Sommer i Europa

Jeg skrev i går om Kommunikationsforum, og i forlængelse heraf, stødte jeg i dag på denne lille artikel fra DR Nyhederne:

Det gamle argument om at EU er ‘fredens projekt’, bygget på ruinerne af anden verdenskrig duer ikke mere. Det appelerer ikke til de unge, så der skal andre midler til for at få europæerne til at elske unionen.

Det mener Rolf Annerberg, der er chef hos EU’s kommunikationskommissær Margot Wallström.

EU-kommissionen har derfor hyret en pr-ekspert for at rette op på unionens image efter, at EU-traktaten faldt på gulvet sidste sommer efter folkeafstemningerne i Holland og Frankrig, og dermed kastede EU ud i en krise.

EU minder om Al-Qaeda
Pr-eksperten Simon Anholt, der er britte, har tidligere arbejdet for Microsoft, Coca-Cola og Unilever.

Hans observationer af EU’s krise går på, at det er sværere at ændre et image på noget, som er multinationalt end på noget som er forankret i et enkelt land med en overskuelig ledelsesstruktur, skriver Financial Times.
– Min erfaring siger mig, at vi står overfor en model som minder om Al-Qaeda med seperate celler, der indbyrdes inspirerer hinanden men ikke har en overordnet kontrol, siger han i følge avisen.

Kun USA og Nigeria er en større udfordring
Anholt mener, at det at skulle ændre EU’s image er den største ‘branding’-udfordring næst efter at skulle gøre det samme for USA og Nigeria.
Han understreger også, at man normalt får det image som man fortjener.
Anholt vil sammen med en gruppe andre pr-eksperter gå igang med deres rådgivning af EU-kommissionen i næste uge, skriver Financial Times
” (Orginal artikel fra Financial Times her)

Og hvad skal man så udlede af dette? Først den helt oplagte: Det er tankevækkende, at man i EU stadig tror, at det kun er indpakningen og ikke er produktet der er noget galt med. At EU har et dårligt image skyldes altså ikke at institutionen er udemokratisk, hæmmet af nationale særinteresser, plaget af inefficiente økonomier, grufulde mængder regulering, lav vækst og at Europa sakker bagud i globaliseringen og slæber rundt på en angst for reformer og fremtiden i almindelighed – næh nej, det er kun fordi folk er for dumme/blinde til at se hvilken paradisagtig konstruktion EU er. Hvis vi bare får puttet lidt sjove farver på og laver et nyt brand, så skal I se løjer! Hurra-hurra! Selv som varm (om en noget disillusioneret) EU-tilhænger kan jeg se, at den slags skriger til himlen af arrogance.

Dernæst kan man jo tænke lidt over de udmeldinger Simon Anholt kommer med. Den gode mand er ekspert i at brande lande og byer. Mest af alt er han kendt for sit ‘Anholt Nation Brands Index’, omtalt i danske medier forleden, fordi Danmark ifølge opgørelsen fra 2006 – meget lidt overraskende – er styrtdykket rent brandmæssigt i Mellemøsten og muslimske lande.

Enhver der – som undertegnede – har været naiv og blåøjet nok til engang at være aktiv i en pro-EU organisation ved, at flosklen/metafortællingen om EU som fredens projekt er noget af det der sælger allerdårligst til debatarrangementer, for hvem kan relatere til det i dag? Så på den led har Anholt ret i det han siger. Men jeg vil tillade mig at stille spørgsmål ved hele tankegangen om at ‘brande’ EU. For det første fordi institutionen som regel tolkes med nationale briller af borgerne, samt fordi det er de nationale politikere der skal formidle EU videre. Det kan igen kobles med diskussionen om hvorvidt der overhovedet findes en fælles europæisk identitet der kan brandes. Eller er der tale om 25 forskellige lande, med 25 forskellige identiteter og 25 forskellige brands – der så igen skal brandes sammen? Det er vel også det som Anholt mener med sin lige lovlig kække sammenligning af EU og Al-Qaeda.

Indtil EU finder ud af at lave relevante og effektive politikker som betyder noget for borgerne i Europa, så kan jeg kun ønske held og lykke med branding projektet. Jeg synes imidlertid at det er en skam, at man i stedet for at koncentrere sig om at komme ud af det aktuelle post-forfatningstraktaen morads, straks falder tilbage i den gamle gænge og tror at EU ‘bare’ er noget der skal pakkes pænt ind, så køber borgerne det automatisk. Den slags hæmmer ikke ligefrem den udbredte euro-skepsis rundt omkring på kontinentet.

PS. Lidt gode nyheder er der dog på den europæiske front. Et par nye analyser indikerer, at EU udvidelsen har betydet større vækst i EU (omtalt i Financial Times og Centre for European Reform’s rapport for Dansk Industri her). Altså endnu en grund til at elske Tjekkiet :)

Refleksioner over en kampdag

Som den forstokkede og arrige liberale charlatan jeg er, så burde jeg nok flette et par spydige kommentarer ind omkring 1. maj, solidaritet, fællesskab og slige utopier. Imidlertid er jeg slet ikke så vred en ung mand som jeg var engang. Jeg har – gys og gru – ligefrem nået det punkt, hvor jeg sætter pris på at mine medmennesker har andre syn på tilværelsen end jeg selv, ganske enkelt fordi det er for kedeligt at diskutere med mennesker der er ligeså kedelige, konforme, pæne og straight som jeg selv.

Bevares, jeg synes da også det er sjovt at læse ‘Groft Sagt’ i Berlingske Tidende, især når de basker de selvfede hyklerne hos de Radikale i debatten. Men generelt irriterer det mig, at de fleste af de såkaldte intellektuelle borgerlige befinder sig indenfor en art national-konservativ diskurs, hvor det meste handler om hævn, hævn og mere hævn over, at de kulturradikale og venstreorienterede scorede de lækre piger dengang i 60’erne og 70’erne. I dag er det jo de bitre mænd som Claus Kastholm, Ulrik Høy, Søren Krarup og resten af slænget i Tidehverv som dominerer debatten, drevet af et notorisk had til alt andet end deres egen tolkning af danskheden, på bekostning af mere sindige, liberale og moderate typer.

Med andre ord: Hvor blev de sympatiske borgerligt liberale af? Hvorfor fokuserer en såkaldt liberal tænketank som CEPOS mest af alt kun på skat og rangordninger af skoler? Hvor blev frihedstanken af? Handler det virkelig kun om så lav skat og en så lille stat som muligt, mens resten så som frisind, tolerance og ansvar for egne handlinger kommer i anden række? Hvorfor er der ingen politikere i Venstre som man synes er sådan RIGTIG sympatiske? For det er ærligt talt svært at holde af en regering, ledet af en kold, mekanisk og fremmedgjort mand – og baseret på et velfærdsfascistisk og dybt, dybt væmmeligt parti som DF. Jeg ved godt at der ikke er nogle alternativer. Men alligevel. Jeg kan godt forstå at nogle længes efter en VKR regering. Det gør jeg også selv.

Men det er som nævnt 1. maj, og fanerne smælder jo nok lystigt ude i Fælledparken. Godt for dem, men jeg spekulerer nu alligevel lidt over om det betyder noget for nogen – altså andet end en fridag. Den såkaldte arbejderklasse sidder jo nu og hygger sig i parcelhuset, betalt til tavshed af velfærdsstatens lyksageligheder og porno på Kanal København lørdag nat. Imens sidder det egentlig proletariat, dvs. folk med anden etnisk baggrund, og vansmægter i Voldsmose og Gjellerup parken sammen med alkoholikerne og stofmisbrugerne, som Socialdemokraterne heller ikke kan samle op. Så dem finder man næppe ude at drikke øl og spise flæskesvær sammen med fagbevægelsens pampere i dag. Solidaritet indeed.

Selvom om det alligevel blev lidt harske ord til sidste, så vil jeg ikke holde mig for fin til at citere LO-fomand Hans Jensen: ‘De radikale er for folk med en lang uddannelse, stort ego og lille solidaritet’ (nogle der føler sig ramt?) og linke lidt til Helle Thornings tale, så kan I selv bedømme om man tror på hende (jeg gør ikke). God 1. maj.

PS. Som med så mange andre ting, så går de væsentlig mere til den ovre østpå. Således også i Indonesien og Fillipinerne, hvor de slår sig løs til 1. maj.

Plads på midten

Helle Thorning er nu en amuserende politiker. Selv en så inkompetent borgerlig regering som den nuværende behøver intet frygte, når oppositionslederen frivilligt gør sig selv til genstand for spot og spe. Imidlertid er det ikke Fru Thorning jeg er ude efter i dag, men snarere Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup. Han udtaler til Jyllands Posten:

Alt, hvad Helle gør, er godt og rigtigt. Jeg er enig med hende, uanset hvad hun siger

Okeeeedokeee, Nick. Var du sarkastisk lige der? Eller er der en måde hvorpå man kan blive medlem af din sekt?

Bitter morning

Herligt, herligt! En gammel favorit her på siden, Yulia Tymoshenko, ser ud til at blive ny premierminister i Ukraine (for mere om den efterhånden noget desillusionererende situation i ukrainsk politik se her og her).
Eller rettere: Faktisk er det slet ikke spor herligt, tværtimod er det ikke ligefrem en udvikling der vidner om, at den Orange Revolution lever og har det godt. Det er dybt, dybt tragisk, at grundlæggende europæiske lande som Ukraine og Hviderusland stadig er fanget i dysfunktionelle samfundsstrukturer, en korrupt politisk kultur, armod og russisk sikkerhedspolitik. Russere kan ikke lide demokratiske forandringer i de lande de betragter som deres interessesfære, så tilsyneladende udgør videresalg af billig russisk olie op mod en tredjedel af det hviderussiske BNP og Putin er altid en stand-up guy ligegyldigt hvad Lukaschenka (seriøst, læst den biografi om ham. Den er urimeligt morsom) finder på af repressive tiltag. Hurra-hurra for planøkonomiens mange velsignelser! Det eneste positive der er at sige er, at Tjekkiet igen er en flok hædersmænd.

Andre triste nyheder: Jaroslava Moserová døde i weekenden. Hun er ret ukendt udenfor Tjekkiet, men spillede – sammen med Václav Havel – en stor rolle for demokratiet i landet.

En lidt mere alvorlige posting

1. december er ikke kun Messias’ fødselsdag, det er også den internationale AIDS dag. Selvom AIDS i dag er et forsvindende lille problem i Danmark – og at man med den rette behandling kan leve i ganske mange år selv efter at man er blevet testet HIV-positiv – så forholder det sig en del anderledes på verdensplan. Mellem 36 og 45 millioner mennesker, især i det sydliuge Afrika, er i dag smittet med AIDS, heraf mellem 2 eller 3 millioner børn. WHO og UNAIDS lancerede i 2003 deres ganske ambitiøse projekt ‘3×5’, hvor målet var af mindst 3 millioner smittede skulle modtage anti-virus medicin inden udgangen af 2005. Som det ser ud i dag, når man kun en tredjedel af det mål. Et problem er bl.a., at anti-virus medicin kræver en god infrastruktur, ordentlige sanitære, sundhedspersonale, medicinen virker bedst hvis man har en god ernæringstilstand osv, osv, osv. Ting som ganske enkelt ikke er til stede der hvor der er brug for det.

Så hvad skal man gøre? Jeg har selvsagt ikke løsning, og jeg næppe fikse samtlige institutionelle og strukturelle problemer i Afrika og Asien. Hvad jeg derimod kan gøre er at opfordre til forebyggelse sammen med behandlingen. Det sidste er vigtigt, men i det lange løb så virker uddannelse, oplysning, øget brug af kondomer, ændring af synet på kvinder altså bare bedre. Og så nytter det ikke noget at lade tåbelige ting som religion, normer og middelalderlige moralsystemer stoppe det eneste fornuftige der er at gøre.

Der er mange andre ting man kan og bør gøre noget ved: Malaria, sanitære forhold i udviklingslandene, hungersnød, liberalisering af verdenshandlen osv., men må hellere slutte dagens prædike her. Det er jo trods alt også min fødselsdag ;)

Shout to the top

Der er få politikere jeg beundrer. En af dem er Tomáš Garrigue Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident, liberal, demokrat og en af arkitekterne bag det tjekkoslovakiske samfund, der i mellemkrigstiden faktisk var blandt de mest velstående i verden. Sidenhen kom der som bekendt først nogle nazister i vejen, efterfulgt af alt for mange år under kommunistisk besættelse, men det ændrer ikke på, at Masaryk var en hædersmand, som visse andre tjekkiske politikere godt kunne lære noget af.

I en dansk kontekst er jeg politisk blevet formet af Uffe Ellemann-Jensen. Han står stadig for mig som den ultimative politikere: Skarp, velformuleret, masser af integritet, globalt udsyn, har sine meningers mod og alligevel tilpas pragmatisk til at søge kompromiset. Dybest set er han stadigvæk grunden til at jeg stemmer på Venstre. Den nuværende samling flokdyr af snævertsynede, inkompetente, visionsløse, moralsk anløbne og arrogante venstrepolitikere kan i hvert fald ikke få entusiasmen frem hos mig.

Og hvorfor nu disse politiske bekendelser? Jo, det er selvfølgelig kun fordi det giver mig en kontekst til at bringe et billede, som jeg har søgt længe efter på nettet. Første gang jeg så det, var da vi stod af en bus i Kyoto. Vi var på vej ud for at se Guldpavillionen, og hov! Hvem er det der hænger der? Hvem har denne grå løvemanke? Hvem er dog denne nærmest guddommeligt smukke mand? Kan det være….? Ja! Det ER 小泉純一郎, bedre kendt som Junichiro Koizumi. Jamen, så se ham dog! Kan man lade være med at stemme på denne mand? Nej, vel? (Og så glemmer vi dine besøg ved Yasukuni)….

We have the facts and we are voting yes!

Nå, så gik det hverken værre eller bedre end at Socialdemokraterne fik en storsejr i København, sammen med de Radikale. Det kan man jo så begræde, på samme måde som det er trist at der kun bliver én Venstre borgmester – og det er synd for byen at vi nu skal plages med den gamle, mavesure og visionsløse tante. Som en lille trøstende godbid mister Enhedslisten deres borgmesterpost – lidt retfærdighed er der dog til. Alt i alt er jeg ikke så bekymret for udviklingen de næste fire år. Dels har de borgerlige været splittede hele tiden, men det vigtigste er dog skattestoppet som gør, at Ritt og co. ikke kan bruge penge som de lyster.

I øvrigt fik listen ‘Mobilmast’ ikke færre end 54 stemmer, bedre end ‘Sunshine partiet med 37 stemmer og væsentlig dårligere end ‘Kærlighedspartiet’ og ‘Cykel logisk institut’ med henholdsvis 346 og 366 stemmer. Tankevækkende.

Må hellere se at få druknet depressionen i groteske mængder kaffe.

Update: Woo-hoo, det lader endda også til at Henning G. Jensen tog kegler på hjemstavnen – med ikke færre end 13.486 personlige stemmer. Det er jo lige til at græde snot over. Og det momentum de borgerlige tilsyneladende havde ved valget i 2001 er helt forsvundet. Kommunesammenlægningerne har derudover betydet en styrkelse af Socialdemokraterne. Ak og ve.

Stand up and be counted

Just hjemkommet efter at have oppe at stemme på skolen i Holsteinsgade. Har haft lidt svært ved at motivere den store entusiasme for valgene denne gang. Regionsvalget rager mig en høstblomst – regionerne er dybest set overflødige alligevel – og kommunalvalgsmæssigt har den stramtandede tante Ritt, hendes tro radikale væbner Bondam og Pinds tåbelige integrationskampagne fjernet ethvert håb om et regimeskifte på Københavns rådhus. I manglen på et bedre liberalt alternativ stemte jeg på Martin Geertsen til Borgerrepræsentationen og Venstre til regionsrådet. Ikke med den store entusiasme, men nu har jeg da i det mindste gjort mit.

Resten af dagen står på tøjvask, læsning, timer fra 15-17 og forhåbentlig et drabeligt spil hockey senere på aftenen. Var også ude at løbe i går og har en ambition om at komme op i omdrejninger igen rent motionsmæssigt. Burde være tid til det.

Og så siger de at polakker ikke har humor

En lidt gammel reklame, men jeg så endnu en vi-kan-ikke-lide-polske-håndværkere artikel i avisen i morges. Så er det at man kunne ønske sig, at de mere regressive elementer iblandt os kunne have set den reklame som det polske turist bureau kørte i Frankrig. Den kom efter at stereotypen omkring den onde, onde polske blikkenslager der vil tyvstjæle franske jobs havde været meget fremherskende i den franske debat op til forfatningsafstemningen. Se, det er god værkstedshumor!