frem hos mig.

Og hvorfor nu disse politiske bekendelser? Jo, det er selvfølgelig kun fordi det giver mig en kontekst til at bringe et billede, som jeg har søgt længe efter på nettet. Første gang jeg så det, var da vi stod af en bus i Kyoto. Vi var på vej ud for at se Guldpavillionen, og hov! Hvem er det der hænger der? Hvem har denne grå løvemanke? Hvem er dog denne nærmest guddommeligt smukke mand? Kan det være….? Ja! Det ER 小泉純一郎, bedre kendt som Junichiro Koizumi. Jamen, så se ham dog! Kan man lade være med at stemme på denne mand? Nej, vel? (Og så glemmer vi dine besøg ved Yasukuni)….

We have the facts and we are voting yes!

Nå, så gik det hverken værre eller bedre end at Socialdemokraterne fik en storsejr i København, sammen med de Radikale. Det kan man jo så begræde, på samme måde som det er trist at der kun bliver én Venstre borgmester – og det er synd for byen at vi nu skal plages med den gamle, mavesure og visionsløse tante. Som en lille trøstende godbid mister Enhedslisten deres borgmesterpost – lidt retfærdighed er der dog til. Alt i alt er jeg ikke så bekymret for udviklingen de næste fire år. Dels har de borgerlige været splittede hele tiden, men det vigtigste er dog skattestoppet som gør, at Ritt og co. ikke kan bruge penge som de lyster.

I øvrigt fik listen ‘Mobilmast’ ikke færre end 54 stemmer, bedre end ‘Sunshine partiet med 37 stemmer og væsentlig dårligere end ‘Kærlighedspartiet’ og ‘Cykel logisk institut’ med henholdsvis 346 og 366 stemmer. Tankevækkende.

Må hellere se at få druknet depressionen i groteske mængder kaffe.

Update: Woo-hoo, det lader endda også til at Henning G. Jensen tog kegler på hjemstavnen – med ikke færre end 13.486 personlige stemmer. Det er jo lige til at græde snot over. Og det momentum de borgerlige tilsyneladende havde ved valget i 2001 er helt forsvundet. Kommunesammenlægningerne har derudover betydet en styrkelse af Socialdemokraterne. Ak og ve.

Stand up and be counted

Just hjemkommet efter at have oppe at stemme på skolen i Holsteinsgade. Har haft lidt svært ved at motivere den store entusiasme for valgene denne gang. Regionsvalget rager mig en høstblomst – regionerne er dybest set overflødige alligevel – og kommunalvalgsmæssigt har den stramtandede tante Ritt, hendes tro radikale væbner Bondam og Pinds tåbelige integrationskampagne fjernet ethvert håb om et regimeskifte på Københavns rådhus. I manglen på et bedre liberalt alternativ stemte jeg på Martin Geertsen til Borgerrepræsentationen og Venstre til regionsrådet. Ikke med den store entusiasme, men nu har jeg da i det mindste gjort mit.

Resten af dagen står på tøjvask, læsning, timer fra 15-17 og forhåbentlig et drabeligt spil hockey senere på aftenen. Var også ude at løbe i går og har en ambition om at komme op i omdrejninger igen rent motionsmæssigt. Burde være tid til det.

Og så siger de at polakker ikke har humor

En lidt gammel reklame, men jeg så endnu en vi-kan-ikke-lide-polske-håndværkere artikel i avisen i morges. Så er det at man kunne ønske sig, at de mere regressive elementer iblandt os kunne have set den reklame som det polske turist bureau kørte i Frankrig. Den kom efter at stereotypen omkring den onde, onde polske blikkenslager der vil tyvstjæle franske jobs havde været meget fremherskende i den franske debat op til forfatningsafstemningen. Se, det er god værkstedshumor!