i Sport

Den store brune muskel

Aaaaah, herligt! Det er læskende tider for os cykelhadere i år. Først tog afsløringen af Basso og Ulrichs, øh, virkelig overraskende samarbejde med en notorisk dopingordinerende læge luften ud af det værste Tour De France hysteri. Stemningen på mit dystre og kolde lønkammer blev nærmest løssluppen, da det endvidere fremgik, at dansk sports træmand nr. 1 Bjarne Riis (nej, vent, det tager jeg tilbage! Cykling er jo ikke sport!) ikke syntes det var nødvendigt at DNA teste sin dopingmistænkte stjernerytter, da det ville være ‘at komme alt for tæt på Ivans privatsfære’. Right. Den udtalelse lader vi lige stå et øjeblik i alt dens magt og vælde.

I dag kan Jyllands-Posten så berette, at den såkaldte Ørn fra Herning’s gamle rådgiver fra dengang han selv cyklede, nu også er involveret i doping affæren. Det var kattens! Sikke en overraskelse. Og jeg som aldrig har haft den rare Bjarne mistænkt for at køre på andet end en nænsom blanding af sukkervand og råstyrke. Hmmm. Efter dette chok bliver det svært at få limet stumperne af mit knuste hjerte sammen. Hulk-hulk.

Kan man nu håbe, at min ydmyge bøn om at TV2 ophører med at sende de ækle og fesne cykelløb i tide og utide vil blive hørt? Og er det muligt at Stine vil se lyset og sande, at cykling hverken er sport eller underholdning? Håbet er som bekendt lysegrønt!

Giv lyd fra dig

Comment