Kinesisk religion


Jeg ved godt at det er en værre uskik med lange og trange citater om besynderlige emner. Men hey, det er min abegrotte det her, så jeg kan skrive hvad jeg vil. Og med nyheden om at Kina nu fjerner begrænsningerne for hvor længe Xi Jinping kan sidde som præsident, så blev jeg meget inspireret af denne antropologiske analyse af det kinesiske kommunistparti set som en … religion:

Despite their explicit atheism, Marxism, socialism and communism are often compared to religions. They require conversion and unquestioned belief in dogma and provide a full eschatology that gives sense and purpose to what has to be done here and now. This continues to be an essential insight but misses one crucial point that is particularly salient to contemporary China.

Viewing these ideologies as such is predicated on a Western understanding of religion modelled on Christianity. Cross culturally, however, religion is not about dogma and belief or how one expresses this belief. Religion is not even necessarily about the supernatural; rather, it is about the privileging of certain aspects of one’s environment, life and experience as sacred, that is, as special and set apart from the normal, profane domains of life. This distinction exists in any society quite independently from what it is exactly that is considered sacred.

If religion is simply about distinguishing the sacred from the profane, it can exist without any dogma and belief, or a material representation and awe of supernatural powers. In his study of the Giriama in Kenya the anthropologist David Parkin has developed this point further. Parkin demonstrates that the Giriama define themselves as a distinct people by reference to a remote, largely uninhabited but nevertheless sacred place of origin called the Kaya. This ‘sacred void’, as Parkin calls it, is kept pure and sacred through periodic acts of cleansing and purification to ensure the fertility and continuity of the Giriama people.

The concept of a sacred void, I would argue, travels rather well to contemporary China. Leninist principles set the CCP apart from society and represent its rule as a sacred mission regardless of any of the beliefs, dogmas or ideologies that it professes. Just as Giriama elders move secretly in and out of the Kaya, with only the occasional elder identified as having broken some rule, so it is that Party leaders are beyond scrutiny and only occasionally get purged. …

The sacredness of CCP politics is why the Party maintains an elaborate edifice of largely vacuous ideological innovations and resists the scrutiny of democratic principles and procedures. Jettisoning ideology would turn CCP rule into an ordinary dictatorship that visibly has no other mission than its own perpetuation. Introducing democracy would crowd the sacred void with the profanity of electoral politics that citizens of democratic countries might deplore, yet fully expect and take for granted: deceitful politicians, greedy interest groups and media theatrics.

It is, therefore, too simple to think that the CCP resists democratic elections and accountability only out of fear of losing power to competing parties. Its resistance to democracy runs at a much deeper indeed religious level. Democracy would expose the inner core of CCP politics to the gaze of ordinary people, stripping the Party of the mystery and sacredness that have rendered its rule unquestionable and untouchable for so long.

Det bliver sindssvagt spændende at studere Xi og den kinesiske politiske udvikling i de kommende år. Både for Kina selv, men også for den globale udvikling – især i disse år, hvor USA er gået ind i sig selv.

Xi kan nu principielt til at sidde som Kinas leder på livstid. Han har vist sig endog særdeles effen til at konsolidere magten hos sig selv og fået gjort sin politik til officiel kinesisk statsideologi. Vi taler måske endnu ikke om en personlighedskult a la Mao, Kim’erne i Nordkorea eller Türkmenbaşy, men konturerne er der. Hvis Xi efter ovenstående model får defineret sig selv som hellig og med Kinas historie in mente, så ville det være overraskende hvis ikke det går sådan.

En afsluttende betragtning: Det er interessant at Kina med Xis konsolidering af magten tilsyneladende går i samme retning som Putin i Rusland. Kina har med sine rokerende statsledere og højtbesungne meritokrati hidtil haft en vis affinitet for kollektivt lederskab. Det er slut nu. Magten ligger nu kun ét sted: Både reelt, formelt og symbolsk. Så ligesom Putin ikke rigtig gider lade som om, at Rusland er noget der minder om et demokrati, så har Xi nu også sat en stopper for illusionen om kollektivt lederskab.

Så bestemt interessant. Måske lidt for interessant, faktisk. Det er ikke gode tider for de af os, der sætter pris på den liberale demokratiske model.

Der kommer ikke til at ske noget

Jeg er helt bevidst om at det er en grundlovssikret ret i USA at eje skydevåben. Men det er og bliver vanskeligt for en ikke-amerikaner at forstå, hvorfor den ret er så meget vigtigere end andre samfundshensyn. Der er ingen andre vestlige lande, hvor man på den måde har skoleskyderier og masseskyderier i det offentlige rum. Det burde være åbenlyst for de fleste, at der er en sammenhæng mellem antallet af skydevåben i omløb og antallet af mord begået med skydevåben.

Men hvis du lige nu med håb i hjertet ser idealistiske unge mennesker i USA kæmpe for våbenkontrol, og du derfor tror, at det kommer til at ændre noget? Så tager du fejl. Den kamp døde i 2012. Som journalisten Dan Hodges udtrykte det deprimerende rammende i et tweet fra 2015:

“In retrospect Sandy Hook marked the end of the US gun control debate. Once America decided killing children was bearable, it was over.”

Han har helt ret. I 2012 skød en mand 20 børn mellem 6 og 7 år (og sin egen mor og 6 pædagoger) med et automatvåben i en børnehaveklasse i Newport.

Hvis ikke dét er nok til at ændre ens holdning til våbenkontrol, så er endnu et skoleskyderi i Florida heller ikke en begivenhed, der flytter noget. Måske bedst illustreret af, at Trumps forslag til at løse problemet er … ja, korrekt: At bevæbne lærerne.

Det er vanskeligt at vide om man skal grine eller græde.

Bekymrende underholdning

Man kan selvfølgelig diskutere hvor meningsfuldt det er at læse en bog, der bliver irrelevant lige om lidt. Men givet al den omtale bogen har fået, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at begynde at læse Michael Wolffs famøse bog om Trumps første år som amerikansk præsident.

Lad det være sagt med det samme: ‘Fire and Fury’ er noget værre snask.

Her 41% inde i Kindle-udgaven føler jeg mig snavset til og lurvet. Bogen er fuld af sladder, bagtaleri, udokumenterede påstande og problematisk brug af kilder. Wolff er tidligere journalist ved New York Times og er indiskutabelt en velskrivende herre. Men han er også en nederdrægtig, intrigant og kynisk anlagt dramaqueen, der åbenlyst elsker at lange spidse bemærkninger og ondskabsfuldheder ud i rigelige mængder. Og han er samtidig for dygtig og velrenommeret til at man blot kan afskrive bogens indhold som det rene fiktion.

Bogen er derfor noget værre snask, som på besynderlig vis formår at være både ustyrligt underholdende og dybt urovækkende på én og samme tid. For hvis blot dele af bogens portræt af Trump som person er korrekt, så bliver de resterende tre år af hans embedsperiode nogen meget lange og risikofyldte år.

Det er ikke en klassisk god bog eller en udødelig politisk klassiker. Men bogen er vigtig lige nu, hvilket den megen furore den har medført også mere end antyder. Læs den hvis du tør.

Selektiv ignorance

Hvis man som jeg er storforbruger af jammerlige selvhjælpsbøger – der pudsigt nok alle lover mere mening, bedre fokus, højere personlig produktivitet og eksponentielt voksende livsglæde – så støder man ofte på mange gode råd om at praktisere ‘selective ignorance’.

Altså kort sagt at lade være med at følge med i nyhederne eller sociale medier, og dermed vælge at være bevidst uvidende. Man skal aktivt skippe at følge med i det evige flow af nyheder, og i stedet fokusere på mere permanente, livskloge og ‘tidsløse’ størrelser, gerne i form af kvalitetsskønlitteratur.

Dels fordi det er de færreste større udefrakommende begivenheder som den enkelte kan gøre noget ved alligevel (hvorfor det er meningsløst at gå og være bekymret over), dels fordi de fleste ting i nyhedsbilledet ikke er særlig permanente og i det større billede er ganske ligegyldige for de fleste mennesker.

Jeg indrømmer at jeg har et svagt punkt for ‘selective ignorance’ tilgangen, særligt for så vidt angår de sociale medier. Det tiltaler min (ikke særlig effektive eller konsekvent udførte) pop-stoiske livsfilosofi at tænke de ikke-essentielle ting ud af mit liv.

Men … jeg kan ikke.

Som uddannet udvidet avislæser politolog strider det mod grundinstinkt ikke at følge med i nyhederne. Også selvom det gør mig ulykkelig. Hvordan skulle jeg ellers kunne bestride mit job som varmluftsproducent i en kommunikationsafdeling? Jeg kan ikke blot stemple ud, hvor meget jeg end burde.

Så jeg læser stadig i min New York Times. Og – værst af alt – jeg følger stadig Donald Trumps twitterprofil med en nærmest morbid grundighed.

Det er en fejl på mange intellektuelle og åndelige planer. Det underminerer min livsglæde og tro på det gode i menneskeheden. Det gør mig trist og mismodig. Men jeg kan ikke lade være. Jeg er NØDT til at se, hvad der foregår.

Men det betyder ikke at I skal begå mine fejl eller lide af mine brister. Jeg synes faktisk I skal lade være. Luk for nyhederne, facebook og twitter. Læs en bog i stedet for. Det vil være bedst for os alle i længden.

På første parket til trafikuheldet

Har tegnet et fortløbende digitalt abonnement på New York Times. 119 kr./måneden føles ikke så dyrt. Især ikke når eksempelvis HPV-vaccinehadernes og autismehealernes foretrukne organ, Politiken, tror at de skal have 299 kr./måneden for et digitalt abonnement på deres langt mere inferiøre journalistiske produkt. Det giver ingen mening.

Er dog ikke sikker på at NYT-abonnementet er godt for mit humør og almindelige velbefindende.

NYT er således en perlerække af velskrevne og analytiske, men også dybt urovækkende artikler om aktuelle amerikanske forhold og international politik. Man kan måske diskutere om de bruger for meget energi på at dække Trump og intrigerne i det dysfunktionelle Hvide Hus. Som en af mine venner pt. bosat i Washington DC bemærkede forleden dag i en mail:

“Jeg har tænkt meget over dækningen af Trump på det seneste. Selvom mange af de seriøse medier er meget kritiske i deres dækning, så er der et stort problem i at al hans cirkus fortrænger vigtige policyemner fra dagsordenen. For eksempel er de specifikke detajler i både health care lovgvining og Nord Korea svære at finde – selv i seriøse medier.

Det er et problem for modsat Trumps seneste ansættelser i det hvide hus, så betyder disse ting faktisk noget. Ved ikke om den danske dækning af hvad der sker er bedre, men jeg tror det bedste ville være blot at ignorere hans cirkus og skrive om substansen i stedet for.”

Tror at han har ret. Det virker som en kalkuleret Trump-strategi at lave realityshow, provokationer og gøgl, alt imens de mere kedsommelige (men reelt betydningsfulde) ting forbliver ubelyste.

Jeg har selv spekuleret en del over om Trumps uligevægtige og usammenhængende fremtoning, det mildest talt afslappede forhold til fakta, hans uvilje til at sætte sig ind i ting og den manglende impulskontrol er en facade, eller om det rent faktisk er den person han er1.

Det nylige læk af hans telefonsamtaler med udenlandske regeringsledere – Mexicos Enrique Peña Nieto og Australiens Malcolm Turnbull – antyder, at nej, det er ikke et skuespil. Han ER faktisk sådan. Han er muligvis mere sammenhængende i sin fremtoning, men han ved stadig ikke hvad han taler om, han kan stadig ikke styre sig og han lyver stadig lystigt (og virker til selv at tro på løgnene).

Hvis I har tiden, bør I unde jer selv at læse samtalerne. De er dybt bekymrende. Men samtidig er det uhyre interessant at se hvordan samtaler med statsledere kan foregå, ligesom de giver et indblik i Trumps verdensbillede og psyke.

Så jeg tror jeg fortsætter med NYT og med at følge monomant med i amerikansk politik. For abonnementet gør mig muligvis ikke til et gladere menneske. Men jeg vil i det mindste kunne følge direkte med fra første parket i det trafikuheld af et præsidentskab, vi ser udfolde sig i de her år.

  1. I må selv om hvilket af de to scenarier I finder mest uhyggelig []

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

Aftenlandet

Jeg ville egentlig gerne kunne bidrage med noget nyt, originalt og indsigtsfuldt her oven på det amerikanske præsidentvalg.

Men der er reelt ingen af mine refleksioner, der ikke er beskrevet bedre og mere dybsindigt andetsteds i en af de vel noget nær uendeligt mange think-pieces, elegier og cri de coeur de senere dage.

Mange bruger ganske megen energi på at finde frem til, hvad årsagen til Trumps valgsejr mon er.

Men her midt i den almene fortvivlelse og i erkendelsen af, at meningsmålingerne nok engang skød helt ved siden af – ligesom ved Brexit-afstemningen og den danske afstemning om retsforbeholdet sidste år -, forfalder mange til mere eller mindre impressionistiske analyser. Det kan være en udmærket katarsisk proces, men leder næppe frem til nogen dybere erkendelse – så det vil jeg holde mig fra (næsten).

For at forstå politiske udfald og dynamikker i USA er en notorisk vanskelig øvelse for en ikke-amerikaner, der betragter landet på afstand (og igennem europæiske medier). Og selvom man som udenforstående muligvis rent intellektuelt forstår et andet lands valgsystem og man ovenikøbet følger med i debatten i landets egne medier, så er det alligevel de færreste, der sådan for alvor forstår politiske systemer og valgdynamikker i andre lande.

Én ting hæftede jeg mig dog ved i forbindelse med valget, nemlig denne graf:

kollaps

Hvad viser det så? Først og fremmest en markant lavere valgdeltagelse siden 2008. Obama fik virkelig mobiliseret sine vælgere dengang. Hans glorie var mindre skinnende i 2012, omend Romney mobiliserede flere republikanere end McCain gjorde i 2008.

Og 2016?

Trump mobiliserede færre vælgere end både McCain i 2008 og Romney i 2012. Det er med andre ord ikke fordi der pludselig er opstået en troldehær af vrede, hvide mænd, der hader folk med en anden seksualitet eller hudfarve. Bevares, der er sikkert en del af den slags mellem Trumps vælgere, men han vandt ikke fordi de pludselig væltede frem i hobetal.

Nej, det der skete, var et gigantisk kollaps hos Hillary Clinton.

Måske hun var oppe imod en urealistisk baseline, når hun skulle sammenlignes med Obamas helt eventyrligt stærke evne til at motivere og mobilisere sin base. Men uanset hvad; det lykkedes simpelthen Hillary Clinton at få 10 mio. færre demokrater end i 2008 til at gide møde op i stemmelokalerne.

Der er mig bekendt ikke data for hvorfor de vælgere, der skulle have støttet Clinton blev væk. En del skyldes givetvis dem generelt lavere valgdeltagelse. Måske tog vælgere der ønskede en Clintons sejr den så meget for givet, at de ikke gad stå i kø.

Men hvis man anvender en Ockhams ragekniv-betragtning, så var Clinton tydeligvis et gigantisk fejlcast som præsidentkandidat.

For udover at være forhadt af republikanere, var hun åbenbart heller ikke ligefrem en kioskbasker blandt sit eget partis vælgere. Bernie Sanders’ tilhængere var åbenbart stadig ikke særlige betagede af en Wall Street/establishment/machine politics kandidaten fra Clinton-dynastiet. Faktisk var hun åbenbart så uelsket, at end ikke en åbenlyst monstrøs modkandidat som Trump var nok til at motivere folk til at bakke hende op.

Hvad med hendes køn? Det er vanskeligt at sige hvilken rolle det har spillet i fravalget af hende. Lande som Tyskland, England, Danmark, Sydkorea, Pakistan m.fl. har eller har haft kvindelige statsledere/statsministre, og hvorfor skulle USA egentlig være så meget mere biased imod kvindelige ledere? Nej, jeg tror, at der er tale om et fravalg af én kvinde, og ikke kvinder generelt.

Men nok med det tilbageskuende. Hvad så nu? Hvad sker der de kommende fire år?

Ja, det er jo netop det, der er så skræmmende. Ingen ved hvad Trump kan finde på. Normalt forsøger jeg ikke at lader mig gå på af ting, jeg alligevel ikke kan påvirke. Men denne gang er jeg reelt bekymret. Vender igen og igen tilbage til artiklen i New Statesman fra oktober om, hvad de potentielle konsekvenser for resten af verden vil være.

Jeg er bekymret for at den liberale verdensorden og den klassisk liberalismes død (RIP, 1750-2016), og at den åbne og fri periode perioden siden 1989 nu endegyldigt er ovre. Og jeg er bekymret for den sikkerhedspolitiske situation, den globale handel og de universelle menneskerettigheder. Verden virker markant mindre sikker med en irrationel ignoramus i spidsen for en af verdens supermagter?

Er jeg alarmistisk? Skal der slås koldt vand i blodet? Måske. Men jeg er bekymret for hvad det er for en verden, at mine to små arvinger skal vokse op i. 2015 og 2016 har været rædselsår uden lige. Vi har taget det liberale demokrati, frihandel og mere åbenhed for givet. Det idylliske verdensbillede fik et slag efter 9/11, men var dog stadig det fremherskende paradigme – i hvert fald i Europa og USA. Men hvad så nu? Der sidder en neo-Maoist i Beijing, Putin puster sig op, briterne stemmer sig ud af EU, Trump bliver valgt, DF er det største borgerlige parti i Danmark – og lige om lidt vinder Le Pen i Frankrig. Det er da ganske fortvivlende at være med til.

Nuvel, det endte åbenbart alligevel med et katarsisk og impressionistisk indlæg. Nu er det tid til at tænke på vejen frem. Hvis blot jeg vidste hvilken vej, vi bør gå.

Stop verden, jeg vil af

Jeg har ikke noget dybere at bidrage med til den amerikanske præsidentvalgkamp. Altså udover at pippe afmægtigt over den generaliserede angst og malaise, som det helt forrygende rædsomme år 2016 har fremprovokeret hos mig indtil videre.

Med fare for at overdrive, så kan jeg udover min datters fødsel egentlig ikke nævne noget fra dette annus horribilis, som har gjort verden til et bedre sted. Kan I? Jeg mener: Selv når det lykkes for nogen behjertede sydamerikanere at forhandle sig frem til en fredsaftale for at afslutte 40 års borgerkrig, så vælger befolkningen gudhjælpemig at stemme nej til aftalen. Hvor 2016-agtigt er det ikke lige?

Nå, men det amerikanske præsidentvalg, ikke? Kan man andet end at resignere? Det ophørte jo med at være underholdende for efterhånden længe siden. Læste en traurig analyse af de potentielle globale konsekvenser af en Trump-sejr (ganske vist i et venstreorienteret tidsskrift, men alligevel), og den efterlod mig aldeles modløs. Klik her, hvis I tør. Man bliver klogere af artiklen, men næppe gladere.

Verden er i dårlig form.

Syrien, terror, Rusland, økonomisk lavkonjunktur på 8. år, populismen på fremmarch, spændinger i det sydkinesiske hav, nordkoreanske atomprøvesprængninger, Brexit. David Bowie. Og Prince, naturligvis. Vi mangler efterhånden bare Trump til at fuldende elendigheden.

Jeg tænkte forleden på, at det nu efterhånden snart er fire år siden, at svigerfamilien og jeg havde sneget os ind i Boulder Theater til Demokraternes valgfest under turen i Colorado. De jublede som gale i det øjeblik, at det stod klart at Obama havde vundet over Romney. Og så kom jeg igen i tanke om dengang i 2008, hvor vi sad en alt for tidlig morgen ude i kollegiegangens køkken og så Obamas vindertale.

Kan I huske det? Håb og alt det der? Det der skulle afløse de mørke år efter 11. september 2001?  Langt væk nu, synes jeg.

Anderledes vinkler

Jeg holder meget af hotelværelser, især hvis de har adgang til besynderlige tv-kanaler. På vores hotel på Gran Canaria kunne man således forkæle sig selv med en læskende blanding af spansk, tysk, fransk, arabisk, hollandsk og engelsk tv – samt de tre skandinaviske hovedkanaler DR, SVT og NRK. Det siger muligvis et eller andet om hvem klientellet på øen er.

Man kunne dog også se to spændende eksempler på manifestationer af ‘soft power’ i form af de engelsksprogede statsdrevne kanaler ‘RT – Russia Today’ og ‘CCTV News’. Begge er sat i verden for at give fortæller positive historier om henholdsvis Rusland og Kina samt at give et såkaldt alternativt nyhedsbillede og nyhedsdækning af globale forhold end i det man finder i de anglo-amerikanske mainstreammedier.

På RT skortede det i løbet af ugen således heller ikke på indslag om Assad styrets herligheder, det russiske militærs modige indsats i Syrien, de ukrainske ultranationalisters illegitime kamp mod Krim-halvøens folkeligt opståede oprør samt – ikke mindst – en skarp kritik af NATO og det amerikanske imperiums slet skjulte forsøg på at opbygge et globalt hegemoni.

Visse indslag havde karakter af det, man normalt ville forbinde konspirationsteorier og sølvpapirhat-segmentet. Men det var om ikke andet interessant at se hvordan en kanal – helt uden blusel – kører én bestemt vinkling af alle sine historier. Det sker under sloganet ‘RT – Question More’, underforstået: Stil spørgsmåls tegn ved de løgne som de såkaldte mainstram nyhedskanaler ejet af Murdoch og storkapitalen fortæller dig om globale forhold, og især om Rusland.

Jeg fik ikke i samme omfang set CCTV, der vist i øvrigt også kører en anelse mere blød stil end RT. Til gengæld blev der da vist nogle fine rosenrøde indslag om hvor stor en leder Xi Jinping er, så mon ikke de også holder sig pænt indenfor partilinjen.

Så hvis man har lyst til lidt … anderledes vinkler på nyhederne, så tag forbi RT’s hjemmeside.

Men pas på. Der lurer konspirationer overalt. Og hvem ved hvad de amerikanske lakajer i Baltikum, Georgien, Tyrkiet og Ukraine kan finde på for at besmudse international politiks sande skytshelgen: Rusland.

Dyb læsning

Det er længe siden at jeg satte mig ned og grundigt læste en lang beretning om et eksotisk sted, en kompleks situation eller et interessant menneske. Evnen og viljen til at læse dybt og koncentreret svinder for mig som tiden går. Jeg skimmer i høj grad når jeg fortærer nyheder. Den fokuserede læsning tager for lang tid og for mange kræfter. Daniel Kahneman vil sikkert have en kritisk holdning eller to til den prioritering.

Nå, ovenstående navlebeskuende indgangsbøn var blot for at kontekstualisere, at jeg i dag læste en dybt fascinerende artikel i The New Yorker om Ramzan Kadyrov, den lokale krigshøvding og Kreml-yndling i Tjetjenien. Jeg lærte ting jeg ikke vidste i forvejen, og afsluttede artiklen som klogere (og mere bekymret på verdens vegne).

Forhåbentlig bliver det startskuddet på, at jeg for alvor får læst grundigt i The New Yorker. Efter en pause på et par år har jeg tegnet abonnement på magasinet (og The Economist) igen. Havde brug for ikke at gå intellektuelt i stå, så noget måtte der gøres.

Hvor tankevækkende at en så utiltalende skikkelse som Kadyrov skulle være den, der igangsatte min fugl-fønix agtige genkomst som filosofkonge og renæssancemenneske!