Paris

Jeg har ikke noget at tilføje til alt det kloge (og mindre kloge), som mange andre har skrevet om begivenhederne i Paris. Solidaritet og omsorg for de døde, de efterladte og dem der passer på dem, virker som det vigtigste lige nu.

Wie es eigentlich gewesen ist

Det er interessant, hvordan begivenheder fortolkes eller italesættes i medierne, og bliver lagret i den fælles forståelse. Vi går ud fra, at vores oplysningstids-individfokuserede, judæo-kristne/liberal-demokratiske prisme er den rigtige måde at opfatte verden på. Alt imens mener vi, at ‘propagandaen’ i ‘de statsstyrede medier’ i lande som eksempelvis Rusland nærmest pr. definition må være afsporet, politisk farvet og manipulerende.

Hvilken den så antageligvis også er.

Men rent analytisk er det interessant at undersøge, hvilke diskurser, tolkninger og virkelighedsopfattelser, der ender med at blive den gængse accepterede og vedtagne sandhed om en begivenhed.

Ikke at jeg er ude i et større videnskabsteoretisk ridt, hvor vi én gang for alle skal have afgjort om virkeligheden er social konstrueret eller ej. Men de divergerende fortællinger får mig til at undres, når jeg i en artikel om det Konservative Folkeparti kan læse om en del af deres nationalkonservative såkaldte ‘hvide fløj’ at:

»Der er for eksempel mange, der ikke kan forstå, hvorfor vi pr. definition skal samarbejde med USA mod Putin, da de identificerer sig med Putins nationalisme. De anerkender og forstår Putins argumenter for at annektere Krim, selv om de selvfølgelig også er kritiske over for at bryde international lov.«

Uanset hvad man end måtte mene om synspunktet, så er det interessant, at opleve et så anderledes syn på en begivenhed – den russiske invasion (befrielse?) af Krim – end den gængse mainstreamfortælling. Hvordan opstår den slags?

one-child-policy-poster-propaganda

Helt aktuelt spekulerer jeg ligeledes en del over hvordan vi fortolker og fortæller hinanden om det nylige kinesiske opgør med et-barnspolitikken.

Diverse rapportager fortæller, at den har været en strålende succes, da der ellers ville være blevet født 400 mio. flere kinesere end tilfældet er. Hvilket, må vi forstå, har været en helt nødvendig forudsætning for, at kineserne er lykkedes med deres økonomiske politik og deres epokegørende bedrift i at løfte X-hundreder millioner af mennesker ud af fattigdom. Og de 400 mio. mennesker ville ligeledes have været rædsomme at have luffende rundt, set i bæredygtighedsperspektiv. Så de visionære kinesere har via planlægning samt evnen til at træffe og gennemføre svære beslutninger på den måde taget ansvar på egne og klodens vegne. Hvilket jo er præcis den fortælling, som passer ind i det kinesiske styres interesser om at fremstille sig selv og den markeds-kommunistiske samfundsmodel som overlegne.

Men man kunne jo også opfatte det sådan, at kineserne uden blusel har myrdet 400 mio. mennesker. Hypotetiske mennesker, ganske vist, og ja, det vil være en ekstrem tolkning af begivenheden. Men alligevel. Det er 400 mio. mennesker, der potentielt kunne have levet i dag. Og så har vi ikke engang talt om de lidelser der består i, at rent faktisk eksisterende mennesker ikke selv frit kan bestemme hvordan de vil indrette deres liv eller familie. Den fortælling er dog trængt i baggrunden for en hyldest til kineserne, der virkelig har taget en for holdet gennem deres autoritære overgreb mod egen befolkning.

Det fascinerer mig, at det kinesiske styres variant af fortællingen er blevet den fremherskende. Og jeg undres over hvordan det sker, når den kinesiske soft-power og attraktiviteten i en sinocentrisk verden trods alt ikke er større end tilfældet er. Det skal blive interessant hvordan historiebøgerne skrives i fremtiden, når kineserne for alvor er blevet den centrale supermagt i verden.

Jeg er ikke sikker på, at det bliver en behagelig affære.

Flygtninge

Det er vanskelige og komplekse tider. Læste en klumme i Financial Times, hvor den altid læseværdige skribent Simon Kuper drømmer sig tilbage til de for den vestlige verden så uskyldige og fremgangsrige år mellem 1996-2001. En guldalder, kalder han dem. Det var min gymnasietid, det vestlige hegemoni var totalt og alting kunne lade sig gøre. Verden er meget anderledes i dag. Min facebook-wall svømmer over af politiske indlæg og markeringer i anledningen af de massive flygtningestrømme. Alting virker meget sort/hvidt. Svend Brinkmann – som jeg før har talt pænt om – skriver på facebook:

Flygtningekrisen er for alvorlig til skråsikkerhed og skræmmekampagner. For mig at se er der for tiden tre dominerende udgangspunkter for debatten (der er også andre positioner, fx decideret racistiske, men de er ikke taget med her):

(1) Det humanitære: Vi bør først og fremmest bestræbe os på at hjælpe så mange flygtninge som muligt.

(2) Det kommunitære: Vi bør først og fremmest passe på vores land, dets traditioner og sammenhængskraft.

(3) Det monetære: Vi bør først og fremmest sørge for ikke at bruge for mange penge.

Alle tre positioner har efter min mening noget på sig, og alle tre bliver absurde, hvis de står alene. En etisk velbegrundet politik må forsøge at balancere (1) hensynet til flygtninge med (2) hensynet til fællesskabet og (3) dets finanser.

Min personlige holdning er, at den aktuelle politik lægger for megen vægt på (2) og især (3) og alt for lidt på (1). Som jeg ser det, er de værdier, som (2) og (3) repræsenterer ikke i nærheden af at være truet.

Men jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare afskriver og nedgør de udgangspunkter, som ikke er vore egne. For mange af os mener jo nok, at alle tre har en vis legitimitet.

Min egen holdning er dog, at (3) er det tyndeste og sørgeligste udgangspunkt her i et af verdens rigeste lande.

Så herfra en opfordring til en mere åben og tvivlende tilgang til det alvorlige spørgsmål. Det gælder ikke mindst mig selv.

Jeg kan godt lide hans distinktion mellem de tre divergerende hensyn. For mit eget vedkommende har jeg i normalsituationer nok haft en tendens til at prioritere (3) eftersom jeg grundlæggende er i tvivl om hvorvidt den danske samfundsmodel og velfærdssystem er økonomisk bæredygtig om 15-20 år. (2) har aldrig for alvor betydet noget for mig, mens jeg mentalt har parkeret (1) i mine månedlige bidrag til et par udviklingsbistands- og nødhjælpsorganisationer.

Der er dog ingen tvivl om, at i takt med at flygtningestrømmene fra Syrien blot vokser og vokser, står det klart for mig, at (1) nødvendigvis må prioriteres.

Dels, selvfølgelig, den øjeblikkelige hjælp til flygtningene i Central- og Sydeuropa, dels hjælpe flygtningene i nærområder, dels finde løsninger til at stoppe ‘produktionen’ af flygtning (= få stoppet IS og krigen i Syrien).

Det sidste er der nok mange, der gerne ville kende løsningen til at få afstedkommet. Jeg har ingen gode svar. Men ligesom ved borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien, må vi hjælpe folk i nød. Ikke ukritisk, men hvis man flygter fra krig, død og ødelæggelse, så bør civiliserede lande hjælpe med at give flygtningene midlertidigt ly i det omfang landene har råd (3) og sammenhængskraft (2) til det. Naturligvis skal det ske på en måde, så menneskesmuglere og andre nedrige eksistenser ikke tjener kassen på andre menneskers lidelser, men ansvaret for at hjælpe er der stadig.

Så kan det godt være at østeuropæerne og de øvrige Arabiske lande ikke vil løfte deres del af ansvaret for at hjælpe, men så må mere voksne lande træde til. Ikke som en permanent foranstaltning, men som en midlertidig hjælp. På den baggrund er jeg glad for, at Lars Løkke i dag melder nye toner ud, og skruer lidt ned for kræmmerretorikken.

Uopdaget land

Mon ikke de fleste har fulgt lidt fascinerede med efterhånden som at New Horizons har sendt billeder hjem af Pluto?

PlutoRummet er spændende, og det må også gælde for ikke science fiction fans. Se lige på den planet1. Den er da bjergtagende!

For mit eget vedkommende har de nye billeder fået mig til at tænke på grænser og uudforsket land.

I en verden, hvor der tilsyneladende ikke opfindes nye ting, de danske toge kører langsommere end for 50 år siden og hvor de bedste hjerner og mest lysende sind bliver hyret af Google til at profitoptimere deres søgealgoritmer og af griske kapitalfonde, er det herligt at få udvidet perspektivet.

For med New Horizons er vi bogstaveligt talt langt ude.

Måske helt ude ved grænsen for menneskelig opdagelse? Vi er så langt væk, at det, der er bagved, reelt er uuopdaget land. Hvilket vel er et begreb, vi ikke rigtig har oplevet i efterhånden 100 år?

For selvom det måske er en historisk anomali, så har der ikke været mere nyt at opdage på jorden i lang tid. Vi har længe ikke haft nogle dragende, mystiske og fascinerende steder at drømme om. Ingen steder på Jorden, hvor raske drenge og piger kunne spekulere ‘Hvordan mon det sted er?’.

Bevares, der er vel stadig pletter, hvor mennesker ikke kommer specielt tit.

Jeg kan huske, at jeg inden min Bedstefar og undertegnedes tur til Australien i 1997, sad og kiggede monomant på et kort over landet. Særlig området Arnhem Land var spændende:

Arnhem Land

I alle rejsebøgerne blev Arnhem Land beskrevet som noget nær ubeboet og svært tilgængeligt. I dag ved jeg så, at der skam bor mennesker i området, men dengang var særdeles spændende. På samme måde som jeg den dag i dag stadig kan fascineres over de obskure øer i det russiske polarhav. Hvem ved deres fulde fem, har ikke lyst til at besøge Arctic Institute Island? Hvem fascineres ikke, at det ukendte, der er derude? Det er da spændende.

Jeg tror, at vi som mennesker i vore dages konkurrencestat og økonomisk-rationelle samfund har brug for magi, at drømme og uopdaget land. Derfor er det så interessant, når vi ser billederne af Pluto. Fordi de minder os om, at universet er stort, uudforsket og spændende. Fordi det tilfører noget ekstraordinært til vores eksistens.

Og hvem ved, måske der også vil være ting for min Arving at fascineres og forundres over i fremtiden?

Jeg håber det.

  1. Det ER altså en planet, uanset hvad I siger []

Overraskende

Tvivler på at den danske regering ligefrem render rundt med hænderne oppe i luften over det, der ligner en højest overraskende konservativ sejr og majoritet ved valget i UK. Og ganske vist kan ikke sammenligne det britiske parlamentariske valgsystem med det danske.

Men … valgresultatet må alligevel give dem et spirende håb.

For resultatet illustrerer hvor meget prognoser og meningsmålinger kan skyde ved siden af. Indtil det sidste så det ud til, at Labour med størst sandsynlighed ville overtage premierministerposten med støtte fra SNP, der støvsugede snart sagt samtlige pladser i Skotland. Læs eksempelvis denne artikel, der bygger på en antagelse om vælgerfremgang til Labour – for det var jo hvad meningsmålingerne spåede.

Men det gik ganske anderledes. SNP tog ganske vist alt i Skotland, men Labour gik kraftigt tilbage i resten af landet. De Konservative vandt stort. Hvilket snart sagt ingen af meningsmålingerne forudså. Nu er man så i gang med sjælesørgeriet derovre. Som The Guardian skriver:

Although we still haven’t received projections of a vote share, it is already clear that the polls and their pollsters have had a bad election. In the end the debate between online and phone polls, and different methodologies, proved irrelevant. Although during the course of the campaign the latter had shown several Tory leads, the final crop of polls were roughly anticipating a tie.

The challenge with trying to understand what went wrong isn’t simple. The same methods (often used by the same companies), in different countries, are most of the time accurate. Indeed they were just five years ago, at the last general election in 2010.

But at times, like on Thursday, or at the recent Israeli general election, polls get it wrong. At this stage it’s impossible to know why. It could be simply that people lied to the pollsters, that they were shy or that they genuinely had a change of heart on polling day. Or there could be more complicated underlying challenges within the polling industry, due for example to the fact that a diminishing number of people use landlines or that internet polls are ultimately based on a self-selected sample.

Uanset hvad årsagen er til meningsmålingernes manglende spådomsevner ved det britiske valg, så må det også vække opsigt i en dansk kontekst.

Læste for nylig en interessant analyse af politologen Erik Gahner, der illustrerer hvordan ingen ret beset ved om Alternativet på noget tidspunkt har været over spærregrænsen eller ej. Og i Politikens podcast om dansk politik var der for nylig også knubbede ord til de danske analyseinstitutters evner og metoder. Der er grøde i debatten om meningsmålingernes relevans som redskab til at forstå og analysere dansk politik.

Så for en regering, der har sakket efter opposition i snart sagt samtlige meningsmålinger siden 2011, må det britiske resultatet give optimisme i forhold til chancerne ved det kommende folketingsvalg. For hvad er det egentlig præcis man kan bruge de meningsmålinger til, hvis de alligevel ikke har synderlig stor forudsigelsesevne?

Måske Helle Thorning-Schmidt hellere skulle se lidt på stemningen i dansk økonomi, når hun beslutter sig for at udskrive valg. I en periode hvor forbrugertilliden er på vej op og økonomien går bedre, så er det måske ikke helt tosset at få gjort det inden længe.

 

Det større billede

old-world-map

Egentlig havde jeg planlagt at julen og nytårets bog skulle være Alan Ryan ‘On Politics’.

Det er en af den slags bøger, der i magasiner som The Economist bliver betegnet som ‘magisterial‘, et adjektiv der altid giver mig kuldegysninger af fryd og kælen selvglæde1.

Det er en lang, men heldigvis også velskrevet bog. Oplyst, almendannet, omnipotent og indsigtsfuld på den der måde, som kun britiske renæssancemennesker fra Oxbridge universiteterne, kan være det. Her på side 107 er professor emeritus Ryan stadig igang med at docere om Platon og Aristoteles. Det er bestemt interessant, men jeg glæder mig mest af alt til at komme til middelalderen. På det seneste er jeg begyndt at interessere mig for den katolske kirke som sociologisk og institutionelt fænomen, herunder særligt den rolle som universel statsmagt, som kirken spillede i middelalderen. Bliver spændende at se hvordan Ryan udlægger den del af verdenshistorien.

Juleaftensdag blev bogen dog suppleret af Henry Kissingers ‘World Order’, som mine svigerforældre forærede mig fra morgenstunden.

Det var godt set af dem, for henover 2014 har jeg udviklet et hvis ikke blødt punkt, så i hvert fald en spirende interesse for den gamle überrealist af en amerikansk udenrigsminister. Dels ved at læse hans ‘On China’ før min rejse til Kina i foråret, dels ved at læse om hans rolle i den pakistansk-bangladeshiske borgerkrig i ‘The Blood Telegram’.

De senere år har jeg haft udenrigspolitik holdt langt væk fra kroppen, helt ude i strakt arm – det har ikke rigtig været noget, som jeg har yndet at diskutere med nogen. Naturligvis har jeg hele tiden fundet internationale forhold interessante og forsøgt at sætte mig ind i dem, men som årene går, indser jeg mere og mere, hvor lidt jeg egentlig ved om hvordan tingene hænger sammen. Verden er så ualmindelig kompleks, og de enkle monokausale, ideologiske, sort/hvide tolkninger af begivenhederne rundt omkring, bliver vanskeligere og vanskeligere at anvende som tiden går.

Jeg mener: Kan nogen her forklare borgerkrigen i Syrien for mig? Altså sådan rigtig forklare den? Hvordan aktørerne i borgerkrigen hænger sammen? Hvordan konflikten udarter sig? Hvilke geopolitiske konsekvenser den har? Og om og hvad man bør gøre fra internationalt plan? Eller hvad med Ukraine og Rusland? Hvad er det præcist, der driver oliepriserne og den aktuelle russiske økonomiske deroute. Det er vanskeligt!

Jeg argumenterer ikke for handlingslammelse eller at sværhedsgraden medfører, at man skal ophøre med at gå op i globale emner. Men jeg har i efterhånden længere tid søgt efter en … skal vi kalde det for ‘analyseramme’ af internationale forhold.

Kissinger har den fordel, at han som en gammel og berygtet ronkedor har en sådan analyseramme. Man kan uenige i dens præmisser og konklusioner, men man kan ikke beskylde ham for ikke at spille med åbne kort. ‘World Order’ er en grundlæggende pessimistisk bog, hvori Kissinger konkluderer, at de hidtidige bud på fælles globale spilleregler (det være sig alt lige fra den post-Westfalske statscentrerede folkeret, over islamistisk universalisme til de liberale markedsøkonomiske demokratier) ikke er meningsfulde i fremtiden. Han har ikke nogle bud på hvad der skal træde til i stedet for, men frygter for kommende konflikter mellem USA og et stadig stærkere Kina. Det er en spændende bog, men nok mest hvis man i forvejen synes at den slags geopolitiske afhandlinger og refleksioner er spændende.

På det mindre alvorlige plan, læser jeg også Jo Waltons fine lille opsamling ‘What Makes This Book So Great: Re-Reading the Classics of Fantasy and SF’. Det er en samling fortrinlige essays, som forhåbentlig leder til, at jeg opdager nye spændende bøger indenfor fantasy og science fiction.

  1. Tænk, hvis jeg en dag bliver betegnet som ‘magisterial’. Mit liv ville være fuldendt []