i Livet

Deltid

Forleden læste jeg en let rablende artikel om hvorfor det at fokusere på personlig produktivitet og effektivitet er en farlig affære. Undervejs var der et ret rammende citat:

“No one really cares what you do. Think about it this way. You’ll be working for another 50 years or something. If you took an entire year or two off, to do nothing, to like, smoke weed and game, you could still bounce back without really affecting your long-term career trajectory. When someone steps back in the future and looks at your life output after you’re gone, that part won’t even matter.“

Jeg tror – eller er det ‘håber’? – at det perspektiv på livet er det rigtige.

For her som 36-årig, der har en oplevelse af at min karriere i bedste fald er stagnerende (og de ting jeg skaber i mit dagjob hverken er særlig meningsfulde eller gør en større forskel for nogen), så det vanskeligt ikke at længes efter en forandring, en ny start eller måske blot en pause til at tænke mig om.

Set i det lys er det trøstende at tænke, at jeg stadig har mere end 30 år tilbage til at finde den rette hylde – og at det på langt sigt næppe heller gør den store skade, at jeg her i juni, juli og august arbejder på halv tid. For den ældste arving har brug for kortere dage i børnehaven i en periode, så i de kommende måneder henter jeg ham hver dag mellem kl. 12 og 13. Hans trivsel er det vigtigste projekt i vores tilværelse lige nu, og er det vi prioriterer over alt andet.

Så må jeg satse på at jeg et senere tidspunkt kan udvikle på karrieren. Der er, må vi håbe, stadig mange år at gøre det i.

Giv lyd fra dig

Comment

  • Related Content by Tag