i Samfund

Decemberoverenskomsten

Har brugt noget af aftenen her i skihytten i Åre på at tænke over dagens såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ i svensk politik.

Diverse lederskribenter bruger megen spalteplads på at dissekere forløbet, kåre vindere og tabere samt motivgranske aktørerne i processen. Jeg er ganske langt fra at have nogen reel form for ekspertise i svensk politik, og er ikke inde i historikken eller de konstellationer eller forhandlingsspil, der løbende kører mellem partierne. Men jeg har to principielle bekymringer. Dels for mulighederne for Alliansen kan agere reel opposition, dels de mere højstemte parlamentariske principper.

Svenska Dagbladets lederskribent Tove Lifvendahl udtrykker det bedre, end jeg selv kan. Først angående rolle som opposition:

Men det finns effekter av överenskommelsen som talas mindre högt om. Även om det passiva stöd som Alliansen nu förbinder sig att ge majoriteten enbart ska omfatta val av statsminister och budget, och inte lagstiftning eller andra politiska verktyg, bör man ifrågasätta att en opposition i fråga om statens budget säger att den i alla tänkbara lägen kommer att välja att vika ner sig. Demokratins säkerhetsventil är dess opposition, och kraften i oppositionen bygger delvis på hur stort hot den kan trovärdiggöra gentemot regeringen i att reellt äventyra makten. Det vapnet frånhänder man sig till stor del nu.

Det finns också en uppenbar risk att regeringen Löfven med oppositionen i ledband kommer att göra en ännu starkare vänstersväng än vad vi hittills sett, och använda budgetinstrumentet till en mer vidlyftig tolkning för politikutövning än vad vi tidigare har sett. Vad gör Alliansen då? Klagar på bristande ansvar? Kan bli svårt rent trovärdighetsmässigt om man själv valt att avhända sig möjligheten att i alla sammanhang driva igenom sin politik när utrymme uppstår. Ansvar är ett ord som kan tolkas på olika sätt – och för somliga borgerliga väljare torde uppgörelsen betraktas som ett svek mot den avlagda röst som innebär att man helt enkelt vill ha så borgerlig politik som det alltid finns utrymme till – oavsett vem som bär regeringsmakten.

Der er mange gode pointer heri. Givet at jeg havde sat mit kryds ved eksempelvis Folkpartiet, ville jeg have en (berettiget, synes jeg selv) forventning om at partiet søger at udnytte enhver given parlamentarisk situation til at komme i regering og føre partiets politik ud i livet.

Givet at det ikke gik som jeg havde håbet og Folkpartiet kom i opposition, ville jeg tilsvarende forvente at partiet udnytter enhver mulighed for at få indflydelse på politik – her og nu. Jeg ville ihvertfald ikke på valgaftenen forvente, at partiet på forhånd aflægger sig indflydelse på finansloven de kommende mange år alene med henblik på at holde nogen andre fra fadet.

Nu vil mere sofistikerede politiske observatører end undertegnede sikkert påpege, at det på det lange sigt muligvis kan være en fordel for Folkpartiet at agere sådan (man kan hapse stemmer fra Sverigedemokraterne, samle kræfter til valget i 2018 osv.). Men det kan jeg som vælger ikke bruge til noget her og nu. Jorden tilhører de levende, og jeg er interesseret i politik her og nu – ikke i den parlamentariske situation i 2018. Og apropos den parlamentariske situation, rammer Lifvendahl også her plet:

Det som nu har hänt kan med fog kallas historiskt. Men de demokratiska konsekvenserna av Decemberöverenskommelsen kan bli allvarliga, och är av sådan dignitet att det hade varit anständigt att väljarna hade fått säga sin mening om denna konstitutionella förändring av de demokratiska spelreglerna.

Fler frågor följer förstås i kölvattnet; kommer detta i praktiken att innebära första steget mot en helt annan sorts valsystem? Om sex partier nu anser att parlamentarism inte är fundament utan valbart tillägg när det passar de egna syftena, bör inte en djupare grundlagsdiskussion komma på bordet? Om det från både höger och vänster finns en vilja av att få fram två tydliga alternativ, har man inte också med det sagt att vi rör oss mot ett tvåpartisystem?

Nuvel, det sidste er måske at strække konklusionen noget længere end den kan tåle. Men det er vigtig pointe, synes jeg. Det er fint og godt at være uenig med Sverigedemokraterna, og at ønske at sætte dem uden for politisk indflydelse. Og der er heller ingen tvivl om, at partiets infantile ‘vi stemmer imod ALT, der ikke strammer integrationspolitikken‘-linje er latterlig.

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, den ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketer: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr. De bliver som Enhedslisten under borgerlige regeringer. Helt politisk irrelevante, men ih, hvor kan de jamre og udspyde galde.

Så hvor går svensk politik hen nu? Jo, med stor sandsynlighed vil de borgerlige partier ligeså stille begynde at låne Sverigedemokraternes politik. Det er den rationelle ting at gøre. Der er trods alt 13 pct. af stemmerne at hente. Så lur mig om ikke Kristdemokraterna pludselig får en ny værdipolitisk edge, eller at Folkpartiet begynder at ville være realistisk og tale om udfordringerne ved integration. Hvis strategien lykkes er Sverigedemokraterna blevet blødt helt tomme i 2022. Hvis ikke? Ja, så er vanker der nogle grimme valg om både fire og otte år.

Lad os nu se. Lige nu er jeg mest bekymret.

Giv lyd fra dig

Comment