Sverige efter valget

Det var ganske vist ikke en speciel original analyse, men jeg kommenterede på det daværende svenske valg i 2014. Jeg fremhævede dengang det helt principielt problematiske i, at majoriteten i Riksdagen i den såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ besluttede at udelukke et parti med 13% af vælgerne bag sig fra det parlamentariske arbejde. Og jeg forudså at det som konsekvens ville få Sverigedemokraterna til at vokse:

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, det ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketered: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr.

Jeg synes i al ubeskedenhed at min teori holdt stik.

Hvad jeg ikke forudså dengang i december 2014 var de store flygtningestrømme der kom året efter, og som for alvor satte strøm på immigrations- og integrationspolitikken i Sverige.

I 2018 har Sverigedemokraterna så fået knap 18% af stemmerne, og de er det største parti blandt svenske mænd. Decemberoverenskomsten var med andre ord en dundrende fiasko. De problemer og bekymringer som driver Sverigedemokraternas vælger er ikke blevet mindre, og det er partiets opbakning heller ikke.

Nu står vi så her september 2018 og partierne bag Decemberoverenskomsten har tilsyneladende stadig ikke lært noget. For tankespindet er præcis det samme som for fire år siden. Sverigedemokraterna skal bare holdes fra indflydelse for enhver pris, og det uanset hvad det har af demokratiske og parlamentariske konsekvenser.

Vi er således i den barokke situation, at Stefan Löfven mener, at han er den legitime kommende statsminister med under 40% af vælgerne bag sin parlamentariske koalition. Samfulde 60% bakker ikke op om ham og hans regering, men det betyder åbenbart ikke noget – for det primære mål er jo at isolere og ignorere Sveriges tredjestørste parti. Hvilket jo er meget heldigt for ham, for hvis de borgerlige partier spillede efter normale parlamentariske regler, så kunne de med implicit støtte fra Sverigedemokraterna sætte sig i regeringskontorerne.

Forstå mig ret: Jeg bryder mig ikke om Sverigedemokraterna og deres politik. Men den nuværende parlamentariske praksis i Sverige er helt uholdbar. Det kunne være interessant hvis de borgerlige partier i Sverige spurgte deres vælgere:

“Hvad vil du helst have? At Sverigedemokraterna for alt i verden forbliver isoleret, eller at det parti og den politik DU har sat kryds ved, danner regering?”

Jeg ved godt hvad jeg vil svare, og jeg har de svenske vælgere mistænkt for at ville svare det samme.

Det eneste der reelt undrer mig er, at ingen af de borgerlige partier de seneste 4 år sådan for alvor er begyndt at låne af Sverigedemokraternas politik for at appellere til immigrationskritiske vælgere.

Det kan man jo mene er et udtryk for smuk moralsk habitus fra partiernes side, men jeg tror ikke den tilbageholdenhed varer ved. Det er simpelthen for mange stemmer at lade gå til spilde, især hvis den dydige adfærd betyder at Löfven forbliver statsminister.

Hvis jeg var valgstrateg i et af de borgerlige partier, så ville jeg af valgtaktiske hensyn arbejde på at få nogle immigrationspolitiske varer på hylderne. Hvis Sverigedemokraterna er den eneste butik i byen som immigrationskritiske vælger kan handle i, så vil partiet fortsætte med at vokse – også ved valget i 2022. Det må siges at være læren her fra Danmark, hvor Dansk Folkeparti voksede og voksede fra valg til valg, indtil at de partier begyndte at skrue op for strammerretorikken.

Man kan så diskutere om det er positivt at det i dag er meget vanskeligt at se forskel på Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstres immigrations- og integrationspolitik.

Men jeg vil dog mene, at den situation trods alt er at foretrække fremfor at et parti med klare nynazistiske rødder får 18% af stemmerne – og at den parlamentariske situation efterfølgende primært handler om at holde dem fra indflydelse.

The World As It Is

Jeg er helt bevidst om at jeg burde sætte pris på Ben Rhodes ‘The World As It Is’. Den handler jo om globale forhold og udenrigspolitik, emner som Rhodes qua sin rolle som udenrigspolitisk taleskriver og rådgiver for Barack Obama om nogen kan give et førstehånds indblik i.

Men … bogen er kedelig.

Jeg ved godt at det er et underlødigt synspunkt. For emnet er spændende og vigtigt, det samme er begivenhederne. Men 200 sider inde i Rhodes’ velskrevne (men også ensformige) ordstrøm, så er jeg gået i stå.

Rhodes blev ofte betegnet som i besiddelse af ‘mind meld’ med Obama. Han vidste nærmest altid hvad præsidenten tænkte og mente. Det er jo en fortræffelig egenskab at have som taleskriver for en person.

Men Rhodes beundring og ukritiske dyrkelse af Obama antager til tider nærmest religiøs karakter. Jo-jo, han kan da sagtens finde småfejl ved ham (han bitcher når han er træt og ryger på hotelværelser), men du godeste, hvor er Obama dog en stor tænker, en transformativ figur, en verdenshistorisk skikkelse.

Det bliver alt sammen lidt trættende i længden. Især fordi Rhodes samtidig gør sit bedste for at skrive falsk ydmygt, være underspillet og likeable. Hvilket helt åbenlyst er noget vås. Man bliver ikke taleskriver for en præsident hvis man ikke er hyperambitiøs, har et megaego, er strategisk i sin tilgang til alting, er et politisk dyr og er klar til at ofre snart sagt hvad som helst. Rhodes narrer mig ikke med sin facon. Og det får mig til at spekulere over hvor meget af det han skriver, der mon er lidt vel skarpvinklet og spinnet til rette.

Men lad det nu være. Bogen er essentiel hvis man vil forstå hvordan Obamas stab så sig selv og forstå den fortælling om 2009-2016, som præsidenten og de gerne vil have eftertiden skal huske dem for. Forvent dog ikke at det bliver spændende undervejs.

De handler med dig

Jeg er hverken overrasket eller forarget over afsløringen af facebooks overdragelse af 50 mio. brugeres private oplysninger til diverse politiske operatører. Det er i deres natur at gøre den slags.

Salg af dine oplysninger er det facebook tjener deres penge på. Hvis du som bruger vælger at lægge ting, info og billeder på den platform, så gå ud fra at de bliver handlet med og anvendt til at profilere dig. Som de siger: Hvis en service er gratis, så er det dig der er varen – og det er dine private oplysninger, som er prisen du betaler.

At kritisere facebook for at sælge brugernes oplysninger svarer i mine øjne grundlæggende til at kritisere en løve for at spise kød. Eller at skælde ud på den livslange alkoholiker for at drikke. Eller at moralisere over at en religiøs institution forkynder religiøse budskaber. Det er fjollet at hidse sig op over. De kan jo ikke gøre andet – det er deres grundessens Det er derfor meningsløst at gå ud fra at facebook kan eller vil handle anderledes end de gør.

Så hvis du aktivt bruger facebook, så har du allerede implicit accepteret at der er et trade off mellem dit privatliv og de goder, som du synes du opnår af platformen – og at du er ok med den situation.

Jeg er stadig ikke selv helt nået til den erkendelse, at jeg bør slette min egen facebookprofil. Men det eneste der reelt holder mig på derinde er, at enkelte af mine venner bruger Messenger som primær kommunikationskanal. I den forbindelse læste jeg en af de uhyrligt mange think pieces der i disse dage skrives om facebook. Der stod bl.a.:

Should we all just leave Facebook? That may sound attractive but it is not a viable solution. In many countries, Facebook and its products simply are the internet. Some employers and landlords demand to see Facebook profiles, and there are increasingly vast swaths of public and civic life — from volunteer groups to political campaigns to marches and protests — that are accessible or organized only via Facebook.

Men er det virkelig sandt? At det meste af det vi kan kalde ‘civilsamfundets interaktion’ finder sted på facebook? At alt fra legeaftaler til den politiske dialog foregår derinde, og man derfor er nødt til at være der? Jeg oplever det ikke selv endnu, men jeg er omvendt også typen, der stadig foretrækker old-school kommunikationsmetoder som sms og email.

Kinesisk religion


Jeg ved godt at det er en værre uskik med lange og trange citater om besynderlige emner. Men hey, det er min abegrotte det her, så jeg kan skrive hvad jeg vil. Og med nyheden om at Kina nu fjerner begrænsningerne for hvor længe Xi Jinping kan sidde som præsident, så blev jeg meget inspireret af denne antropologiske analyse af det kinesiske kommunistparti set som en … religion:

Despite their explicit atheism, Marxism, socialism and communism are often compared to religions. They require conversion and unquestioned belief in dogma and provide a full eschatology that gives sense and purpose to what has to be done here and now. This continues to be an essential insight but misses one crucial point that is particularly salient to contemporary China.

Viewing these ideologies as such is predicated on a Western understanding of religion modelled on Christianity. Cross culturally, however, religion is not about dogma and belief or how one expresses this belief. Religion is not even necessarily about the supernatural; rather, it is about the privileging of certain aspects of one’s environment, life and experience as sacred, that is, as special and set apart from the normal, profane domains of life. This distinction exists in any society quite independently from what it is exactly that is considered sacred.

If religion is simply about distinguishing the sacred from the profane, it can exist without any dogma and belief, or a material representation and awe of supernatural powers. In his study of the Giriama in Kenya the anthropologist David Parkin has developed this point further. Parkin demonstrates that the Giriama define themselves as a distinct people by reference to a remote, largely uninhabited but nevertheless sacred place of origin called the Kaya. This ‘sacred void’, as Parkin calls it, is kept pure and sacred through periodic acts of cleansing and purification to ensure the fertility and continuity of the Giriama people.

The concept of a sacred void, I would argue, travels rather well to contemporary China. Leninist principles set the CCP apart from society and represent its rule as a sacred mission regardless of any of the beliefs, dogmas or ideologies that it professes. Just as Giriama elders move secretly in and out of the Kaya, with only the occasional elder identified as having broken some rule, so it is that Party leaders are beyond scrutiny and only occasionally get purged. …

The sacredness of CCP politics is why the Party maintains an elaborate edifice of largely vacuous ideological innovations and resists the scrutiny of democratic principles and procedures. Jettisoning ideology would turn CCP rule into an ordinary dictatorship that visibly has no other mission than its own perpetuation. Introducing democracy would crowd the sacred void with the profanity of electoral politics that citizens of democratic countries might deplore, yet fully expect and take for granted: deceitful politicians, greedy interest groups and media theatrics.

It is, therefore, too simple to think that the CCP resists democratic elections and accountability only out of fear of losing power to competing parties. Its resistance to democracy runs at a much deeper indeed religious level. Democracy would expose the inner core of CCP politics to the gaze of ordinary people, stripping the Party of the mystery and sacredness that have rendered its rule unquestionable and untouchable for so long.

Det bliver sindssvagt spændende at studere Xi og den kinesiske politiske udvikling i de kommende år. Både for Kina selv, men også for den globale udvikling – især i disse år, hvor USA er gået ind i sig selv.

Xi kan nu principielt til at sidde som Kinas leder på livstid. Han har vist sig endog særdeles effen til at konsolidere magten hos sig selv og fået gjort sin politik til officiel kinesisk statsideologi. Vi taler måske endnu ikke om en personlighedskult a la Mao, Kim’erne i Nordkorea eller Türkmenbaşy, men konturerne er der. Hvis Xi efter ovenstående model får defineret sig selv som hellig og med Kinas historie in mente, så ville det være overraskende hvis ikke det går sådan.

En afsluttende betragtning: Det er interessant at Kina med Xis konsolidering af magten tilsyneladende går i samme retning som Putin i Rusland. Kina har med sine rokerende statsledere og højtbesungne meritokrati hidtil haft en vis affinitet for kollektivt lederskab. Det er slut nu. Magten ligger nu kun ét sted: Både reelt, formelt og symbolsk. Så ligesom Putin ikke rigtig gider lade som om, at Rusland er noget der minder om et demokrati, så har Xi nu også sat en stopper for illusionen om kollektivt lederskab.

Så bestemt interessant. Måske lidt for interessant, faktisk. Det er ikke gode tider for de af os, der sætter pris på den liberale demokratiske model.

Der kommer ikke til at ske noget

Jeg er helt bevidst om at det er en grundlovssikret ret i USA at eje skydevåben. Men det er og bliver vanskeligt for en ikke-amerikaner at forstå, hvorfor den ret er så meget vigtigere end andre samfundshensyn. Der er ingen andre vestlige lande, hvor man på den måde har skoleskyderier og masseskyderier i det offentlige rum. Det burde være åbenlyst for de fleste, at der er en sammenhæng mellem antallet af skydevåben i omløb og antallet af mord begået med skydevåben.

Men hvis du lige nu med håb i hjertet ser idealistiske unge mennesker i USA kæmpe for våbenkontrol, og du derfor tror, at det kommer til at ændre noget? Så tager du fejl. Den kamp døde i 2012. Som journalisten Dan Hodges udtrykte det deprimerende rammende i et tweet fra 2015:

“In retrospect Sandy Hook marked the end of the US gun control debate. Once America decided killing children was bearable, it was over.”

Han har helt ret. I 2012 skød en mand 20 børn mellem 6 og 7 år (og sin egen mor og 6 pædagoger) med et automatvåben i en børnehaveklasse i Newport.

Hvis ikke dét er nok til at ændre ens holdning til våbenkontrol, så er endnu et skoleskyderi i Florida heller ikke en begivenhed, der flytter noget. Måske bedst illustreret af, at Trumps forslag til at løse problemet er … ja, korrekt: At bevæbne lærerne.

Det er vanskeligt at vide om man skal grine eller græde.

Jeg er ikke religionssociolog eller antropolog …

… men med prinsgemalens nylige død in mente, er det så ikke efterhånden åbenlyst for de fleste, at vi her i vores fredelige, sekulariserede teknokratstyrede samfund har erstattet den større mening, religionen og de store ideologier med individualiserede (pseudo)meningsgivende ’projekter’ (det perfekte hjem! det perfekte moderskab! den perfekte krop! den fede karriere!), kombineret med letfordøjelig dødsangst-udsættende popkulturel underholdning (sociale medier, tv-serier, det ’politiske spil’, sport) og en sideløbende fetischering af besynderlig fænomener a la kongehuset?

At mange af de ganske abstrakte ting vi som samfund ”går op i” på et ethvert givent tidspunkt (konkurrenceevne, ulighed, feminisme, miljøet, skattetrykket, ytringsfriheden, danskheden, underskuddet på betalingsbalancen, klimaforandringer), uanset hvor virkelige, relevante og fysiske de end er måtte være, først og fremmest tjener til at levere mening, symboler, identitetsmarkører og store fortællinger til rodløse mennesker i den korte tid, vi lever i?

At kongehusets primære funktion set i den kontekst er at levere ritualer, hemmeligheder, mystik, skandaler, romantik, glamour, cirkus, sladder og sprudlende farver for alle os i den gråskalerede middelklasseeksistens? At det derfor netop er altafgørende at de er født bedre end os andre? At vi derfor skal hælde penge i kongehusets apanage, netop fordi denne elitære tilgang er sexet, spændende og noget så pirrende forargelig?

At den flamboyante gøglerprinsgemal i overflod leverede på ovenstående symbolske konto, alt imens hans to blegbrune og himmelråbende ordinære sønner mest af alt har gjort sig bemærket med deres imponerende fertilitet, skilsmisser, sproglige nedsmeltninger og usammenhængende argumentationskæder?

Og at det danske kongehus med prinsgemalens bortgang har mistet den sidste fernis af aristokrati, indokinesisk koloniherrementalitet, excentrisk narcissime og dekadence?

Det er ærgerligt, synes jeg. Prinsgemalen var underholdende. Han leverede varen lige til det sidste, og jeg vil savne ham.

For vi har brug for en god, saftig fetisch som kongehuset for at holde meningsløsheden og nihilismen stangen. Vi må for alles skyld håbe, at der snart er nogen af de tilbageværende i kongefamilien der opper sig en smule. Der skal skrues op for dramaet. Ellers må vi se at finde os nogle bedre og mere underholdende symboler, der kan levere statsfinansieret skuespil, gak og halløj i årene frem.

Bekymrende underholdning

Man kan selvfølgelig diskutere hvor meningsfuldt det er at læse en bog, der bliver irrelevant lige om lidt. Men givet al den omtale bogen har fået, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at begynde at læse Michael Wolffs famøse bog om Trumps første år som amerikansk præsident.

Lad det være sagt med det samme: ‘Fire and Fury’ er noget værre snask.

Her 41% inde i Kindle-udgaven føler jeg mig snavset til og lurvet. Bogen er fuld af sladder, bagtaleri, udokumenterede påstande og problematisk brug af kilder. Wolff er tidligere journalist ved New York Times og er indiskutabelt en velskrivende herre. Men han er også en nederdrægtig, intrigant og kynisk anlagt dramaqueen, der åbenlyst elsker at lange spidse bemærkninger og ondskabsfuldheder ud i rigelige mængder. Og han er samtidig for dygtig og velrenommeret til at man blot kan afskrive bogens indhold som det rene fiktion.

Bogen er derfor noget værre snask, som på besynderlig vis formår at være både ustyrligt underholdende og dybt urovækkende på én og samme tid. For hvis blot dele af bogens portræt af Trump som person er korrekt, så bliver de resterende tre år af hans embedsperiode nogen meget lange og risikofyldte år.

Det er ikke en klassisk god bog eller en udødelig politisk klassiker. Men bogen er vigtig lige nu, hvilket den megen furore den har medført også mere end antyder. Læs den hvis du tør.

Samfundsinstitutioner

David Brooks havde for et par dage siden en interessant klumme i New York Times: ‘We used to build things’.

Brooks’ giver den altid gerne i rollen som den store tænksomme (og småmoraliserende) samfundsfortolker, hvilket af og til er ustyrligt irriterende. Men denne gang har han fat i noget, tænker jeg. Med udgangspunkt i det første årti i 1900-tallet skriver han:

When you look back at that era, you are struck by how many civic institutions were founded to address the nation’s problems. Not only the Forest Service, but also the Food and Drug Administration, the municipal reform movement, the suffrage movement, the Federal Reserve System, the Boy Scouts, the 4-H clubs, the settlement house movement, the compulsory schooling movement, and on and on. Four amendments to the Constitution were passed in those years.

In fact, when you look back on most periods of American history you see a rash of new organizations being created. In the 18th century, Benjamin Franklin helped build the University of Pennsylvania, the Philadelphia Fire Department, The Pennsylvania Gazette, The American Philosophical Society, the Pennsylvania Hospital and much else.

In the 1930s, the alphabet soup of New Deal agencies were created. The late 1940s saw the creation of the big multinational institutions: the U.N., NATO, the World Bank, the I.M.F., the beginnings of the European market.

When you look around today, you see a lot of history-making new companies being created, but you don’t see too many big civic organizations. There are some great social entrepreneurs, like Bill Drayton, who started Ashoka, but the only vast national civic movements I can think of are the charter school movement and the Tea Party.

Måske det er den slags, man kun kan (og bør) vurdere på årtiers afstand. Altså for med nogen klarhed og objektivitet at kunne forstå hvilke begivenheder og institutioner, der er vigtige og varige.

Men hvis jeg nu alligevel vover en præmatur analyse … så har jeg vanskeligt ved at se hvilke varige danske og europæiske samfundsinstitutioner, der er opstået de seneste 15-20 år.

Vi har ikke opfundet nogen andels- og arbejderbevægelser, kvindefrigørelse, velfærdsstat, undervisningspligt eller lignende. Kan I komme på nogen? Altså, reelt varige og betydningsfulde samfundsinstitutioner, som har forandret noget? Tæller Venligboerne? Eller partiet Alternativet1? De seneste 10 års fokus på klimaforandringer har heller ikke for alvor manifesteret sig i nogen civilsamfundsinstitutioner eller en markant anderledes ført politik.

Måske har vi i Danmark og Vesteuropa levet i den vildfarelse, at vi mangler reelle problemer at løse, nu hvor den Kolde Krig var ovre og vi definerede politik til mestendels at handle om ‘spillet’, justeringer af velfærdsstaten og omfordelingen af den velstand, vi efterhånden tager for givet? Eller har vi i vores del af verden faktisk nået topmålet af udvikling, så der ikke er mere at kæmpe for? Som Simon Kuper skrev i Financial Times for nylig efter et besøg i Holland:

I was on a whistle-stop tour of five Dutch cities last week when I found myself thinking: this is peak humanity. No people anywhere have ever lived better. Most town centres were gorgeous, having avoided any destruction for centuries. Cyclists puttered past café terraces. The only hassle was torn-up streets, as perfectly good infrastructure was being renovated.

The knee-jerk retort would be that I was watching out-of-touch elitists party while ordinary people sink.

In fact, the historically egalitarian Netherlands has become still more equal in income distribution since the 1990s. Nor is the typical Dutch person uniquely blessed. Even in the extremely unequal US, median household income is a respectable $59,039. Viewed historically, and contrary to popular belief, most westerners today live pretty well. We’ve had 72 years of peace and prosperity.

Titlen på Kupers klumme er imidlertid ‘Why humanity’s luck may be running out’. Hans efterfølgende pointe er, at de 72 års fred og fremgang i Vesteuropa set i et længere historisk perspektiv er en anomali – og at de store globale tendenser (klima, naturkatastrofer, 3 mia. flere mennesker i 2050, atomkrig lurende rundt om hjørnet) ikke ligefrem er i menneskehedens favør. Så vi bør i virkeligheden begynde at opfinde samfundsinstitutioner, der kan medvirke til at løse problemerne. Her igen David Brooks:

We’ve got just as many problems as previous generations faced — as many as in the progressive era, I’d say. Why has there been this decline in civic institution building?

Political polarization has got to be a big culprit. The federal government can’t build anything new, even something as obvious as a national service program. The churches have let us down, too. The Christian churches have been behind most of the big social movements in American history, like abolition, poverty programs and civil rights. But for the past generation the church has been fighting a defensive war against the sexual revolution, not an offensive assault for opportunity and human dignity.

The affluent have also been less entrepreneurial. Many civic institutions in past decades were created by people like T.R. and Pinchot, who inherited family empires but devoted their lives to civic institution building.

But I wonder if there is also a malaise, a loss of faith in the future and a loss of expertise in institution building, a sense of general fragmentation and isolation. American foreign policy, which used to be about building positive coalitions to make life better, now seems to be based on the idea that we should defensively withdraw from things. There has been a loss of civic imagination.

The good news is that one could have said the same thing in 1890, when politics was steeped in corruption and the economy wracked by crisis. But by 1910 the landscape was transformed. There were new organizations, new movements, a new mentality and a new burst of optimism.

Jeg kan godt lide hans formulering ‘loss of civic imagination’. Måske det er dækkende for tilstanden herhjemme? Vi kan ikke for alvor forestille os noget andet (og bedre eller værre) end vores nuværende samfundsmodel. Derfor bruger vi tiden på at gå op i navnene på attraktioner i Tivoli eller på om 200 kvinder må gå i burka. Derfor indfører vi formålsløs grænsekontrol, hvis eneste effekt er at forsinke trafikken. Derfor laver vi små reformer, der flytter rundt på 2 mia. kr. i et samlet statsbudget på 1.000 mia. kr.

Men måske vi burde begynde at bruge fantasien en anelse. Tag nu bare denne uges forside af The Economist:

Udover at det er en æstetisk meget tilfredsstillende forside, så indkapsler den også på fortrinlig vis, at det er en ganske anden verden, som mine to børn komme til at blive voksne i. Hvis Xi Jinping allerede i 2017 kan betragtes som verdens mest magtfulde person, hvordan mon så den sinocentriske verden vil se ud i 2050? Det vil være en verden med en ganske anden demografisk, kulturel og religiøs sammensætning.

Jeg forsøger af al magt at undgå at lyde for alarmistisk. Men på mig virker det som intellektuel dovenskab og arrogance, hvis vi i Danmark ikke får tænkt grundigt over hvordan vi griber den situation an – og at vores samfundsinstitutioner følger med.

  1. Jeg vil dog argumentere for, at Alternativet siden de blev valgt ind i Folketinget i 2015 har opført sig præcis ligesom alle andre parlamentariske partier i opposition. Derfor vil jeg ikke betegne dem som en institution, der har skabt nogen særlig varig forandring []