Pacquiao vs. Mayweather

Jeg er et godt stykke fra at være interesseret i boksning, faktisk betragter jeg det som en meget odiøs og mærkværdig beskæftigelse. Men da min yndlings podcast First Take i månedsvis har diskuteret nattens kamp mellem Manny Pacquiao og Floyd Mayweather, har det været vanskeligt for mig ikke at gå lidt op i kampens udfald.

Måske ikke så meget på grund af aktørerne.

Der er tale om en kamp i weltervægt-klassen, så de to herrer vejer begge 66 kg. og er dermed et par aggressive små sataner. Ingen af dem er skærskilt sympatiske. Pacquiao er en fanatisk genfødt kristen, hvis apokalyptiske religiøse retorik kun overgåes af skamløsheden i hans såkaldte sangkarriere og dubiøse senatorpost hjemme i Filippinerne. Mayweather er en notorisk hustrumishandler, der på trods af flere fængselsdomme bedyrer sin uskyld, og ingen kvaler har med at prale vulgært med sin rigdom.

Man bør i den forbindelse unde sig selv at læse det fremragende essay hos Grantland om hvorvidt man kan (og bør) adskille atleten og privatpersonen fra hinanden.

Sat på spidsen: Kan man være fan af bokseren Mayweather, mens man samtidig fordømmer hustrubankeren Mayweather? Eller hænger privatpersonen så meget sammen med vedkommendes metier, at man ikke kan adskille de to koncepter ad – og værdsætte ‘kunsten’ uafhængigt af om kunsteren er en idiot? Problemstillingen kan udvides til andre sfærer. Kan man være tilhænger af en politikers holdninger og politik samtidig med at ikke bryder sig om personen? Kan man nyde en musikers sange uagtet at mennesket bagved muligvis er et sygt individ (se: Michael Jackson)?

Endelig er der det egentligt interessante ved boksekampen: Penge og deres perverse betydning fir sport. Pacquiao vs. Mayweather er big business. Som Financial Times beretter det:

When he steps into the boxing ring on Saturday night, Manny “Pacman” Pacquiao will be wearing shorts worth $2.25m, carrying the logos of six companies.

His opponent, Floyd “Money” Mayweather has struggled to match Pacquiao’s sponsorship deals because of his criminal record, but the undefeated fighter has boasted of his $25,000 mouthguard, embedded with diamonds, gold and shreds of $100 bills.

The fans in MGM Grand in Las Vegas will have paid up to $100,000 each for their seats after frenzied bidding on the black market — of the 16,800 tickets in the arena, only 500 were sold publicly.

Den slags symbolik er dog småting. Den samlede indtjening efter tv-rettigheder, reklamer, sponsorer og pay-per-view er op imod $300m. Floyd Mayweather er, hvis I ikke vidste det, i forvejen verdens bedst betalte sportsmand nogensinde. Med en 60/40 fordeling af pengene fra kampen, så kan I selv regne ud hvor mange hundreder af millioner dollars han kan sætte ind på bankkontoen. Det er ganske forrykt.

Nu gik det hverken værre eller bedre end at storfavoritten Mayweather endte med at vinde kampen. Han er nu ubesejret 48-0 i sin professionelle karriere, og vil eftersigende trække sig tilbage. Manden der tæver sine børns mor foran øjnene på dem, kan nu med god ret kalde sig for boksehistoriens bedste pound-for-pound bokser – og han kan gøre det som en skingrende velstående mand.

Jeg ved ikke rigtig hvad det er for en verden, hvor den slags kan lade sig gøre. Men jeg ser meget frem til at høre First Takes dissekering af kampen i morgen.

 

 

Slalomskiløb er perverst og skadeligt for din sjæl

Der er noget grundlæggende perverst ved slalomski.

Jeg kommer til at tænke over det hver gang, at jeg har været ude på løjperne. De første par dage her i juleferien var vi dog først ude på langrend. Der er en slags fundamental balance i den disciplin. Skal du ned af bakke, kræver det at du først har okset op af selvsamme bakke. Og vice versa. Tingene hænger sammen. Ingenting kommer af sig selv.

Langrendssporene her i Åre er langt fra ligeså gode som dem vi er vant til fra Östersund, men essensen er selvsagt den samme. Vanen tro er det altid en fornøjelse at følge Den Bedre Halvdel på sporene. Her er hun i sit rette element, langt fra den fugtige blæst i København og omegn. Selv må jeg vel blot erkende, at jeg kan mærke at jeg i 2014 har trænet markant mindre end tidligere år. Det er en ynk.

Nå, men det var det perverse slalomski, vi kom fra.

Svigerforældrenes hus ligger midt i et af Åres skiområder. Det ville derfor være naturstridigt at tilbringe en juleferie heroppe uden at komme en tur ud i Sveriges største og bedste slalomområde. Vi var ude at stå for første gang i dag. Det var selvsagt skønt. Fantastisk udsigt ud over søen og fjeldet. Varierende bakker, der både muliggør styrtløb og mere teknisk krævende kørsel. Men ja, det ER perverst. Der er ingen balance i slalom. Man sætter sig i liften, og vupti, så er man på toppen. Man skal ikke arbejde for noget i slalom, alt det hårde slid er taget ud af sporten. Det er en priviligeret old money måde at løbe på ski.

Bevares, der er ingen tvivl i mit golde sind om, at det er langt, langt sjovere at løbe på slalomski end på langrend1. Men jeg tror, at det er sundere for krop og sjæl at komme ud på langrendssporene. Man bør i hvert fald kombinerer det, når man alligevel er på skiferie.

Prøv det. Kun at køre på slalom er gift for sjælen.

  1. Den Bedre Halvdel er ikke enig, men hun er skadet igennem sin opdragelse. Hun ved simpelthen ikke bedre []

Transformation

Der er Super Bowl finale natten mellem søndag og mandag. Det er efter snart mange år stadig ikke er lykkedes mig at forstå reglerne i amerikansk fodbold, men det er trods alt gået op for mig, at det er Pittsburgh Steelers og Arizona Cardinals der skal lemlæste hinanden. Eftersom at jeg konsekvent støtter samtlige hold fra Pittsburgh uanset hvilken sportsgren der er tale om (Penguins i ishockey, Pirates i baseball, Panthers i college-basket), så turde det være oplagt også at heppe på Steelers i morgendagens kamp.

Hvor Arizona Cardinals stort ikke har nogle fans (måske fordi ‘Cadinals’-franchisen flyttede fra St. Louis til Tempe, Arizona, i 1988), så er Steelers sammen med Dallas Stars tilsyneladende det amerikanske football hold med bredest støtte på tværs af hele landet. Ja, fanklubben kalder endog sig selv noget så beskedent som ‘The Steelers Nation’. Ikke dårligt for en klub fra et af de mere obskure hjørner af Pennsylvania.

Hvorfor er det sådan? Forklaringen er en uskøn blanding af historie, økonomi og identitet. Steelers’ image som arbejderklubben par excellence i amerikansk sport er nemlig ikke tilfældig. Som holdets navn antyder, så er Pittsburghs historie nemlig notorisk koblet sammen med stålproduktion (det er ikke tilfældigt at Steelers’ logo er praktisk taget identisk de amerikanske stålproducenters logo). Derfor er Steelers’ historie samtidig vævet ind i den store fortælling om udviklingen af det post-industrielle samfund. Globaliseringen og konkurrence fra udlandet betød, at Pittsburghs økonomi og stålindustri blev ramt massivt i løbet af 1970’erne. I starten af 1980’erne var byen et økonomisk sort hul med tårnhøj arbejdsløshed. Logisk nok flygtede folk i hobevis fra den synkende skude i det tidligere så driftige amerikanske ‘Rust Belt’. Derfor er der i dag en stor diaspora med rødder i Pittsburgh spredt ud over hele USA – og derfor er der Steelers fans fra Californien til New York.

Som det efterhånden er fremgået et par gange for meget i de seneste dage, så er jeg usundt interesseret i hvordan storbyer forsøger at afindustrialisere sig selv og i stedet redefinere sig selv som service- og videnøkonomiske centre. Således også Pittsburgh der igangsatte en lang og meget smertefuld proces i bestræbelserne på at gå fra stålindustriby til med rette at kunne iklæde sig det noget klichéagtige navn ‘Knowledge City’. Det var ikke just nemt. I år 2000 var mismodet og arbejdsløsheden stadig større i Pittsburgh end i andre Rust Belt byer som Cleveland og Detroit. Men hvor især sidstnævnte i dag qua afhængigheden af bilindustrien står i lort til halsen, så er arbejdsløsheden i Pittsburgh i dag 5,5 pct. og byens to universiteter – University of Pittsburgh og Carnegie Mellon University – er blandt de førende i USA.

Bevares, tingene er stadig svære, men byen udviste rettidig omhu ved at gennemføre sin transformationsproces imens de økonomiske tider var gode. I dag hvor alting er sort og især Detroit ligger og raller, så ser det ud til at Pittsburgh har bygget fundamentet til at overleve. Byen er som antydet ovenfor blevet mindre: 200.000 mennesker er flyttet siden 1980, så der nu kun bor 2,4 mio. mennesker i Greater Pittsburgh området). De tidligere industriarbejderne flyttede til ‘The Sun Belt’ i søgen efter jobs indenfor produktion – og den bevægelse finder stadig sted. Det er altså stadig ikke lykkedes at bremse flugten fra byen.

Om den store transformation er lykkedes debatteres derfor stadig. Hvor byen er storeksportør af kreative og dygtige mennsker (naturligvis var en af byens store sønner, Andy Warhol, søn af en 1. generations immigrant og kulminearbejder!), så er åbenbart endnu ikke lykkedes at omsætte transformationen i en ny renæssance. Men mon ikke de udmærket er klar over udfordringerne i Pittsburgh. Med den vandring man begav sig ud på i 1980’erne, så skulle det være mærkeligt om man ikke også er klar på at tage den næste række af svære beslutninger fremover.

Første skridt kan være at hapse Super Bowl titlen igen. Det lykkedes i 2006, men forhåbentlig kan det symbiotiske forhold imellem Steelers og byen atter demonstrere, hvor langt Pittsburgh er nået i bestræbelserne på at komme tilbage i front.

Update! Og har man set magen: Obama kopierer min tilgang.

Update 2! Naturligvis vandt Pittsburgh!

Den store brune muskel

Aaaaah, herligt! Det er læskende tider for os cykelhadere i år. Først tog afsløringen af Basso og Ulrichs, øh, virkelig overraskende samarbejde med en notorisk dopingordinerende læge luften ud af det værste Tour De France hysteri. Stemningen på mit dystre og kolde lønkammer blev nærmest løssluppen, da det endvidere fremgik, at dansk sports træmand nr. 1 Bjarne Riis (nej, vent, det tager jeg tilbage! Cykling er jo ikke sport!) ikke syntes det var nødvendigt at DNA teste sin dopingmistænkte stjernerytter, da det ville være ‘at komme alt for tæt på Ivans privatsfære’. Right. Den udtalelse lader vi lige stå et øjeblik i alt dens magt og vælde.

I dag kan Jyllands-Posten så berette, at den såkaldte Ørn fra Herning’s gamle rådgiver fra dengang han selv cyklede, nu også er involveret i doping affæren. Det var kattens! Sikke en overraskelse. Og jeg som aldrig har haft den rare Bjarne mistænkt for at køre på andet end en nænsom blanding af sukkervand og råstyrke. Hmmm. Efter dette chok bliver det svært at få limet stumperne af mit knuste hjerte sammen. Hulk-hulk.

Kan man nu håbe, at min ydmyge bøn om at TV2 ophører med at sende de ækle og fesne cykelløb i tide og utide vil blive hørt? Og er det muligt at Stine vil se lyset og sande, at cykling hverken er sport eller underholdning? Håbet er som bekendt lysegrønt!

Final four

Jeg har altid været lidt pjattet med basketball. Ganske vist var jeg kun lige middelmådig nok til at skrabe mig ind med det yderste af neglene på Aalborg Katedralskoles b-hold dengang i de glade slut-90’ere (men hey, vi vandt over Hasseris i finalen!), og måske hedder hedengangne Charlotte Hornets – jeg var fan af deres legndariske spiller Muggsy Bogues, i øvrigt den mindste spiller i ligaens historie – i dag noget helt andet (og væsentlig mere kikset), men derfor kan jeg jo stadig godt synes at det er en spændende sport. NBA interesserer mig ikke så meget længere – i gamle dage kunne jeg dog bruge laaaaaang tid på at se de nyeste basketresultater på Eurosports tekst-tv og NBA Jam var mit yndlings Super Nintendo spil i store perioder – snarere synes jeg at collegebasket er det mest interessante.

Tilsyneladende er der en del amerikanere der er enige med mig. NCAA holder en årlig turnering her i marts (det såkaldte March Madness), hvilket er guf for enhver basketfan. Duke University er de evigt tilbagevendende storfavoritter og er holdet man elsker at hade (Update: De blev slået ud af Louisiana State! Se en ‘You’re the man now, dog’ reaktion her). Der er også de hold som amerikanerne elsker at holde med, den evige underdog, dvs. de små, ikke så rige, men ædle/glade amatører som kæmper mod de store, onde og aristokratiske universiteter (læs: Duke). I år er det hold som Bradley, George Mason og Wichita State (for et opgør med underdog illusionen, læs denne interessante artikel på Slate).

March madness medfører åbenbart en voldsom debat blandt sportsinteresserede om hvem der vi vinder turneringen og hvem man identificerer sig med (se f.eks. denne lille humoristiske gennemgang af holdene), og det brændende spørgsmål der optager jer nu er selvfølgelig: Hvem holder brilleaben med? Og hvem skal jeg satse familieformuen på? Til det første spørgsmål burde svaret give sig selv: Jeg holder naturligvis med Pitts. Da de desværre valgte at lade sig slå ud af førnævnte Bradley, så må vi jo kigge på de tilbageværende hold, hvor jeg tror på Memphis. Opdateringer følger!