R.E.M.

Jeg har et had-kærlighedsforhold til R.E.M.

Det (gen)opdagede jeg, da Spotify for nylig anbefalede en live udgave af ‘Orange Crush’. Den er fremragende og mindede mig om de mange andre fine sange fra det album, ‘Green’, som sangen stammer fra.

Det slog mig at jeg på stående fod ikke kan nævne en musiker eller gruppe, der er ligeså ferme som R.E.M. til at lave popsange, der kombinerer melodiske og melankolske hooks. Det gælder lige fra deres tidlige dage som kongerne af college rock til de senere udgivelser. Selvfølgelig mest eksplicit i et skamspillet mesterværk som ‘Everybody Hurts’, men også i de overvældende smukke ‘Man on the Moon’, ‘The Lifting’ og ‘Daysleeper’.

R.E.M.’s sange kræver generelt at man parkerer sin ironi, skepsis og kynisme. Kan man det, så er de meget følelsesmæssigt tilfredsstillende – og faktisk lidt i en liga for sig selv.

Men hvis man ikke er i stand til det? Så er de nærmest ubærligt selvhøjtidelige, påtaget oprigtige og irriterende belærende. Og her kommer vi så til hadeaspektet: Jeg orker ikke R.E.M. som politisk aktive.

Deres musik og kunst? Ja, tak. Deres politik, deres aktivisme og kunstneren-som-meningsdanner? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Det er ikke kun fordi at jeg som en reaktionær og afbalanceret bitter mand oftest bliver træt og muggen over at blive udsat for populærmusikeres uimodsagte holdninger. Og jeg kunne heller ikke drømme om at beklikke kunstneres ret til at ytre sig. Ligesom jeg heller ikke tror, at det at være musiker nødvendigvis betyder, at man ikke har indsigt i økonomi, jura, socialpolitik, geopolitiske forhold i Mellemøsten eller andre samfundsrelevante emner.

Men det irriterer mig, at kunstnere – og det være sig alt lige fra forfattere over musikere, skuespillere til sportsfolk – benytter den position og platform, som deres kunst har givet dem, til at bedrive holdningsarbejde. For hvad er det helt præcist der gør, at jeg bør lytte mere til en musiker eller en forfatters holdninger til et aktuelt politisk emne, end jeg bør lytte til farmaceuten, der står nede i Steno Apoteket? Ret beset er der ingen værdiforskel, bortset fra at kunstneren har en større megafon og af uvisse grunde (hvilket især gælder forfattere) tillægges en større forståelse for verdens sande tilstand.

Bevares, jeg er helt med på, at der kan være efterspørgsel efter kunstnere som rollemodeller. Og som den aktuelle Colin Kaepernick diskussion viser, så er der også ganske store kommercielle interesser involveret. Mange kunstnere kan ligeledes have en økonomisk interesse i at have samfundsengagement som en del af deres brand. R.E.M. har således i mange år dyrket deres image som de klimabevidste og socialt indignerede blødt venstreorienteredes band.

Hvilket alt sammen irriterer mig. For en kunstners kunst burde være det centrale. Det er generelt lidt af et tema for mig i denne uge, det her med at have en ret skarp sondring mellem kunstneren, kunsten og så ‘alt det andet’ – jf. et af mine tidligere indlæg om at science fiction bøger burde vurderes ud fra deres kvalitet som science fiction.

Jeg ved godt at Marx sagde, at alting er politisk. Men det er ikke rigtigt. Og faktisk tror jeg, at de fleste mennesker ville blive gladere, hvis alting ikke hele tiden blev politiseret – og man kunne nyde kunstens skønhed for sin egen skyld.

Tal tydeligt

Jeg kan ret godt lide Simon Kupers artikel ‘The trouble with racial language From colour-blind to community — a guide to the useless words that are damaging debate’:

Community: A word that people usually apply to other ethnic groups. I once asked a well-meaning white gentile friend, who was talking about “the Jewish community”, which community he belonged to. He was baffled. He was just himself, an individual, with unique views. Assigning people to monolithic ethnic “communities” is simplistic. For instance, is someone Muslim, Moroccan, French, Parisian, European or all of the above? Second, no ethnic group anywhere is a club with a unified world view that you join at birth.”

Culture: There’s a view that each ethnic group has a fixed, sacrosanct culture, which includes timeless practices such as, say, banning female drivers. But in fact, “cultures” change. Compare, for instance, western beliefs about gay marriage 30 years ago and today. That’s also why “British values” is a nonsense phrase: many majority British norms today would horrify the ancestors.”

Og der er flere hvor de kommer fra.

Varmt anbefalet læsning – og god kontekst til næste gang en eller anden forvildet politiker begynder at tale om ‘muslimer’ som en homogen fællesmængde, eller hævder at have patent på uforanderlige “danske værdier” eller “dansk kultur”.

Sverige efter valget

Det var ganske vist ikke en speciel original analyse, men jeg kommenterede på det daværende svenske valg i 2014. Jeg fremhævede dengang det helt principielt problematiske i, at majoriteten i Riksdagen i den såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ besluttede at udelukke et parti med 13% af vælgerne bag sig fra det parlamentariske arbejde. Og jeg forudså at det som konsekvens ville få Sverigedemokraterna til at vokse:

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, det ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketered: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr.

Jeg synes i al ubeskedenhed at min teori holdt stik.

Hvad jeg ikke forudså dengang i december 2014 var de store flygtningestrømme der kom året efter, og som for alvor satte strøm på immigrations- og integrationspolitikken i Sverige.

I 2018 har Sverigedemokraterna så fået knap 18% af stemmerne, og de er det største parti blandt svenske mænd. Decemberoverenskomsten var med andre ord en dundrende fiasko. De problemer og bekymringer som driver Sverigedemokraternas vælger er ikke blevet mindre, og det er partiets opbakning heller ikke.

Nu står vi så her september 2018 og partierne bag Decemberoverenskomsten har tilsyneladende stadig ikke lært noget. For tankespindet er præcis det samme som for fire år siden. Sverigedemokraterna skal bare holdes fra indflydelse for enhver pris, og det uanset hvad det har af demokratiske og parlamentariske konsekvenser.

Vi er således i den barokke situation, at Stefan Löfven mener, at han er den legitime kommende statsminister med under 40% af vælgerne bag sin parlamentariske koalition. Samfulde 60% bakker ikke op om ham og hans regering, men det betyder åbenbart ikke noget – for det primære mål er jo at isolere og ignorere Sveriges tredjestørste parti. Hvilket jo er meget heldigt for ham, for hvis de borgerlige partier spillede efter normale parlamentariske regler, så kunne de med implicit støtte fra Sverigedemokraterna sætte sig i regeringskontorerne.

Forstå mig ret: Jeg bryder mig ikke om Sverigedemokraterna og deres politik. Men den nuværende parlamentariske praksis i Sverige er helt uholdbar. Det kunne være interessant hvis de borgerlige partier i Sverige spurgte deres vælgere:

“Hvad vil du helst have? At Sverigedemokraterna for alt i verden forbliver isoleret, eller at det parti og den politik DU har sat kryds ved, danner regering?”

Jeg ved godt hvad jeg vil svare, og jeg har de svenske vælgere mistænkt for at ville svare det samme.

Det eneste der reelt undrer mig er, at ingen af de borgerlige partier de seneste 4 år sådan for alvor er begyndt at låne af Sverigedemokraternas politik for at appellere til immigrationskritiske vælgere.

Det kan man jo mene er et udtryk for smuk moralsk habitus fra partiernes side, men jeg tror ikke den tilbageholdenhed varer ved. Det er simpelthen for mange stemmer at lade gå til spilde, især hvis den dydige adfærd betyder at Löfven forbliver statsminister.

Hvis jeg var valgstrateg i et af de borgerlige partier, så ville jeg af valgtaktiske hensyn arbejde på at få nogle immigrationspolitiske varer på hylderne. Hvis Sverigedemokraterna er den eneste butik i byen som immigrationskritiske vælger kan handle i, så vil partiet fortsætte med at vokse – også ved valget i 2022. Det må siges at være læren her fra Danmark, hvor Dansk Folkeparti voksede og voksede fra valg til valg, indtil at de partier begyndte at skrue op for strammerretorikken.

Man kan så diskutere om det er positivt at det i dag er meget vanskeligt at se forskel på Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstres immigrations- og integrationspolitik.

Men jeg vil dog mene, at den situation trods alt er at foretrække fremfor at et parti med klare nynazistiske rødder får 18% af stemmerne – og at den parlamentariske situation efterfølgende primært handler om at holde dem fra indflydelse.

Francis Fukuyama

Kender I den der stærkt irriterende sentens fra rejsebøgerne, når de skal beskrive et eller andet monumentalt museum? I ved nok, den om at man ikke skal tage hele museet af een gang, for så kløjs man i det? At man i stedet bør vælge en særlig sektion – kinesiske potteskår fra Qin dynastiet! – fremfor at gennemkværne hele British Museum? Ja? Godt, for nu kommer der en lignende fra min hånd.

Hvis I går igang med Francis Fukuyama ‘Political Order and Political Decay’ (2014), så forsøg for Guds skyld ikke at læse bogen fra ende til anden.

Forstå mig ret. Den er mesterlig, indsigtsfuld, velskrevet og vil gøre enhver historisk og politisk interesseret person klogere. Man vil forstå mere af verden af i går og i dag efter endt læsning. Og for en politolog som undertegnede er det inspirerende at se, hvordan et renæssancemenneske indenfor faget virkelig folder sine analyser ud.

Men det er umanerligt mange sider i bogen. Det vil tage dage og år at få den læst i sin helhed. Jeg vil skulle omsorgssvigte kone og barn på det grusomste, hvis jeg skal igennem det hele. Og måske er det ikke alle læsere, der er lige interesserede i den institutionelle udvikling i både Nigeria, Latinamerika og Kina på samme tid.

Så gør som med museerne. Læs om de ting, I har særlig interesse for. Køb bogen – der er fremragende – men udvælg for jeres eget mentale velvære livsmod de relevante dele.

One more drifter in the snow

Ah, det er nu læskende at høre om person-fnidderen hos De Radikale; nu vil Khader frem i hierarkiet og køre parløb med Jelved. Til det har næstformand (og vel nok Khaders største modstander og rival i partiet) Margrethe Vestager følgende krystalklare reaktion: ‘Jeg har overhovedet ikke nogen kommentar af nogen art – heller ikke at jeg ikke har nogen kommentar’. Mmm, ok. Måske er jeg den eneste der stadig ikke helt forstået partiets koncept om ‘den anden vej’ – der som bekendt handler om politik, og ikke om personer – men hvorfor er det så at det eneste der reelt kommer ud af De Radikale i disse tider er, ja, personopgør? Khader har aldrig rigtigt imponeret mig. Bevares, han færdes hjemmevant indenfor integrationspolitik og hans Demokratiske Muslimer initiativ er prisværdigt, men hvornår har I sidst hørt ham sige noget bevendt om andet end det? Sat lidt på spidsen: Kan han andet end integration? Eller er det nok til at blive partileder? Thomas Larsen opsummerer ganske godt problemstillingen for de arme irrelevante Radikale. Det bliver spændende at se hvordan tingene udvikler sig om føje år når Jelved takker af.

Var du forresten en af de grædekoner der hulkede over at det var for varmt i juli? Jamen, så tænk over det her, sømand: Det er i dag den 1. november. Det er snestorm og det er mørkt. Og der er intet til hinder for, at situationen ikke skulle være fuldstændig samme den 1. april næste år. Der er med andre ord minimum fem-seks måneders de facto vinter forude. Var det dét du savnede under hedebølgen i juli? Ja, jeg spørger bare af ren nysgerrighed, da jeg efter et par liflige cykelture i stormen frem og tilbage mellem Østerbro, Instituttet og arbejdet, slet ikke synes at 30 grader og solskin ville være at foragte lige nu. Nu hvor det sner og blæser en halv pelikan, så kan jeg med rette spontant udbryde (helt uden misundelse…!): Godt at det ikke er mig der skal stå på Rådhuspladsen til MTV Europe Music Awards imorgen. Brrrrrrr!

Pruuuuuuuuuuuuh!

Så følg dog med, dit dorske øg! Når man er datter af en tidligere finansminister/en af Danmarks bedst tjenende mænd, så er der ikke plads til slinger i valsen. Næh nej! Nu skal der skattelettelser til! I toppen, tak! Og det kan kun gå for langsomt! Charlotte Dyremose topper jævnligt min hade-politiker liste. Ja, jeg er faktisk næsten tilbøjelig til at mene, at hun uden større anstrengelser dasker Morten Homann af topplaceringen. Og hvorfor nu det? Jo, altså udover at hun har en generelt irriterende belærende/lille-pige attitude, så er det bare så nemt for hende. Det er så nemt, så nemt at være succesfuld, konservativ og højt på strå når man har fået alt forærende og kommer fra en ressourcestærk baggrund. Og det nemt at sidde at udtale sig om skatteincitamenter for arbejdsløse når man selv er et overklasseløg af rang. Og ærlig talt, læs denne artikel (‘Skattepolitik på hesteryg’ – hvad gi’r I mig?!) og fortæl mig at man kan tage hende seriøst. Derfor fryder det mig enormt at følge de seneste dages udveksling af spydigheder mellem De Konservative og Venstres Jens Rohde omkring mulige skattelettelser. Især følgende lille sviner fra Rohde fik mig til at klukke ved morgenmadsbordet:

»Jeg er sikker på én ting: Hvis regeringen gik ind og lavede det, som Dyremose kalder for intelligente skattelettelser, så har regeringen underskrevet sin egen dødsdom,« siger politisk ordfører Jens Rohde. Han begrunder dødsdommen med, ingen politiker kan skabe folkelig forståelse for det projekt. Specielt ikke når budskabet bliver leveret af Dyremose i TV. Hun skræmmer alle væk.

»Hvis man står på fjernsyn og strigler sin hest oppe i Nordsjælland, som hun gør. Og taler for, at vi skal lette skatten for de rigeste 40 pct., og man så tror, at man kan skabe en folkelig forståelse, så har man ikke forstået ret meget«

Selvfølgelig pustede Helge Adam Møller sig op bagefter, men alligevel: Tag dén, elendige konservative hyklere!

Update! Nu står verden ikke længere! Charlotte Dyremose vil nu ligeså gerne sænke mellem- og bundskatten!

Say I am you

Argh, hvad skal man gøre, hvis ens kollega insisterer på at titulere en Homann Zwei, blot fordi man engang i vanvare er kommet til at investere i en Mads Nørgaard trøje?

Hvorfor tuder jeg nu over det? Jo, mest fordi SF’s Morten Homann kandiderer kraftigt til titlen som Danmarks mest irriterende politiker. Udover at være evigt følsom, god ved dyr og belærende på den der irriterende jeg-blev-vækket-politisk-i-gymnasiet-og-var-altid-klar-på-en-debat-i-samfundsfagstimerne agtige måde, så er han stort set altid at finde i medierne iført casual stribede trøjer – jvf. billedet. Den slags er irriterende, da jeg selv har en vis svaghed for trøjer af det tilsnit. Så når Jonas – selv iført lyserød polo – kalder mig Homann Zwei, så berører han et ømt, ømt punkt. Eneste trøst i dag har været at læse hvordan Peter Kurrild-Klitgaard basker Homann Eins rundt i manegen ovre hos Punditokraterne.

Generelt er der få politikere der kan få mig op af stolen – kynisme og let overbærenhed med politikere er tilsyneladende en konsekvens af mit studie – og Homann giver da også kun milde udslag på mit care-o-meter. Uden at være ekspert i hverken globaliseringen, international handel eller WTO, så synes jeg dog at det er ganske interessant at dykke lidt ned i Doha-rundens tilsyneladende sammenbrud. Hvorfor er det interessant og eller vigtigt? Bl.a. fordi globale frihandelsaftaler vil gøre alle – såvel rige som fattige lande – mere velstående. For de forvirrede der gerne vil have en oversigt hvem der er hvem og hvad de er mugne over i forhandlingerne, tag et kig her. Det er ganske underholdende.

Ellers ville jeg gerne have en dyb og indsigtsfuld mening omkring hvad der foregår i Mellemøsten i øjeblikket, men i erkendelsen af at konflikterne er så komplekse, indlejrede i hinanden og at det hele er så uigennemsigtigt, så synes jeg det er vanskeligt. Lederen om konflikten i sidste uges Economist opsummerer vist min holdning vældig godt. I almindelighed synes jeg dog de danske mediers noget ensidige fokus på evakueringen af danske statsborgere – bl.a. vores allesammens Ahmad Akkari – og vinklingen af Israel som den store skurk er urimelig.
De glemmer vist at Hezbollah mildt sagt heller ikke er nogle rare fyre. Når det så er sagt, så er det naturligvis ikke rart at høre om de lidelser og tab som civilbefolkningen i Libanon udsættes for. Som sagt – det er en kompliceret konflikt, hvor ingen af parterne er entydigt gode eller onde!

PPS. Dagens essentielle link: ‘Lav din egen langbue’. Bemærk i øvrigt den spændende og relevante afstemning på siden.

PPPS. Ifølge The Sun skal Pet Shop Boys producere det kommende Robbie Williams album ‘1974’. Tabloidskrivelsens sandhedsværdi i almindelighed, så skal den nyhed nok tages med et gran salt.

Lies, damn lies!

Så er der igen gang i det socialdemokratiske rivegilde, denne gang er det Mogens Lykketoft og Klaus Hækkerup der er i totterne på hinanden (se artikler her og her). Udover at det altid er en sand fornøjelse at se bitre mennesker for fuld udblæsning i medierne, så lancerer Lykketoft endnu en strålende retorisk perle til Socialdemokraternes efterhånden alen lange liste af sproglige fornyelser:

Det er fuldstændig på månen. Det er løgn, det er opspind og det har ikke overhovedet noget hold i virkelig­heden

Fuldstændig på månen? Hvad betyder det? Aner man en ny valgtaktik? Er det mon planlagt at man skal opfinde nye og aldeles mærkværdige metaforer? Jeg er målløs, ganske enkelt målløs over den snedige masterplan der helt sikkert ligger bag. Eller nej, faktisk er jeg efterhånden ganske trist over den mangel på kvalitet som oppositionen udviser. Guderne skal vide, at den nuværende samling taburetklæbende og trange V&K ministre har SERIØST brug for kvalificeret modspil.

I’m sorry, so sorry…

Kan man andet end at knuselske Socialdemokraternes nye politiske ordfører Henrik Sass Larsen? Jeg mener, de sproglige blomster og nytænkende retoriske vendinger vil ingen ende tage. Måske følger det med posten som politisk ordfører (Lotte Bundsgaard, nu på tragisk vis afsat, producerede jo også perler som en ‘beskidt gadedreng’ og ‘løsgående missil’)? I dagens Børsen er han fremme med følgende kommentar til Regeringens planer om at øge væksten i det offentlige forbrug fra 0.5 til 1 pct:

“Derimod undrer Henrik Sass Larsen, nyudnævnt politisk ordfører for Socialdemokraterne, sig over, at Venstre og De Konservative har kritiseret den socialdemokratiske plan om at skrue op for det offentlige forbrug, når regeringen kort tid efter selv vælger samme kurs.

»Jeg erindrer en ramsaltet kritik fra VK-regeringen, og derfor regner jeg med, at de nu giver undskyldnings-chokoladekage,« siger Henrik Sass Larsen.”

‘Undskyldnings-chokoladekage’?! Hvor i alverden kom den fra? Hvem er dog den mands retoriske rådgiver? Men fremragende idé, jeg foreslår hermed ‘undskyldnings-chokoladekage’ knæsat som fast princip i dansk udenrigspolitik. Måske vi ligefrem kan få rettet op på vores dårlige brand i Mellemøsten ved at spise undskyldnings-chokoladekage med stor-muftien af Jerusalem? Hvor er det dog betryggende og rart og hyggeligt, at vi har en så dygtig og konmpetent opposition i Danmark.

Things fall apart

Tidsskriftet Foreign Policy har lavet et indeks over såkaldte ‘failed states’. Det er interessant, både udfra et udviklings- og sikkerhedspolitisk perspektiv. Selvom der er visse akademiske kvababbelser indenfor International Relations disciplinen over hvad der præcist definerer en failed state, så opgør tidsskriftet ud fra parametre såsom demografisk pres, internt fordrevne, borgerkrige, økonomisk tilbagegang, ulighed, etniske uroligheder, kriminalitet, korruption, manglende governance, infrastruktur osv. osv. osv. Formuleret med andre ord: De lande hvori det VIRKELIG stinker at bo. Og hvor er det så? Ikke i Danmark tilsyneladende, vi er i den pæne ende (om end vores skandinaviske nabolande, Irland, Schweitz mv. vurderes til at være bedre). Derimod står det pænt skidt til her:

1. Sudan (3)
2. DR Congo (2)
3. Ivory Coast (1)
4. Iraq (4)
5. Zimbabwe (15)
6. Chad (7) / Somalia (5)
8. Haiti (10)
9. Pakistan (34)
10. Afghanistan (11)
(Skarpt forfulgt af så idylliske steder som Liberia, Yemen, Burundi og Nordkorea)

‘Og hvad så?’ fristes man til at spørge. Udover at Afrika dominerer på listen, hvad er så fællesnævneren? Et knap-så-dristigt gæt kunne være, at en forklarende variable for samtlige disse lande er, at de patriarkalske samfund, hvor kvinder til stadighed bliver undertrykt. Tid for lidt feminisme, venner!

PS. Somalia ligger måske ‘kun’ på en delt 6. plads, men læs lige denne beretning fra BBC – og blive dybt, dybt deprimeret.