The Dreaming Stars

‘The Dreaming Stars’ er frustrerende science fiction læsning for mig.

Universet er sådan set meget interessant, især de ret godt tænkte aliens – blot kendt som ‘The Liars’. Men persongalleriet og de uendelige dialoger trækker ned. Alting skal forklares og alle personernes følelser skal taaaaales igennem. Bogens akse er en klon af ‘Firefly’: Kæk rumkaptajn i spidsen for et gævt hold af fribyttere, der kommer ud på intergalaktiske eventyr – men helt uden personkonflikter eller skarpe kanter.

Alle er så pokkers søde, tolerante og stærke i fællesskabet og diversiteten, at det hviner i ens tænder af sukkerchok. Når dele af dialogen til tider samtidig har karakter af Gilmore Girl’sk popkulturel namedropping, så ender det alt i alt som en lunken omgang feel good science fiction.

Ikke anbefalet.

Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund af fraværet af LGBT-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Matt Ruff ‘Lovecraft Country’

Jeg er ikke blind overfor ironien. For i 2017 læste jeg med stor fornøjelse adskillige neo-Lovecraft bøger, men det krævede alligevel gentagne (og stadig mere spydige) opfordringer fra en god bekendt før end jeg gik i gang med Matt Ruff ‘Lovecraft Country’.

Hvorfor min tøven?

Måske fordi bogen i anmeldelser lød som det, jeg vil karikere som ‘finlitterær-forfatter-skriver-genrelitterær-roman-med-metaironisk-glimt-i-øjet’. Den slags bøger har det nemlig med at irritere mig grufuldt, hvilket f.eks. ‘Ready Player One’ endte med at gøre.

Jeg har dog intet imod når litterære forfattere tager en genre seriøst og gør den bedre. Forfatterne indenfor mine yndlingsgenrer – science fiction, fantasy, horror og speculative fiction – er ofte gode til handling og at skabe fantastiske universer. Men selve det sproglige og at skrive? Altså, det er meget op og ned kvalitetsmæssigt, vil jeg sige.

Det er derfor en fryd for en genrelæser, når en dygtigt skrivende forfatter får tingene til at gå op i en større helhed. Se f.eks. Emily St. John Mandel ‘Station 11’, Ben H. Winter ‘Underground Airlines’ og stort set alle Robert Jackson Bennetts bøger.

‘Lovecraft Country’ foregår i Jim Crow tidens USA i 1954. Ruff formår på fornem vis at illustrere, hvor rædsom tilværelsen var for sorte i det segregerede USA. Den egentlige horror i bogen er derfor ikke Lovecrafts okkulte monstre, men derimod den institutionaliserede racisme. De overnaturlige og genrelitterære elementer anvendes klogt til at illustrere denne pointe, herunder også til at få læseren til at tænke over situationen i nutidens ‘Black Lives Matter’ USA. For selvom den eksplicitte racisme fra Jim Crow tiden muligvis er forsvundet, er det samme så tilfældet for den mere implicitte og strukturelle? Næppe.

Så hvor Omar El Akkad i ‘American War’ benyttede sig af en fremtidsdystopi til at få læseren til at tænke over vore dages krige og flygtninge, vælger Matt Ruff en fortidsdystopi til på samme vis at sætte fokus på et nutidigt problem.

‘Lovecraft Country’ er sit tunge tema til trods overraskende morsom og vanskelig at lægge fra sig. Replikkerne er kvikke, sproget i høj klasse og Ruff kan samtidig finde ud af at strikke en spændende handling sammen.

Varmt anbefalet herfra.

PS. Jeg har stadig ikke fået læst noget af H.P. Lovecraft selv, så jeg skal ikke kunne sige hvor Lovecraft’isk Ruffs bog egentlig er, endsige mange referencer der er til Lovecrafts værker.

Ready Player One

Jeg er splittet angående Ernest Clines ‘Ready Player One’. Ikke den aktuelle biograffilm – som jeg ikke regner med at se -, men derimod bogen den bygger på. Her 66% inde i min Kindle-udgave er jeg stadig usikker på, hvad jeg egentlig skal synes om den.

På den ene side er det en underholdende tour-de-force gennem 80’er popkultur. Med dens utallige referencer og tydelige kærlighed til årtiets bøger, film, musik, tv-serier, rollespil, science fiction, fantasy, computerspil og nørdkultur i almindelighed, så er bogen en sand fornøjelse at læse for en halvgammel nørd som undertegnede. Der er ingen tvivl om at Cline er endog særdeles velbevandret indenfor feltet, selv indenfor de allermest obskure rollespilsreferencer.

På den anden side har jeg fornemmelsen af at læse en metaroman. I ved nok, en bog hvis handling, personer og sprog ikke i sig selv er meningen med den. Det er derimod at udføre en litterær stiløvelse, hvor forfatteren anvender en specifik genrelitteraturs (i dette tilfælde post-apokalyptisk science fiction) virkemidler, konventioner og begrebsapparat til at skabe … ja, en uægte genrebog. Alt sammen i et forsøg på at vise forfatterens ironisk distancerede mestring af genrens klichéer. For handlingen i ‘Ready Player One’ er gennemført kitschet, kliche og kan umuligt være uironisk. Det er som at læse sig igennem et John Hughes filmmanuskript. Personerne er karikaturer, og det er som at se ‘Footloose’ i bogform. Det virker altsammen en tand for kalkuleret. Jeg har snydt og allerede læst slutningen på bogen, og tro mig når jeg siger: Den er nærmest en karbonkopi af denne scene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, inklusive Dream Academy sangen. Og det føles skønt, men også … tomt.

Emily St. John Mandels vidunderlige ‘Station 11’ var en tilsvarende (fin)litterær bog baseret på genrelitteraturens redskaber. Men i hendes tilfælde føltes bogen ægte. Hun tog genren seriøst, og brugte dens form til at skrive en særegen historie. Samtidig viste hun de utallige rædsomt skrivende forfattere indenfor fantasy/science fiction segmentet, hvordan en virkelig dygtig forfatter kan skrive en genrelitterær bog. Der var intet meta over hendes værk, tværtimod.

Så samlet set? Jeg er underholdt og ‘Ready Player One’ smager godt. Men jeg bliver snart sulten efter noget mere ægte.

Westworld

I dag fik jeg endelig strammet mig an og færdiggjort ‘Westworld’. Det har taget sin tid, må jeg tilstå. For jeg var med lige fra starten sidste efterår. Så to-tre afsnit hurtigt, lokkede sågar også Den Bedre Halvdel til at se det første. OK, den gjorde ikke meget for hende, men jeg kløede på. Det var jo science fiction, eskapisme og lommepsykologiske betragtninger om eksistens, bevidsthed og den slags.

Men så gik jeg i stå.

Serien blev … nuvel, unødvendigt blodig i midten af sæsonen. Ikke at grafisk vold nødvendigvis er problematisk. Det VAR indiskutabelt en selvstændig pointe i historien, at illustrere forråelsen og nihilismen i ‘forlystelsesparken’. Men det var alligevel nok til at jeg stoppede. Dét, og så at historien ikke rigtig bevægede sig nogle steder.

Men i går gik jeg så i gang igen. Og har kværnet 3,5 afsnit siden da. Serien sluttede også blodigt, men til gengæld oppede plottet sig gevaldigt hen imod slutningen. Jeg er oprigtigt spændt på, hvordan de vil bringe fortællingen. De indsatte styrer nu så at sige sindssygeanstalten, og det bliver næppe fredeligt. Hvordan de vil udvikle mytologien, kan jeg dog ikke helt gennemskue. Vi må se i 2018.

Generelt er vi stagneret voldsomt på tv-serie fronten herhjemme. Selvfølgelig grundet manglende tid og livet som småbørnsforældre, men også fordi det efterhånden er et begrænset antal serier, som jeg bare MÅ se. Antallet indsnævres yderligere, hvis vi tæller de serier, som kan ses på den måde jeg foretrækker: Sammen med Den Bedre Halvdel. For nylig har vi ses ‘Stranger Things’ og ‘The Americans’ sammen, ligesom vi sprøjter os i blodbanerne med dårlige stoffer i form af ‘Blacklist’ og ‘Designated Survivor’. Alene ser jeg ‘The Expanse’, som er en fin udgave af bogserien, synes jeg.

Nu må vi så se om jeg også kan få gjort kål på min evindelige dårlige tv-serie samvittighed: ‘The Leftovers’. Jeg var meget betaget af første sæson, men den anden er jeg imploderet fuldstændig i. Vi taler vel efterhånden om 2-3 gange, hvor jeg har forsøgt at komme igang igen med den. Jeg er helt uforstående overfor, at resten af verden mener sæson 2 er bedre end den første. Hvad er det, jeg ikke har opdaget endnu?

The Expanse

Er gået  i gang med sjette bind i science fiction serien ‘The Expanse’. Samtidig (og måske lidt konceptuelt forvirrende) har jeg henover nytåret set de to første afsnit af tv-serien, der bygger på den første bog i serien; ‘Leviathan Wakes’.

The Expanse

Det er lidt besynderligt rent kognitivt at læse og se de to historier på samme tid. Der er en del tråde, som man lige skal holde adskilte. Der er naturligt nok mere kød på universet i bog 6, ligesom persongalleriet er noget mere modnet. Det er helt mærkeligt at opleve hvordan hovedpersonerne i tv-serien rent fortællermæssigt skal introduceres for hinanden og for seeren, når man i sjette bog efterhånden har været i selskab med dem i lang, lang tid.

Historien er i øvrigt også mærkbart mere dyster end i den første og væsentlig mere actionpacked og plotdrevne bog. Sådan er det vel når en menneskeskabt meteorsværm udsletter 2/3 af menneskelivet på Jorden, formoder jeg.

Omvendt betyder den asynkrone læseoplevelse også at man som læser opdager, at det overordnede plot nu efterhånden har stået i stampe flere bøger i træk. Jeg er kun nået 17% ind i min Kindle-udgave, og der er sørgeligt nok stadig ikke optræk til, at vi får at vide om hvem, der har bygget portene til ormehullet i udkanten af solsystemet – og ikke mindst hvorfor. Det er sådan set interessant nok med borgerkrigen i solsystemet og alle de politiske konflikter … men hvad med de større ting?

Det var mange ord blot for at sige, at hvis I mangler en rask science fiction serie at fylde tiden ud med, så virker ‘The Expanse’ ualmindelig velegnet til formålet. Giv den en chance. Jeg kan garantere, at det et interessant univers.

Liu Cixin ‘The Three-Body Problem’

Er igang med Liu Cixin ‘The Three-Body Problem’, der er en højest ejendommelig science fiction bog. Den er oversat fra kinesisk, vandt årets Hugo Award og var desuden på Obamas juleferielæseliste. Handlingen er passende storladen:

“With the scope of Dune and the commercial action of Independence Day, Three-Body Problem is the first chance for English-speaking readers to experience this multiple-award-winning phenomenon from China’s most beloved science fiction author, Liu Cixin.

Set against the backdrop of China’s Cultural Revolution, a secret military project sends signals into space to establish contact with aliens. An alien civilization on the brink of destruction captures the signal and plans to invade Earth. Meanwhile, on Earth, different camps start forming, planning to either welcome the superior beings and help them take over a world seen as corrupt, or to fight against the invasion. The result is a science fiction masterpiece of enormous scope and vision.”

Det er store ord, det der med Dune. For man skal virkelig være episk på et nærmest hysterisk højt niveau, hvis man i ramme alvor vil sammenligne sig med Frank Herberts mesterværk.

Her 17 pct. inde i bogen er den stadig ikke helt deroppe at ringe for undertegnede. Men interessant, dét er den skam. Og ganske anderledes. Det er ikke særlig tit, at jeg læser bøger skrevet af folk udenfor den vestlige kulturkreds. Måske jeg burde gøre det lidt oftere. Opsøge litteratur fra andre lande end de engelsksprogede.

For man kan godt mærke, at ‘The Three-Body Problem’ ikke er skrevet af en amerikaner, eller af en anden vesterlænding for den sags skyld. Personerne i bogen tænker anderledes og ræsonnerer på en anden måde, end den typiske protagonist i genrelitteratur. Beskrivelsen af Kulturrevolutionen i bogens indledende kapitler, er helt givet anderledes udført, end hvis forfatteren hed George og sad i New Mexico.

Det gør det bestemt ikke dårligere, tværtimod. Bogen er så spændende, at jeg her til morgen var ganske gnaven, da min læsning blev afbrudt af at toget altså var rullet ind på Københavns Hovedbanegård – og mit bureaukratjob derfor nu skulle have min flygtige opmærksomhed. Jeg satser meget på, at underholdningsniveauet holder niveau. Men om det når Independence Day’ske højder, må indtil videre forblive usagt. Jeg håber det.

Mellemtilfreds læsning

Man aner konturerne af et let skuffende bogår. Dels har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse alt det, jeg gerne ville. Dels har de bøger jeg så rent faktisk har fået fortæret i løbet af 2015 ikke været overvældende gode.

Oktober og november måneder er måske meget illustrative i den henseende. For nylig købte jeg således to nyere gysere på min Kindle: ‘Suicide Forest’ af Jeremy Bates og ‘Follow You Home’ af Mark Edwards. Begge fandt jeg via anbefalinger på diverse bogblogs, om end det konkrete sted lige nu undslipper min hukommelse. Og begge er moderat skuffende.

‘Suicide Forest’ har ellers en lovende og eksotisk setting i Japan, men en tredjedel inde i bogen luffede hovedpersonerne stadig planløst rundt i den i titlen omtalte skov – vel at mærke uden at der er sket noget blot moderat uhyggeligt. Jeg begyndte derfor at skippe sider og springe i teksten. Det viste sig, at der var en besynderlig indavlet familie der A) slog folk ihjel i skoven og B) fremavlede børn via kidnappede kvinder. Hvilket var et rip-off af Adam Nevill ‘The Ritual’ (= crazy ass morderisk familie i en skov) og et nyere afsnit af ‘The Blacklist’ (= kidnappede kvinder som avlsdyr). Det irriterede mig så meget, at end ikke den blodige slutning med kastrationer og spidninger var nok til at stille mig tilfreds.

Det besynderlige er imidlertid, at ‘Follow You Home’ minsandten også opererer med kvinder, der tages til fange med henblik på at avle børn. Hvilket får mig til at spekulere på om der er en særlig kidnapning-og-børneavl trend i horror/thriller segmentet for tiden. Bogen er bedre end ‘Suicide Forest’, men gyset skuffer mig. Det ondskabsfulde i bogen viser sig at være en flok skurkagtige rumænere, hvilket alt andet lige er lidt af et antiklimaks, når jeg nu lige havde glædet mig til en spøgelseshistorie.

Af andre skuffelser bør nævnes Wesley Chu ‘Time Salvager’, der efter en lovende start og et univers med karakter af fornøjeligt (om end genkendeligt) gadekryds af genreklichéer, ‘Terminator’, Philip K. Dick og en Manic Pixie Dream Girl, bliver gudsjammerlig kedelig i midten af bogen. Jeg måtte stoppe undervejs, og det foregik med et bittert drag om munden.

På plussiden står dog to positive bekendtskaber inden for science fiction og fantasy: Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’ og Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’. Ingen af de to er vanvittigt originale, men har fængende plot og elskelige karakterer. Men de får mig stadig til at savne, at jeg læser noget, som jeg ikke har læst før. Altså en fantasyhistorie med fortællinger eller koncepter, som man aldrig har set før. Det er meget de samme trætte(nde) fraser og floskler, der går igen hele tiden. Så spændende er det trods alt heller ikke at læse om endnu en karbonkopi af Han Solo / Malcolm Reynolds. Måske man selv burde skrive den næste generationsdefinerende science fiction bog?

Ellers har jeg hen over efteråret fortæret en række business/selvhjælpsbøger, der alle har været ok og hver for sig har haft udmærkede indsigter, men (surprise!) ikke har reddet min kuldsejlede tilværelse synderligt. Det drejer sig om ‘Rework‘, ‘How to Find Fulfilling Work‘ og ‘High Output Management‘.

Dune

Det er lidt af et dilemma. Jeg VED at jeg elsker Frank Herberts science fiction klassiker ‘Dune’. Men jeg er samtidig usikker på om jeg tør læse den igen.

Sidst jeg fortærede bogen var engang i gymnasietiden. Det er længe siden og jeg er – håber jeg da! – en anden person i dag. Her er coveret på den lurvede udgave fra 1978, jeg lånte på Hasseris bibliotek dengang i midt-90’erne:

Klit

Ret episk, ikke sandt? Se lige den sandorm. Og se hvor små menneskerne er ved siden af. Hvordan kunne en nørdet 15 årig undgå at elske den bog?

Men hvad nu hvis jeg ikke kan lide bogen mere? Tænk, hvis jeg nu har glemt indholdet? Hvad nu hvis jeg blot var så heldig at læse ‘Dune’ på det rette tidspunkt i livet, hvor dens esoteriske geopolitik og univers var stærkt fascinerende for mig? Hvad nu hvis den i dag vil virke fjollet?

Jeg har tænkt de tanker et par gange de senere måneder. ‘Dune’ fylder 50 år i 2015, og den fremragende blog Tor.com har derfor kørt en række jubilæumsartikler om bogen. Jeg har læst dem med stor fornøjelse, men stadig med den der knugende fornemmelse i maven. Den bagvedliggende bekymring for, at min kærlighed til bogen bygger på et fundament af sand.

I dag løsnede knuden sig dog. Forlaget bag ‘Dune’ udgiver selvsagt en 50 års jubilæumsudgave af bogen, og se lige dens forside:

Dune-by-Frank-Herbert

Er den ikke vidunderlig? Er den ikke inspirerende? Stimulerer den ikke fantasien? Jeg er helt tosset med den! Helt uironisk begejstret. Bemærk hvordan man både kan se det som en udgang af en hule og som konturen af en sandorm. Det er genialt. Kunstneren bag coveret, Sean O’Connell, siger:

I’ve been a fan of Dune for a long while. It is my father’s favourite book and we’ve had many a discussion on the Dune universe. My inspiration for the cover design stemmed from my love of the concept of a thing within a thing.

The underlying theme of Dune is ecology and the relationship of the desert with the spice, the spice with the sandworms, and the sandworms with the desert. Beyond all the political intrigue is the concept of a galactic economy being dependent on one very scarce resource. I had the idea of the sparse desert landscape with the moons: the classic landscape of Arrakis. I put the scene within a reverse silhouette of a giant worm to show that the desert exists because of the worm but also that the worm exists because of the desert. I hoped to create the illusion that you could not focus on one aspect of the image for too long without seeing the other. I hope this dichotomy of imagery on the cover will prepare the reader for the intriguing themes held in its pages.

Mon ikke det gør, min gode mand! Man kan kun håbe, at det vil anspore nye læsere til at opdage Frank Herbert og ‘Dune’ universet.

For mit eget vedkommende vil jeg i aften tage mit eksemplar af bogen ned af reolen. Give den et par kapitler. Dyppe tæerne en smule. Hvis det føles godt, vil jeg gennemlæse den igen.

Og forhåbentlig elsker jeg stadig ligeså højt, som jeg har fortalt mig selv igennem alle disse år.

Philip K. Dick

man-high-castle1-1024x641

Forleden havde Amazon brandudsalg på Kindle-udgaver af Philip K. Dick romaner. Det virkede fjollet for mig ikke at bruge de i alt 12 dollars på at købe tre etablerede klassikere inden for science fiction/speculative fiction/dystopian fiction genren.

Nu har jeg så ‘The Man in the High Castle’ (1962), ‘Ubik’ (1969) og ‘A Scanner Darkly’ (1977) liggende i to-read mappen på min Kindle. Det behager mig særdeles meget.

Indtil videre har jeg fået læst ‘The Man in the High Castle’ af de tre. Her er beskrivelsen af bogen fra Wikipedia:

The Man in the High Castle is an alternate history novel by American writer Philip K. Dick. The novel is set in 1962, fifteen years after the end of a fictional longer Second World War (1939–1947). It concerns intrigues between the victorious Axis Powers—Imperial Japan and Nazi Germany—as they rule over the former U.S., as well as daily life under the resulting totalitarian Fascist and imperialistic rule.

The novel includes the construction of a novella within the novel that constitutes an alternate history within this alternate history (wherein the Allied Powers defeat the Axis Powers, though in a manner distinct from this actual historical outcome). The Man in the High Castle won a Science Fiction Achievement Award (Hugo Award) in 1963.

I bogen følger vi livet hos en række personer bosiddende i det vestlige USA, der nu er en del af det japanske imperium i form af vasalstaten The Pacific States of America bestående af Alaska, California, Hawai’i, Oregon samt dele af Nevada and Washington. Japanerne er koloniherrer. Skrevet i 1962 er det ikke vanskeligt at se parallelerne til de europæiske kolonimagters adfærd i Afrika, Sydamerika og Asien.

Bogen er selvsagt en dystopi, og en særdeles velgennemtænkt en af slagsen. Dicks trick med at holde adskillige alternative virkeligheder kørende undervejs fungerer helt optimalt. Det er meget fascinerende og stimulerende for fantasien. Jeg kan varmt anbefale ‘The Man in the High Castle’, hvis man har et blødt punkt for den her slags science fiction og kontrafaktiske godter. Hvis I er interesserede, så bliver bogen omformet til en tv-serie i løbet af 2015.

Bogen fik mig til at tænke lidt dybere over Dicks forfatterskab. Udover at det er en nøgternt og objektivt vurderet glimrende bog (jeg giver den fire ud af fem mulige), så er den også et meget godteksempel på, at Dicks styrker og svagheder er de samme.

Han er en sand mester til at at skrive filosofiske, paranoide, venden-på-hovedet historier, hvor hovedpersonen ikke ved hvad der er virkeligt eller ej. Det sker altid på en original og små-hallucinerende måde. Emner som identitet, virkelighed og kultur bliver rusket godt og grundigt igennem. Man kan således godt se Dicks løbebane som stof(mis)bruger og hans skizofreni-diagnose i forfatterskabet.

Det gør af og til læsningen af hans tekster til lidt af en rutschebanetur. Men mest af alt udmøntede hans fantastisk kreative og originale fantasi sig i snart alt, hvad han lavede.

Dick var således fremragende til at skabe fascinerende koncepter. Tidsrejser, indoperering af falske erindringer, kontrafaktisk historie, alternative parallelvirkeligheder. Det er derfor hans bøger har været brugt som oplæg for så mange film igennem tiden – simpelthen fordi hans idéer var så spændende og langt ude. Bedste og mest kendte eksempel er selvsagt ‘Blade Runner’, men også ‘Total Recall’ og ‘Minority Report’.

Men Dicks insisteren på at skrive leger-med-din-virkelighed historier og implementering af hans fabulerende koncepter betyder også, at hans bøger og noveller ofte tager en drejning i retning af at blive metafortællinger.

Hvis Dicks idé i en historie er, at man kan få indopereret falske erindringer hos firmaet Rekal Inc. (som det er tilfældet i ‘We Can Remember It for You Wholesale’, oplægget til ‘Total Recall’ filmene), så handler det for ham bare om at få opbygget en fortællermæssig mekanisme op rundt den kreative idé. Hovedpersonen, Douglas Quail, er en på alle måder uinteressant papirnusser, som Dick ikke ofrer meget energi på at udvikle. Selv ikke da det viser sig at den falske erindring han ønsker at få indopereret rent faktisk er ægte1, bliver han i sig selv interessant. Han tjener primært en rolle som skabelon og redskab for Dick, men bliver ellers ikke beskrevet nærmere.

Så hvis man skulle pege på én svaghed hos forfatterskabet, så er det personerne i hans historier. De virker sjældent fuldt udviklede, men er skitser. Muligvis er de ikke stereotyper per se, men man får dem aldrig ind under huden.

Problemet er også tilstede i ‘The Man in the High Castle’. Ingen af de øvrigt ganske talrige personer i bogen bliver på noget tidspunkt realistiske eller nærværende, ligesom man heller ikke får opbygget noget emotionelt forhold til dem. Det er ærgerligt for konceptet/det store nummer i romanen er virkelig godt lavet.

De første kapitler i ‘A Scanner Darkly’ har desværre slet ikke været på samme niveau. Det hele er meget trippet og nærmest Hunter S. Thompson agtigt. Måske stofferne tog overhånd for Dick i den periode af hans liv, han skriver i hvert fald meget om dem. Jeg savner Dicks science fiction fremfor bare endnu en dystopi, der mest af alt virker som en stofinduceret paranoid fantasi. Bogen får et par kapitler mere, og hvis de ikke fungerer, migrerer jeg til ‘Ubik’ i stedet.

Tilbage for mig står samlet set, at Philip K. Dick muligvis var bindegal, men at han anvendte sine mørke sider til at udforme et fascinerende og kreativt forfatterskab. Ser frem til flere af hans bøger i fremtiden2.

  1. Og tilmed i slutningen af novellen bliver ægte []
  2. Billedet oven for er forsiden på første udgaven af ‘The Man in the High Castle fra 1962. Billedet er fundet her []