Reformer

En af mine gode venner spurgte mig ‘hvilke reformer ville du gennemføre i Danmark?’. Han er økonom og spørgsmålet kom i en uge, hvor regeringen fremlagde en skatteplan, en erhvervspakke og forslag til finanslov. Det tænkte jeg så lidt over. Og mit svar blev alt andet end økonomisk. Nedenfor er den mail jeg sendte som svar i en let redigeret udgave:

“Det er et godt og ikke mindst komplekst spørgsmål. Sagen er den, at langt de fleste ting jeg ville reformere i Danmark ikke direkte har noget med politik eller samfundsøkonomi at gøre. Jo, altså, selvfølgelig er de politiske og økonomiske i den forstand, at de ville fordre anderledes politiske prioriteringer og muligvis også ny lovgivning. Men der er mere tale om sociologiske, antropologiske og kulturelle fænomener, jeg gerne ville ændre.

Jeg mener, at der er i Danmark er noget fundamentalt galt i ‘kontrakten’ mellem individet, civilsamfundet og staten. Det er sket umærkeligt og jeg ved ikke hvornår det begyndte. Men der er noget … forkert ved den måde, vi lever vores liv på. Ikke at der skal gå helt Svend Brinkmann i det; men det er som om at vi – såvel individuelt som kollektivt – har glemt at spørge os selv “hvad er egentlig meningen med det her?”.

En almindelig gennemsnitsdansker bliver født, kommer i vuggestue, børnehave, skole, ungdomsuddannelse og gennemfører en kortere eller længere videregående uddannelse, inden vedkommende kommer på arbejdsmarkedet. Her træller man så rundt i 45 år og har en mere eller mindre tilfredsstillende karriere, finder én der kan holde en ud, og avler nogle børn med vedkommende undervejs. Hvis man er heldig bliver man ikke udsat for livskriser, sygdom eller mister nogen man elsker undervejs. På et tidspunkt bliver man pensioneret og har nogle år, hvor man forhåbentlig er ved godt helbred i selskab med børn og børnebørn. Siden går det ned af bakke, man bliver mere og mere syg, partneren dør og på et tidspunkt bliver man placeret på et plejehjem, hvor en eller anden livstræt SOSU-assistent bliver betalt for at give en mad, høre på ens ævleri og skifte ens ble hver tredje dag. Til sidst dør man af ensomhed, sorg og en livsstilssygdom. Og det var så det. Ingen vil huske en om et par generationer, ingen forskel er gjort.

Er det godt nok?

Ja, set i det helt store billede (i.e: Jorden er 4 mia. år gammel, et menneskeliv er i bedste fald en kort prut i et flygtigt millisekund af det minut homo sapiens har eksisteret, og vi har de seneste århundreder levet i en helt unik velstand, frihed og fremgang grundet at den industrielle revolution løftede os ud af en hobbesiansk nasty, brutish og short livscyklus), så bør et begivenhedsløst menneskeliv levet i Danmark i 2017 uden frygt for krig, katastrofer og under komfortable materielle forhold samt med udsigt til engang at dø i en hospitalsseng af en livsstilssygdom, vel betegnes som mere end godt nok.

Og så alligevel.

Vi burde stille spørgsmål til de implicitte præmisser og mekanismer, som udfolder sig i den karikatur af et gennemsnitsdansk liv, jeg foretog ovenfor. Hvis jeg skulle reformere noget, så ville det derfor være en række af de (efter min mening) usunde sociale relationer, vi har fremelsket i konkurrence-/velfærdsstaten.

Eksempelvis:

Er det meningsfuldt at vi efter et års tid afleverer vores børn til en offentlig institution? At vi outsourcer nærvær, opdragelse og den vigtigste tid i et barns liv til fremmede, bare fordi vi skal gå på arbejde, realisere os selv (vi skal jo have råd til at forbruge en masse statusgivende materielle ting!) og fordi det er dét, at konkurrencestaten kræver af os som borgere (i.e. “det skal kunne betale sig at arbejde”)? Man kan ikke nægte at løbe løs inde i hamsterhjulet (man kan jo i Danmark de facto ikke nøjes med en enkelt indkomst og der er massivt socialt pres for at både manden og kvinden arbejder), men giver det mening? For børnene? For forældrene? Pædagogerne i vuggestuen og børnehaven ser mine børn mere i hverdagen, end jeg gør. De taler mere med dem, leger med dem, opdrager dem mere. Hvordan kan det være meningsfuldt?

Er det meningsfuldt at vi afleverer ældre og svage mennesker i det offentliges varetægt? At ældre og unge ikke længere føler, at de har et ansvarsforhold overfor hinanden? At stadig færre unge tænker ‘jeg skal passe på mine forældre’ og stadig færre ældre tænker ‘jeg skal efterlade noget til næste generation’? Bevares, jeg er med på at ældre kan blive så gamle, syge og demente, at de har brug for professionel hjælp. Men er det meningsfuldt at vi har opbygget et samfund, hvor man ikke har tid eller plads til at yngre og ældre kan være nærværende sammen? Hvor staten er plejegiveren og den der har ansvaret? Hvor man ikke kan få tid til at tage sig af et sygt familiemedlem, fordi man skal arbejde?

Er det meningsfuldt at vi laver heldagsskoler, hvor børn parkeres i uendelig mange timer i stedet for at leve et liv uden for de offentlige institutioners jerngreb? Hvor børn aldrig har fri?

Er det meningsfuldt at vi har et uddannelsessystem, hvor institutionerne belønnes for at få flest mulige igennem pølsefabrikken, men ikke nødvendigvis for læring, ånd, dannelse, nysgerrighed og intellektuel indsats?

Er det meningsfuldt at så mange mennesker sidder i bullshit jobs som ‘udviklingskonsulent’ eller ‘kommunikationsrådgiver’ og andre nul-værdiskabende jobs? Eller at der sidder en syndflod af bureaukrater i kommunale og regionale administrationer og opfinder projekter, der skal berettige egen eksistens, mens personalet på gulvet skal løbe stadig stærkere?

Er det meningsfuldt at der i skrivende stund er tre jobopslag, hvis man søger på jobindex.dk efter ‘introvert’, ‘genert’ eller ‘indadvendt’ (alle tre i betydningen: Det må du ikke være), men til gengæld 1.873 jobopslag der søger en ‘udadvendt’ kandidat? Hvad siger det om et samfund, hvor det udadvendte, ekstroverte og netværksskabende dyrkes som et ideal, mens de stille, indadvendte og knap så højtråbende personer må finde sig i at operere på et B-arbejdsmarked? Hvor man ikke må diskriminere på køn, race, religion, handikap eller seksuel orientering, men helt frit og frejdigt ikke ønsker at ansætte folk med en bestemt personlighed?

Er den måde vi behandler psykisk syge og svage på meningsfuld? Hvorfor er der ikke plads på arbejdsmarkedet til de skrøbelige sind i vores samfund?

Er det meningsfuldt den måde vi mere eller mindre frivilligt har givet afkald på frihedsrettighederne siden 9/11? Er det meningsfuldt med den stigende overvågning? Er det meningsfuldt at jeg ikke må have en flaske vand med ind i Københavns lufthavn? Er det meningsfuldt at ytringsfriheden i realiteten er begrænset?

Er det meningsfuldt at vi har et så gennemreguleret samfund, at frihedsgraden til at vælge en anden vej eller at være en skæv eksistens reelt er ikke-eksisterende? Hvor alting skal være så uendelig gennemsnitligt, at der ikke er plads til hverken tossen eller geniet?

Du fornemmer måske, at det overordnede tema for ovenstående er, at jeg oplever at den danske samfundsmodel ikke er befordrende for nærvær og stærke civilsamfund.

Vi har selvfølgelig stadig forenings-Danmark og heldigvis for det. Men jeg mener, at vi har været alt for villige til at outsource nærvær, omsorg og ansvar til staten og offentlige institutioner. Og nu hvor alle betaler så meget i skat, så tænker folk snarere ‘så vil jeg sgu også have noget for pengene’ eller ‘jeg vil have skattelettelser’, end at de tænker ‘måske burde vi i stedet tage de meningsfulde sociale relationer tilbage igen”.

Så hvis jeg kunne reformere noget, så ville det være dét: At vi som mennesker og samfund begynder at spørge mere ‘er det her meningsfuldt?’ og at vi derefter tog konsekvensen af det, hvis svaret er ‘nej’.

/Skribenten

PS. Jeg er helt med på at alt det jeg lige har skrevet er helt uvidenskabeligt, generaliserende og baseret på intuition og andre upålidelige størrelser. Men du spurgte hvad jeg ville reformere. Og jeg synes der er masser at tage fat på.”

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

This American Life

På et tidspunkt var jeg fuldstændig au courant med alle afsnit af This American Life podcasten.

For ligesom med The New Yorker, så er podcastens topniveau svimlende højt. Den har bidraget med nogle af de bedste, mest melankolske, interessant og oplysende historier, jeg til dato har lagt ører til. Omvendt er det – igen ligesom med The New Yorker – måske kun 1 eller 2 ud af 10 historier, hvor This American Life rammer helt plet hos mig. Og så er det historier af den type, som gør at man ikke kan fortære andet kultur (i.e bøger eller netsurfning) samtidig.

Man skal kort sagt prioritere sin lytning, hvis man vil have fuld valuta af This American Life.

Kombineret med hård konkurrence om min pendlertid i toget (for det er altså vanskeligt at lytte til podcasts og dybdelæse en bog samtidig, synes jeg), betyder behovet for en prioriteret lytning, at jeg er faldet lidt af vognen de senere måneder. Men forleden fik jeg endelig givet de ophobede afsnit et kritisk lyt. Og sandelig om der ikke var et par fremragende af slagsen, som jeg hermed vil anbefale til jeres evt. komsumption:

God lyttelyst.

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

New Yorker

Jeg er ikke ligeså begejstret for mit abonnement på New Yorker i denne omgang, som jeg ellers var, da jeg havde det sidste gang for et par år siden.

Der er lidt for langt mellem de gode artikler, synes jeg. Det er måske 2 ud af 10 artikler, som jeg får læst grundigt. Tror dog ikke at New Yorker er blevet et dårligere magasin per se. Den manglende begejstring skyldes snarere at mine interesser, koncentrationsevne og intellektuelle nysgerrighed er størknet til som tiden går. Er holdt op med at have min gamle ambition om at læse og forstå hele magasinet fra ende til anden.

Men nogle gange kan magasinet alligevel stadig begejstre mig.

For nylig havde de eksempelvis en spændende artikel om Jeremy Corbin. Den bedste historie indtil videre var den fra april måned om voyeueren, der byggede sit eget 21 rums motel i en forstad til Denver med det ene formål at belure folk. Den var dybt fascinerende og fantastisk skrevet – New Yorker når det er sublimt og overlegent bedst.

Og så er der jo forsiderne. De legendariske forside. Fik et blad ind i postkassen i dag, og var vild med den bittersøde forside.

NewYorkerJamen, er det ikke rammende for en verden anno 2016, nu snart 9 år siden finanskrisen brød ud? Muligvis en anelse studentikost, men selv et forhærdet eksemplar af ‘Class of 2007’ kan føle solidaritet med unge, der kan se deres drømme for fremtiden ligeså stille er blevet taget fra dem.

Godt ramt, New Yorker.

At forstå det fremmede

Det kan være inspirerende og interessant at læse udlændinges beretninger fra og indtryk af det sted, man selv kommer fra.

Nogle gange kommer de med nye indsigter i og andre vinkler på den virkelighed, man selv går rundt og tager for givet. Deres iagttagelser får en til at reflektere over tingene. Et eksempel er en nylig artikel i New York Review of Books ‘Liberal, Harsh Denmark’. Jeg er langt fra enig i alt i artiklen, men jeg synes den er god og tankevækkende. Den gør et oprigtigt forsøg på at forstå, hvad i alverden der foregår i Danmark i disse år.

Andre gange fornemmer man at iagttageren ikke rigtig forstår hvad der foregår – eller værre: At de har en prædefineret dagsorden og forståelsesramme, som de derefter fortolker alting ud fra. Et eksempel på det er Lena Sundströms ‘Världens lyckligaste folk: en bok om Danmark’, der allerede på forhånd havde konkluderet hvad den mente om Danmark og dansk politik. Det blev hverken bogens læsere eller dens subjekter klogere af.

Men det er jo vigtigt at vide hvad der foregår rundt om i verden – og ikke mindst: At forstå begivenhederne og sætte dem ind i et større billede.

Som almindelig medieforbruger må man forlade sig på enten de danske mediers korrespondenter rundt om i verden, eller (hvilket nok er bedst og mest lødigt) de lokale mediers egne beretninger. Jeg har generelt stor tiltro til den danske korrespondentstand – med visse undtagelser! – men de er jo også blot mennesker. De er fulde af tidsbegrænsninger, fordomme, kognitive begrænsninger, har et begrænset kildenetværk og færdes i bestemte sociale cirkler. Det er langt fra givet, at de reelt forstår det land eller lokalitet, de rapporterer fra. Hvis man bor i og rapporterer fra Beijing, ved man så reelt hvad der foregår langt ude på landet i det vestlige Kina? Kan man rent faktisk forstå de sociale dynamikker i en given situation, der foregår langt væk, hvor man ikke har kildenetværk eller i øvrigt indsigt i de lokale forhold? Jeg tvivler.

Årsagen til denne lille tur ud af en tangent er, at jeg ikke er sikker på at vi forstår (altså rigtig forstår) Donald Trump eller amerikansk politik.

Vi tror måske vi gør – valget er jo i medierne konstant – men det er på en underlig kunstig måde. Det er teater. Klare helte- og skurkerolle. Og de er jo så skøre, så skøre de amerikanere.

Bortset fra, at det er jo nok egentlig ikke. Ikke på et aggregeret niveau i hvert fald. Følte mig derfor ret godt oplyst, da jeg læste en længere (men interessant!) analyse ‘What are the core differences between Republicans and Democrats?’. Artiklen er fuld af citat-værdige passager, men jeg vil nøjes med at fokusere på skribentens betragtninger om de forskellige niveauer af politik i USA:

“At the state and local level, the governments controlled by Republicans tend to be better run, sometimes much better run, than those controlled by the Democrats. And a big piece of how American people actually experience government comes at the state and local level.

This superior performance stems from at least two factors. First, Republican delusions often matter less at the state and local level, and furthermore what the core Republican status groups want from state and local government is actually pretty conducive to decent outcomes. The Democrats in contrast keep on doling out favors and goodies to their multitude of interest groups, and that often harms outcomes. The Democrats find it harder to “get tough,” even when that is what is called for, and they have less of a values program to cohere around, for better or worse.

Second, the states with a lot of Democrats are probably on average harder to govern well (with some notable Southern exceptions). That may excuse the quality of Democratic leadership to some degree, but it is not an entirely favorable truth for the broader Democratic ethos. Republicans, of course, recognize this reality. Even a lot of independent voters realize they might prefer local Republican governance, and so in the current equilibrium a strong majority of governors, state legislatures, and the like are Republican.

Think on those facts — or on the state of Illinois — the next time you hear the Democrats described as the reality-oriented community. That self-description is “the opium of the Democrats.”

If you wish to try to understand Republicans, think of them as seeing a bunch of states, full of Republicans, and ruled by Republicans, and functioning pretty well. (Go visit Utah!) They think the rest of America should be much more like those places. They also find that core intuition stronger than the potential list of views where Democrats are more reasonable or more correct, and that is why they are not much budged by the intellectual Democratic commentary. Too often the Democrats cannot readily fathom this.

———–

It is easier for intelligent foreigners to buy more heavily into the Democratic stories. They feel more comfortable with the associated status relations, and furthermore foreigners are less likely to be connected to American state and local government, so they don’t have much sense of how the Republicans actually are more sensible in many circumstances.”

Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg for alvor forstår hvad i alverden de republikanske vælgere kan se i Donald Trump. Manden virker til at være udenfor pædagogisk rækkevidde (om end hans valgstrategi tilsyneladende virker særdeles effektivt). Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved den tegneserieagtige karikatur, vi i Danmark ofte har amerikansk politik og samfundsliv generelt. Tingene er gerne mere nuancerede end som så.

Det samme gælder sådan set også politik herhjemme. Der er himmelvid forskel mellem politik som det foregår på Christiansborg, og det politiske liv, der foregår i de lokale kommunalbestyrelser eller regionsråd. Det gælder også internt i partierne, hvor der kan være ganske store policyforskelle. Venstre og Socialdemokratiet lokalt kan – både ideologisk og temperamentsmæssigt – befinde et godt stykke fra, hvor partiernes Christiansborg-politikere er.

Så det bør den iagttagende besøger huske på, næste gang de tror, at de har forstået et andet land eller en anden kultur. Sandsynligheden taler for, at man kun lige har skrabet i overfladen.

Den nære fortid

Læser i ‘Den hemmelige socialdemokrat’ på vej til og fra arbejde. Den er pudsig og indavlet, men er samtidig også en overraskende velskrevet bog. Eller velskrevet og velskrevet. Den flyder i hvert fald let og ukompliceret, omtrent som et ugeblad. Man er godt underholdt af dens anekdoter og gendigtninger af Socialdemokratiets seneste 10 år. Og den får 2014 til at virke som en menneskealder siden.

Persongalleriet er på de to år fuldstændig ændret. Flere af de centrale socialdemokratiske aktører fra dengang er nu i anden beskæftigelse. Thorning-Schmidt og Corydon kom og gik. Jeg har verden mistænkt for, at de færreste mennesker i dag vil kunne sige præcis hvad de to stod for – eller hvilken arv, de efterlader. Måske fordi verden virker så meget anderledes i dag, end for blot ni måneder siden.

Det er selvsagt en forsimplet påstand, men jeg mener, at der findes nøglebegivenheder, som får afgørende indflydelse på snart sagt alt – lige fra politik, økonomi og kultur til den måde, vi som samfund betragter os selv og vores samtid. Begivenheder, der ændrer de historier, vi fortæller hinanden om os selv. Begivenheder, hvorefter alting bare er anderledes. Den type begivenheder, hvor folk kan huske hvor de var henne, da de hørte om det første gang.

Murens fald i 1989 var en sådan begivenhed1. Det samme var 11. september 20012. Den finansielle krise fra 2007 og frem ligeledes3. Det er vanskeligt at vurdere en begivenheds betydning mens den finder sted, men i en europæisk kontekst optrådte i hvert fald to begivenheder i 2015, der har potentialet til at være definerende for Danmark og Europa. Begge er koblet til EU og institutionens manglende evne til at levere svar på udfordringerne.

Den første var Euro-krisen og hele forløbet om Grækenlands økonomi i forsommeren. Sagen er måske gledet lidt i glemmebogen nu, men jeg tror, at det var her, at de sidste EU-entusiaster for alvor opgav troen på, at EU effektivt kan løse kollektive problemer.

Den næste er selvfølgelig flygtningestrømmene – og igen illustrationen af EU-institutionens fuldstændige manglende kapacitet til dels at medvirke til at løse konflikten i Syrien, dels håndhæve egne eksterne grænser og dels gennemføre en fælles fordelingsordning af flygtninge. I en dansk kontekst tror jeg, at den dag i september, hvor der gik flygtninge og migranter på motorvejene ændrede alt. Hvis ikke vi her i Hobbit-landet havde opdaget at globale begivenheder har en meget konkret effekt på Danmark, så oplevede vi det dér.

Så når jeg læser ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (udgivet februar 2014), bliver jeg nærmest nostalgisk. Tænk, at de havde den luksus og politiske overskud til at gå op i betalingsringe om København og den slags. Og alle kommentatorerne var rørende enige med hinanden om, at danskerne kun gik op i økonomi og arbejdspladser, mens indvandring var mere eller mindre dødt som politisk issue. De skulle bare vide, skulle de.

Samlet set kan jeg måske ikke anbefale ‘Den hemmelige socialdemokrat’. Det er ikke en god bog i klassisk forstand. Men læs den, hvis du vil have lidt hengemt luft fra en ikke så fjern fortid. Den slags kan man også blive underholdt af.

  1. Jeg så det i tv morgenen efter. Var lige kommet ind af døren efter at have hentet morgenbrød – majsbrød, helt præcist – i bageren, der dengang lå for enden af den vej, hvor jeg voksede op []
  2. Var til undervisning i Sociologi på 1. semester af statskundskabsstudiet. En holdkammerat havde fået en sms om det. Der udkom ekstraudgaver af gratisaviserne den eftermiddag, jeg læste i dem på vejen i s-toget hjem mod Ishøj []
  3. Kan ikke sætte præcist sted eller tid på her []

Dagen efter et nej

Nuvel, det blev et nej.

Jeg har ikke fordybet mig i tallene, endsige opnået nogen form for indsigt i hvorfor folk stemte, som de gjorde. Man kan have en række mere eller mindre plausible teser og tolkninger, men indtil videre ved vi det ikke. På dette præmature stadie, kan jeg dog følge Peter Kurrild-Klitgaard et stykke af vejen:

Det første, man bør bemærke, er, at det nu er tredje gang siden 1992, at de danske vælgere har sagt nej til overførsel af mere magt til EU–hvortil man reelt kan tilføje den aflyste folkeafstemning om EUs forfatningstraktat, som fik dødsstødet (2005), da vælgerne i andre lande havde afvist den, og VK-regeringen indså, at den ville falde. Vælgerne siger ikke “ja”, hvis formålet er uklart og potentielt risikabelt.

Det sidste tror jeg er en grundlæggende korrekt tese. Vælgerne afviste i går de pragmatiske fordele ved en tilvalgsordning ud fra principielle bekymringer. Det lykkedes aldrig for ja-partierne for alvor at få anskueliggjort, hvorfor fordelene var store nok til at kompensere for afgivelse af suverænitet.

Der var tale om et trade-off, og tolkningen af afstemningsresultatet må bero på, om man tror vælgerne reelt kunne forholde sig til indholdet i dette trade-off. Personligt tror jeg (uden at have data herfor), at vælgerne reelt ikke har kunne overskue hvad afstemningen og trade-off’et handlede om – endsige hvad en tilvalgsordning ville have af fremtidige konsekvenser. I den situation er det mest oplagt at stemme nej, og fortolkningen af afstemningsresultatet vil kredse om hvorvidt det var en særlig begavet anlagt afstemning.

Hvis man derimod er af den opfattelse, at vælgerne var helt på det rene med, hvad vi stemte om, så er det en anden diskussion. Så bør vi begynde at diskutere hvorvidt det aktive fravalg af fordelene ved en tilvalgsordning er udtryk for, at vælgerne og politikerne er blevet fuldstændigt afkoblede fra hinanden i EU-politiske spørgsmål.

Det næste, som særligt Venstre og Konservative bør forstå at tage konsekvensen af, er, at det borgerlige Danmarks egne vælgere ser markant anderledes på nutidens EU, end man gjorde i 1970erne og 1980erne. Dengang, hvor EF overvejende blev set som et frit indre marked, var der et solidt flertal bag projektet blandt de borgerligt-liberale vælgere. Ved folkeafstemningen i dag–hvor EU for mange er blevet associeret med statsstyring, bureaukrati, en kriseramt valuta og en kaotisk indvandringspolitik–var der et flertal af “nej”-sigere blandt to partiers vælgere (DF og LA) og betragtelige mindretal af samme observans hos to andre (V og K). Meget tyder endog på, at det kan have været første gang, at et flertal af de borgerligt-liberale vælgere har stemt “nej”. De er ikke EU-modstandere, men der er en skeptisk stemning, som man næppe får vendt ved at omtale egne vælgere som uvidende og bindegale, der går kriminelles vegne.

Bevares, jeg er heller ikke sikker på, at det var særskilt begavet at Uffe Ellemann kaldte nej-siden for bindegale. Og fremvæksten af den borgerlige EU-skepsis er et interessant fænomen, som de blå partier er nødt til at forholde sig til.

Jeg er dog usikker på om den borgerlige EU-skepsis er så ideologisk betinget, som Kurrild-Klitgaard fremstiller. Grundlæggende tror jeg at skepsisen udspringer af oplevelsen af, at EU ikke leverer og ikke fungerer. EU har været i en mere eller mindre varm krise siden franskmændene og hollænderne stemte nej til forfatningstraktaten i 2005. De seneste 10 år har været én lang strøm af dårlige nyheder og problemer, som EU tilsyneladende ikke har nogen gode svar på. Hvis man i dag er 30 år, så er EU lig med et impotent regulatorisk system i identitetskrise, der ikke kan løse økonomisk kriser, Grækenland eller flygtningestrømme. Der er selvsagt mange succeshistorier for EU i det daglige, men det forsvinder i det større billede af, at systemet ikke fungerer – og ikke kan løse de grænseoverskridende problemer, hvilket ellers er selv eksistensberettigelsen af EU.

Det tredje lærdom må være, at man ikke får skabt andet end mistillid og politikerlede ved at sige ét og gøre noget andet. Ved hver folkeafstemning skitseres, at et “nej” vil betyde jordens undergang–og når det så ikke bliver et “ja”, står jorden alligevel.

Det synspunkt er koblet til den meget omtalte ‘politikerlede’ og ‘manglende tillid til politikerne’. Der er ingen tvivl om, at tidligere ja-kampagners åbenlyst løgnagtige trusler om død og ødelæggelse i tilfælde af et nej, aktivt har skadet troværdigheden af ja-kampagnen til denne afstemning.

Der er efterhånden gået sport blandt journalister i at tale om skellet mellem ‘eliten’ og ‘folket’, ligesom ‘politikerleden’ efterhånden anvendes som forklaring for snart sagt hvad som helst. Jeg køber ikke argumentet. Hvis ‘folket’ virkelig var så lede af politikerne, hvorfor tror de så på Messerschmidt, der har en meget lidt troværdig omgang med EU-midler? Og hvis vælgerne primært har stemt nej for at ‘straffe’ de nationale politikere og ‘eliten’, hvordan kan populistiske partier som DF og Enhedslisten så blive belønnet ved folketingsvalg for aldrig at tage ansvar for noget som helst? Tingene hænger ikke sammen.

Men nu er vi så her, midt i alt rodet. Messerschmidt har fået sit nej, så nu kan han slappe af, lade andre rydde op efter hans fest og så i øvrigt fortsætte med at være politisk betydningsløs og uansvarlig i Europa-Parlamentet til den skønne dag, hvor han skal hjem og være partileder i DF. Det er gået lige efter planen.

Men for os andre, der gerne ville have haft de fornuftige fordele ved tilvalgsordningen, så er der ikke meget at smile af. Vi kan nu se frem til endnu flere år, hvor Danmark ikke gør sin pligt i Europa eller høster nogle fordele. Og hvem ved, måske træder DF ind i regeringen lige om lidt, når nu det store EU-spørgsmål reelt er skudt til hjørne de næste mange år frem.

Det er en rædderlig tid, vi går ind i.

Retsforbeholdet

Jeg har nu begyndt på (og gået i stå i) op imod fire pseudobegavede blogindlæg om den forestående afstemning om Retsforbeholdet. Jeg har læst skønsomt op på materialet. Forsøgt (og mere eller mindre opgivet) at følge med i den stedse mindre og mindre meningsfulde debat. Deltaget i et arrangement om emnet med Søren Pind og Morten Messerschmidt på Roskilde rådhus i går aftes. Gjort min borgerpligt og alt det der.

Og jeg ender med at stemme ja. Som sædvanlig, var jeg lige ved at sige. For denne gang er det i høj grad et kryds, der sættes med autopilot.

Der er ikke noget i det jeg indtil videre har læst om de 22 retsakter, som jeg aktivt er imod. ‘Indtil videre’ er med kursiv, da jeg på ingen måde kan påstå, at jeg har opnået et oplyst grundlag at træffe min beslutning ud fra.

Generelt oplever jeg ikke, at det er et oplyst valg fra min side. Hvilket selvsagt primært er min egen fejl, da jeg jo sådan set bare kunne udvise den fornødne intellektuelle nysgerrighed og arbejdsetik i at sætte mig ind i sagerne. Omvendt er jeg usikker på hvorvidt den måde afstemningen er tilrettelagt på, er fremmende for vælgernes – eller i hvert fald min – deltagelse og engagement i substansen.

Vi skal forholde os til 22 såkaldte retsakter (et begreb, der i sig selv er med til at fremmedgøre 9 ud af 10 mennesker), som de færreste mennesker har tiden eller ressourcerne til reelt at sætte sig ind i indholdet af – endsige vurdere konsekvenserne af. Undervurderer jeg de danske vælgeres intelligens og ihærdighed? Konkluderer jeg for meget ud fra mine egne kognitive begrænsninger? Måske. Men som et lille eksempel, så læs lige her, hvad Justitsministeriet skriver om en af de konkrete retsakter, ‘Forordningen om bilaterale familieretlige aftaler’, på den officielle oplysningsside om afstemningen. Bemærk, at det er her man som borger skal søge hen, når man skal finde ud af hvad man stemmer om:

FORORDNINGEN OM BILATERALE FAMILIERETLIGE AFTALER
Forordningen giver medlemsstaterne mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande på sagsområder, der er omfattet af Bruxelles IIa-forordningen og underholdspligtforordningen, selv om indgåelse af den type aftaler er omfattet af EU’s eksterne enekompetence for medlemsstater, som er bundet af disse to forordninger. Forordningen indeholder en procedure, som giver Kommissionen mulighed for at bemyndige en medlemsstat til at indgå en bilateralaftale med et tredjeland inden for anvendelsesområderne for de to forordninger. Tilvalg af forordningen er en betingelse for, at Danmark kan deltage i eventuelle ændringer af Den Nordiske Ægteskabskonvention (skilsmisse og forældreansvar) og Den Nordiske Inddrivelseskonvention (underholdspligt), hvis Danmark tilvælger Bruxelles IIa forordningen og underholdspligtforordningen.

Nu vil visse læsere nok beskylde mig for at lefle for den laveste fællesnævner. Men hvis ovenstående kaudervælsk er det bedste og mest krystalklare måde at oplyse samfundet om forordningens indhold og konsekvenser på, så er det et emne, der er direkte uegnet at sætte til en folkeafstemning.

Endnu værre bliver det næsten, når der argumenteres for hvilke retsakter1, som partierne har fravalgt i den aktuelle tilvalgsordning. Her er to af slagsen:

DIREKTIVET OM RET TIL ADVOKATBISTAND
Direktivet indeholder minimumsregler om, hvornår mistænkte og tiltalte i straffesager har ret til en advokat, og hvad retten til advokatbistand indebærer. Dansk ret vurderes i vidt omfang at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder.

DIREKTIVET OM RET TIL TOLKE- OG OVERSÆTTERBISTAND I STRAFFESAGER
Direktivet indeholder minimumsregler om retten til vederlagsfri tolke- og oversætterbistand i straffesager og i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt bestemmelser om tolkningens kvalitet. Dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder

Jeg er ikke jurist, så jeg har ikke de fornødne faglige forudsætninger for at forstå de to fravalg. Der er muligvis nogle gode og velargumenterede årsager til, at det at man fravælger direktiver, hvor “dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet”.

Men hvorfor egentlig? Hvis indholdet i direktiverne og dansk ret ‘i vidt omfang’ er det samme, hvorfor er det så problematisk at vælge dem til? Hvad er argumentet imod? Og vigtigere: Når vi nu ved overgangen fra et forbehold til en tilvalgsordninger bemyndiger folketinget til at træffe beslutning om hvorvidt vi skal tilslutte os de to direktiver, er der så ikke nogen begavede mennesker, der reelt kan fremlægge argumenterne for eller imod tilslutningen til dem?

Endnu værre er det dog næsten i begrundelsen for fravalget af det såkaldte ‘Retshjælpsdirektiv’:

RETSHJÆLPSDIREKTIVET
Direktivet fastsætter fælles minimumsstandarder for ydelse af retshjælp til fysiske personer i grænseoverskridende tvister på det civilretlige område. Direktivet indeholder desuden bestemmelser om myndighedernes behandling af retshjælpsansøgninger og om formidling af ansøgninger om retshjælp mellem myndigheder i forskellige medlemsstater. Det har ikke inden for tidsfristerne været muligt at få afklaret en række spørgsmål i forhold til konsekvenserne af tilvalg

Så … I ville godt lige have haft lidt mere forberedelsestid, eller hvorledes? Og alligevel lægges det ud til afstemning? Hvad er det for en række spørgsmål, det drejer sig om? Igen: I beder vælgerne om bemyndigelse til i fremtiden muligvis at tilvælge en retsakt, men magter ikke at forklare hvorfor det fravælges i denne omgang? Det er ikke en seriøs måde at bedrive folkeafstemninger efter min mening.

Bemærk, jeg siger ikke at jeg er uenig i de respektive til- og fravalg af retsakter, endsige at jeg betragter ovenstående argumentation som forkert. Men jeg har ingen reelle forudsætninger for at forholde mig oplyst til det, jeg bliver bedt om at forholde mig til. Og jeg tror – uden at ville forklejne nogle læsere her på stedet – heller ikke at der er mange af jer, der har det.

Så I manglen af konkret viden, må jeg jo forholde mig til principper i stedet. Og rent principielt mener jeg, at vælgerne denne gang bliver (i manglen på et bedre ord) bondefanget.

Både af nej-siden (der ikke på lødig vis kan argumentere for, at et nej er det sikre valg), men også af ja-sidens underlødige vinklingen af, at afstemningen primært handler om de 22 direktiver. For selvom det bliver præsenteret sådan, så er det jo netop ikke kun en afstemning om ja eller nej til Europol eller de 21 andre udvalgte retsakter. Ja, det er også en afstemning om Europol, men det store dyr i åbenbaringen er og bliver overgangen til en tilvalgsordning. Altså hvorvidt folkeafstemningsredskabet skal afløses af, at fremtidige beslutninger om deltagelse i den overstatslige retspolitik skal ligge hos folketinget. Eller sagt lidt karikeret: Hvorvidt man stoler mest på repræsentativt eller direkte demokrati.

Mit problem med direkte demokrati er, at det er en systembevarende og statisk institution. Der er en grund til, at det land der er mest kendt for direkte demokrati – Schweiz – ikke gav sine kvindelige medborgere stemmeret før 1971. Fordi det er som regel nemmere at sige nej til forandringer.

På samme måde er jeg ikke fan af de danske EU-forbehold fordi de er statiske og ufleksible. Jeg kan sagtens principielt se værdien af folkeafstemninger når det handler om suverænitetsafgivelser. Men hvis verden forandrer sig, så forhindrer vores forbehold, at vi forandrer os sammen med den. Og det tror jeg ikke er i dansk interesse. Der foretrækker jeg i stedet, at give de folkevalgte danske politikere det fornødne rum og mandat til at beslutte, hvad der er bedst på Danmarks vegne. Også selvom de til den aktuelle afstemning har været noget sjuskede med at fortælle, hvad det egentlig er, at vi skal stemme om.

Så det bliver et ja. Et uoplyst og ubegejstret ja. Men dog et ja.

  1. Og er ‘retsakter’ i øvrigt ikke et vidunderligt fremmedgørende ord? []

Frugtbart?

Det er altid en farlig vej at fortælle folk, hvordan de bør indrette deres liv. Dels fordi det som regel ikke rager andre hvordan den enkelte vælger at leve. Dels fordi de godhjertede og velmenende sjæle, der så gerne vil hjælpe de vildfarne får, ofte kan være kluntede, paternalistiske og (ubevidst) dømmende i deres bestræbelser.

Diskussioner om hvornår man ’bør’ få børn er særligt belastende.

For det første er det meget individuelt hvornår man er klar til evt. at blive forældre. For det andet er det et perverst emne at kollektivisere. Der er næppe noget man som individ kan tillade sig at være mere ligeglad med, end at ’vi (= samfundet) har brug for at der bliver født nogle flere børn’. For det tredje er der jo også det helt legitime valg, at man ikke ønsker at få børn. Og hvorfor skal samfundet egentlig blande sig i om man vil det?

Så synes jeg at Københavns Kommunes aktuelle kampagne for at få mennesker med en videregående uddannelse til at få børn noget tidligere, er irriterende? Undrer jeg mig over, at det tilsyneladende er blevet en kommunal opgave at bruge skattekroner på at lave den slags kampagner?

Ja og ja. Jeg er ikke helt så gnaven som Tine, men jeg forstår hendes følelser1.

Alligevel er jeg ambivalent.

Blev selv først far som 32 årig. Og for mit eget vedkommende var der ikke et eneste sekund i 20’erne, hvor jeg tænkte, at jeg havde lyst til at blive forælder lige om lidt. Den Bedre Halvdel havde det helt anderledes, men jeg tænkte ikke børn ind i min eksistens dengang. Da hun blev gravid tænkte jeg ikke ”Nu er jeg klar og vil gerne have børn”. Men omvendt tænkte jeg heller ikke ”Jeg er IKKE klar og jeg vil IKKE have børn”. Det gav ligesom sig selv. Og der findes vel ret beset ikke noget godt tidspunkt, at få børn. En graviditet passer aldrig godt ind i en karriere, en boligsituation eller et uddannelsesforløb, tænker jeg. Så hvorfor ikke glæde sig i stedet for, tænkte jeg.

Og nu er han her så, halvanden år gammel, og han er det ubetinget vigtigste i vores tilværelse. Han skaber grin, glæde, leg, logistik, bekymring, frustration, arbejde, kærlighed, stolthed og smil i vores liv. Tanken om at han ikke var her, er helt og aldeles uudholdelig.

Og når det først de små krapyler entrerer tilværelsen, så forvandler børn én. Man ophører med konceptuelt at kunne forstå, hvordan nogen dog frivilligt kan vælge ikke at ville have børn. Bevares, der er stunder, hvor det ville være så meget lettere og friere uden. Jeg savner også at kunne sove længe, tosomheden og at kunne rejse hen, hvor vi har lyst. Men grundlæggende er forældreskabet en kæde, man med stor glæde lænker sig selv fast med hver dag eftersom det giver så pokkers meget mening.

Det irriterede mig grusomt før jeg fik selv børn, at forældre sad der og smilede bedrevidende. Som om at idioterne havde opdaget en eller anden dyb hemmelighed om meningen med tilværelsen. En hemmelighed, som nu gjorde dem til bedre mennesker end mig, og som gav dem retten til at sidde der og fortælle mig, at jeg burde se at få nogle børn – fordi ”ellers ville jeg ikke forstå det”.

Nu er jeg så selv blevet en de spader, der sidder dér og smiler skævt, når folk på min egen alder uden børn fortæller, hvor skønt det er at kunne leve livet, køre karriere og gå på café når man har lyst. Hvilket alt sammen er rigtigt (og noget jeg misunder), men som for en far alligevel ikke tilnærmelsesvist slår følelsen af, at en glad lille dreng begejstret råber og løber en i møde, når man kommer hjem fra arbejdet.

Så når jeg alligevel ikke er 100 pct. bidsk over for kampagnen, så er det fordi der er et element af sandhed i budskabet. Biologien spiller en rolle for fertiliteten. Og ja, at vente med at få børn til at man er færdig med uddannelse og godt i gang med livet, kan gøre det vanskeligere at få dem.

Aldrende fertilitet var heldigvis ikke et issue for os, men jeg har flere i min bekendtskabskreds, der i skrivende stund er i langvarige, ubehagelige, emotionelt drænende og potentielt nyttesløse fertilitetsbehandlinger. Jeg ved ikke om de ville have børn, da de var yngre. Men de vil i hvert fald nu her i 30’erne. Det at blive gravide er emnet i deres liv, nu hvor karrieren parforholdet er modent, karrieren kører og der alligevel mangler noget mening. Og så kommer den snigende angst for, at det måske er for sent og man ventede for længe.

Det er synd – og set i lyset af den eksistentielle smerte det kan medføre at have ventet (for) længe med få børn, så synes jeg egentlig at kampagnen er ok og det er relevant at minde om biologiens betydning. Men ingen tvivl om at kampagnen kunne være mere elegant udført – og jeg tror heller ikke den medvirker til, at reducere det sociale pres, som mange helt urimeligt og uden grund oplever fra omgivelsernes side for at få børn.

  1. Jeg er nok mildere stemt fordi jeg heldigvis ikke længere bor i Københavns Kommune, hvorfor det ikke er mine skattekroner, der bliver brugt på stuntet []